2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Afsked

Resumé:
Efter sørøveroverfaldet, blev Louise inviteret til et middagsselskab på et andet fartøj sammen med de øverstbefalende i besætningen. En løjtnant viser hende rundt på skibet, og sejlrummet var målet for hans færden med hende, hvor hun blev tvunget mod hendes vilje, men kroppen forråder hende, og er våd og klar, hun slår dog en prober næve og løjtnanten slipper ikke godt fra sit foretagende… 

Det var buldermørkt, da Louise og løjtnant Woersøe blev roet tilbage til Vædderen. Man kunne tydeligt høre det festlige lag på det spanske linieskib. Hun følte sig underligt lille, da hun sammen med Woersøe betrådte Vædderens dæk, der lå næsten øde hen. Clausen så dem komme, gjorde honnør for løjtnanten og smilede til Louise, der så træt ud. “Sådan ligger landet, Clausen: Dona Maria kommer ikke tilbage, men sejles hjem af spaniolerne. Frøken Louise trænger til at blive holdt om. Jeg skal hilse fra kaptajnen og sige, at De skal huske, hvad han sagde, at De kunne tale i frøkenens lukaf, og at kaptajnen har bestemt, at Deres veje skilles i morgen, i hvert tilfælde til vi når Danmark. Og så skal jeg sige, at jeg tager resten af vagten.” “Men…” sagde Clausen, der dog hurtigt blev afbrudt af Woersøe: “Det øvrige ønskede kaptajnen selv at drøfte med Dem! Må jeg ønske en god nat!” Og rent faktisk var der et venligt smil på Woersøes læber. Med nogle høfligheder trak Clausen og Louise sig tilbage, ængstelig, forvirret og forelsket. “Vil du ikke nok holde om mig?” spurgte Louise, da døren var lukket bag dem. “Hvad er der sket?” spurgte Clausen, mens han tog hende i favn. Og så fortalte Louise om sin dag, om korsaren, om den spanske løjtnant, men også om sin krops reaktioner; at hun skammede sig over at være blevet liderlig. “Du har da haft en rædselsfuld dag,” konstaterede Clausen. Og Louise nikkede. “Så vil jeg nok gøre, som Woersøe siger, og bare holde om dig,” sagde Clausen medfølende. “Må jeg bede om noget?” spurgte Louise. “Jeg føler mig så… ja, jeg ved ikke; men jeg trænger til at mærke, at jeg stadig er din,” sagde hun, og Clausen syntes, at hun både så træt og ynkelig ud. Han tænkte lidt. “Vil du klæde dig af for mig?” spurgte han. Louise nikkede og klædte sig lydigt af. “Vil du, foran mine øjne, behandle dit mishandlede skød med den blidhed, jeg synes, det fortjener?” spurgte han. Louise satte sig på briksen og spredte sine ben. Langsomt begyndte hendes højre at kæle hendes skød. “Kan du lide at vise dig frem for mig?” spurgte han. “Jeg elsker det! Og hader det lidt,” svarede hun. Clausen smilede. “Nyder du berøringerne?” Louise nikkede blot, mens hendes fokus mere og mere flyttede sig i retning af hendes underliv. Hendes vejrtrækning blev tungere; hendes bevægelser hurtigere; støn og klynk blev hyppigere. Hun begravede to fingre af venstre hånd i sig, mens højre fortsatte sit arbejde med klit og skamlæber. Det krævede sej kamp ikke at skrige, da hun kom. “Det var smukt,” sagde Clausen stilfærdigt og fiskede sit lem frem. “Ned på knæ!” befalede han stille. Louise vidste, hvad hun skulle gøre. Hendes legende tunge var ved at gøre Clausen vanvittig, før hun behyndte at suge til. Så kom han. Louise sank.

“Tak,” hviskede hun.

Lidt efter lå hun på briksen igen. Clausen strøg blidt over Louises nøgne krop. De vidste ikke rigtig, hvad de skulle sige; og hvorfor de skulle skilles i morgen. Sådan blev det en stund. Pludselig rejste Clausen sig. “Undskyld mig lidt,” sagde han. “Vent,” bad Louise, rullede fra briksen og knælede på gulvet igen. Hun samlede hænderne bag nakken og åbnede munden. Clausen tøvede lidt. Stillet overfor denne uventede mulighed måtte han lige finde ud af, om det var, hvad han ville. Så trådte han hen til hende, placerede sit lem ud for Louises mund og lod det løbe. Louise sank, men kunne mærke, at noget løb ud af hendes mundvig, ned ad hagen, halsen og længere ned. Hun kom til at tænke på hanhunden, der markerer sit territorium og blev ganske tryg ved den tanke. “Hvad skal vi gøre, når vi om lidt skal skilles ad?” spurgte Louise bekymret lidt senere. De sad på briksen, noget mismodige. “Jeg skriver, så meget jeg kan. Og siden kommer jeg og henter dig,” forsikrede Clausen. “Men indtil da?” ville Louise vide. “Du har stadig skeen og rebet?” spurgte Clausen. Louise nikkede. “En gang om ugen skal du give dit følsomme køn 5 slag med skeen. For du har garanteret været svinsk i dit hoved igen,” sagde Clausen smilende, “og en gang om ugen har du rebet stramt om taljen og gennem revnen i nogle timer. Hvad du ellers bruger skeen til, bestemmer du.” Louise nikkede. En ringe trøst var dog bedre end slet ingen. “Jeg vil have en lok af dit hår,” sagde han så og rakte hende sin kniv. Louise tog kniven og førte den op til sit hoved. “Ikke dét hår,” sagde Clausen stille.

Louise rystede smilende på hovedet. Selv om det så farligt ud med kniven, nød hun den pirrende fornemmelse af trækket i sin skamlæbe, da hun trak hårtotten lang. Øjeblikket efter sad Clausen og legede fascineret med hårtotten. Og lidt senere blev de enige om, at det var bedst at gå hver til sit nu, selv om de havde lyst til alt andet.

Fortsættes HER