2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Jomfruer

Sikke et leben! Louise gik igennem Christiansborgs gader. Mennesker overalt. Krydrede eksotiske dufte. Handlende falbød alskens slags varer. Louise kom til at tænke på torvet i Bergen, som hun kunne huske fra sin barndom, hvor bissekræmmere og hosekræmmere råbte om kap med slagtere, hvalfangere og kedelflikkere. Louise prøvede grinende en stråhat i en bod; Clausen rystede på hovedet, mens sælgeren blev en smule snerrende, da det gik op for ham, at hun ikke ville købe den. I godt humør gik hun og Clausen videre. Clausen købte begejstret et par eksotiske gule frugter. “De må være kommet her med en portugiser,” bemærkede han. På en anden del af havnen solgtes andre varer. Opkøbere – eller jægere – kom fra baglandet med deres bytte i håb om at få dem afsat til en god pris. På den anden side stod skipperne på de danske slaveskibe og prøvede at holde prisen nede, så de selv kunne gøre en god handel, når de ankom til Vestindien. Der var råb og skrig, anprisninger og nedrakninger og en emsig prutten om prisen; og alle handlere gjorde sig stor umage at få deres udbudne varer til at se bedst ud. Muskler og brede rygge og stærke arme. Køberne efterså tænder, befamlede muskler og, lidt chokerende for Louise, endda deres lem og kugler, mens varerne, der ofte var bagbundet og lige så ofte nøgne, intet kunne gøre. Louises gode humør var brat veget for en tydelig forargelse over måden, disse sorte stakler blev behandlet. I en krog af markedet skiftede varerne karaktér. Hvor det før var mest mænd, var det nu mest kvinder … eller piger. På en hastig sammentømret piedestal præsenterede en slavehandler forventningsfuldt perlerne fra sit togt. Her stod to piger, måske på Louises alder, måske lidt yngre. Hver især bagbundet og forbundne med hverandre med en stok af 2 alens længde, der var fastgjort om deres hals formedelst reb. “Søskende,” tænkte Louise. De havde perfekte kroppe, ungdommens faste bryster, slanke taljer og lemmer. Alene deres køn var dækket af en las af ubestemmelig farve. Rædslen stod malet i deres ansigter. Højlydt anpriste sælgeren pigernes skønhed, deklamerede, hvor meget velbehag man kunne få med to piger af denne støbning. Og efter en dramatisk pause råbte han af sine lungers fulde kraft, at tøsebørnene var jomfruer. Der gik en mumlen igennem menneskemængden, da sælgeren med et snuptag fjernede pigernes lændeklæder og skubbede dem fremad til piedestalens kant. “Er der måske nogen af d’herrer, som vil mærke?” spurgte han højlydt en gruppe kaptajner, der stod samlet ved piedestalens ene ende. To hænder skilte forsigtigt den ene piges skamlæber og en følende finger smuttede op i den stramme åbning. Ydmygelsen stod skrevet i det kønne ansigt. Den kaptajn, der havde befølt pigen, nikkede. Clausen bemærkede, at Louise var langt borte i egne tanker. “Og vil frøkenen hér måske mærke den anden pige?” spurgte sælgeren pludselig, henvendt direkte til Louise, der vist var eneste frøken her, som ikke var til salg. Der udbrød en vis uhøvisk moro blandt de omkringstående mænd. Louise vågnede op fra tankerne i sit hoved, da hun opdagede, at der blev talt til hende. “Hvad?” udbrød hun, hvilket ikke gjorde moroen mindre. “Om frøkenen vil mærke efter,” gentog manden med et slibrigt smil. “Nej!” sagde hun, højrød i hovedet. Ikke fordi hun ikke havde lyst, for det havde hun; men fordi hun ikke VILLE. Hun var vred på slavehandleren, på en ond verden og på sig selv, fordi hun fik lyst.

Hun fik trukket Clausen en smule væk og nu gik de hånd i hånd.

“Du skal lige nu fortælle mig, hvad der foregår i dit hoved,” sagde Clausen bestemt. Louise stoppede op og så Clausen i øjnene. “Behøver jeg?” spurgte hun. Og hun tilføjede: “Det er så pinligt, Jørgen.” Men Clausen nikkede blot med et smil. Louise sank. Så begyndte hun langsomt at fortælle: “Det er mig, der står på podiet. Mig og min søster Marit, som er 16. Vi er begge bundne og forbundet med hinanden med en stang og halsremme. Nøgne. Det er ikke i denne by. Det er et fremmed sted. Omkring os mænd med mørkere lød, berbere kanske. Vi forstår ikke et ord af, hvad slavehandleren siger om os. Men at det er os, derom er jeg ikke i tvivl. Ind imellem kommer end mand op og mærker på Marit eller mig. Hendes spæde bryster bliver befamlet, tilmed hendes skød. Så kommer manden til mig. Hans øjne er hårde. Han tvinger min mund op. Den hånd, der lige har været i Marits unge skød bliver stukket i mit gab. Mærker mine tænder. Hans hånd smager…” Louise rødmer og fortsætter: “Hans hånd smager … som min hånd ind imellem gør.” Hun måtte holde en kort pause, da hun havde fået den indrømmelse frem. Så fortsatte hun: ”Da han tager hånden ud af min mund, begynder han at mærke mine bryster. Hans hårde øjne gnistrer, da han begynder at ælte dem hårdt. Han tager ved vorterne. Hårdt. Klemmer dem så hårdt, at jeg snapper efter vejret. Vrider dem Trækker nådesløst i dem. En tåre løber ned af min kind mens væskerne begynder at løbe i min grotte. Jeg føler kun ubehag, ydmygelse … og lyst. Hans hænder søger nedad. Jeg kan intet gøre. Da manden når til mit skød vil jeg klemme benene sammen. Nogle rap fra slavehandlerens pisk får mig på andre tanker. To fingre trænger ind i mig – og smutter ud igen – og ind igen. Jeg stønner. Triumferende trækker manden sine fingre ud og løfter dem i vejret, glinsende af væde. Menneskemængden jubler, og han giver mig et par stød mere. Jeg klynker af gråd – og af lyst, for mit legeme forråder mig. Det siger ja, hvor jeg vil sige nej. Han levner mig uforløst, uden et ord. Han taler med manden og betaler. Men tager os ikke med. Marit og jeg står fortsat på podiet. Så kommer han trækkende med en anden slave. En mand. Marit og jeg kommer ned på alle fire. Slaven vægrer sig ved at udføre den tiltænkte opgave, men hans lem kan ikke undgå at reagere på de to kvindelegemer foran ham. Og et træk i snoren om hans hals får ham på andre tanker. Han træder hen til Marit, der ser bedende og forvirret på mig. Jeg synes hun er vokset til en rigtig kvinde. Langsomt glider han op i hende. Der kommer et hyl, da han sprænger hendes mødom, men pludselig bliver også hun påvirket og begynder at stønne, at klynke, at skrige, at komme. Hun ser brødbetynget på mig, der dog får andet at tænke på, da slaven føres hen til mig. Hans lem udenfor min mund, og jeg kender min opgave. Jeg slikker min søster af ham sammen med hans salte smag. Hans manddom bliver strunk igen. Han går om bag mig. Han knepper mig, til jeg tigger om nåde. Så tager herren ham bort. Herren giver Marit og mig et lændeklæde. Jeg takker pænt på mit bedste fransk og vover at spørge, hvad det er vi skal. Han svarer ét ord: “Elévage”. “Hjælp lige mit franske,” indskød Clausen. “Avl,” forklarede Louise. “Den måned fik hverken Marit eller jeg det på kvinders vis…” “Frygteligt,” bemærkede Clausen, “og dog tror jeg, at dit underliv har en anden mening derom.” Han smilede. Louise følte sig gennemskuet, blottet. Nu rødmede hun igen og nikkede genert. “Har mændene ansigter?” spurgte Clausen. “Lov mig ikke at vredes,” sagde Louise krævende. “Det lover jeg. Det er jo blot tanker,” svarede Clausen. “Slaven var den hvidhårede sømand,” begyndte Louise at forklare med en lille stemme, der gjorde det tydeligt, at hun ikke var for stolt af indrømmelsen. “Thede? Næppe et noget helt uforståeligt valg,” medgav Clausen smilende. Louise var lettet over Clausens reaktion. “Min nye herre,” forklarede hun, “havde nogle gange dine træk og nogle gange var han blot en mørklødet satan.” Overrasket lagde Louise hånden for munden. “Hvad sker der med min mund?” undrede hun sig. Og efter en pause tilføjede hun: “Og den i pøbelen, der hujede højest, var løjtnant Woersøe.”

“Woersøe?” Clausen begyndte at hulke af latter…

Fortsættes HER