2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Omsorg og drømme

Resumé:
Louise og Dona Maria var blevet dømt til offentlig afstraffelse om bord på orlogsbriggen Vædderen. Årsagen var deres omgang med hinanden, der var blevet opdaget, samt den uro det skabte blandt søfolkene, der ikke var sene til at mene, at orkanen, som havde ramt skibet, var Herrens straf på grund af kvinderne. Optræk til mytteri var skræmmende, og man så ikke andre udveje, end at lade fruentimmerne straffe i et forsøg på at formilde gemytterne.

Det var forvirrede billeder af sig selv nøgen, billeder af piske og smerte, billeder af Jørgen Clausen og af den vilde på Frederiksøerne, som Louise vågnede fra. Hun lå på briksen ved siden af Dona Maria. De lå på maven, Dona Marias fødder ved Louises ansigt. Kun sådan kunne de begge være der.

Clausen stod bøjet over hende. “Jeg har drømt om Dem,” mumlede hun. “Det må have været et mareridt,” svarede Clausen, “andet har jeg ikke fortjent.” Hun kunne mærke, at Clausen blidt duppede hendes ryg. “Det var ikke helt entydigt. Drømme kan være mærkelige,” svarede hun træt og skælmsk.. “Og jeg kan håbe, at ikke alt går efter fortjeneste,” svarede Clausen. “Men De ville forklare om straffen, har De lovet,” mindede Louise Clausen om. Jørgen Clausen forklarede om stemningen på skibet, om sømænds forhold til kvinder på skibe og deres tolkning af orkanen som Guds straf. Louise nikkede. “Oplagt,” mumlede hun, “hjalp det så?” Men hun kunne egentlig godt mærke på skibets bevægelser, at orkanen ikke havde lagt sig. “Nej,” sukkede Clausen, der nu smurte noget på Louises ryg. De blide berøringer på den forslåede ryg var på samme tid smertefulde og velgørende, og Clausens fingre sendte således ilinger direkte ned i Louises underliv. Et støn undslap Louises læber, og Clausen holdt straks inde, ikke interesseret i at påføre Louise mere smerte. “Åh, bliv ved, løjtnant,” mumlede hun med en stemme, som Clausen tilfreds bed mærke i. “Som De ønsker, frøken Louise,” sagde Clausen stille og genoptog sin indsmøring af Louises ryg, hvor han støt bevægede sig nedefter. “Dér blev jeg vist slet ikke ramt,” bemærkede Louise med et træt fnis, da Clausen havde bevæget sig noget langt ned. “Om forladelse!” bad Clausen. “Alt forladt, mon lieutenant,” svarede Louise. Efter en pause fortsatte hun: “Tænker De ringere om mig, hvis jeg fortæller Dem, at dette ikke blot var en smertefuld, men også en intens oplevelse, lidt som et brombærkrat, der jo har nogen sødme, selv om man bliver revet helt sønder af at få fat i sødmen.” “Tværtom. Jeg sætter pris på, at De således åbner Dem for mig. Og det var et smukt billede, frøken Louise,” svarede Clausen. “Hr. Clausen?” spurgte Louise, “Skal Dona Maria ikke have lindrende olie?”

Clausen undskyldte på gebrokkent fransk, men fik svar fra Dona Maria, at hun lige nu sov meget fast og ikke havde mulighed for overhovedet at opfatte, hvad “turtelduerne” foretog sig.

Udmeldingen gav Clausen og Louise noget at tænke over. Men nu var tanken tænkt og Louise var den første til at have sundet sig. “Jeg ved ikke helt, hvordan det egentlig skal føles. Men jeg tror, hun har ret. Det vil min fader næppe begejstres af.” “Min familie vil næppe have indvendinger,” tænkte Clausen højt. “Men, Jørgen Clausen, med denne storm, vil vi da overhovedet se vores familier igen? Svar mig ærligt!” sagde Louise. “Kreihorst er en erfaren mand og Vædderen er et velbygget skib,” gled Clausen af på spørgsmålet. “Det var ikke noget svar,” udbrød Louise i pludselig vrede. “Skal min sidste oplevelse i livet være en piskning? Svar mig som den mand, jeg tror De er!” Clausen tænkte lidt over svaret: “For at være ærlig: Jeg er overrasket over, at vi fortsat er oven vande,” svarede han trist. “Kunne De så ikke..” spurgte Louise, der ikke nåede at spørge færdig, før skibet krængede voldsomt og der lød en høj lyd af splintrende træ.

I samme øjeblik fór Clausen ud af lukafet. Skibet frem for alt.

Da Clausen lidt efter kom tilbage, var han bleg, konstaterede Louise. “Jeg er nok noget bekymret,” sagde han stilfærdigt, og fortalte, at orkanen “bare sådan” havde revet én af jollerne løs og kvast den og med den et par alen af rælingen. Og han fortalte videre, at Dona Maria og Louise ikke havde fået den “rigtige” straf, hvad nogle i mandskabet også var begyndt at murre om. “Hvad er den ‘rigtige’ straf da? spurgte Louise. Hendes straf føltes yderst rigtig. “At løbe ned fra råen,” svarede Clausen kort. “Vil De forklare?” spurgte hun. Clausen nikkede træt. “Hallunken anbringes ved storråen, lænderne bundet til et tov, der går gennem et spil, der er anbragt på en nok ved storråens ende…” “De kan selv være en oggenok,” fnisede Louise, “storråen er den bom, der holder det store sejl, ikke? Og er en nok dét, vi mennesker vil kalde en krog?” “Landkrabber, ja,” sukkede Clausen, der ikke vidste, om han skulle være ufornøjet eller fornøjet over Louises flabede bemærkning. “Skal jeg fortsætte?” Louise nikkede. “Hænderne er bundne med et jolletov, der går til dækket igennem et andet spil. På signal skubbes hallunken ned og mandskabet lader tovene fare, indtil man synes, at han er kommet langt nok under vandet. Så hales der i tovene indtil han er oppe ved råen igen. Og når han har gispet efter vejret et kort øjeblik, så starter det forfra. Det sker, at de skyldige får bundet en kanonkugle om fødderne, for at give faldet mere hastighed og dybde.”

Louise gøs og blev pludselig glad for sine 18 tampeslag. Nu manglede hun vist virkelig, at vejrliget blev bedre. Med denne tanke faldt Louise udmattet i søvn igen.

Fortsættes HER