2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Et spørgsmål om opdragelse

Resumé:
Louise er blevet tampet foran mændene, men hun drømmer, at det ikke er nok, at hun skal lade mændene mærke hendes bryster og skød, som det behager hende, hun finder sig underligt nok opstemt af dette, men vågner i samme nu…

De mødte Clausen udenfor kaptajnens lukaf. Den blå officersfrakke stående åben, så man kunne se, at Clausen bar den foreskrevne røde vest med røde benklæder. Brugt men i orden. Ikke nær så røde som kaptajnens. Den åbentstående frakke afslørede en urkæde. Clausen ejede altså et kronometer. Dertil røde hoser og enkle sorte sko. Igen var der tydeligt forskel på kaptajnens, der havde store sølvspænder, og som han også havde på, da de entrede kaptajnens lukaf. Louise kunne straks mærke en underlig afslappet stemning.

Maden var som ventet ikke noget at råbe hurra for. Men kokken havde stadig lidt grønt ombord. I dagens anledning serverede hovmesteren kaptajnens madeira til. Og pludselig gik det op for Louise, hvad der var sket. Skibet duvede blidt i bølgerne. Fornemmelsen af at blive kastet hid og did var borte. Man kunne endda sidde på en stol uden problemer.

Efter maden bad Clausen om tilladelse til at tage damerne på dæk.
“Tag De blot frøken Ringheim, så vil jeg ledsage Dona Maria,” svarede kaptajnen. Taknemmelig over en stund i tosomhed, omend i fuld offentlighed, nikkede Clausen til kaptajnen, bød Louise sin arm, som hun gerne tog imod, og sammen forlod de lukafet.

Himlen var stadig blå, kunne Louise se. Og al den fjendtlighed, hun havde døjet med i den forgangne tid, var smeltet som dug for solen. “God aften,” sagde én sømand smilende; en anden sagde “Dejligt vejr!” “Permission at tale til frøkenen,” blev Clausen pludselig spurgt. Det var den hvidhårede matros, der få dage forinden havde fået 27 slag med tampen. “Sig frem, Thede friser,” sagde Clausen overrasket. “Om forladelse, frøken. De har været mødt med megen vrede de seneste dage. Det har jeg været delagtig i. Vi søfolk kan nok bære mangfoldige genvordigheder og modgang; men får angsten først tag i os, tykkes jeg, at vi langtfra er behageligt selskab, der er frøkenen værdig. Og i den orkan, der er passeret os, har vi, har jeg, været bange. Min beklagelse, frøken,” sluttede han. Der lød samtykkende mumlen fra de nærmeste sømænd, der var i færd med at mage noget tovværk. “Alt forladt, sømand,” svarede Louise med et lettet smil. “Det var velvalgte ord, Thede Friser. Og du har endda fået din straf,” bemærkede Clausen. “Når du får frivagt, kan du hilse hovmesteren og sige, at du skal få en halv ekstra ration rom.”

Sømanden takkede og gik i gang med tovværket igen.

He

le dækket var fyldt med sømænd, der udførte småreparationer efter stormen og sømænd, der blot skulle nyde dagens sidste solstråler efter orkanen. “Er søvnen bekommet Dem vel? De har jo sovet det meste af et døgn,” spurgte Clausen. Louise studsede. Clausen havde ret. Afstraffelsen måtte have været hårdere ved hendes krop, end hun havde regnet med. Hun nikkede. “Jeg har drømt,” hviskede hun i Clausens øre. “Jaså?” svarede Clausen. “Jeg er vist en slem pige,” hviskede hun. Clausen hviskede smilende: “Er der noget, De vil fortælle mig?” “Ikke, hvor der er andre ører,” svarede hun. “Har det så galt fat?” Clausen næsten grinede. “Slemme piger er der da råd for. Det er jo blot et spørgsmål om opdragelse.” Louise kunne mærke, at hun rødmede ved de billeder, hun fik i hovedet. Hun så sig selv – og alligevel ikke helt sig selv; hun måtte være midt i tyverne. Hun stod foran Clausen. Også han var blevet ældre, som han sad i lænestolen i en lavloftet stue. Han havde fået fuldskæg og sad med en merskumspibe. Efter en kort ordveksling hev hun kjolen op om livet og afførte sig mamelukkerne. Så lagde hun sig over Clausens knæ. Og så fik hun smæk. Louise vidste ikke hvorfor, men efter hvert slag talte hun højt og sagde tak. Hendes balder havde fået en noget rosa kulør, da han holdt inde. Men han gav ikke slip på hende; i stedet søgte hans hånd imellem hendes ben. Det fik hende til at sukke dybt. Nogle fingre trængte op i hendes skød, som hun villigt åbnede. Fornemmelsen var vidunderlig, men blev dog overgået, da en vædet finger trængte ind i… hun turde ikke tænke ordet, men blev også afbrudt af barnegråd i rummet ved siden af. Clausen fjernede med et smil sine hænder, og Louise rejste sig. Kjolen faldt på plads, og hun rakte ud efter sine mamelukker. Men Clausen rystede blidt på hovedet. Og Louise sukkede smilende. Clausen var ved at lægge mamelukkerne sammen og op på mahognihylden, da hun kom tilbage med deres søn på armen. Clausen smilede stolt da han kiggede på hende og ham. “Han skal hedde Odd,” tænkte hun. “Hvem skal hedde Odd?” trængte Clausens stemme igennem til hende. Og med ét var stuen borte og hun var tilbage på briggens dæk. Ved siden af en ung Clausen. “Hvor var frøkenen henne?” spurgte han. Louise kunne se, at han grinede indeni, da han bøjede sig frem og hviskede: “Med det, du har sagt de sidste par øjeblikke, tror jeg, du har ret: Du er en slem pige!” “Du?” spurgte hun stille, ”Hørte jeg Dem sige ’du’?” “Slemme piger behøver man vel ikke være des med, eller?” svarede han sagte. Louise sænkede blikket. “Non, mon Lieutenant!” sagde hun men tilføjede: “Men kunne De og jeg så ikke helt åbent drikke dus, når vi skal spise .. æh … skaffe i kaptajnens lukaf igen?” “Det vil være mig både en ære og en lyst frøken Louise,” smilede Clausen, “Men hvem skal hedde Odd?” Louise fnisede. “Det tør jeg slet ikke betro Dem. Hvad vil De ikke tænke?” “Han skal aldeles ikke hedde Odd. Han skal hedde Cornelius,” sagde Clausen og gav hendes arm et ekstra tryk.

Louise overvejede, om det ikke gik lidt for hurtigt lige nu. Sammen gik de videre på dækket, nød at mærke hinandens arme og det skønne vejr.

Fortsættes HER