2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Kosarer

Resume:
Vædderen har sat kursen mod nordligere himmelstrøg, men pludselig ser de skibet med slavehandleren der ydmygede Louise og Clausen. Kaptajnen på Vædderen bliver rasende da han hører hvad der er foregået og de entrer skibet. Louise er rystet over forholde for slaverne om bord men på samme tid draget af deres hånd og fodjern og lænker… Det kunne hun godt tænke sig at prøve, og sådan blev det…

Januar 1770
“Sejl forude,” råbte udkigsposten så stille han kunne i morgendisen. Det var ved dagvagtens tredje glas.. Fra dækket kunne Clausen intet se på grund af tågedisen. Så Clausen var oppe hos ham kort efter. I kikkerten kunne Clausen se ikke ét skibs sejl, men mindst 5. Kursen var ret imod dem. Tættest på var et slupskib*, om hvilket Clausen ville have troet, at det var en hollandsk eller engelsk orlogsmand. Men den afvigende sejlføring og det faktum, at den sejlede sammen med 2 xebecer overbeviste Clausen om, at der her var tale om korsarer. Efter dem fulgte en lille gruppe flådefartøjer. Clausen synes, at han kunne ane en rød stribe i disen. Spaniere. Sandsynligvis på piratjagt. Dette, sammen med tågedisen, kunne også være forklaringen på, at korsarerne tilsyneladende ikke havde opdaget Vædderen og holdt kursen. Deres fokus var bagud.

I stilhed blev der gjort klart skib. Og få minutter efter var skibet kampklart og kaptajnen hang i masten med en kikkert. Han fik skibet manøvreret, så det holdt sig bag en tågebanke. Slupskibet havde tilsyneladende ikke opdaget noget som helst, førend den første bredside fra Vædderen ramte det med tilintetgørende kraft. Slupskibet forsøgte at bringe sig i skudposition og blev imens ramt af næste bredside. Pludselig opstod håndgemæng på slupskibets dæk. “Mytteri derovre,” råbte udkigsposten til kaptajnen, der var kommet ned på broen, “det ser ud som om fanger gør oprør!” Kreihorst tog en hurtig og ikke ufarlig beslutning. “Bring hende på langs,” sagde han til rorgængeren, efterfulgt af kommandoen “Klar til at borde hende!”

Bådsmændene uddelte våben, skytterne klatrede op i ræerne, entrehagerne blev lagt parat og damerne blev ført langt ned i skibet med besked om at forholde sig i ro.

Alle afventede i ængstelig spænding. For at borde et andet skib kunne også betyde selv at blive bordet. Heldigvis var de spanske skibe kommet tæt på korsarernes andre skibe og holdt dem i skak. Da Vædderen og slupskibet bragede sammen, udbrød der tumult. Kvinderne i skibets bug prøvede uroligt at lytte sig til, uden dog at kunne tolke, hvad de hørte. Minutterne strøg i uvished. En rotte smuttede forbi. De blev lettede, da døren gik op og forfærdede, da de så, at disse mørke mænd ikke hørte til Vædderens besætning. Mændene fik et faretruende smil i ansigtet, blinkede kort til hinanden. Kvinderne trykkede sig op ad bagvæggen, dødsensangste. Mændene gik uden videre hen til Dona Maria og Louise. Uden varsel flåede de tøjet af dem. Instinktivt gik Louise og Maria på knæ. Det var vist godt at vise, at man kendte sin plads. Mændene fiskede deres mørke lem frem og til mændenes moro tog kvinderne uopfordret hver et lem i munden mens de brugte hænderne på de to andre mænd. De vidste, at deres præstation kunne betyde forskellen på liv og død. Og de gjorde sig stor umage. Louise var alt for bange til at lægge mærke til, hvad hun følte. Og da Louise pludselig blev ramt af noget vådt og varmt i ansigtet, opdagede hun først, at det ikke var sæd, da hun så op og så en klinge stikke ud af sørøverens bryst for i næste øjeblik at se ham, hun havde i hånden blive ramt af en geværkolbe og falde. Langsomt og surrealistisk gled pikken ud af en lamslået Louises mund i takt med at ejermanden sank sammen. Også de mænd, som Maria havde haft fat i, lå på dørken. Woersøe stod stadig ned sablen i hånden og pustede. Hans uniform var blodig. Ved Maria stod Thorbjørn med en kæmpeøkse. En soldat ladede sin bøsse og Thede friser stod med en huggert og så udmattet ud. “Hvilken måde at dø på,” sagde Thorbjørn tørt. Denne muntre bemærkning fik Louise tilbage til verden. Hun måtte trække på smilebåndet. Og mærkede igen sig selv. Det var grænseløst pinligt, men hun var vist ikke helt tør – nu, hvor det var ovre.

Woersøe samlede sig. “Vi må holde fast i,” sagde han, “hvor slibrigt dette måtte se ud, at vi alle skylder damerne en stor og utvetydig tak! Ved at ofre Dem selv og enhver værdighed, har De holdt 4 fjender i skak. Det har med sikkerhed reddet gode søfolks liv og førlighed. Og således har De vist en courage og værdighed, som vi andre må bøje os i støvet for.”

Lidt efter kom Clausen med nogle mænd og meddelte, at skibet var sikret. Lidt efter blev kvinderne, indhyllet i tæpper, ført op på dæk. Her var alt kaos. Ved stormasten lå halvanden snes svinebundne korsarer. Andre steder sad nogle af vædderens søfolk og sundede sig. To søfolk bar en skrigende sømand under dæk. Langs med vædderen lå et mindre og ret beskadiget skib fortøjet. Og nærved havde den spanske flådeeskadre nedkæmpet sørøvernes andre fartøjer og lå for anker. Omkring kaptajnen, der havde et blåt øje, var der hektisk aktivitet. Louise hørte Clausens stemme oplyse om 4 døde og 11 svært tilskadekomne. Til gengæld var et dusin af korsarernes fanger, englændere, i anvendelig stand. “Hvad gør De med dem,” spurgte Loise Woersøe og pegede på de bundne sørøvere. “Hvis spanieren vil have dem til deres galejer, må de nok få dem. Måske kan vi få et anker vin for dem. Hvis ikke går de planken ud,” forklarede Woersøe sagligt og uden antydningen af medynk.

Louise var en smule forskrækket over manglen på nåde, men fik andet at tænke på, da to joller roede imod dem fra det spanske linieskib. Lidt senere var en elegant spansk løjtnant med fyrige øjne kommet ombord på Vædderen. Som Woersøe havde forudset, skulle han se, om han kunne få roere til den spanske flåde. Det havde Kreihorst ingen indvendinger imod. Og lidt efter begyndte de at afhente de snørede korsarer.  

Fortsættes HER

Slup

xebec – Kilde: Wikia.com

Slup: En slup et en-mastet sejlskib, med én, to-delt mast. Den kan både have en permanent og en ikke permanent mast. Den ikke permanente mast, klyverbom kan tages ind på dækket, så den ikke fylder så meget. Dette ses blandt andet på bergenssluppen. Storsejlsbommen går ud over hækken. Slup er betegnelsen for riggen. Ved en Danmarksslup er det dog skroget bestemmer at det er en danmarks- efter som det område den har sejle i gør at skroget skal udformes anderledes. [1]. De fleste slupper var fragtskibe. Slup bruges også i den sømilitære terminologi, og her henvises der i nordisk sammenhæng til en kanonchalup, der er et fartøj med en eller to kraftige kanoner, og en let rigning suppleret med årer. I Royal Navy havde man i begyndelsen af 1700-tallet sloops-of war, der var tomastede skibe, rigget som ketch eller snau. Dette var langt større skibe end de enmastede slupper, vi taler om i dansk sammenhæng. Forskellen blev endnu større fra omkring 1740, da den britiske flåde byggede tremastede skibe med råsejl, og gav dem betegnelsen sloops som en generel klassifikation af krigsskibe, der var mindre end fregatter, og som havde færre end 20 kanoner. Fra omkring 1770 byggede Royal Navy også tomastede skibe med råsejl, som ligeledes blev betegnet som sloops. Hvis man skal oversætte betegnelserne korrekt, bør man enten omtale de britiske skibe som “sloops-of-war” eller bruge betegnelsen brig om de tomastede og korvet om de tremastede. Kilde: Wikipedia