Ydmyget på jobbet

Resumé:
Sif studerer fysik i Aarhus. Casper, der er Sifs bedste venindes far, er hendes kæreste og hersker.  

              Det var sidst på foråret, at Sif var kommet til mig. Slukøret havde hun meddelt, at det firma, hvor hun normalt arbejdede i sommerferien, havde drejet nøglen om. Forsigtigt havde hun tilføjet spørgsmålet, om mit firma ikke havde brug for nogen i sommerferien. Det er sådan, at jeg har et firma i Odense, der laver e-pædagogik. For os er sommerferien på sæt og vis højsæson, for alle kunder vil have deres produkter klar til det nye skoleårs, det nye semesters og den nye kursussæsons start. Samtidig insisterer mine ansattes familier på, at mine ansatte også holder sommerferie. Så derfor kunne jeg faktisk godt bruge en blæksprutte, telefontager, gå-til-hånde-lave-kaffe-piccoline. Det havde hverken at gøre med fysik eller cello, men da et job er bedre end ingenting, og jeg ikke havde noget imod at have Sif lidt mere omkring mig, blev vi enige. “Men se nu lidt godt ud,” tilføjede jeg som en hentydning til de ternede skjorter og cowboybukser, som jeg vidste, Sif yndede, og vist stadig ofte havde på, når hun var i Aarhus.

Så blev det sommer, og Sif startede i firmaet. Det blev fredag i hendes anden uge i firmaet. I en krog på mit kontor kiggede Sif på nogle skitser over strukturen over et e-læringsforløb for at se, om det havde svage punkter. Det havde hurtigt vist sig, at Sif havde øje for den slags.

Ind kom Patricia, min sekretær. Hun er hamrende effektiv og ikke én af firmaets mænd har ikke drømt om at komme i bukserne på hende. Men lidt af en hejre. Til tider uudholdelig, men hamrende effektiv. Lad mig sige det på denne måde: Firkantet, god til at påpege andres fejl; egentlig ikke, fordi hun er negativ; men det er mit indtryk, at de bare springer hende i øjnene, og at der er kort fra øje til mund. Men socialt er hun ikke noget aktiv for firmaet.

Som sagt sad Sif i en krog af mit kontor, stille og fordybet over denne tegning; så stille at Patricia ikke havde opdaget hende. Hun skulle vise mig noget; men samtidig skulle hun komme af med noget mellem sidebenene om “den der lille tæve af en piccoline, du har ansat, der render rundt og vrikker med røven i små korte nederdele og fordrejer hovedet på dig.” Det var en besked, som jeg lige skulle sunde mig over. Jeg var simpelthen helt paf. Da jeg havde samlet mig, sagde jeg, så stille som muligt: “Der er noget, du skal vide. Den der ‘lille tæve’, som du snakker om, har jeg nu kysset med de sidste 7 eller 8 måneder. Det er mig, der har bedt hende om at være lidt lækkert klædt på arbejde. Hun sidder for øvrigt derovre.” Jeg pegede på Sif, der sad og måbede. Patricia blev ligbleg, fik et desperat udtryk i øjnene, fremstammede et “Jamen … nej!”, vendte rundt og gik ud igennem den dør, der forbinder vores to kontorer, som hun ikke ligefrem lukkede stille. Da døren var lukket flækkede Sif af grin. “Hold da op,” stønnede hun mellem hulkene, “dér er nok en, der er jaloux!” Men hendes latter var ikke helt uskyldig. For den indeholdt også en del vrede. Patricia skulle ikke bare komme ind og kalde hende tæve. Vi sad lidt og sundede os, da døren gik op igen, Patricia styrtede ind, lagde en konvolut på mit skrivebord og styrtede ud. Jeg kiggede desorienteret på kuverten foran mig, da Sif, der havde gennemskuet situationen, hurtigt som et lyn, fór gennem rummet. “Lad mig!” sagde hun, greb kuverten og gik ud til Patricia uden at lukke døren. “Er du ikke glad for at arbejde her?” spurgte Sif uden brod. “Jo, men efter det her? Jeg har lige kaldt chefens kæreste en tæve,” sukkede Patricia opgivende. “Det kan jeg nok godt overleve. Men du har været efter mig, siden jeg kom. Det er jeg træt af. Du har så travlt med andres fejl. Jeg afleverer gerne det her til Casper, hvis du virkelig vil det. Men jeg vil hellere, at du fra nu af behandler mig ordentligt.” Patricia snøftede og nikkede. “Og,” fortsatte Sif, “for lissom at markere, at jeg ikke finder mig i alt, så vil jeg have, at du i dag gør, hvad jeg siger.” Patricia kiggede overrasket på Sif, overvejede lidt frem og tilbage og spurgte så: “Du mener?” “Kom nu, Patricia. Du er ikke dum; du ved godt, hvad ordene betyder,” svarede Sif. Samtalen havde taget en uventet drejning. Lidt foruroliget rejste jeg mig fra skrivebordet og gik til kontordøren. Jeg kunne se Sif stå bøjet over Patricias skrivebord. Patricia sad på skrivebordsstolen og så underligt lille ud. Det var Patricia, der talte. “Det betyder, at jeg skal have en lærestreg. Og det bør jeg vel også. Undskyld,” sagde Patricia, sad lidt, tvivlrådigt tænkende, men nikkede så. “Så hent en arkivæske,” opfordrede Sif. “Det startede ret nemt,” konstaterede Patricia, da hun kom tilbage med æsken. “Put din nederdel, strømpebukser og trusser i!” Sifs stemme lød neutral. Men det var nok ikke sådan, Patricia oplevede den. “Mener du … Jamen … Hvad skal jeg da?” spurgte Patricia, forvirret og tydeligvis i tvivl. “Du skal passe dit arbejde,” oplyste Sif. “Hmmm…,” ræsonnerede Patricia højt, “det er fredag, klokken er over et. Indtil fyraften kan jeg godt finde arbejde uden at forlade kontoret.” Patricia rejste sig fra sin kontorstol og lynede nederdelens lynlås efter et øjebliks tøven og tog den af. Hun lagde den omhyggeligt sammen i æsken. “Det får man så ud af at være en bitch. Så lærte jeg det. Hvornår kan jeg klæde mig på igen?” spurgte hun. “Inden du tager hjem,” oplyste Sif. Patricia nikkede stille. “Hvad, hvis jeg ikke kan klare mere?” spurgte hun tænksomt og lavmælt. “Så lægger jeg bare konvolutten tilbage, hvor jeg tog den. Eller også lader jeg være.” Rebekka sagde det sidste med et smil. Måske blev Patricia ikke mere sikker af smilet. Men hun virkede mere tryg. Uden modstand tog Patricia, der var midt i 30’erne, strømpebukser og trusser af foran Sif i begyndelsen af tyverne, fordi Sif forlangte det, og puttede dem i æsken. Magtspillet var tydeligt. Det var virkeligt pirrende. Sif lukkede æsken, og sagde: “Jeg lader den bare stå her.” “Vil du ikke nok tage den med? Jeg er bange for at modet svigter.” Patricia kiggede ængsteligt, først på mig og så ned af sig selv. Sif tog æsken for at komme tilbage til mit kontor, hvor jeg stod tavst i døren og fulgte optrinnet forundret og i vildrede. Skulle jeg gribe ind? Kunne firmaet leve med dette? Men jeg blev aldrig færdig med de overvejelser. Patricia satte sig ved skrivebordet igen. “Spred dem!” forlangte Sif sagte, da hun fra døren så, at Patricia havde krydset benene. Patricia gjorde som forlangt. “Vis mig den. Leg med den!” opfordrede Sif. Patricia var ikke i tvivl om, at det var hendes fisse, Sif mente. Hun spredte benene så vidt, at vi kunne se de glatte læber og den tynde stribe rødt hår, som hun havde over revnen. Uendeligt tøvende bevægede hendes hånd sig mod hendes skridt. Hun spredte sine skamlæber med to fingre og lod forsigtigt langemand gå på opdagelse. Gradvist forsvandt forsigtigheden, og Patricias hånd blev mere modig. Hendes bevægelser var faktisk blevet lidt småhektiske, da Sif stoppede hende. “Hvordan føles det?” spurgte Sif. Patricia tænkte sig lidt om, før hun svarede: “Mærkeligt. Ikke at jeg kan lide det. Men jeg må indrømme, det er både pirrende og frækt.”

Sif smilede hurtigt, og jeg og hun forlod Patricia.

Halv tre kom jeg ind på Patricias kontor. “Har du glemt debriefingen?” spurgte jeg. Patricia blev helt forskrækket ved tanken om det månedlige møde for alle i firmaet, men hun fattede sig hurtigt: “Jamen, det er jo ikke første fredag i måneden. Det er først næste fredag,” indvendte hun triumferende. Men hendes triumf faldt hurtigt til jorden. “I juli holder vi aldrig møderne. Derfor holder vi altid sidste fredag i juni. Du glemte det vist også sidste år,” fortalte jeg. Patricia blev ligbleg og fik et virkelig modløst udtryk; jeg tilbød så, at jeg på mødet godt kunne introducere det, så det lød til, at hun havde tabt et væddemål. Dumme væddemål er ligesom til at tage og føle på. Så ville jeg hente hende efter introduktionen. Så fik hun lidt tid til at samle sig. “Kan jeg ikke godt slippe?” spurgte hun ydmygt. “For mødet? Nej!” svarede jeg “og påklædningen må du drøfte med Sif. Det har jeg ikke noget at gøre med.” Patricia nikkede stille. “Jeg vil godt tage imod dit tilbud,” sagde hun efter et øjeblik. Jeg gik til mødet.

“Det er en mærkelig situation, jeg skal introducere,” indledte jeg mødet foran de 14 tilstedeværende medarbejdere, der sad ved langbordet, “men når man spiller højt spil, kan det være, man taber. I skal ikke spørge mig, hvorfor og hvordan, for det er jeg ikke indblandet i, men Patricia er havnet i den situation. Som følge deraf skal hun deltage i mødet her med røven bar.” Mødets almindelige hvisken forstummede af overraskelse, og jeg fortsatte: “Jeg har gransket firmahåndbogen. Der står intet om, at man skal have tøj på. Så er der nogen, der har noget imod, at Patricia deltager sådan, vil jeg høre det nu.” Ingen sagde noget, så jeg hentede hende.

Da Patricia og jeg kom ind til mødet, lød der hujen og klapsalver.  “Jeg havde håbet på en lidt mere medfølende modtagelse i min ydmygelse,” mumlede Patricia, ildrød i hovedet. Øjeblikkeligt blev der en pinlig tavshed. Men Sven, en af mine mere rapkæftede medarbejdere, sagde: “Patricia, jeg tror, mange her ofte føler, at vi ofte har dig på nakken. Så er det bare lidt sjovt at se dig nede med nakken.” “Have mig på nakken? Hvad mener du?” Patricia syntes helt åbenlyst, at påstanden var uretfærdig. Sven svarede, vægtende sine ord: “Du er rigtig god til at se fejl. Og du er rigtig hurtig til at påpege dem. Lidt mere gelinde ville nok være ønskelig.” Men nu stod min halvt påklædte, rødhårede sekretær og gestikulerede arrigt med en kuglepen: “Hvis det er et problem, hvorfor er der ingen, der har sagt noget til mig? Ja, jeg gør gerne folk opmærksomme på fejl. For jeg har den holdning, at man kun kan gøre noget ved ting, man ved.” Patricia stirrede arrigt over forsamlingen. Der var pinlig tavshed, indtil Kit, gammel skolelærer, firmaets livstykke, over 60 og årelang forbruger af mange cerutter, slog sin hæse latter op og udbrød “Hvor godt! Hvor godt! Det er dig, der går med røven bar og os, der er pinlig berørte.” Kits latter forløste stemningen lidt.  Det var Sven, der var mand for at svare. Han var ikke for stolt: “Vi troede nok bare, du var sådan; sur af natur?” “Nu er jeg bare en lille sekretær. Det er jer, der laver e-pædagogiske værktøjer. Er udgangspunktet i pædagogik ikke, at mennesker kan udvikle sig? Ellers kunne vi da alle gå hjem og aldrig komme igen!” Patricia havde talt sig varm. Jeg er sikker på, at hun ikke skænkede sin nøgenhed en tanke, som hun stod og viftede med kuglepennen. Igen var det Sven, der tog ordet i den pinlige tavshed, som var indtruffet, fordi Patricia havde ret. “Jeg tror faktisk, jeg vil sige undskyld. Jeg har vist ikke været en særlig god kollega for dig. Og jeg har ikke engang opdaget det selv. Og så vil jeg sige noget, jeg længe har tænkt. I dag har jeg fået bekræftet, hvad jeg har vidst længe. Du er en utrolig flot kvinde, Patricia.” Der var samtykkende mumlen og nikken omkring bordet – og Patricia rødmede igen. Jeg greb ordet: “Det er vigtigt i en kreativ virksomhed, at vi kan kommunikere åbent, og at der også er rum for at bidrage med kritik. For kritik er væsentligt. Men det er også vigtigt, at alle parter forstår rammen for kritikken; kritikkens hvorfor, for ikke at opfatte det personligt. Takket være dig,” jeg kiggede på Patricia, ” fik vi alle en lærestreg i kommunikation i dag, som bør give stof til eftertanke. Men lad os begynde på dagsorden. Tænder nogen for projektoren?” Nogen fandt fjernbetjeningen og tændte apparatet, der hang midt over langbordet. Lidt efter dukkede billedet op på væggen. Det var vind- og skævt. Jeg henvendte mig til Patricia: “Teknisk mødeforberedelse er dit ansvar. Vil du lige bringe det i orden?” Med ordene “Ok. Skal der være udstilling, lad der være udstilling!” klatrede Patricia op på bordet. Med et smil gik hun, sensuelt, med vuggende hofter langs hele bordet. Der udbrød jubel, især i hjørnet med de yngre mænd, nørderne, mens Kit fik kaffen i den gale hals. Da Patricia nåede til enden med ynglingene, stoppede hun, spredte benene let og greb ind imellem dem. Knægtene jublede, de ældre smilede betaget, mens Kit var ved at gå i opløsning af grin – og Sif var taget i samme retning. Herefter vippede Patricia projektoren på plads, ledsaget af et koket vrid med den sexede numse. Jeg prøvede så at holde mødet, men mødet blev aldrig rigtigt til møde. Efter mødet bad jeg lige Sif og Patricia komme ind på mit kontor. “Undskyld” mumlede Sif, da de to stod foran mig, “jeg ved ikke lige, hvad der gik af mig.” Patricia, stadig med rumpen bar, lagde armen om Sif: “Sig ikke undskyld. Jeg havde fortjent det. Og jeg må indrømme, at oplevelsen stod mål med overvindelsen. Og så har jeg stadig mit job, takket være dig. Men, Casper, du havde da ikke bare ladet mig rejse, vel?” “Svært at sige. Da du kom ind med opsigelsen, var jeg stadig temmelig sur. Men Sven har ret. Du ser hammerlækker ud.” Patricia rødmede og nikkede. “Jeg havde ikke regnet det med jer to ud. Jeg ved ikke… er det en form for moderinstinkt, at sekretærer tror, de skal passe på deres chefer?”

Det kunne jeg ikke svare på. Lidt efter var hun på vej ud af mit kontor. I døren mødte hun Sven. “Hvad skal du i aften, Patricia?”

“Øh… jeg skal nok sidde hjemme og se et eller andet program, hvor folk, der ikke kan synge, synger,” oplyste Patricia. Det lød ikke særligt spændende. “Der er noget, der tyder på, at jeg har haft dig puttet ind i en bås, hvor du ikke hører hjemme. Det kunne jeg godt tænke mig, at finde ud af. Kunne du ikke tænke dig at sidde hos en italiener med et glas tung rødvin og snakke med mig i stedet?” Patricia smilede. “I sammenhængen var det faktisk ikke nogen dårlig scorereplik. Men jeg skal først klæde om, og så hjem og klæde om.”

De aftalte detaljerne, mens de gik ned ad gangen, til vi ikke kunne høre dem mere. Sif smilede. Jeg bad hende lukke døren. Smilet forsvandt.

“Det var sjovt. Og jeg tror, at det her landede på en måde, at det faktisk har et positivt resultat,” sagde jeg, da døren var lukket, “men hold kæft, hvor du gik over stregen! Jeg bliver helt bleg, når jeg tænker på, hvordan det kunne være gået. Hvis jeg tænker på, hvad der ville være sket, hvis Patricia var gået til sin fagforening … ja, det kan hun vel nå endnu … Jeg er faktisk rystet over din opførsel. Du har virkelig løbet en risiko for, at år af mit arbejde med virksomheden og klimaet i den var spildt. Derfor skal vi køre en omvej hjem. Til en rideudstyrsforretning. Det er lige før, at du er heldig, at jeg ikke lader min sekretær passe dig, når jeg er på kursus i september.” Sif så helt slukøret ud. “Så slemt?” spurgte hun stille, “hvad skal du købe?” “En ridepisk,” svarede jeg nikkende. Sif bed sig i læben, “Det var slet ikke min mening at skabe et problem. Jeg var arrig. Jeg ville ydmyge hende. Og så blev det sjovt. Og så skete ting bare. Øv!” Jeg kunne se, at Sif blev ked af det.

Vi talte ikke meget i bilen. Sif fik besked på at vente i bilen, mens jeg var i forretningen. Da vi kom hjem, sendte jeg hende i min hobbykælder for at vente.

Da jeg et kvarter senere kom ned, havde Sif allerede taget tøjet af. Hun spurgte, mens hun så sig omkring i mit hobbyrum, der var fuld af gammelt ragelse, om det var hér, man kom af med sit gamle lort, og så var man af med det. Jeg kunne godt lide sammenligningen og nikkede smilende. Det kunne man godt sige. Nu skulle Sif komme af med noget lort. En renselse så at sige.

Sif var tydeligt nervøs for sit første møde med pisken. Jeg spurgte hende, om hun ville have bind for øjnene eller have bundet hænderne, før hun fik sin straf. “Jeg er en stor pige. Jeg kan godt stå til ansvar for mine handlinger,” svarede hun med den trodsige stolthed, der bor i hende. På min kommando stillede hun sig med spredte ben og hænderne bag nakken. Hendes læbe bævrede lidt i de øjeblikke, hun måtte vente, før jeg havde samlet mig. Det var faktisk lidt af en overvindelse. Så tog jeg sigte, slog og ramte. Jeg kan stadig se forandringen i hendes ansigt i langsom gengivelse for mit indre øje. Først frygten, siden overraskelsen med opspilede øjne og åben mund og til slut den sammenknebne smerte. Mit mål var hendes trekant; dvs. siden Sif ikke har nogen trekant mere, så det område, der afgrænses af benene i siden og højden defineres af, hvor højt hendes revne strækker sig. Alt i alt et område på ganske få kvadratcentimeter. Ved andet slag sagde Sif en presset “fffff”-lyd. Ved de næste slag kom der et klynk. Vi var seks eller syv slag henne, da Sifs øjne blev fugtige. Men jeg stoppede ikke, før området var lysende lyserødt. Jeg kiggede lidt på resultatet. I mine øjne var det utrolig sexet at se Sifs pletfri, lyse pigekrop med den lysende røde trekant. “Nu er det ovre,” bekendtgjorde jeg. Sifs reaktion kom bag på mig. Hun faldt mig om halsen. “Tak,” hviskede hun, “hvorfor bliver jeg ikke vred? Det gør ondt. Det er ikke sjovt. Og alligevel er jeg allermest glad for, at du viser, du både kan og vil tage hånd om mig.” “Det kan jeg ikke svare på, Sif,” svarede jeg. “Må jeg kysse dig?” spurgte hun forsigtigt. Som svar lod jeg vores læber og tunger mødes. “Nu er det weekend. Og den er vores,” konstaterede jeg, “er der noget, du gerne vil?” “Må jeg bestemme?” spurgte Sif overrasket. “Nej, men du må ønske!” svarede jeg. “Jeg ønsker mig, at du er stærk og blid, og lader mig mærke, at jeg er din. Og så tror jeg, at jeg helst vil tages bagfra denne her weekend. Jeg er vist temmelig øm.” “Så skal du da også være artig og lydig,” kommenterede jeg.

Sif nikkede.

Lidt senere kunne jeg i soveværelset konstatere, at Sif blev tændt helt vildt, når man pustede på hendes ømme trekant. Hun hev og sled i de bånd, jeg havde bundet hende til sengen med. Til sidst tiggede og bad hun så meget om at blive taget, at jeg forbarmede mig, løsnede hendes bånd, vendte hende om og lod hende ligge og stritte med sin sexede rumpe. Da jeg havde manøvreret min pik på plads i Sifs lækre fisse, holdt jeg med højre hånd hendes hænder fast bag hendes ryg og med venstre trykkede jeg hendes hoved ned i sengen. Langsomt og nydende begyndte jeg at støde blidt. Hver gang, Sif prøvede at forcere, stoppede jeg. Sif sukkede. Sådan blev vi ved længe. “Vil du ikke nok bare tage mig?” udbrød Sif frustreret. “Kan du spørge mere frækt?” spurgte jeg drillende. “Vil du ikke nok hamre din lækre herrepik i din trængende, våde slavefisse, så din liderlige slavinde kan blive forløst, Massa?” spurgte hun.

Det kunne jeg.

PS. Lørdag morgen måtte jeg konstatere, at jeg havde fået en SMS i nattens løb. Den var fra Patricia: ”Hils Sif og sig tak for en dejlig aften.”

Fortsættes HER