2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

De vilde

Frederiksøerne. Et par trøstesløse klatter udi ingenting. Louise kunne ikke gennemskue, hvilken tvingende nødvendighed der havde fået hendes fader til at forlade Bergen og tiltræde en stilling som kongens statholder på Frederiksøerne. Her i det Indiske Ocean var der jo intet; blot ulidelig varme, regnskov og kedsommelighed. Intet kunne Louise foretage sig uden bevæbnet oppasser ved sin side af frygt for de vilde; aldrig var vejrliget behageligt, og de hvide, der var her, var her ikke for at være her, men snarere for ikke at være et andet sted, det være sig i nærheden af kreditorer eller i fængslet på Christiansø. Og så al snakken om “de vilde”; frygten bævede altid i deres stemmer, når de talte om “de vilde.” Hvad vidste de om de vilde?

Louise havde dog mødt de vilde. Eller rettere en enkelt vild…

Louise havde sneget sig fra sine oppassere. Noget måtte der jo ske ind imellem. Men trods varmen var hendes hjerte frosset til is, da hun pludselig i tykningen stod ansigt til ansigt med en vild. En ung vild med spyd. De sagde ikke en lyd. Indtil den vilde med en kats smidige bevægelser havde bøjet sig ned og løftet op i hendes skørter. Han havde set noget overrasket ud, da han havde set hendes mamelukker. Med sit spyd puffede han overraskende blidt til dem. Louise turde ikke andet end at adlyde og tage dem af. Blidt puffede han hende omkuld, og Louise landede blidt i den tætte bevoksning. Han spredte hendes ben, og hun lod det ske, i vildrede om, hvorvidt hun skulle eller kunne yde modstand. Hun var ikke i tvivl om, at hun burde. Men hvad gør man, når man møder en vildmand med spyd? Da han tog sit andet spyd frem og skulle til at lægge sig tilrette mellem hendes ben, prøvede Louise at vride sig væk. Denne antydning af en bevægelse var nok; lemmet forsvandt bag lændeklædet, men Louise slap ikke. I stedet forsvandt hans hoved med en lydløs, smidig bevægelse ned imellem hendes ben. Og pludselig fik Louise fornemmelser, syndige fornemmelser, i sin spæde krop. Så følsom hun var! Og snart blev hun gennemrystet af en skræmmende bølge af velvære, så hun forfærdet troede, hun tissede ham i hovedet. Da hovedet kom til syne igen, kunne Louise se hvide tænder smile i hans ansigt. Igen fik han lydløst placeret sig, nu med det kødfulde spyd lige foran hendes ansigt. Ingen behøvede forklare Louise det anerkendte koncept “noget for noget,” som problemfrit krydsede skel mellem kulturer; og når hun havde nydt hans mund mod sit køn, var det vel kun ret og rimeligt, at han kunne nyde hendes mund mod sit. Forsigtigt tog hun hans manddom mellem læberne, hendes tunge bevægede sig prøvende. Han var tydeligvis ikke utilfreds, og ligesom han havde taget imod hendes væsker, tog hun imod hans, som hun, endskønt klistrende, ikke fandt stor væmmelse ved. Pludseligt hørte hun stemmer: “Frøken Louiiiiiiise!” og “Hvor er De?”

I samme nu var han forsvundet. Det var hendes mamelukker også; og da hun ville gøre sig anstændig igen, opdagede hun, at hun havde en sylespids dyretand i hånden. “Noget for noget,” tænkte Louise smilende og trådte ud for at lade sig finde af sine oppassende plageånder.

Ingen opdagede, at hun manglede mamelukkerne. Men at mamelukkerne manglede, blev opdaget senere. Louise havde efterfølgende skammet sig over, at hun var for fej til at afbryde, at hendes fader nød at maltraktere deres trinde pige Gines popo på den foranledning.

Fortsættes HER