Fabienne, del 2 – Pikant dressing
Har du ikke læst tidligere afsnit, kan du gøre det HER

Det var jo ikke den ægte vare; og det er nærmest den eneste ulempe, jeg kan komme i tanker om; men at styre Fabienne igennem Skype var både sjovt og givende. Og bortset fra det havde jeg i den periode en næsten teenageagtig frekvens af stiverter.
Tidligere på ugen havde jeg bedt Fabienne om at sende mig hendes kalender for den kommende uge. Det gjorde hun gerne. For mig at se var det tydeligt, at jeg godt måtte vide, hvad hun lavede hvornår.

Lørdag formiddag ved 9 tiden vækkede jeg hende med telefonen. Øjeblikket efter sad hun søvndrukken med viltert hår på Skype. Hun havde kun trusser på. “You’ll have guests this evening?” spurgte jeg. Hun nikkede. “Who are Jean and Juliette?” ville jeg vide. Det var de navne, der stod i hendes kalender. “My little brother and his wife,” forklarede hun, sparsom med ord som altid om morgenen. Jeg fik en ond tanke. “Fabienne, take a coat on, go to the market and buy a cucumber, (agurk)” befalede jeg. “N…now? J..just a coat?” spurgte Fabienne, men inden jeg nåede at svare havde hun indset det. “But also shoes – and may I go pee first?”

Jeg bekræftede begge dele og bad hende om at tage sin mobil med. Så afbrød vi forbindelsen.

Lidt senere sendte jeg en sms: ‘Find a quiet corner and take your panties off’. Et kvarter senere ringede jeg. “Did you take them off?” spurgte jeg. Det bekræftede hun. “How do you feel?” spurgte jeg. “Very naked, very …. vulnerable, very sexy,” svarede hun hviskende. “Do you have the cucumber?” ville jeg vide. “Not yet. I’m on my way. Market saturdays is not so nearby,” oplyste hun. Havde jeg lige sendt Fabienne næsten nøgen tværs gennem byen? Jeg mente, at markedet lå tre gader væk; jeg havde endda checket det på turistkontorets hjemmeside; men åbenbart ikke om lørdagen. På samme tid morede det mig og gav mig et stænk af dårlig samvittighed.

“Fabienne,” sagde jeg, “I want you to ask somebody to take a picture of you with your phone. Send it to me, when you’re home and skype me then.

Der gik tre kvarter, før hun meldte sig. Hun sad foran skærmen i ingenting. Jeg kiggede på billedet. Hun havde valgt en meget kort cottoncoat, der nærmest lige dækkede balderne. “Why didn’t you take a longer coat, that is only a jacket?” spurgte jeg. “I don’t have a longer coat,” oplyste Fabienne. “You should have told me. I wouldn’t have sent you to town only with that,” sagde jeg. Det lød bebrejdende. “But… but … sorry, Sven.. I only wanted to follow your instructions,” sagde Fabienne. Hun lød trist. Og jeg sad åbenbart og var i gang med at give Fabienne dårlig samvittighed over, at jeg ikke havde tænkt mig ordentligt om. “You shouldn’t say sorry. You did great. I should apologize for giving you an order about something, I didn’t know enough about,” sagde jeg. “Maybe,” sagde Fabienne. I hendes mund var det hård kritik. Så fortsatte hun: “But hey, Sven! Nothing happened!” Og så var hun god igen. “The cucumber,” forklarede jeg, “come with it inside you in time, so you can serve it in a salad for your guests!” Fabienne sad et øjeblik og måbede. Så med ét flækkede hun i et grin. Da hun lidt senere i et øjeblik havde fået latteren under kontrol, sagde hun: “You are soo mean!” og prustede løs igen. Efter noget grineri fik hun styr på sig selv. Så lagde hun ansigtet i virkelig alvorlige folder og sagde, med stor alvor og overdrevet dyb stemme, mens hun løftede højre pegefinger: “Eat my pussy, Juliette!” Så begyndte latteren igen.

Fabienne er en kvinde, der er fuld af humør, humor og latter; men hun var samtidig ikke i tvivl om, at det var alvor. Og at have en, der kan blande de to ting frit som Fabienne, er jo i sig selv en befrielse.

Det er muligt, at Fabienne havde det hårdt. Det er muligt, men det havde jeg også. Hele dagen havde jeg slibrige billeder af Fabienne i hovedet – og som en vis legemsdel viste alt for tydeligt, også i kroppen. Fabienne, der onanerer med en agurk. Fabienne, der stønner, sukker, skriger. Fabienne, der står i køkkenet med en kniv og rødmer hver gang, hun trykker kniven gennem agurken. Fabienne, der rødmende og stammende serverer salat med nedslåede øjne, der ængsteligt afventer gæsternes reaktion, og endelig Fabienne, der igennem alt dette er blevet knaldhamrende liderlig. Klokken halv tolv tikkede en sms ind, om jeg ville Skype. Det ville jeg. Fabienne var vist en smule snalret. “How was it?” ville jeg vide. “It was horrible! I couldn’t look them in the eyes without … getting red” fnisede Fabienne. “And it was fun and exciting,” tilføjede hun. “But my brother looked at me in a very strange way when he tasted the salad, but didn’t say a word.” “And Juliette?” spurgte jeg. “She liked it very much,” grinede hun, “she asked what I put in the dressing, it was soo tasty.” “And?” spurgte jeg. “I lied,” indrømmede Fabienne, “I told I couldnt remember and that I just had mixed something from what I had.” “You lied?” spurgte jeg. “Yes!” svarede hun. “You’re a baaaad girl,” grinede jeg. “Oh yes!” bifaldt Fabienne med stor alvor. “I think I must send you a punishment by mail,” sagde jeg.

“I would prefer, if you brought it personally,” sukkede Fabienne.

Og med et havde tristheden over at være adskilt fået tag i os. Jeg måtte virkelig se på mulighederne! Vi havde brug for den ægte vare!

Fortsættes HER