2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Alle mands kvinde

Resumé:
På turen mellem Frederiksøerne og Bergen, bliver orlogsbriggen Vædderen ramt af en voldsom orkan. Sømændene mener at det blandt andet er Guds straf for at have kvinder ombord, og for at mildne søfolkene, straffes Louise og Dona Maria med tampen. Efterfølgende giver 1. løjtnanten Louise noget smertestillende salve på og det er tydeligt at mærke at der er følelser mellem dem. Men søfolkene mener ikke at kvinderne har fået den rette straf…

Døren til lukafet blev revet op. “De skal indfinde Dem hos kaptajnen nu,” sagde højbådsmanden, der stak hovedet ind. Forvirret fik kvinderne samlet sig.
På deres vej de få fod til kaptajnens lukaf kunne de mærke, hvor galt det var fat. Skibet gyngede så meget, at det ikke kunne kaldes gynge mere. Nogle gange forsvandt dørken simpelthen under dem midt i et skridt.

Woersøe var sammen med kaptajnen, der formåede at stå urokkelig bag sit bord i den reglementerede blå frakke med røde benklæder. Den trekantede sorte hat med guldbånd lå foran ham. “Mine damer!” Kreihorst rømmede sig. “Stormen har ikke lagt sig, som De bemærker. Jeg vurderer nu, at situationen er så alvorlig, at alle hensyn må vige for skibets sikkerhed. Alle!” understregede kaptajnen og holdt en dramatisk pause. “Det er fra forskellig side blevet påpeget, at den straf, De fik, ikke var den rette. Det har medført en del uro blandt de jævne sømænd – og som vi kan se har orkanen ikke lagt sig. Talen om Guds straf lever stadig. Derfor har jeg ikke råd til mildhed. Derfor har jeg bestemt…” igen tav Kreihorst et øjeblik, “at De skal løbe fra råen.” Louise blev ligbleg. Og efter kaptajnens korte franske gengivelse blev også Dona Maria det. Blot et lidet øjeblik efter førtes de op på dækket, og skibet genlød af kommandoen “Alle mand på dæk”.

Bådsmændene fik travlt med at få folk til at surre sig fast til skibet. Louise var blevet overladt til Clausen, der bandt hendes hænder og et reb om lænden. Woersøe gjorde det samme med Dona Maria. Imens havde to garvede søfolk mandet råen.

“Det er jeg ked af,” sagde Clausen stille. Louise kunne mærke en tåre trille ned af sin kind. Hun nikkede. Himmel og hav stod i et. Alle var plaskvåde af de søer, der skyllede hen over dækket. Men Louise bed ikke mærke i det. Woersøe nikkede til Clausen, der nikkede tilbage. Woersøe råbte op til søfolkene på råen: “Er De rede?” Det var de. Andre søfolk stod klare med tovet. “Så hal!” råbte Woersøe, og i samme øjeblik løftedes de to kvinder fra dækket. “NEEEEJJJ !” råbte Louise. “Vi gør alt, hvad I vil, men ikke det!!!!” I samme øjeblik råbte skibets udkig: “Kaptajn, se! Blå himmel om bagbord!” Alle vendte sig mod bagbord. Ganske rigtigt var der kommet en kile i den gråsorte himmel og det var som om vinden løjede af. Der faldt en underlig stilhed over skibet. Alle måtte tænke over, om de lige havde set en åbenbaring, fået et glimt af en højere mening, og om den Højeste selv havde accepteret Louise Ringheims forslag. Clausen kiggede forvirret på Woersøe, der efter kort overvejelse med et skuldertræk og et næsten usynligt nik accepterede. Også blandt sømændene var der kommet aktivitet. “De skal gøre, hvad vi vil! Lad os se dem nøgne!” råbte én. “Jeg vil mærke dine patter, kælling!” råbte en anden. Kvinderne blev løsnet af deres reb.

“Så får det blive sådan,” sagde Clausen, “aflæg klæderne!”

Vantro og alligevel overbevist stod kvinderne et øjeblik forstenede, før de begyndte at aflægge klæderne. Louises snøreliv, begges kjoler, særk, mamelukker og sko. Des mere de afførte sig klæderne, des mere hujede mandskabet. Da de endelig var nøgne, blev deres hænder samlet på ryggen, og mens Woersøe førte Dona Maria, førte Clausen Louise med hård hånd igennem mandskabet. Hun følte sig mærkelig. Fingre og hænder både kærtegnede og maltrakterede hendes følsomme bryster, kærtegnede hendes popos runding og gav den slag. Ja endda hendes revne sparede de ikke. “Så spred dog benene, når du kan se, at manden vil komme til!” irettesatte Clausen hende vredt. Lydigt spredte hun benene. Fingre greb hendes klit, så hun peb, trak i hendes skamlæber og trængte ind i hende til hun stønnede. Og så kom hun. Ydmyget og udstillet foran alle mændene kom hun med en skylle på dækket. “Hvad siger man så?” vrissede Clausen. “Tak, løjtnant,” stønnede Louise. “Vær så god,” svarede Clausen, “Men tak også mændene!” Han tvang hende i knæ, og i næste øjeblik knælede hun med en pik i munden. Og der kom flere, og de blev ved med at komme i hobetal. På et tidspunkt blev hun væltet på ryggen. Hendes ben blev spredt, men så greb kaptajnens oppasser ind: “Ordre fra kaptajnen: Den fornøjelse skal hun have med officererne!”

Grebet løsnedes. Hænderne kom underfuldt fri. Så hørte hun oppasseren igen: “Hallo. Ordre fra kaptajnen: De skal have mad med officererne!”

Dér vågnede Louise. Hun følte sig helt våd mellem benene. Og rygstykkerne værkede stadig.

Fortsættes HER