Tvillingerne, del 4 – Afsoning
Har du ikke læst tidligere afsnit, kan du gøre det HER

Resumé:
Peter, Samuel og deres ven Per, har overtrådt loven i Malaysia og er blevet idømt straffe. Da Per ikke er myndig, er han kommet i ungdomsfængsel, nu skal vi se hvad tvillingerne bliver udsat for… 

Helvede mod nord. Sagen var slut. Advokat Young og jeg havde gjort, hvad vi kunne, for at mildne dommene over tvillingerne Virtbaum og deres følgesvend Per Jensen. Dømt for valutasmugling og obstruktion mod politiet (læs slagsmål), havde de fået deres dom. Tvillingerne 6 års fængsel, og Per 12 måneders ungdomsfængsel (senere blev dommene nedsat, men det kunne vi ikke vide den gang).

Dertil kom den korporlige straf 20 piskeslag til tvillingerne og 15 med spanskrøret til Per, som jeg var blevet tvunget til at overvære. (Se Tvillingerne 1-3).

—————

Så nu var alt normalt. Lige med den undtagelse, at jeg havde forpligtet mig at besøge dem i de respektive fængsler på vegne af konsulatet. Dels for at vise dem, at de ikke var helt glemt, dels for at se, om alt gik ordentlig til, og så for eventuelt at bringe dem breve hjemmefra og ekstra medicin, hvis det var nødvendigt. Pers ungdomsfængsel kendte jeg. Der havde tidligere siddet 2 danske skibsdrenge idømt 3 års fængsel for et ualmindeligt brutalt overfald. Kun deres unge alder havde reddet dem for et langt hårdere ophold i et rigtigt fængsel. Men da jeg besøgte dem, måtte de indrømme, at de blev retfærdigt om end hårdt behandlet. Markarbejde (dyrkning af ris og grøntsager) om formiddagen, undervisning om eftermiddagen. Træder du ved siden af, falder straffen med det samme… med en paddle! Det samme fortalte Per. – Jeg har lært en masse engelsk. Jeg hjælper mine kammerater. Til gengæld hjælper de mig med malay og kantonesisk. Men hvis jeg dovner får jeg tæsk. Han trak bukserne ned. Enden var glorød. – De er fra i går. Vi var 4, der ikke havde lavet orden på vores værelse. Vi kom alle over stolen. To af os måtte holde den tredje, medens betjenten gav os ti slag med en paddle på den bare røv. Jeg lærer aldrig at lade være med at græde, tilføjede han.

—————

Tvillingernes fængsel var derimod noget andet. Som en sidste hævn havde anklageren, madame Li, sendt dem op til en arbejdslejr mod nord. Stedet gik blandt politiets “klienter” under betegnelsen “Helvede mod Nord“, og lå helt oppe mod grænsen til Thailand.

Jeg tog derop for at sondere forholdende.

Inspektøren er flink nok. Jeg fik adgang til at tale med Peter og Samuel uhindret. Begge var dybt nedbrudte. Tanken om at rydde jungle i 6 år fjernt fra alt og alle, havde slået dem helt. Som sædvanlig var Peter den mest fornuftige. Derfor var han blevet overført til lejrens kontor som skriver. Der havde han fået den ide at føre en slags dagbog over sine oplevelser.

Problemet var bare, at det var umuligt at få den ud. Alt skriftligt blev nøje overvåget. Men hvis jeg nu som udlænding og diplomat kunne tage dem med mig? Smugle dem ud. Det er disse breve til hans mor og morfar der danner grundlaget for nedenstående beretning.

—————

Beretningen fra helvede Chow Main 27. august 19… Vi ankom til lejren her for 14 dage siden. Det meste af rejsen var pr. tog og det sidste stykke på ladet af en lastbil. Vi er 8 fanger. 4 kinesere, 2 indfødte malayer og så Sam og jeg. Der skete ikke noget på turen. Bare ben, fodlænker, men håndjernene tog de af. Vagterne gjorde os ikke noget. For dem var vi bare noget, der skulle transporteres. Da vi ankom holdt inspektøren en tale på kantonesisk, malay og engelsk. – Hvis I opfører jeg ordentlig, sker der jer intet. I skal adlyde vagterne UBETINGET!

Hvis I ikke gør det, er det denne… han viste os en pisk af krokodilleskind. Den skal nok få jer til at være lydige.

—————

Den 19. september 19… Det daglige liv – disciplinen. Kære mor og morfar Jeg fik mine første pisk i sidste uge, og jeg mødte Abdullah. Jeg er er blevet skriver på lejrkontoret. Jobbet regnes som en loppetjans, fordi det ikke er hårdt arbejde. Jeg skulle lave nogle lister, men kludrede i det. Bukserne af, på knæ og panden ned i gulvet så røven stritter lige op. De enkelte vagter må ikke give mere end 10 rap, jeg fik dem alle 10! Det var korporal Thung der slog, og han slår hårdt! Da han var gået og jeg stod med bukserne nede kom der en brun fange . – Jeg hedder Abdullah, nu skal jeg hjælpe dig. Læg dig ned på maven. Han gned mine blodige striber med noget olie som fik smerten til at blive mindre. – Hvad er det? – Det er palmeolie med salicylsyre. Det findes i noget ukrudt der vokser her. Jeg hedder Abdullah og arbejder hos lægen. Han fortalte at han var 20 år og kom fra Qatar. Han var kommet til Malaysia for at være tjener, men havde ikke kunne modstå fristelsen til stjæle. Nu havde man puttet ham 8 år i fængsel, eller som han sagde… i helvede. Han er smuk, lysebrun med en fin hud. Han har næsten udgået at få pisk! Hans stemme er blød og han taler et godt engelsk.

Vi ses meget i fritiden… og om natten!

—————

20. november 19… Kære mor og morfar Kan I ikke hjælpe os ud. 6 år i dette grønne helvede klarer hverken Samuel eller jeg. Lejren ligger i nærheden af en flod, omgivet at pigtråd. Der er 18 barakker á 20 fanger. I spidsen står en formand, en chu si. Han er selv en fange og skal holde orden. Han må slå os, dog kun med flad hånd, og kun 3 slag. Det nytter ikke noget at protestere. STÅ RET… KLASK KLASK! Tre flade lussinger der synger. Der er to barakker for fremmede. Altså ikke-malayer eller kinesere.

Jeg bor sammen med Abdullah, medens Samuel bor i en anden barak. Min chu si er en spaniol. Han er meget flink. Men han KAN slå. Det ved jeg af erfaring. Han er ret tolerant uden at vise det, men jeg tror, at han ved, at Abdullah kryber op i min seng om natten, selvom det er strengt forbudt.

Samuels chu si er derimod den ældste af “de tre negere“. Det er tre forhenværende US Mariners. Dømt for voldtægt, var det med nød og næppe at de undgik at blive hængt, selvom Uncle Sam gjorde alt for dem. Nu sidder de her på livstid (ubestemt tid) til man bliver trætte af dem. Den ældste er 35 år fhv. sergent, de to andre henholdsvis 26 og kun 19.

Det er nogle store brutale bæster. Ledelsen holder øje med dem, men bruger dem til at holde disciplin med.

—————

1. december 19…

Negerpik. Kære mor og morfar Sam har fået negerpik. Han kom grædende til mig og fortalte, hvad der var sket. – Hjælp mig Peter. Hjælp. Jeg er blevet voldtaget af de tre negere. Det hele startede med, at jeg ikke ville rede deres køjer og gøre rent inden ugeinspektionen. Vi kom op og skændes, og jeg bad dem fuck off, gå at helvede til. – Han trænger til at lære, hvem der bestemmer her, sagde den ældste, Jack. Før end jeg kunne lave noget, lå jeg på maven på det bare gulv. De to holdt mig. Den ene armene, den anden spredte mine ben. Jack hev min skjorte af og trak bukserne ned og begyndte at befamle min krop. Jeg hylede og skreg, men det hjalp ikke. – Skrig bare og vrid dig, så er det meget sjovere, var hvad jeg fik ud af det. Jeg mærkede hvordan Jack åbnede mine baller og fandt mit røvhul. En finger trængte ind, helt i bund, så drejede han den rundt. Jeg tiggede og bad. – Jeg skal nok adlyde. PLEASE… NO MORE… PLEASE. – Gad vide om han kan tage to, grinede Jack. DET KUNNE JEG, men det føltes som om min endetarm skulle sprænges. Så kom “the real stuff”. En pik model US Marine black XXXL-extra large. Jeg mærkede hvordan den kørte ud og ind indtil den havde afleveret sin ladning. Bagefter var det to andres tur. Det var samme omgang. Især var den yngste Brian var slem. Han er kun 19 år, kulsort og en kæmpe kleppert. Hans pik er som, en elefantsnabel! Han gik lige på og hårdt. Alle mine bønner var forgæves. Til sidst lå jeg bare og græd. Jeg kaldte på Abdullah og bad ham se på Samuel. Det løb ud af hans røvhul. En blanding af blod, 3 forskellige slags negersperm og Sams egne væsker. Abdullah tørrede ham, så godt han kunne. Sam gav sig, det gjorde ondt.

Så kom han med noget, som han hældte ind som et slags lavement. Det medførte, at endnu mere kom ud, stadig blodigt, men en del af smerten forsvandt. Resten er op til Sam selv. At opføre sig ordentlig og at adlyde sine overmænd.

—————

24. december 19… Det er juleaften. Kære mor og morfar. Glædelig jul. Her fejrer man ikke julen. Malaysia er ikke noget specielt kristent land. Jeg er bange for Samuel. Han har ikke lært at styre sit temperament og underkaste sig de tre negere. Men han er nødt til det. Når de kommer til ham, kan han ligeså godt frivilligt tage al tøjet af og lægge sig på maven. Han ved hvad der skal ske. Først Jack. Spred benene og vent på det uundgåelige. En sort pik made in US, der bliver jaget ind i ham, uden at hans røvhul på nogen måde er smurt. Det gør afsindigt ondt, siger han, og jo mere han hyler, jo mere får han. Men det værste er Brian, den yngste. Det er så totalt ydmygende at blive røvpulet at en sort 19 årig teenager.

– Jeg skal ligge på ryggen som en hund medens han ligger på knæ, ligeså nøgen som jeg selv. Hans pik er lige ud for mine læber. Jeg ved hvad jeg skal. – Kom så i gang. SLIK. KLASK KLASK to knallende ørefigner som starthjælp. Jeg slikker og slikker. Pikken vokser og bliver stiv. Jeg kan se den sort og glinsende. Så lyder det: OMKRING og det er samme omgang som med Jack, men ydmygelsen er ti ganger større.

—————

10. januar 19… Lyspunkterne Kære mor og morfar. Jeg må skynde mig at skrive dette. Manden fra Udenrigsministeriet kommer om et par dage, og jeg håber, at han kan få det ud, uden at det bliver opdaget. Ellers: Gud se i nåde til min ryg og røv! Der er nu gået næsten et år, men der er 5 tilbage. Vil vi overleve det? Jo mere jeg tænker over det, jo mere kan jeg indse, jeg har levet et forkert liv. Når jeg ser på de indfødte ved floden, hvor glade og smilende de er, kan jeg forstå, hvorfor skæbnen har givet mig en lærestreg ved at anbringe mig her. Jeg tror ikke at Samuel har samme mening. Der går ikke en måned, uden der er friske striber på hans røv, og han må stadig adlyde de tre negere. Selvom Abdullah gør hvad han kan, er hans røvhul næsten altid rødt. Min stakkels bror. Men der er lyspunkter. Sidste uge var vi på “gåtur”. Højt oppe på et bjerg ligger en mobil mast. Den skulle have service. Det blev gjort af 3 soldater og vi var 4 fanger, der skulle slæbe reservedele og værktøj. Samuel, jeg og 2 kinesere. Det tog to dage at nå toppen, stejlt op ad en bjergsti. Det er lige så besværligt for vagterne som for os at krybe op ad stien, men de har den fordel, at de kun skal slæbe deres egen oppakning inkl. en riffel, medens vi har 35 kg “last. Skulle vi glemme det og sakke agterud var det corporal Thung’s krokodille pisk over lårene. Så vågner vi op igen. Men det er dejligt at høre fuglene og indånde den friske bjergluft!

Om aftenen spiser vi sammen og sover omkring et bål. Alle fire fanger er lænket sammen. Soldaterne har rifler, men jeg tror ikke de er bange for at vi flygter. Dertil er junglen for tæt. Det er mere hvis et stort dyr skulle finde på at bruge os som proviant! I det hele taget er de venlige, men jeg tror, at de kun regner os for pakdyr.

—————

17. marts 19… Abdullah, mit lyspunkt. Kære mor og morfar. Mit lyspunkt er Abdullah. Hvis han ikke var her, ville jeg været gået til. Han har åbnet en ny verden for mig. Lydløst kommer han til mig, når de andre er faldet i søvn. Jeg tror at min chu si lukker øjnene. Han lægger sin tyveårige arabiske krop op ad mig, og uendelig blidt fører han sit lem ind i mig. Hans hud er som silke med meget få ar efter pisken, og hans hænder bløde når de stryger ned ad min ryg. Vi kysser, men må huske at være stille, så de andre ikke vågner, og inden daggry må han smutte tilbage til sin egen seng.

Han er den, der redder mig, og jeg elsker ham!

—————

5 maj 19… Katastrofen. Kære mor og morfar. Min verden er styrtet sammen. I nogen tid har jeg lagt mærke til at Abdullah har virket træt. Endelig fik jeg ham overtalt til at gå til lægen. Han tog en masse blodprøver. ABDULLAH HAR HIV I UDBRUD! Jeg er fuldstændig knust og stakkels Abdullah er dybt deprimeret. Han ved, at han skal dø. Lægen tog fat i mig. Igen en masse blodprøver, der skal sendes til Kuala Lumpur og analyseres. Resultatet kommer tidligst om 3 uger. Så kom resultatet. Jeg er “clean“, smittefri. Abdullah var glad på mine vegne. Lægen så på os, så gav han os en lille flad pakke og sagde: – Pas på, hvad I gør. Min chu si kom hen til mig og hviskede. – Pas godt på Abdullah.

Gad vide hvor meget Pedro har vidst?

—————

Peter fortalte historien til mig ved næste besøg. Han tiggede og bad mig om at gøre noget for Abdullah, selvom han ikke var dansker. Jeg gik til Bernkopff, der gik til Virtbaum, der hverken var til at hugge eller stikke i. Mit barnebarn EN BØSSE! Umuligt. Han burde gøres arveløs. Men pludselig skiftede han mening. Der blev stillet midler til rådighed fra Peters egen formue i Danmark, og advokat Young fik en ny opgave.

Hvad Bernkopff gjorde, ved jeg ikke, men han har sikkert vredet armen om på vekselereren med metoder som en kongelig ambassadør ikke bør bruge… men som er effektive.

Abdullah blev frigivet “af humanitære grunde” og rejste hjem til Qatar, betalt af Peter.
Efter et halvt år lykkedes det minsandten at få Peter løsladt, ligeledes af menneskelige grunde.

—————

Tilbage var Samuel, men også her var heldet med os. Efter “uheldet” med Abdullah var ledelsen ekstra omhyggelig med homo-forhold, og en skønne dag blev negernes brutalitet afsløret, ikke alene mod Samuel men også mod andre. Alle ca. 350 fanger overværede, hvordan de tre, en efter en, blev strippet totalt, bundet til en pæl og måtte føle corporal Thung’s pisk. Det siges at US Mariners er hårdføre, men ingen af dem kunne hamle op med corporal Thung. De hylede og skreg, indtil inspektøren sagde stop.

Jack er ikke mere chu si, men dog stadig leder. Han styrer sine to fæller, når de kører rundt med en lille trækvogn og renser latriner!

—————

Det hele krævede en stor indsats fra advokat Young, der så til gengæld blev kompenseret af et stort honorar. De to brødre fik indrejseforbud til Den Malaysiske Føderation, men Peter rejste til Qatar for at sige farvel til sin elskede Abdullah al Dim inden denne døde.

Han er i dag ugift… men…