Hvor sidste års afsked ved konferencen kan beskrives som ærgerlig, fordi en chance var spildt, var afskeden i år direkte smertelig; ikke desto mindre: jeg måtte sige farvel til Fabienne. Det skete med løfter om at holde kontakten, om at besøge hinanden og endda med tårer. Øv! I begyndelsen talte vi en del i telefon, men hurtigt blev telefonen afløst af Skype, og straks efter blev vores computere udstyret med anstændige kameraer. Det var en lise at se Fabienne igen. Jeg fik for første gang glimt af Fabiennes lejlighed i baggrunden. Det så noget ordentligt ud. Vores samtaler var forbløffende ens; men når jeg gengiver det her, virker det snarere patetisk end at vise, hvor meningsfuldt det egentlig var. “I miss you” – “I miss you too” osv.

En gang fik jeg tilføjet et “and I miss your body.” Det førte til, at Fabienne med ét så meget alvorlig på mig, rømmede sig og sagde: “Sven, I… I would love to show it to you… but… but… for my own… safety… i cannot… I don’t want to give you lots of pictures of naked me without having one of you.” Fabienne så meget usikker ud. Usikker, om hun spillede sine kort rigtigt. Usikker om hun kunne forlange det, hun forlangte. Usikker på hvad jeg ville sige. Så samlede hun sig og fortsatte: “I want a picture of you with your big manhood in your hand and with your face on.”
Fabienne havde stillet et krav. Dét faktum i sig selv gav det vægt. Men det afslørede også, måtte jeg med et smil konstatere, at Fabienne allerede regnede med, at hun nok skulle gøre et og andet, som ikke var egnet for offentligheden, foran kameraet. Det kunne jeg vist ikke være utilfreds med. Men nu var det altså blevet en forudsætning, at jeg blottede mig, før Fabienne var villig til at blotte sig for mig. Det skulle jeg selvfølgelig overveje, men kravet var vel rimeligt nok. Men det blev akavet, da billedet skulle tages. Selvfølgelig har mit kamera en selvudløser, så det tekniske var ikke problemet. Men billedet var til Fabienne – og skulle derfor gerne sætte mig i et positivt lys. Og så er det nok bare akavet for en midaldrende mand at stå og tage billeder af sig selv med dilleren i hånden. Det var det i hvert tilfælde for mig. Helt tilfreds blev jeg aldrig, men jeg nåede til det punkt, hvor jeg indså, at det ville jeg aldrig blive, og at jeg ville blive nødt til at sende det bedste af de ringe til Fabienne. Det var uden større begejstring over det, jeg gjorde – men med noget begejstring over det, jeg ventede – at jeg trykkede ‘vedhæft til e-mail’ og ‘send’; og så gjaldt det bare om at have tillid til Fabienne. Det var ikke til at blive klog på Fabiennes smil, næste gang vi mødtes på Skype. For var det et smil eller var det et smørret grin? “I like you better than I like the picture,” sagde hun så. “I did hope that,” svarede jeg sandfærdigt. Vi snakkede lidt om dit og dat, men vidste vist begge, hvor det bar hen. Fabienne var træt. Det havde været en hård dag på kontoret. Ikke desto mindre skulle hun ikke slippe. Det var jeg for spændt til; og jeg er sikker, hun også var. “Fabienne, take off your clothes,” sagde jeg stille.
Uden ord rejste Fabienne sig, sørgede omhyggeligt for at holde sig i kameraets synsfelt og begyndte, del efter del, at tage sit tøj af. Uden at tøve og uden at stille spørgsmålstegn, stoppede hun først, da hun stod nøgen foran kameraet. “That stripe of hair,” sagde jeg så, “won’t be there next time I look,” krævede jeg uden at løfte stemmen. “It will be gone, Sven,” bekræftede Fabienne. “Come for me,” sagde jeg, da Fabienne lidt efter havde sat sig ved computeren igen. “May I? Thank you,” svarede Fabienne med et udtryk af glæde i ansigtet. Lydigt søgte hendes hænder ned i hendes skridt og påbegyndte en hektisk aktivitet. Ind imellem dukkede de frem af dybet og æltede hendes bryster for straks at forsvinde i dybet igen. Hendes blik blev tiltagende fjern, hendes vejrtrækning hurtigere. Der kom små klynk og hvin fra hendes mund. Hun kom med en skælven i hele kroppen. Hvad jeg gjorde med kalorius bagefter, behøver jeg vist ikke fortælle. Men dette var begyndelsen på en periode, hvor Fabienne og jeg var ret meget på Skype. Rollefordelingen var tydelig som før. Jeg sagde noget og Fabienne udførte det. Og fra det korte øjeblik foran kameraet begyndte det at brede sig. Ikke mange dage efter var vi begyndt med ikke kun at ses om aftenen, men også at ses om morgenen, inden arbejde. Fabienne sad overfor mig, klar til dagens arbejde i en “korrekt” buksedragt. Hun smilede.
“Fabienne,” sagde jeg, “take a skirt instead of trousers!”
Fabienne sukkede, men rejste sig med et smil på læben og i øjnene. Øjeblikket efter vendte hun tilbage i nederdel. “Satisfied?” spurgte hun. “Lift it,” forlangte jeg. Fabienne løftede tøvende op i nederdelen. Hun var ikke franskmand for ingenting og viste mig strømper, strømpeholder og et par matchende trusser, hvis blondestof snarere var ingenting end det var stof. “I give you a little task,” sagde jeg.
“Yes?” svarede Fabienne usikkert afventende. De smilende øjne var der stadig.
“Take off your panties in your lunchbreak. Leave them off for at least one hour. We’ll talk in the afternoon.” Fabiennes panderynken og hendes lystne smil vidnede om, hvordan det så ud inde i Fabienne. Der var tumult mellem den pæne pige Fabienne og den lystne løsslupne Fabienne. En tumult, som gav hende sug i maven, men som var blevet nemmere at tackle for den løsslupne Fabienne: Hun havde fået en ordre – til det, hun havde lyst til. Fabienne smilede smørret, da vi talte sammen over Skype den eftermiddag. “How do you feel, Fabienne?” spurgte jeg.
“Overstimulated. Underfucked,” oplyste hun tørt før hun begyndte at grine. “You did…” indledte jeg mit spørgsmål, men kom aldrig længere, for Fabienne rejste sig op. Mit på min skærm løftede Fabienne op i nederdelen. Dér var kun strømpeholder og Fabienne, intet andet, ingen trusser, intet hår. “You are so hot Fabienne!” udbrød jeg, “You didn’t take them on again?”
“You said ‘at least one hour, Sven. Oh …I … I need you, Sven,” sukkede hun. Hendes ansigt fik et sørgmodigt skær.
Jeg nikkede bare og vidste det alt for godt. “I can’t come to you right now, Fabienne. But you have obeyed my orders and I am proud of you. So you can come for me. Take your computer with its camera, go to your bed, put it between your legs so I have a view – and masturbate!”
“Yes Sven,” sagde Fabienne. Jeg kunne følge hendes vej gennem den lille lejlighed. “Close enough?” hørte jeg Fabienne grine, mens min skærm fyldtes af et nærbillede af Fabiennes glinsende kusse, som hun begyndte at fingerkneppe med den ene hånd, mens den anden var i hektisk aktivitet i hendes skridt.

Efter dette show måtte jeg sunde mig. Hvor var det tiltrængt at onanere.

Og Gud, hvor var det kedeligt. Jeg savnede hende.

Fortsættes HER