2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Louise i lænker

Resumé:
Kreihorst var smart og havde lejet et værelse på den lokal kro, og da Louise og Clausen gik tur, var der kun Dona Maria og Kreihorst tilbage i et rum der lokkede med madrasser og masser af sex…

Næste dag var Vædderen klar til afgang. Friske forsyninger i vand og grøntsager var ombord. Alle havde været i land i mindst en dag, så man var godt rustet til den sidste del af rejsen. Ved formiddagsvagtens tredje glas behagede det kaptajnen at lette anker. Omtrent samtidigt afgik et andet skib, slaveskibet Rio Volta. Søen var rolig, vinden ikke ugunstig, mandskabet veltrænet, så afsejlingen foregik forholdsvis rolig. Og dog var det hektisk i forhold til den ro, der sænkede sig over skibet, når man først var til søs og alle rutinerne var tilbage. På broen stod Clausen skråt bagved kaptajnen. Da de passerede slaveskibet udbrød Clausen et sukkende: “Åh, det er ham!” da han fik øje på slaveskibets kaptajn. “Hvad da?” spurgte Kreihorst. Og Clausen fortalte om gårsdagens ordveksling, hvor han på Louises foranledning spurgte til en slavindes pris og havde fået svaret, at “Det har du slet ikke råd til knægt, og netop denne kaptajn havde tilføjet, at hvis han gav Louise i bytte, kunne de nok finde ud af noget. “Havde De uniform på?” ville Kreihorst vide. Clausen nikkede. “Så denne hugaf har fornærmet en officer i kongens flåde og forulempet en frøken i min varetægt? Nu skal han lære, at kongens flåde både er kongens hånd og kongens næve. Clausen, tror vi mon, at han har betalt told for alt, han har ombord?” Clausen lyste op og rystede på hovedet. “Så må vi jo kontrollere ham. Men Clausen, husk dette: Vi kan chikanere ham, men De får ikke pigen,” følte kaptajnen, at han måtte tilføje. “Lidt har også ret,” kommenterede Clausen. “Klaaaaart Skiiib” råbte kaptajnen. Og sekunder efter var skibet fyldt med et mylder af leben. Pludselig stod Clausen med en råber i hånden. “Værs’go,” sagde kaptajnen. Clausen tog råberen til munden og prøvede at lyde myndig: “Rio Volta, Rio Volta. Stryg sejlene!” Der lød protester fra det andet skib, men da Clausen som svar beordrede bagbords kanonlemme åbnet, strøg Rio Volta sejlene. På vej over mod Rio Volta i jollen fik Clausen instrukser om, at han førte kommandoen. Kaptajnen ville blot bese skibets bøger. Ledsaget af fire soldater og fire roere gik de ombord på slaveskibet. “Jeg fører kommandoen. Skibet er underlagt flådens artikler,” bekendtgjorde han med tydelig røst for at meddele, at Rio Volta nu var underlagt militær ret. “De er bindegal!” udbrød skibets kaptajn. “Efter flådens artikler kan jeg lade Dem kølhale for opsætsighed mod en overordnet,” sagde Clausen tørt, “og af Deres efterfølgende samarbejde vil jeg vurdere, om jeg skal lade nåde gå for ret.” Rio Voltas kaptajn blev ligbleg, mens Kreihorst nikkede anerkendende til Clausen og lod sig føre til bøgerne. Det var det første slaveskib, Clausen var på. Han var rystet over forholdene. Slaverne lå på hylder, der var en mandshøjde gange en alen i bredden og en halv alen i højden. De var lænket sammen to og to i lastens mørke. Man måtte træde varsomt for ikke at træde på en sølle stakkel. Desværre fandt de ingen ulovligheder på skibet. Der var dog tre små fade portvin, som man ikke kunne påvise, at man havde betalt told af. De blev bragt ombord i jollen. “Jeg forlanger en kvittering!” råbte kaptajnen skinger. Clausen kløede sig i nakken. “Hvad var det nu, jeg kom fra,” spurgte han med spillet glemsomhed. “Nå ja! Vi skulle drøfte kølhaling!” hittede han pludselig og lyste op.

Med en undskyldning og et “Det er lige meget” trak Rio Voltas kaptajn i land igen.

“Kaptajn,” spurgte Clausen Kreihorst i jollen tilbage, “hvordan overlever 500 slaver turen under disse vilkår?” Kreihorsts blik mørknedes. “Det gør de heller ikke,” fortalte han, “De skal ikke blive overrasket, hvis 3 eller 4 ud af 5 dør inden ankomst.” Clausen var lidt forstemt, da han kom om bord på Vædderen igen. Her led og døde 500 mennesker, og det eneste, man kunne gøre, var at stjæle portvin. Louise stod og ventede på ham allerede. Han lagde mærke til, at en lok frækt havde forvirret sig ud under kysen, men fik først tid til hende senere grundet mange andre gøremål. Det var også en kende forstemmende, at de nu var ombord igen og måtte undgå fysisk kontakt efter de dejlige dage i land. Lidt senere fandt Clausen dog et tidspunkt, hvor han kunne stå ved rælingen og tale med Louise. Han fortalte om forholdene ombord, om pladsen, mørket, lænkerne – og blev helt forskrækket, da Louise var helt fjern i blikket. “Louise!” sagde han spidst og vækkede hende. Hun så lidt forvirret på ham. “Du må ikke tro… nej, jeg synes også det er skrækkeligt… jeg fik bare de der billeder i hovedet… mig i lænker…” Hun rødmede, da hun havde stammet færdigt. “Det får du ikke lov til at prøve her ombord,” forklarede Clausen opgivende. Men vi nærmer os farvand, hvor vi kan forvente korsarer. Så kan du måske prøve det, før du ved af det…” oplyste Clausen smilende. “Det er noget helt andet,” svarede Louise mut, men mærkede samtidig den underlige varme i sit underliv, som gerne gik hånd i hånd med, at hun blev fugtig. Hun rødmede. “Nu har du billederne igen,” konstaterede Clausen med sit drillende smil. Louise nikkede: “Der kan iblandt være ganske skummelt i mit hoved,” sukkede hun. “Jeg tror, at jeg slet ikke kan forestille mig slavernes forhold, og der er noget i mig, som vil prøve det.” Højbådsmanden Thorbjørn lagde en hånd på Clausens skulder. Hr. løjtnant. Frøkenen siger, at hun vil prøve at De lægger hende i jern,” småklukkede han, “sådan nogle har vores profos*.” Inden Clausen fik svaret, var han væk allerede. Louise følte sig umådelig gennemsigtig. Kunne alle se igennem hende? Eller havde hun talt så højt? Men hun blev bleg, da en grinende profos kom slentrende med hånd- og fodjern i hånden. “Frøken, jeg har haft hyre på et slaveskib,” fortalte han. “Jeg har set, så jeg kan føle med de stakler; og billederne vil aldrig forsvinde. Hvis De kan mærke lidt, hvordan det føles, og derfor blot kan føle lidt med dem, sker der ingen skade.” “De er imod slaveriet, kan jeg forstå,” svarede Louise. “Der er dog somme, der mener, at slaveriet er i overensstemmelse med Guds og naturens orden.” Han kløede gnubbede skægstubbene et øjeblik før han svarede: “Frøken, jeg er ikke nogen klog mand. Men at sejle 500 sorte over Atlanten til et sted, hvor de ikke hører hjemme, og de fleste dør på havet, forekommer mig ikke naturligt.” Louise nikkede. “Skal jeg have de der på?” “I modsætning til slaverne kan De vælge, at De skal,” filosoferede bådsmanden. Han kiggede spørgende på Clausen. “Bare sæt i værk,” sagde denne. “Så får det være således,” bifaldt Louise, tydeligvis nervøs. Og et øjeblik efter var Louise forsynet med tunge hånd- og fodjern, der hver især var forbundet med en kort og tung kæde. Det var krævende at bevæge sig igennem skibet. Hvad der kom bag på Louise, der dog havde indsigt i sin sjæls slibrigheder, var at hendes slæben på kæder blev fulgt af almindelig forundring og interesse og var ledsaaget af adskillige ordvekslinger og kommentarer for, imod og om slaveri og slavernes forhold, men ikke én eneste slibrig kommentar. Hvis de blot vidste, tænkte hun. Kreihorst modtog efterretning om frøken Louise i jern med et latteranfald og en bemærkning om, at hun da lige godt var et af de mest forunderlige og forfriskende pigebørn, han havde mødt. Hen på eftermiddagen kom hun dog hen til Clausen. “Må jeg godt få dem af?” spurgte hun. “Til nat måske, hvis du er meget artig,” var Clausens svar, der lige tog pippet fra Louise. Og så hviskede han: “Du skal finde en lejlighed, hvor du kan røre ved dig selv med lænker på. Og du skal fortælle mig om det bagefter!” Louise sank; og dog vidste hun, at hun netop sådan ville finde tilfredsstillelse. I lænker for Clausen!

“Ja, min Herre,” svarede hun og luskede ydmygt derfra med larmende skridt.  

Fortsættes HER