Anden terapisession tvinger spørgsmålet frem: hvad skal der ske med Lars? Mette skriver en besked, Thomas beder om at læse den først. Ærligheden koster, men de vælger den igen.

En tirsdag morgen i januar læser Laura en artikel højt over morgenmaden. Kaspars reaktion overrasker dem begge — og den nat kan han ikke sove.

Mette foreslår parterapi. Thomas siger ja. Birgitte Holm stiller de hårde spørgsmål. Genopbygningen begynder — langsomt, ærligt, smertefuldt.

To uger med kold sameksistens. Thomas kæmper med sig selv, ringer til sin bror og hører de ord, han har brug for. Kampen begynder.

Thomas konfronterer Mette. Skænderiet er grimt, ærligt og nødvendigt. Ord siges, der ikke kan tages tilbage. Spørgsmålet er, om de kan finde vej videre.

Thomas mærker, at noget har ændret sig. Mettes telefon, hendes fravær, hendes smil der ikke er rettet mod ham. Mistanken vokser i stilhed.

Mette møder Lars til kaffe — alene, uden Thomas' vidende. Intet fysisk sker, men samtalen er mere intim end nogen berøring.

Thomas og Mette inviterer Lars for anden gang. Mindre nervøsitet, mere nærvær — og en samtale bagefter, der er ærligere end noget, de har delt før.

Mette opdager en ny side af sig selv. Magten fra deres aftale med Lars smitter af på hele hendes liv — men afhængighed har altid en pris.

Lars er gået. Thomas og Mette er alene. Det der sker bagefter er det, han mindst forventede — og det, han ser i retrospekt var det vigtigste.

Hun bestemmer hvornår, med hvem, og om han må se på. Han adlyder. Ikke fordi han skal, men fordi surrenderen er det mest intense han har oplevet.

Den første aften med Lars. Mette beskriver det med rå ærlighed: det fremmede og det fortrolige, nydelsen og det øjeblik, hun møder Thomas' blik fra stolen i hjørnet.