Ugen, dag 3
Denne nye serie kan læses uafhængig af tidligere afsnit, som du dog kan finde HER

Resume:
Bane har fået en uges råderet over Ida i fødselsdagsgave. I den anledning har Bane indrettet et lille aflukke til hende hos sig. Én af Idas regler er, at hun ikke må lukke en dør uden at få lov. I går har Bane fået Ida klippet og farvet – ikke kun på hovedet. 

     Det var det sædvanlige morgenritual, der vækkede mig. Idas mund sænkede sig over min pik. Og hun tog imod, hvad der kom. Denne morgen var jeg mest tissetrængende. Men Ida fortsatte sine anstrengelser uanfægtet, og lidt efter kom jeg. Vi gennemgik kort hendes dagsplaner; hun ville få en lang dag, så jeg var nådig ved hende og lod hende tage på arbejde uden særligt mange direktiver; hun så godt ud, da hun gik. Hun blinkede frækt til mig, og kun vi to vidste, at hun ikke havde undertøj på under sin spadseredragt.

Eftermiddagen var mere eller mindre kaotisk, fordi jeg var kaldt ud til en mindre krise i en af mine forretninger, så jeg så først Ida igen, da hun kom hjem fra håndboldtræning. Da var vi begge trætte.

”Hvad sagde de?” ville jeg gerne vide nysgerrig efter, hvordan den frisure, som jeg havde valgt til hende, var slået an. ”Der var selvfølgelig dem, der ikke sagde noget,” svarede Ida, ”de fleste af de unge er ret begejstrede, og det var der egentlig en hel del, der var. I omklædningsrummet spurgte en enkelt, om jeg ikke var for gammel til den slags. Men det blev hun hånet for.” Ida smilede. Vi sad i sofaen; jeg hentede to glas kølig hvidvin. Ida havde trukket sit ene ben op i sofaen, så jeg kunne se hendes blottede skød under nederdelen. ”Og så så jeg Rebekka i dag,” bemærkede hun. ”Blev du ked af det?” spurgte jeg. ”Hmmmh… det er for meget sagt,” overvejede Ida efter en pause, ”men det gav et lille stænk af tristhed.” ”Du har ikke fortalt så meget om hende. Hvad var der egentlig med hende og dig?” spurgte jeg nysgerrigt. ”Hvordan det stoppede, eller hvordan det var?” ville Ida gerne vide.

”Hvordan det var,” svarede jeg.

”I begyndelsen var det en lille flirt. Jeg trængte til nærhed efter Kamillas død. Rebekka var sød, smuk og alene. Lige så stille blev det mere og mere. Hun kunne godt lide, at jeg var bestemmende. I sengen, men også udenfor. Jeg troede, jeg hjalp hende med at sætte sin egen dagsorden. Men når alt kommer til alt, så tog jeg nok mere og mere styringen. I starten fik jeg hende til at løbe med mig. Så fik jeg hende til at løbe i det tøj, jeg ville se hende i. Så fik jeg hende til at vise sig selv frem for mig. Jeg fik hende til at planlægge sit liv og arbejde – og kontrollerede det. Jeg styrede hende som sagt mere og mere. Og jeg nød det – og hun gjorde det også. Så en dag jeg var hjemme hos hende, viser hun mig en isenkramdims, som kun en kvinde kan finde på at købe og spørger, hvorfor det altid er hende, der kommer til at købe den slags. ‘Kommer til’ betyder jo bare dårlig selvbeherskelse’, oplyser jeg. Hun nikker, og jeg joker: ‘Det ville ikke være sket, hvis din løn gik ind på min konto. Så kunne du få madpenge – og måske lidt lommepenge, hvis du var artig.’ Rebekka tænker sig om et øjeblik. Så nikker hun stille og siger: ‘Det lyder som en god idé!’ Jeg blev mildest talt himmelfalden, men det var her, det gik op for mig, at Rebekka ikke ønskede at være min ligemand – overhovedet; og at Rebekka i bund og grund ikke ønskede ansvar. Næste dag går vi faktisk i banken. Rebekka med en fuldmagt, der giver mig ubegrænset adgang til hendes konti, en bestilling af dankort til mig – og så vil hun aflevere sit dankort og have et simpelt hævekort i stedet. Det vil sige, det var mig, der ville have, at hun fik en mulighed for at få penge, hvis der skete noget uventet, ikke hende. ‘Det er meget usædvanligt,’ konstaterede bankassistenten og bad Rebekka komme med i enrum med hende. Rebekka fortalte senere, at hun var blevet spurgt, om hun blev udsat for afpresning eller sådan noget; men Rebekkas svar, at hun bare godt kunne lide, at der var nogen, der havde styr over hende, havde efterladt bankassistenten nogenlunde paf. Hævekortet blev forseglet og anbragt hos Rebekka, og få dage senere havde jeg adgang til hendes konti. Jeg gav Rebekka madpenge og oplyste, at alt andet end mad, skulle godkendes af mig. Da jeg ugen efter gennemgår Rebekkas regnskab – mens hun står nøgen foran mig og afventer min dom, konstaterer jeg, at hun har købt en mars og en pakke Tampax. ‘Er det mad?’ spørger jeg. Rebekka ryster forsigtigt på hovedet: ‘Men jeg havde brug for dem.’ ‘Du har brug for straf,’ konstaterer jeg, ‘og jeg tror, jeg har været alt for blød overfor dig hidtil. Havde jeg ikke udtrykkeligt sagt, at alt andet end mad skal godkendes af mig?’ Rebekka nikkede slukøret. ‘Er det det, du har gjort?’ spørger jeg inkvisitorisk. Rebekka ryster på hovedet; ”Men… men” Jeg afbryder hende med et bryskt ‘Var det uklart?’ ‘Nej,’ fremstammer hun, ‘undskyld.’ Så kommanderer jeg: ‘Læg dig på bordet med spredte ben og vent!’ Med disse ord forlader jeg hende og henter mundsprederen. Den har Rebekka aldrig prøvet før. Jeg henter også en tampax. Jeg kommer tilbage og sætter sprederen fast på en lige så overrasket som ængstelig Rebekka. ‘Det er straffen for mars’en i munden’, oplyser jeg. Rebekka nikker anstrengt. Jeg giver hende tampaxen, og oplyser, at den er hendes stopord. Smider hun den, stopper jeg. Igen nikker hun. ‘Og hvilken legemsdel siger logikken så, jeg straffer for tampaxen?’ spørger jeg. Rebekka prøver fortvivlet at svare noget forståeligt; det lykkes selvfølgelig ikke på grund af sprederen. Men da det er temmelig indlysende, går jeg bare i gang. Mine slag er først forsigtige, venusbjerg, skamlæber og alt derimellem, men slagene bliver hurtigt hårdere og hårdere. Rebekka raller noget, men hun slipper ikke tampaxen. Jeg slår hårdt og vedvarende, indtil hele området i praksis er ildrødt. Så stopper jeg. Det var den første rigtigt hårde straf, jeg har givet Rebekka. Tidligere er hun blevet straffet, men det handlede egentlig mere om dominansen end om straffen. Men nu er der tårer i Rebekkas øjne, hendes mund er forvrænget på grund af utingen i hendes mund, og alligevel ser hun glad ud. ‘Blev du liderlig?’ spørger jeg, undrende. Rebekka nikker igen. ‘Så kom for mig, din liderlige tæve!’ mumler jeg. Og uden at tøve tager hun ved sit ømme skridt – og kommer lidt efter.” Ida holder en pause i fortællingen. ”Hvis du blev liderlig af det,” indskyder jeg til Ida, ”skal du tage din nederdel af og mærke, hvor våd du er blevet – og bliver.” Ida rejser sig og tager nederdelen af. Da hun har sat sig ned, vandrer en finger ind i hendes revne. Langsomt begynder hånden at gnubbe i skridtet. ”Hvorfor blev du så liderlig af dette? Det må da har gjort ondt!” Sådan fortsætter Ida fortællingen om Rebekka, imens hun stadig gnubber sit skridt. ”’Jeg ved det ikke’, smilede Rebekka til mig, ‘måske dine stærke hænder, måske at det hele er dit ansvar. Måske tænder jeg ikke bare på magt, når den er teori, men også når den virker i praksis.’ Rebekka holdt en tænkepause, før hun fortsatte: ‘Nej, jeg ved det egentlig ikke. Men vi skal jo heller ikke være blind for, at du tænder mig.’ Lidt senere lå vi i sengen, og Rebekka slikkede mig til den store udløsning. Og bagefter lå jeg tilbage med blandede fornemmelser. Jeg havde opdaget, at Rebekkas vilje til at underkaste sig var langt større, end jeg havde troet. Og at min magt var større, end jeg havde troet. Ville jeg det?” Selv om spørgsmålet nok var retorisk, holdt Ida inde med fortællingen, hendes højre hånd var stadig i gang i hendes skridt. Ida lukkede øjnene og sukkede et sted dybt nedefra.  ”Ville du det?” spurgte jeg så, og bragte dermed Ida tilbage til denne verden. ”Det kan du måske fornemme, når jeg fortæller videre,” svarede hun. ”Og det gør du en anden dag”, bestemte jeg, ”for vi er vist begge trætte, og der er også en dag i morgen. Hvad var det egentlig, du skulle gøre med din hånd?” Idas hånd var stadig aktiv, da hun svarer: ”Jeg skulle tage mig i skridtet.” ”Forkert,” konstaterer jeg, ”du skulle mærke, hvor våd du er!” ”Ups!” kom det forskrækket fra Ida, ”det har jeg misforstået, undskyld.” ”Hvis vi nu følger din egen logik, hvor skal du så straffes?” spørger jeg, så koldt, som jeg kan. ”På min finger?” forsøger Ida med en blanding af koket, forsigtigt smil og bønfaldende blik. Jeg ryster på hovedet. ”På min fisse,” sukker Ida opgivende. ”Ryd op på bordet og læg dig på det bagefter!” kommanderer jeg. Ida rejser sig straks, samler sammen på bordet og bærer ud i køkkenet. Jeg nyder at se hende komme tilbage i selvsiddende strømper og sko, og man kan ane en hvid skjorte under den grå spadseredragts jakke. I midten er der kun hud og Idas nyfarvede hår. Hendes skamlæber er først lige blevet barberet og er sikkert stadig ekstra følsomme. Med et lidt ængsteligt udtryk nærmer hun sig bordet. ”Røven helt ud til kanten og benene så langt fra hinanden som muligt,” befaler jeg, og Ida lægger sig som befalet. ”Jeg vil ikke høre noget!” pointerer jeg hviskende, da jeg har stillet mig klar. Ida nikker. Jeg slår første gang. Ida siger ikke noget, men i en refleks samler hun benene. Et hårdt slag på inderlåret får hende til at sprede dem igen. De næste par slag formår Ida at holde benene adskilt og munden lukket, selv om hendes køn har fået en mere rosa farve. Ved det tolvte slag kommer Ida med et snøft. Jeg kan se, at hendes øjne er våde. Men for at bevise, måske mest overfor mig selv, at Ida heller ikke kan bestemme på denne måde, kommer der yderligere tre hårde slag. Efter at have givet hende et øjeblik at sunde sig i, hiver jeg hende op, bare for at presse hende ned på knæ. Hun skal åbne jakke og skjorte, så jeg kan se hendes bryster og mave også. Ida giver mig det håndjob, som jeg beordrer hende til. Jeg sprøjter ud over hendes ansigt. Hun vil lige til at tørre det med fingeren, da jeg stopper hende. ”Du skal i seng nu. Du må gerne børste tænder, men du må ikke vaske dig. God nat.” Igennem den åbne badeværelsesdør ser jeg Ida børste sine tænder. Så går hun nøgen til sit aflukke uden at lukke døren. Tager sin foreskrevne natkjole på, en gammel herreundertrøje med huller til brysterne, og kort nok til ikke at dække noget interessant forneden; kort sagt: mere nøgen end nøgen. Hun slukker lyset og lægger sig i sengen med en ordentlig klat sperm i ansigtet. Jeg stikker hovedet ind og siger: ”Klokken 6.15 i morgen.” ”Jeg skal være der,” svarer Ida, ”og tak.” ”Tak? Hvorfor tak?” spørger jeg undrende. ”For at du tog gaven, jeg gav dig, alvorlig.” ”Jeg elsker dig, Ida!” ”Jeg elsker også dig, Bane!”

Jeg trak døren til.

Fortsættes HER