Ugen, dag 2
Denne nye serie kan læses uafhængig af tidligere afsnit, som du dog kan finde HER

Resume:
Bane har fået en uges råderet over Ida i fødselsdagsgave. I den anledning har Bane indrettet et lille aflukke til hende hos sig. Én af Idas regler er, at hun ikke må lukke en dør uden at få lov.  

Ud over at forlange at blive vækket af et blowjob, stillede jeg ikke krav til Ida denne morgen og heller ikke til hendes skoledag.

Da hun kom hjem fra skolen, sendte jeg hende op og gøre sig lidt frisk og tage noget andet på end det tøj, hun havde haft på på arbejde hele dagen. Jeg nød at se hende stå nøgen i badeværelset for den åbne badeværelsesdør, som hun ikke måtte lukke. Nød at se hende klæde om for åben dør i sit rum. ”Hvordan vil du have mig?” spurgte hun inde fra sit værelse.

”Bare se godt ud. Vi skal ikke noget særligt,” svarede jeg. Det var nu nok løgn, når det kommer til stykket. Men lidt senere kom hun ud i en ærmeløs skjorte, men også strømpebukser med et par stramme shorts ud over, som hun virkelig havde en god røv i. Men jeg kiggede lidt kritisk på strømpebukserne, da hun kom ud. Ida studsede. ”Æh… du kigger sådan. Betyder det, at jeg skal være åben og tilgængelig hele tiden? Jeg troede bare, du ville have sagt det så,” bemærkede hun forsigtigt i lyset af, at hun muligvis havde begået en fejltagelse. ”Vend dig om!” svarede jeg bydende. Ida drejede med ryggen imod mig. ”Du får altså en hammerlækker røv i de der shorts,” konstaterede jeg. ”Tak,” sagde hun glad. ”Jeg kan ikke lide strømpebukser, men lad gå for nu, ” sagde jeg.

”Det skal jeg huske,” bemærkede Ida, og vi gik til min bil.

Vi kørte ud af byen, til Vejle, hvor en gammel skolekammerat har en frisørsalon. Skolekammerat er måske en tilsnigelse. I virkeligheden har vi i flere singleperioder været bollevenner i ny og næ. Hende havde jeg lavet en aftale med om Ida. Idas hår er egentlig ret almindeligt, både i farve og længde; det er ikke grimt, men håret er ikke hendes fokusområde. Jeg fandt en parkeringsplads og førte Ida hen til salonen. Jeg havde en plastikpose med. Ida skulle lige til at spørge til den, da jeg sagde: ”Ikke spørge!”
”Ok,” svarede hun.

Et øjeblik efter var vi helt fremme. ”Hér?” spurgte hun overrasket, ”hvad skal jeg?” ”Ja, hvad skal man i en frisørsalon?” var mit modspørgsmål.

”Det er det, jeg frygter,” sukkede hun opgivende. Men Ida blev sat ned i stolen, fik slag på, og så gik Rikke, frisøren i gang. Hendes lærling var lige i gang med at kassere den anden kunde.

Som aftalt med mig, spurgte Rikke ikke engang, hvad Ida ville. De snakkede almindelig frisørsnak, men ikke et ord om håret. Det blev en længere seance. Så lærlingen låste også butikken på et tidspunkt. Da Ida var færdig, havde hun en frisure, der var ultratætklippet på den ene side, mens lange hår, der var lysnet gennem rigtig mange lyse striber, lagde sig elegant til den anden. ”Tilfreds?” spurgte Rikke. ”Øh…” indledte Ida et svar, men blev afbrudt af Rikke: ”Jeg spurgte altså Bane!” ”Undskyld,” mumlede Ida, der ikke helt var kommet sig over dette indgreb i hendes billede af sig selv. ”Meget,” svarede jeg, ”det håber jeg også, du er!” Jeg gav Idas skulder et klem. Ida nikkede og greb hånden: ”Jeg kan godt se, det ser godt ud. Det havde jeg aldrig selv turdet!” ”Kommer I lige med herind, Bane?”, spurgte Rikke så og åbnede forhænget til baglokalet, hvor der var et lille køkken, et bord og nogle stole, og der duftede af kaffe og frisørsalon. Efter at det lille følge plus lærlingen havde passeret, lukkede Rikke forhænget igen. ”Klæd dig af og sæt dig på bordet!” sagde Rikke pludselig til Ida. Ida kiggede forvirret og foruroliget på mig, men jeg bekræftede kommandoen med et nik. Langsomt knappede Ida skjorten op og uendelig langsomt strejfede hun den af. ”Det her har vi ikke tid til at vente på!” udbrød Rikke, og inden Ida fik set sig om, havde hun befriet Ida for resten af tøjet i et snuptag. ”Og tag så de hænder væk!” fortsatte hun, da hun opdagede, at Ida i lutter overraskelse dækkede for sine bryster og sit skridt. Idas hænder faldt, og hun satte sig på bordet. Rikke spredte hendes ben. ”Til den pris, vi har aftalt, bliver det altså Jeanette dér,” Rikke pegede på lærlingen, ”der gør det. Men bare rolig,” Rikke lagde kammeratlig hånden på Idas skulder, ”Jeanette er en fræk pige.” Jeanette rødmede klædeligt og smilede. ”Jeg vil meget gerne vide, hvad der skal ske,” tryglede Ida. ”Og jeg vil gerne have, at du holder din mund og får bind for øjnene,” svarede jeg, mens Rikke sørgede for bindet. Vi stod stille et øjeblik og nød synet. Det var faktisk den rødmende Jeanette, der sagde noget først: ”Hun er en flot kvinde. Og de utroligt fine små bryster hun har!” Jeanette kiggede spørgende på mig. ”Du kommer jo alligevel til at røre hende. Du må også godt røre hende dér,” sagde jeg. Idas vejrtrækning blev meget hørbar, da Jeanette blidt nulrede Idas brystvorter. ”Be’ om lov til at sige noget,” sagde Ida forsigtigt. ”Ok, du får dette ene skud,” svarede jeg lidt misfornøjet. ”Hvor gammel er du, Jeanette?” spurgte Ida. ”OK, i din position kan jeg godt se, det er et rimelig vigtigt spørgsmål,” medgav jeg. ”Bare rolig, jeg er over 18,” svarede Jeanette med en stemme, der lød meget forstående. Hendes stemme ændrede dog karakter, da hun fortsatte: ”Og for dig er jeg ‘Frøken Jeanette’. Er det forstået?” ”Ja. Tak, frøken Jeanette,” replicerede Ida spagfærdigt. Jeanette tog lidt hårdere ved Idas brystvorter, og en hvislende lyd, der ikke kunne bestemme sig, om det var ‘ffffff’ eller ‘ssssss’ undslap Idas læber. Jeanette gav slip. ”Det var ikke det, du kom for,” sagde Jeanette henvendt til mig. ”Kom lige herhen og kig!” Jeg kom nærmere, og sammen studerede Jeanette og jeg Idas skridt. ”De her små hår, de er ikke meget bevendt,” sagde Jeanette og trak lidt i vilkårlige hår på Idas skamlæber. Igen kom der lyde fra Ida. ”Nu siger hun noget igen,” bemærkede Rikke, ”det må hun da skulle straffes for. Mon ikke det var noget, som Rex kunne ordne?” ”Rex,” spurgte jeg, ”har du ham stadigvæk? Ja, Rex er nok en god idé!” Jeg vidste jo godt, at denne korte samtale nok ville fremkalde billeder i Idas hoved, men det var Jeanette, der opdagede, at vi var gået over stregen. Godt nok sad Ida stadig artigt med spredte ben, hænderne i nakken og bind for øjnene. Men hendes ene mundvig bævrede; det var ikke noget godt tegn, og det burde jeg have set. Nu var det Jeanette, der pludselig holdt om Ida og sagde: ”Rolig, Ida. De tager gas på dig. Jeg tror godt, jeg ved, hvad der foregår i dit hoved.” Jeanette fjernede bindet foran Idas øjne og fortsatte: ”Du skal ikke tages af nogen stor hund. Rex er chefens tudegamle tæppetisser, der er så lille, at den kan gemme sig under mine højhælede. Uanset hvordan man lagde dig, ville den ikke med nogen som helst kropsdel kunne nå noget som helst på dig, der er bare lidt interessant. Og så er der endda temmelig meget, der er interessant.” Man kunne se lettelsen i Idas øjne, da Jeanette fortsatte: ”Den ligger garanteret nu i en aflagt håndtaske, som den elsker, i et hjørne af salonen og sover. ” Ida ville sige noget, men Jeanette lagde en finger over hendes mund: ”Du har ikke fået lov til at tale, så overvej grundigt, om det er vigtigt nok!” forklarede Jeanette blidt. Ida rystede på hovedet. Jeanette fandt en pude, som hun lagde på bordet. Hun puffede Ida blidt tilbage, men Ida forstod, at hun skulle lægge sig ned. Jeanette placerede Idas hæle på bordets hjørner. Nu lå Ida dér, vidt åben. ”Ligger du godt?” spurgte Jeanette, og Ida nikkede. ”Jeg vil nu fjerne hårene på dine skamlæber med en barberkniv. Du må hellere ligge helt stille. Jeg forstår godt, hvis du er ængstelig, men jeg kan mit kram,” meddelte Jeanette. Idas hånd søgte min og klemte den. Jeg forstod budskabet og gav ikke slip, da Jeanette sæbede og barberede –  uden at forvolde skade. Dernæst blev Idas hår også farvet her. Hun matchede, da hun var færdig. ”Du må godt tale igen,” fortalte jeg Ida. ”Tak, frøken Jeanette,” sagde Ida. ”Åh, jeg be’r. Det er ikke hver dag, man får så sjove opgaver. Og så får jeg oven i købet løn for det..” og med et drilsk smil til Rikke fortsatte hun: ”… eller noget, der ligner!”

”Nå, men Bane har betalt,” bekendtgjorde Rikke til Idas utvetydige lettelse. Ida skulle lige til at tage sit tøj på igen, da jeg stoppede hende ved at give hende min pose. ”Kun det!” befalede jeg. Ida tog tøjet op af posen. Det var en moderne trenchcoat, der gik til lige over knæet, til at binde i taljen. Et par af hendes højhælede sko lå også i posen.

Lidt efter stod vi på gaden igen. Ida bar posen med sit tækkelige tøj hen til bilen, nøgen under trenchcoaten. Vi kørte ud til Bilka i Vejle, hvor vi spiste lidt aftensmad, og jeg måtte fortælle Ida, at hun ikke ville få en kage, hvis hun igen hev ned i trenchcoaten, før jeg sagde, at det var på tide. Under cafeteriaets bord smed jeg den ene sko og nussede i ny og næ Idas skridt med tæerne. Hun sukkede dybt, men hun fik lov til en kage bagefter. Jeg fik undskyldt episoden med Rex. Det var vel meningen, at hun skulle blive lidt forskrækket, men ikke så bange, at hun skulle lige til at græde. Jeg må nok medgive, at det var et fejlskøn. Efter en lille gåtur igennem Bilka begav vi os på vej til bilen igen.

Jeg havde parkeret bilen afsides på parkeringspladsen. Da vi satte os ind i den, bad jeg Ida blotte sit skød. ”Liderlig?” spurgte jeg. ”Meget!” svarede hun. ”Kom for mig!” befalede jeg tørt. ”Her?” Ida kiggede sig omkring. Jeg nikkede blot. Ida blottede sit skød, og hendes hænder begyndte at kærtegne hendes nye, bare følsomme skamlæber, klit, inderlår, for siden at bevæge sig ind i hendes fisse, der var i en ny, lysstribet indramning. ”Hvor er det vildt!” udbrød hun pludselig, da hendes fingre havde øget kadencen noget allerede. Og lidt efter kom hun med et brøl. ”Tak”, sagde hun, ”det trængte jeg til! I den grad!”

Jeg smilede til hende. ”Jeg elsker dig”, sagde jeg. Og med ordene ”Slik fingrene rene og tør op!” rakte jeg hende en pakke lommeletter.

Denne nat fik Ida lov til at ligge ved siden af mig i sengen. Bare sådan. Det var også hyggeligt. Og da jeg havde givet hende besked på, hvordan jeg – igen – ville vækkes, faldt vi i søvn.

Fortsættes HER