2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Opgaver

November 1769

Om de følgende dage står der ikke meget i logbogen. Vædderen skød god fart op langs Afrikas vestkyst. Hver dag fandt Louise Clausen og hviskede ham artigt, om hun måtte tage mamelukker på. Det måtte hun ikke altid. Nogle gange fik hun små ekstra opgaver. “I dag skal du, når ingen hører det, tiltale mig ‘Herre’,” kunne Clausen finde på at sige. En morgen kom Louise til Clausen på dækket. “Har du sovet godt?” spurgte Clausen. Louise nikkede. “Drømt igen?” ville Clausen videre. “Ja,” svarede Louise. “Drømme for artige piger?” fortsatte Clausen. Louise fnisede og rystede på hovedet. “Din tankegang er svinsk. I dag skal du omtale dig selv som min lille gris,” befalede Clausen. Louise sank og smilede. “Må … din lille gris tage mamelukker på i dag?” spurgte hun så. Det var forbløffende svært at omtale sig selv sådan, syntes Louise. Heldigvis var det, hun skulle kalde sig, ikke et udtryk, der emmede af alvor. Det gjorde det, trods alt, lidt lettere. “Går små grise med mamelukker?” spurgte Clausen smilende. Louise rystede på hovedet. “Små grise går slet ikke i klæder. Men det vil din lille gris insistere på!” bemærkede Louise. “Nuvel, det er nok klogt,” konstaterede Clausen smilende.

Endnu en dag, hvor hvert vindpust steg op under kjolen og mindede hende om, at hun var Clausens pige. En fornemmelse, der var dejlig, selvom den var noget uforløst. Endnu en dag, hvor hun hver gang, hun ville åbne munden måtte huske på, at det var Clausen, der bestemte, hvor hun selv, med sin mund, satte sig på plads i forhold til ham. Det var et stærkt værktøj, han der brugte. Det føltes godt, omend hun gerne var sluppet for at kalde sig gris. Og dog måtte hun konstatere, at netop dette medførte en masse dejlige griserier inde i hendes hoved.  

Hen på eftermiddagsvagten gjorde Clausen stadig tjeneste på dæk, da Louise kom hen til ham. “Hvor længe har du haft vagten nu?” spurgte hun mens hun blidt lagde en hånd på hans albue. “Snart 18 timer,” regnede han sig frem til. “Det er så prisen for vores lille udflugt forleden,” konstaterede han tørt. “Jeg synes faktisk, det er synd for dig,” hviskede Louise medfølende. “Det kunne være værre; det var trods alt det værd! Men hvad blev der af min lille gris?” svarede Clausen. “Ups. Om forladelse,” undskyldte Louise, uden større alvor. Ikke fordi hun ikke gerne ville adlyde Clausen. Men lige nu var det mest en pikant og fræk leg. Clausen greb i sin inderlomme og fiskede noget frem. Det var en lille pakke, pakket ind i en stump sejldug. “Du får en gave, fordi du trænger til lidt lydighed,” sagde han og rakte hende pakken. Nysgerrigt lukkede hun op. Det viste sig at være en træske, glat og rund og uden skarpe kanter. “Har du skåret den?” spurgte Louise, ikke imponeret over gavens størrelse, men alligevel over udførelsen. Han måtte have brugt en del timer på det. Clausen nikkede. “Hvordan skal din lille gris lære lydighed af denne?” spurgte hun sagte og forvirret. “I aften, inden du går til køjs, skal du sætte dig med spredte ben og åbent skød. Så skal du give din lille lystne knop 5 hårde og hurtige rap. Når du så lægger dig, skal du putte skeen ind i dig og mærke mine hænders arbejde i dig i mindst et glas. Og så skal du selvfølgelig slikke den ren, som var det noget helt andet,” forklarede Clausen med et polisk smil. “Nu begynder det at løbe ud af din lille gris igen,” sukkede Louise. Clausen smilede blot.

De stod en stund ved siden af hinanden i tavshed, indtil kaptajnens oppasser kom og bød Loise at skaffe i kaptajnens lukaf.  

Først da de var færdige med at skaffe, forbarmede Kreihorst sig over Clausen og afløste ham. Han nærmest segnede i søvn og sov allerede dybt, da Louise med beslutsom mine tog skeen i hånden, mens Dona Maria var på dækket for at få lidt frisk luft, inden hun skulle sove. Louise trak op i sin særk og blottede sit skød og åbnede det langsomt og tvivlende. Første slag gjorde ondt, men sendte samtidig en bølge igennem hendes krop, der fik hende til at gyse af vellyst. “Det skulle være en straf. Jeg skulle lære lydighed. Jeg kan godt hårdere!” mindede Loise sig selv om og slog igen. Og igen. Og igen. Og igen. Det var lige før hun så farver og stjerner. Og en bølge af både smerte og dybrød lyst rystede hendes krop. Det var ikke noget problem at føre skeen i sit samtidigt lystne, våde og forpinte køn. Hun lå allerede dydigt, da Dona Maria kom tilbage og lagde sig. Louise kunne høre, at Dona Maria faldt i søvn. To gange hørte hun skibsklokken slå. Der gik et glas mellem hvert slag. Så hun havde gjort sin pligt. Men da hun ville fjerne skeen, var fristelsen alligevel for stor. En enkelt gang førte hun den ind og ud. Og én gang til. Samtidig gik hendes anden hånd på opdagelse i hendes sultne skød. Hun kunne ikke stoppe. Hun bed i puden for ikke at skrige, da hun kom.

Med samme mål nysgerrighed, væmmelse og lyst – det var dog Clausen, som havde sagt det – fuldførte hun sidste del af sin opgave og slikkede skeen ren. Hun hørte skibsklokken et par gange mere, før hendes oprørte krop lod hende falde i søvn.

Fortsættes HER