Ude og hjemme

23 år i Vestafrika. Skæbnen var god mod mig. Pragtfuldt klima og et sted der var præget af stabilitet og ro. Det bedste af engelsk kolonistyre bevaret og tilsat nye tiders frihed og demokrati.
Per arbejde som politimand og var avanceret til superintendant, politiinspektør på dansk. Jeg selv underviste på en privat pigeskole.

—————————————-

Rowan Institute for Girls hørte ikke til de billigste, men til de ældste med en lang glorværdig fortid tilbage til dronning Victoria. Men det var fulgt med tiden. En nogenlunde lige blanding af farvede og hvide elever (en lille overvægt af hvide), ca. 800 elever i alderen fra 15 til 19+, der fulgte et 5 årigt undervisningsforløb af høj standard.
Jeg terpede fysik og matematik ind i pigehoveder, hvoraf nogle absolut ikke var minded for eksakt tænkning.

—————————————

Desuden var jeg Disciplinary Mistress, det vil sige, den der uddelte spanskrørsstraffe. På visse punkter holdt Rowan fast ved traditionerne, og korporlig afstraffelse var en af dem. Det foregik på den måde, at pigen mødte på mit kontor. Som regel bleg og med begyndende tårer. Med sig havde hun en seddel fra en lærer om en forseelse. Det kunne være alt fra ikke at have afleveret hjemmearbejde i rette tid, dårlig opførsel, til mangler ved skoleuniformen. (Nogle, især ældre lærerinder gik meget op i det. Andre tog det lettere og lukkede øjnene.) Det første halve år på skolen var fri for disciplin, men så begyndte livets alvor. Der hører megen snuhed eller held til at undgå et møde på mit kontor i 4½ år. Jeg vil tro at 80 % af eleverne på et eller andet tidspunkt lå over min stol eller stod bøjet over mit skrivebord uden nederdel og med bukserne nede om anklerne. Det var altid på den bare. Alle vidste det, og alle accepterede når jeg kommanderede –”Tag din nederdel af!”

Det var op til mig at bestemme straffen afhængig af forseelsen og pigen. Det varierede fra 5 til 15 rap. (Der gik rygter om 3 der i 1890’erne havde fået 30 slag og det i hele skolens påsyn, men de havde også prøvet på at brænde den af.)

—————————————

Jeg havde to spanskrør. Et tyndt smidig et, som jeg normalt brugte, og et tykkere, seniorspanskrøret, som jeg kun brugte på pigerne ved særlige lejligheder. Det brugte jeg til gengæld på vores House Boys. Vi havde en stak unge mennesker fra 16 til 22-23 år, som sørgede for al vedligeholdelse, rengøring og gåen til hånde i køkkenet. Også de fik med spanskrøret, hvis de havde forbrudt sig mod et eller andet, og det var altså min pligt. Det foregik ikke på mit kontor, men i det fri, i en lille gård bag ved køkkenet. Der stod en gammel buk fra gymnastiksalen, som de lagde sig over.

Som regel fik de mere og hårdere med seniorspanskrøret. I modsætning til pigerne, hylede de i vilden sky, og fordi det var i det fri tiltrak de tilskuere, medens de udstødte deres – NO… NO.

PLEASE MRS THOMSEN… NO MORE OOOOOWWWWW. NO MORE.. I AM A GOOD BOY MRS THOMSEN.’
Hvis nogen tror, at en sort hud er tykkere end en hvid, må de tro om. Det gør lige ondt, men striberne ses mere på en hvid baggrund!
Bagefter hoppede de stakkels drenge rundt i gården med hænderne knuget om deres baller, indtil de fandt deres bukser og forsvandt. 

Pigerne var anderledes. Der var alt fra fast sammenbidte tænder, der dog næsten altid endte i bitter gråd, medens pigen ukontrollabelt vred sin bare po-po, til høje hyl om nåde lige fra starten.
PLEASE MRS THOMSEN, NOT ME. NOT ON MY BARE. PLEASE AUUUUUGH I CAN’T TAKE IT… PLEASE! Det var som sagt altid på den bare ende, og jeg har set alle mulige former. Fra Janes små spidse baller, der næsten ikke bevægede sig, efterhånden som straffen skred frem, til Patricias 19 årige enorme kødklumper, der bevægede sig konvulsisk fra side til side, medens ejeren skreg sit – PLEASE STOP… STOP. PLEASE MRS THOMSEN AUGH AUGH. (Det var 2x “six of the best”, og hun havde fortjent det!)
Det endte næsten altid med en hulkende pige, der åbnede døren til gangen, og med nedslagne øjne gik forbi de 3-4 medsøstre, der ventede på, at det skulle blive deres tur.

Jeg er ikke sadist og sørgede altid for at afpasse straffen efter pigens alder og psyke, enten ved at variere antallet af slag eller styrken. Men straf skulle de have, og den skulle kunne mærkes, så de forstod, at det betød noget.

Sådan var livet, og alle accepterede det.

—————————————

Jimmy, en houseboy der lige havde modtaget 15 rap, hvilket havde fået han til at hyle til himlen, medens blodet løb ned ad hans lår, mødte op en time senere i vores private have, hvor han tjente ekstra som gartner. Han hilste med et stort smil, inden han lagde sig på knæ med boksershortsene spændt ud over sin ømme røv, strittende op mod den brændende sol og begyndte at luge. 
Pigerne bar heller ikke nag til mig. Jeg var en del af skæbnen, en del som man burde undgå. I det mindste mit spanskrør. Jeg selv kunne være god nok til fysik eller på lejrture rundt om bålet.

—————————————

Alt var lutter idyl… og dog. ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme.” Vi havde planlagt et otium i Danmark når Pers kontrakt udløb. Vi vidste, at den ikke ville blive fornyet. Regeringen foretrak indfødte politiofficerer i fremtiden… Men det skulle blive anderledes. 

Jeg så det med det samme, da sergenten kom. Tårerne løb ned ad hans kinder, da han sagde: – Mrs. Thomsen, vil De ikke sidde ned.
Pers bil var kollideret med en elefant, der stod på vejen. Tykhuden havde knapt nok flyttet sig, men vognen var kuret ned i et flodleje, der var tre dræbte og en hårdt kvæstet. 

Jeg sagde op til skoleårets slutning og rejste hjem. Alle tog pænt afsked med mig. Patricia overrakte mig storsmilende en afskedsgave. Gamle elever var mødt op, nogle af dem med døtre. der om få år ville stå i kontoret på anden sal. medens en anden Mistress beordrede: – Take your skirt off.
Selv Jimmy gav mig et enormt knus, mens han hulkede: – I will miss you mrs. Thomsen. Måske gjaldt det ikke for hans ende, men den ville der være en ny til at tage over.

—————————————-

Hjemme

Så var det altså et mindre rækkehus i et pænt forstadskvarter. Pæne naboer, det gode borgerskab. Jeg gik i gang med at anlægge en have, eller rettere to. Forhave og baghave. Især forhaven gjorde jeg meget ud af, både med tid og penge. Alt var idyl… INDTIL TRINES 18 ÅRS FØDSELSDAG! Trine bor med sine forældre, overlægen og børnehavelærerinden, i nr. 118C. Pæne mennesker. Forældrene noget konservative. Foruden Trine findes storebror Niels på 22 år. Han bor på kollegium, men viser af og til. (Især når det gælder mors vaskemaskine.) I god tid, om tirsdagen, uddelte Trine løbesedler, om at hun agtede at fejre sin 18 års fødselsdag fredag aften, og bad på forhånd om undskyldning for evt. støjgener. Hendes forældre var klogelig bortrejst den weekend. Nå ja. Man bliver kun 18 én gang og træder ind i de voksnes rækker, så jeg bevæbnede mig med god mad, en flaske ditto vin og en spændende bog… Plus et sæt ørepropper! Alt forløb fredeligt indtil kl. 02:00, hvor en krysantemumbombe eksploderede MIN forhave. Så var der en der kørte igennem hækken på knallert, og en anden fræsede rundt på græsplænen.

Jeg var i seng, og inden jeg fik reageret, var balladen ovre… delvis. Det var blevet til almindelig skrig og skrål, der døde hen.

—————————————–

Næste morgen stillede en slukøret Trine, medbringende et større tømmerværksted der hamrede i hendes hoved. Hun kunne godt se, at jeg var rasende. Det meste af haven var ødelagt, blomster revet op, en hæk delvis væltet, plus et bombekrater. Forgæves prøvede hun på at bede om godt vejr. – Jeg kommer ikke til Singapore, hvis far får det her at vide. – Hvordan? – Far skal til kongres i Singapore samen med mor, og jeg har fået lov til at komme med, det er en fødselsdagsgave. Men nu får han en prop. Uden varsel spurgte hun. – Hvad ville De have gjort ved mig, hvis det havde været i Afrika? – Du ville have fået 15 slag med spanskrøret, svarede jeg prompte. – Hvordan, stammede hun. – Du skal tage dine bukser af, og så får du 15 på din bare ende. – Det… det kan man da ikke. – Du adspurgte, og jeg svarede. I Afrika kan man. Hun blev endnu mere bleg end tømmermændene havde gjort hende til. – Nu kan du gå hjem og komme tilbage med en kost og en spade og hjælpe mig med at rydde op. Så kan du tænke over, hvad du vil. Din far eller de 15 rap. Hun kom snart tilbage, og vi arbejdede i næsten tavshed de næste par timer. Blomster skulle sorteres, nogle kasseres andre midlertidigt i baljer. Græsplænen skulle ordnes, hækken skulle rejses osv. Efter et par timer stoppede vi. Nu var det grove gjort. – Nå. Hvad vælger du? Den smule farve hun havde i ansigtet under arbejdet forvandt brat og blev erstattet af askegråt. – Spanskrøret, hviskede hun.. – Ok. du går hjem nu og tænker over det. Klokken 16 kommer du tilbage og får din straf. Hvis du da stadig holder fast ved det. Du er klar over at det gør ondt. Du må gerne tage et vidne med, der kan se at det går ordentlig til. – Hvis jeg får klø er det så helt færdigt… for altid?

Hun forsvandt. 4 timer til at overveje noget hun aldrig havde prøvet før og som hun vidste, ville gøre ondt af h… til

—————————————–

Præcis kl. 16 stillede hun medbringende storebror. Han forsøgte at argumentere, at det ikke var Trine, der havde fyret krysantemumbomben af, det var kammeraterne, der havde været fulde. – Den der bestiller musikken, betaler regningen, lød mit svar. – Det var Trines party og hendes ansvar. Dyb tavshed. Så kunne jeg se at han tog en stor beslutning. – Hvis jeg nu tager Trines straf, vil De så lade hende slippe, fru Thomsen? Både Trine og jeg så forbløffet på ham. – Du kan ikke, hviskede Trine, men med et lille håb i stemmen. – Jo, søs. Det skal være min 18 års fødselsdagsgave til dig. Jeg tænkte. – Nej. Den der har bestilt musikken… Trine hang med hovedet. Et håb der brast. Jeg så på dem. – Ok, men det koster renter. Du får Trines 15 rap Niels, men Trine får stadig 5. – Kan vi ikke få rabat, søskenderabat? Niels forsøgte en sidste gang. – Du er energisk, og det tjener dig til hæder, lad gå. Du får 13, det er to i rabat. Trine får sine 5, det er 1/3 af hvad hun burde have haft. ACCEPTERER I?

De nikkede begge.

—————————————–

– Gå ned i kælderen. Dernede stod en stol, og på den lå mit reservespanskrør, hjembragt som souvenir. – Trine tag bukserne af og læg dig over stolen. En bleg Trine droppede sine cowboybukser. – Underbukserne! – Nej, nej ikke dem, lad mig beholde dem på. Fru Thomsen. Jeg tænkte på pigerne i Afrika. På en næsten endeløs række af hvide og sorte pige baller. De adlød altid selvom tårerne strømmede ned af kinderne. Sådan var reglerne … og det vidste de! – Nå, kom i gang. Ned kom et par små trusser. – Læg dig over stolen. Håndfladerne i gulvet. Benene spredt. Det kneb med det sidste. Først forsøgte hun at samle dem i stedet. – Spred dem sagde jeg.

Tøvende kom de fra hinanden. 

Jeg så igen for mig, alle de bare pigebagdele der var passeret forbi mig i min lange tid dernede i solen. Fra rystende 15 årige, der skulle have deres første omgang og hvis ende var dækket af gåsehud, til 19 årige, enkelte endda 20, hvis ansigt lyste af skam, medens deres fuldvoksne røv lå blottet. Jeg kunne næste høre airkonditionen og fornemme fluerne.
Gråden derimod var ægte nok. Der er ingen forskel på danske og afrikanske tårer.

———————————————

– Niels. Stil dig op foran din søster, spred benene og klem hendes hoved fast mellem dem. Så startede vi, 5 slag. Minimum hos Rowan. – AVVVV… OOOHHHH! STOP. Trines hyl nåede til himlen. Hun greb med sine hænder om sin velformede po-po. – Niels. Hold hendes hænder fast. – OOOHHH!… ÅÅÅÅÅGH! NEJ jeg kan ikke. Hold op… MOAAAAR! Andet slag var om muligt endnu mere smertefuldt end første, at dømme efter lyden. Ved tredje slag forsøgte hun at tage sig sammen. Hun havde indset, at skrig og bønner ikke hjalp, så hun bed tænderne sammen og prøvede at beherske sig. Det lykkedes… delvist, men fjerde og femte slag var igen orgier af skrig og bønner om at slippe for mere. – Færdig. Stil dig op af væggen. Hold hænderne over hovedet og lad bukserne blive nede.

Jeg så på hendes bagdel. Faktisk var hun kun 17. Selve fødselsdagen var først på torsdag. Men enden var en ung kvindes. Veludviklet, med stadig med en teenagers faste kød. De fem røde striber lå pænt og regelmæssige over ballerne. De var ved at hæve, om et kvarter ville de være blå. Trine ville kunne mærke dem, hver gang hun satte sig ned den næste uge.

——————————————-

 – Niels. Du ved hvad der skal ske. Uden et ord tog han bukserne af, idet han forsøgte at vende ryggen til både mig og Trine, famlede et øjeblik med elastikken til sine boxershorts inden de gled ned til anklerne, så lagde han sig over stolen, som han havde set sin søster gøre. – Vil du selv tælle slagene, eller skal jeg? – Jeg skal nok selv, fru Thomsen. Stemmen var fast… endnu. – Aaaauuuugh. Ååååååh. Iiiiiigh. Det første slag var noget helt andet end han havde tænk sig. – Et fru Thomsen. Åååååågh. Nej nej Åååågh. To fru Thomsen. Nej… nej stop det! Tre, fru Thomsen. Han hylede højt. Gaven til lillesøster indebar åbenbart mere, end han havde regnet med. Skrigene fortsatte, hver gang en ny stribe blev tilføjet. – Otte fru Thomsen. Jeg har fået nok! Jeg så mine sorte houseboys for mit indre blik. De havde hylet lige så højt, men det havde også været med seniorspanskrøret, og jeg havde lagt mere kraft i. Jeg tænkte på de brune bagdele, hvor huden begyndte at revne, alt imedens jeg fortsatte med Niels. – Stop det. Stop det, han har fået nok. Stadig med ansigtet ind mod væggen forsøgte Trine at frelse sin bror. – Ti stille og husk på at det er hans gave til dig. Ellers var det dig der havde fået de 15 rap. Nu slipper du billigere. – Ni, fru Thomsen.. Ooooooohhhhh auv au. Niels’ hyl fortsatte med uformindsket styrke. – El’ve fru Thomsen. Åååååågh! Tolv fru Thomsen. Tretten… Ååååågh. Tretten fru Thomsen.. Han lå stille over stolen og gispede, som om han ikke helt havde fattet, at det var forbi. En hvid hud er som sagt lige så følsom som en sort, men striberne er mere synlige, selvom jeg havde brugt et tyndere spanskrør. – Op med dig og over ved siden af Trine. Jeg lod dem stå 20-30 minutter, inden jeg lod dem tage tøjet på. Begge holdt de hænderne over hovedet. De turde ikke røre den gloende ende, selvom det gjorde nok så ondt. Og striberne begyndte at hæve, især hos Niels. – I er færdige. Gå hjem med jer. Der er ca. et døgn til jeres forældre kommer hjem, og hvis jeres far har noget at sige, så må I gerne sende ham over til mig. Men for mit vedkommende er det forbi. AFSTED!

Det lod de sig ikke sige to gange. De forsvandt men i et langsomt anstrengt tempo med hænderne udenpå buksebagen.

———————————————

Sent søndag eftermiddag dukkede hr. overlægen op. Han var tøvende. – Øh øh. Jeg vil bare spørge om Trines selskab har voldt Dem noget besvær? Sagen er den, at jeg har fået en klage fra hr. Mogensen i bolig K. Han klager over nattestøj. Ikke ved hans eget hus, men ovre fra Dem.. Gid Fanden havde hr. Mogensen, dette evigt sure kværulantiske individ. Hvad rager det ham? Jeg stirrede stift på Trines og Niels far. Så sagde jeg: – Ja det er rigtigt at der var lidt larm, men det har Trine og jeg talt ud om. Hun er en stor pige, fra på torsdag er hun voksen. Hun kan sagtens selv finde ud af at sige undskyld, og vi to har klaret den episode, den er afsluttet, så jeg ser ikke hvad hr. Mogensen skal blande sig i det for? Han så på mig, – Nå. Ja men De har ret. Trine er voksen og må selv klare sig. Jeg er glad for, at De ikke har mere at indvende.

Han så ud som om han ville sige mere, som om han vidste noget, men alligevel ikke vidste noget. Så gik han hjem igen.

——————————————–

En måned senere mødte jeg igen Trine, solbrændt. Hun var lige kommet hjem fra Singapore. – Hvordan gik turen? Spurgte jeg. – Fantastisk, pragtfuldt. Hun så alvorlig på mig. – Tak for at De lod mig komme med. Selvom det gjorde ondt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og ønsker det ikke igen. Er De klar over at Niels ikke kom med til min rigtige fødselsdag. Han blev hjemme på kollegiet i over en uge. Officielt havde han diarre og ville ikke gå væk fra sit toilet, men i virkeligheden var det den kolde telefonbruser han brugte. Resten af tiden lå han på maven. I øvrigt, er De klar over, at man har pryglestraf i Singapore, også for turister, men kun for mænd. Godt man ikke bor der… og er mand.

Hun fløj videre. En ung voksen kvinde, men stadig teenager.

——————————————-

Jeg gik hjem til min nyanlagte have. Der er ikke stor forskel på ude og hjemme. Og der er begge steder nogen der lærer det “The hard Way.” Men måske flere i Afrika end i Denmark, og som sagt, hvid eller sort hud, det betyder intet.