2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Afpresning

Mange glædede sig til opholdet ved Fort Christiansborg. Blandt dem også løjtnant Woersøe. Han fandt den livlige handel med slaver liflig. Så de timer, han havde landlov, tilbragte han tæt på denne handel. Han nød at se de unge, mørke mænd, muskuløse og bagbundne, blive anprist. Deres kønsdele blev fremhævet på linie med deres muskler og stærke hænder. Slavehandlerne gik endda så vidt til at gnide kønsdelene og lade dem svulme til fuld størrelse, tydeligvis mod de sortes vilje. De kunne dog ikke undgå denne opsvulmen, hvis hensigt det var at vise, hvor egnede de var til avl. Selvfølgelig blev de ikke forløst. På sæt og vis følte Woersøe med dem. Ligeledes han havde følelsen af uforløsthed. At han på dette togt måtte dele lukaf med Clausen, gjorde det blot værre. Men kaptajnen havde bevilget Clausen landlov under hele opholdet ved Fort Christiansborg.

Han lod sig ro tilbage til skibet for at afløse kaptajnen. Det var i den korte afrikanske skumring. Da Woersøe kom ombord, lod kaptajnen sig ro i land.

Skibet lå søvnigt hen med ikke mange mennesker ombord. Under en lanterne fandt han matrosen Thede. Til Woersøes overraskelse læste Thede i en bog. “Kan han læse?” spurgte Woersøe overrasket. “Undskyld løjtnant, jeg så Dem ikke komme! Ja, jeg kan læse,” sagde han mens han hurtigt rejste sig og gjorde honnør. “Så er det måske dér, han har de ideer fra, som han taler om?” spurgte Woersøe. “Om forladelse, men hvad mener løjtnanten?” spurgte Thede forvirret. “Jeg mener den mytterisnak, jeg lige har hørt ham tale om,” sagde Woersøe. “Men hr. løjtnant. Jeg har da intet sagt om mytteri!” fastholdt Thede febrilsk. “Thede friser. Han er straffet tidligere på dette togt. Vil kaptajnen tro mig eller ham?” spurgte Woersøe koldt. Og mens det løb koldt ned af Thedes ryg, vidste han, at Woersøe havde fat i den lange ende. Og han kendte straffen: kølhaling! “Hr. løjtnant!” bad han mindeligt. Med ordet “Kølhaling” bankede Woersøe Thedes tanker på plads, men han fortsatte: “Men han kunne også, uden et ord og uden modstand, følge med i mit lukaf.” Begge muligheder var umulige for Thede friser. Han valgte dog at følge med. Han både håbede og frygtede, at nogen så det. Men det lille optog forblev ubemærket i det halvtomme skib. Der var ingen, der kunne hjælpe ham. “Tag tøjet af!” var den simple kommando, da de var ankommet. Thedes krop var, som Woersøe havde håbet og ventet: Brede skuldre og stærke arme. Flad mave. Smalle hofter. Store lårmuskler. Og midt i det hele et kødfuldt lem, der var omkranset af lidt lyseblondt hår, der var den eneste nævneværdige behåring på hans krop. “Gør det stift!” lød næste ordre. Mere eller mindre i en tilstand af vantro apati, begyndte Thede at efterkomme ordren. Uden at han ville det stod lemmet snart som et bovspyd. “På knæ!” hviskede Woersøe kommanderede. Ydmyget og lydigt gik Thede på knæ. Woersøe rodede med sine benklæder. Det var tydeligt, at han også var nær ved fuld rejsning. “Gab op! Og ve ham, dersom jeg mærker hans tænder!” Med disse ord stak Woersøe sin manddom i matrosens åbne mund. Uden befaling vidste denne, hvad han skulle gøre. Da Woersøe skønnede sig våd nok, trak han sig ud. “Vend om og forover på alle 4!” lød næste kommando. Thede vidste nu, hvad der skulle ske. Hurtigt gennemtænkte han forskellige muligheder og nåede frem til, at han intet valg havde. Hvad han ikke forstod, var, hvorfor hans rejsning ikke var forsvundet. Hans tankestrøm blev afbrudt af Woersøe. “Nu skal jeg gøre det velbehageligt for ham,” sagde han. Fornemmelsen af fingre ved hans gat var alligevel overaskende for Thede. Uventet blidt puttede løjtnanten en finger i åbningen. Thede fik en fedtet fornemmelse. En finger blev til to uden at ubehaget ved indtrængningen stod mål med ubehaget ved selve situationen. Da fingrene veg tog løjtnantens manddom pladsen. Thede havde været rædselsslagen, da han forudså denne situation. Det var ikke så galt, måtte han indrømme. Løjtnanten havde tid, og velsmurt gled løjtnanten ind, stykke for stykke. Da han var trængt ind, trak han sig lidt tilbage. Og så begyndte han lige så stille at pumpe. Bevægelsen forplantede sig som bølger igennem Thedes krop. Og nogle af bølgerne gik direkte og dunkende i hans pik. Han kunne med ét mærke trækningerne og vidste, hvad det betød. Og ved at løjtnanten tømte sig selv i matrosen, tømte han matrosen på lukafets dørk.

“Han skal slikke op efter sit svineri,” meddelte løjtnanten kortfattet.  Med røven i vejret lå Thede så og rensede dørken.

Thede friser var rystet, da han lidt senere forlod løjtnantens lukaf. Mest rystet over sin krops reaktioner. Hvis noget lignende skulle ske igen, ville han nok ikke reagere anderledes. Måske.
Woersøe nød sin sejr med et stille glas madeira. Nu havde han vist Thede friser lige, hvor han ville have ham. En villig, lækker og først og fremmest tavs manderøv.

Fortsættes HER