2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Bananer kan spises

Resumé:
Briggen Vædderen, er lagt til ud for Christiansborg, og Clausen og Louise er taget i land. De overværer en slaveauktion, efterfølgende fortæller Louise Clausen om en fantasi, om at være den der står på podiet, bliver befølt, befamlet og solgt, og om at være slave… Clausen nyder hendes historie, men lad os se hvad de videre oplever..

Ubemærket og optaget af fortællingen var de kommet til udkanten af den lille by nedenfor fortet. Og efter få hundrede alen var de på en øde strand. Bølgerne skvulpede dovent mod land. Stranden bestod af grus og klippestykker, ind imellem afløst af små strækninger med sand. Nært bagved begyndte urskovens tætte grønt. Her slog Clausen sig ned og Louise med ham. De sad et øjeblik tæt og var bare stille sammen og måtte, hver på sin måde forarbejde indtrykkene fra slavemarkedet. Louise nød denne stund af uudtalt fortrolighed, af bare at kunne være sammen. Det var lunt og trods det faktum, at hun havde været undervejs med Vædderen længe, havde vandet, der skvulpede mod land, en beroligende virkning på hende. Det var noget nær perfekt. Der gik rum tid, før Jørgen brød stilheden. “Jeg vil gerne have, du klæder dig af,” hviskede han. “Ej, Jørgen…” begyndte Louise, men et løftet øjenbryn fra ham fik hende på andre tanker. Snart stod hun nøgen og genert foran ham. Hendes bryster hævede og sænkede sig nervøst. “Jeg vil mærke din mund på mit lem,” sagde Clausen. Lydigt gik Louise på knæ og pillede Jørgens lem frem. Hun kyssede spidsen før hun tog glans i munden.

Clausen gryntede tilfreds. “på alle 4 Louise!” vejledte han. Og da hun havde løftet sin bag, rakte han hende en af de gule frugter. “Til din forlystelse: En banan.”

Louise var ikke i tvivl, og mens hendes tunge legede med det lille bånd, der holdt forhuden, begyndte hun at støde frugten ind og ud af sig selv. Og da Clausen ganske hurtigt havde tømt sine opsparede safter i hendes mund, fortsatte hun med den mærkelige frugt. Hendes vejrtrækning blev hurtigere og mere stødvist. Nu var hun i sin egen verden, så hun end ikke ænsede, at Clausen var trådt hen til hende. Oppefra tog han ved hendes brystvorter. Hårdt. Det tog pippet fra Louise. Og da Clausen hviskende tilføjede ordene ”Kom for mig, slavepige!” kortsluttede hendes underliv, hendes hjerne, hendes hjerte og hendes fortælling. Det hele gik op i en højere enhed. Og hun skulle bruge lang tid, til at finde sig selv igen. På en strand ved Guldkysten; nøgen ved siden af hendes elskede Jørgen Clausen, som smilede til hende, mild og stolt. Og med lune øjne sagde: ”Mon ikke vi må skaffe dig et lændeklæde?” Louise smilede forelsket. ”Jo herre. Det vil jeg gerne bære for dig.” Hun sukkede velbehageligt og lagde sig udstrakt i sandet med sit hoved på hans skød. Dette var noget nær fuldkommen. ”Kan man bruge de der bananer til andet?” kom Louise pludselig i tanker om at spørge. ”Man kan spise dem. Men det her var bedre,” svarede Clausen. ”Jeg vil gerne prøve at spise en også,” sagde Louise. Clausen rakte hende en banan. Hun kiggede lidt på den og vendte og drejede den. ”Den er faktisk en kende frivol,” konstaterede hun, “men er den ikke lidt lille?”.

Clausen grinede. ”Du skal skrælle den,” oplyste han. Det gjorde hun. Endnu en ny smag på denne rejse.

Fortsættes HER