Tvillingerne, del 3 – Dommen og straffen

Dommen Efter samråd med Bernkopff besluttede advokat Young og jeg at gå til statsadvokat Nue. Vi ville slå en handel af. Vi ville oplyse politiet om hashhandlerens navn og overlade hashen til dem, men under forudsætning, at det ikke blev brugt mod de tre i retten. Så kunne politiet gå videre internt. De 30.000 dollar var det værste. Klar valutasmugling med en strafferamme af op til 12 år. Vi anmodede om at retten ville idømme en mild straf. Overfald på politiet idømmes ifølge malay praksis næsten altid med pryglestraf. Igen anmodede vi om en nedsættelse. Hvad angik abeprioren, der svævede i lykkelig uvidenhed om, at han nu var i politiets søgelys, var vi sikre på, at han ville moderere sin vidneforklaring (med udsigten til en passende donation til klostret.) Advokat Young fremførte række argumenter, nogle bedre end andre. Nue lovede at give besked om 3 dage, men til slut gav han efter.

—————

Sådan var situationen, da vi mødtes hos dommer Ho ti dage efter det første retsmøde. Jeg medbragte Per. Iført fangedragt og håndjern. I løbet af de ti dage havde jeg fået et godt indblik i hans skæbne. En der havde drevet for vind og vejr det meste af sit unge liv.

Jeg havde talt med Bernkopff om, vi kunne gøre noget for ham, når han engang kom hjem, evt. få Virtbaum til at give nogle penge under trussel om, at han ellers ville vidne mod tvillingerne.

—————

Madame Li forelagde det ny reducerede anklageskrift. Hun lignede mest af alt en tiger i lænker, og så ud til at kunne æde mig på stedet, men hun måtte adlyde sin overordne, statsadvokaten. Abeprioren aflagde vidnesbyrd og henviste til sin ordens bud om mildhed og tilgivelse.

Betjentene sagde noget intetsigende sludder, der fik madames øjne til at funkle af raseri.

—————

Thi kendes for ret… Ho hævede stemmen: Tiltalte, Samuel og Peter Virtbaum fra Danmark, idømmes 8 års fængsel for valutasmugling. Retten finder det ikke bevist at de har forsøgt at købe hash, om end den har en stærk mistanke. Tiltalte, Per Jensen fra Danmark, idømmes 14 måneders ungdomsfængsel for hjælp til ovennævnte. Tillige idømmes alle tre en korporlig straf for modstand mod politiet. Peter og Samuel idømmes hver 25 piskeslag. Per Jensen idømmes 20 slag med spanskrør.

Det var relativt meget. På det område havde madame åbenbart fået sin vilje. – Vi appellerer strafudmålingen. Det tog Young mindre end et minut at sparke straffen op til appeldomstolen.

– Godt. Endelig kendelse afsiges om en uge. Før fangerne bort.

Per Jensen forbliver på fri fod mod kaution.
RETTEN ER HÆVET!

Straffen

En uge er lang tid når man venter på sin straf. Jeg fik lejlighed til at lære Per nærmere at kende. En trist skæbne der var blevet tiltrukket af tvillingernes blændende verden, og som havde fulgt dem blindt uden at tænke sig om. For en sikkerheds skyld holdt jeg ham indendørs, men lod ham have sit civile tøj på. Der var ingen grund til at lade ham være nøgen. Jeg huskede Abbas siddende på hug, kun iført en jock-strap, ventende på at få med det gamle militærbælte. Kun en enkelt gang måtte jeg give Per en røvfuld Han tog den næsten uden at kny, selvom han vred sig gevaldigt. Bagefter gik han ind til sig selv, og jeg kunne høre ham sige til sig selv, – Hvorfor lærer jeg det aldrig? Men ofte spurgte han – Gør det meget ond at få spanskrør Sir? Han havde det ikke godt. Tvillingerne havde heller ikke for godt. Jeg besøgte dem i fængslet. Samuel blev ved med at sige, – De kan da ikke piske os. Det gør man da ikke. Jeg kunne kun trøste dem med et – Det kan være at appeldomstolen nedsætter straffen, men I må nok forberede jer på både et langt ophold i et fængsel, og noget der kommer til at gøre ondt. Peter var mere resigneret. – Vi skulle aldrig have gjort det, sagde han atter og atter. Og det var nok kun et spørgsmål om dage, hvor de stadig havde den perfekte fløjlsbløde hud på ryggen. ———— Så kom dagen. Jeg tog af sted med Per. Nu iført det røde tøj og med hænderne lænkede på ryggen. Han var bleg. Hele morgenen havde han tilbragt med at gå på toilettet og alligevel så jeg en våd plet på hans shorts. – Tag dig nu sammen. Du får ungdomsstraf, “kun” spanskrør.” Prøv at vise et eksempel overfor dine medfanger. Det er drenge helt ned til 15 år – Ja Sir. Jeg skal nok lade være med at græde. Og et øjeblik efter: – Gør det meget ondt at få spanskrør? Hvor mange får jeg Sir? ————- Det tog ingen tid for dommer Ho at læse appelrettens kendelse op. Samuel og Peter fik 6 års fængsel med en tillægsstraf på 20 piskeslag. Per 12 måneder ungdomsfængsel + 15 spanskrørsslag. Jeg så på advokat Young. – Højesteret? – Nej det nytter ikke. Vi må vente 3 år og så søge amnesti. Alle tre blev ført bort med det samme. Den korporlige straf ville blive tildelt indenfor en uge, hvorefter de ville blive overført til deres respektive fængsler. Per lignede en zombie, da en betjent trak af med ham. De to andre var blege under den brune hud. – Kan De ikke gøre noget? hviskede Samuel. Jeg kan ikke klare at få klø. Så hjælp os dog. Peter var mere nøgtern. – Sig det til morfar, han må kunne lave et eller andet. Han må da kende nogen. —————- Jeg havde en samtale med Bernkopff og Virtbaum. Sidstnævnte rasede over mine ringe evner. Bernkopff roste mig og fortalte den lille vekselerer, at det kunne og navnlig burde være gået værre. Der var kun at vente. I mellemtiden tilføjede han, kunne man jo håbe, at hans børnebørn kom på bedre og klogere tanker. —————— Madame Li spillede sit sidste hævngerrige kort. Jeg modtog en stævning, der pålagde mig at møde som vidne og overvære afstraffelsen af alle tre. Først Per og et par dage senere tvillingerne. Et par dage senere stillede jeg i centralungdomsfængslet. Jeg kom tidligt, for at tale med vagtmesteren, der skulle uddele straffen. Jeg forsøgte at overtale ham til at være mild i slagene, men svaret var nej. – Jeg tør ikke, specielt når jeg ved, at madame Li er til stede. Det eneste jeg kan gøre er at give ham “rappid fire.” – Rappid fire, hvad er det? – Jo, ser De. Normalt er der 15-30 sekunder mellem hvert slag, så fangen kan føle det enkelte slag. Ved “rappid fire” slår jeg uafbrudt. Det gør mere ondt, men varer kortere tid. Desuden kan jeg ikke styre slagene, så nøjagtigt, jeg kommer til at ramme samme sted flere gange så hans ende får flere sår. Det er altså kortere men mere smertefuldt. Hvad vælger De? Hvordan vælger man straf for en anden? – Hvad mener De selv? – Rapid fire. Det var den professionelle der talte. Jeg sørgede endvidere for, at Per var den første der blev straffet. Så slap han for at se (og høre) på de andre og blive mere angst. En stor pengeseddel der havde siddet i min brystlomme skiftede ejer. —————– Jeg blev ført ind i et stort lokale. På en række stole sad vidnerne, mest fædre der skulle se deres vanartede unger blive straffet. Op mod en væg stod de arme unger, inklusive Per. De var fra 15 til lige under 18 år og dømt for alle mulige ting. Nogle var, som Per, iført rød fangedragt. Det var dem der skulle videre til et fængsel. Andre havde almindeligt tøj på. Det var de lykkelige, der kunne tage hjem med far bagefter. Sidstnævnte havde alle lange bukser på, og man kunne se underbukserne indenunder, men det ville ikke hjælpe dem stort. Straffen var på den bare ende! I midten var der en læderbeklædt buk, og på første række yderst ude, tronede madame Li. Så startede vi. Per først. To betjente lagde ham over bukken. Hans hænder og fødder blev bundet med remme til hvert af bukkens ben, skjorten hevet op til skuldrene og de røde shorts ned til anklerne. Så udstødte vagtmesteren et råb. – Han kalder på lægen, hviskede min sidemand. Vagtmesteren var forbløffet. Han havde aldrig noget lignende. Pers krop var kridhvid og glat fra de fregnede skuldre til lårene. Vagtmesteren havde set gule, brune, sorte kroppe, men aldrig en kridhvid. Var der noget galt? Lægen stetoskoperede. Så rystede han på hovedet. FIT FOR PUNISHMENT Vagtmesteren hævede spanskrøret, sænkede til det lige rørte hans baller, hævede det igen og begyndte. – AAAUUUUUGHOOOOOGGGGHÅÅÅÅÅ! Per skreg uafbrudt uden at trække vejret. Et langt uafbrudt skrig. Jeg har aldrig set eller hørt noget lignende. Slagene faldt som fra et maskingevær. Jeg kunne se, hvordan huden sprang på den før så hvide røv. Det hele var overstået på mindre end 30 sekunder. De løste hans remme, og de to mand ledte ham væk. Selv de røde shorts kunne ikke skjule, at hans ende var en stor blodig klump kød. Jeg blev og overværede, at de andre fik straf. Der var omkring 10 unge mennesker. Nogen tog det roligt og sagde næsten ingenting. Andre skreg. En enkelt måtte slæbes til bukken, medens hans sparkede vildt. En kineserdreng på ca. 16 år blev ved med at råbe – Foa cha´n. Far far. De endte alle med striber på enden. Ingen af dem ville kunne sidde ned de første par dage. ————— Tvillingerne var en mere dyster affære. Madame Li er heldigvis forhindret i at komme. Det foregik i et andet fængsel, i gården, der hvor Samuel havde optrådt før. Jeg var den eneste tilskuer. Det vil sige, rundt omkring kikkede talrige nysgerrige medfanget ud af vinduerne i flere etager, og ingen i hele bygningen kunne undgå at høre, hvad der foregik. Den første var Peter. Han kom ind uden en trævl på kroppen efter en lægeundersøgelse. De bandt ham til en pæl. Det var sidste gang jeg så den fløjlsbrune glatte hud. Vagtmesteren kom med pisken, en halvkort ret tynd en med et kort skaft. – Auuugh… Det første slag startede ved lænden, snerten snoede sig rund om kroppen for at ende ved brystet. Og sådan blev det ved. OOOOOVVVVVV. Nye hyl. Til sidst var der ikke mere luft i Peter. Han bare hang og stønnede. Det var tydeligt manden var ekspert Pisken ramte hele tiden nye steder, men på den anden side kun få steder, hvor huden direkte bristede. Det var bare disse forbande striber. 20 slag, og man skiftede Peter ud med hans tvillingebror. Man måtte næsten slæbe Samuel ind. Han så ud, som om han ville besvime, da han så sin brors ryg og skreg allerede, medens de bandt ham. Det varede længere, før end han opgav at skrige. Fangerne der hang i vinduerne fik virkelig set, hvordan en hvid fange blev taget under behandling af en malaysisk betjent. – NEEEJ… NEEJJJJ. Intet hjalp, de 20 slag blev fordelt fra skulderblade til lårene, på ryggen og på brystet. Til sidst fik det dog en ende, og jeg kunne gå hjem. Det havde ikke været noget opløftende syn, at se hvordan to smukke kroppe var blevet sået til med striber, der aldrig ville forsvinde helt. ———— Der var intet mere jeg kunne gøre, udover at hæve mit honorar. Virtbaum rasede en sidste gang over størrelsen, men løbet var kørt. Nu måtte bogerservice tage over. Jeg så dem dog en sidste gang, inden de blev sendt til deres respektive fængsler. Per til en ungdoms institution og tvillingerne til en straffelejr oppe mod nord. Per var ved godt mod. – Det gjorde ikke så ondt som jeg havde troet. Det var fordi, det gik så hurtigt. Men det blødte, og bagefter sved det. Og især det de sprøjtede på til at desinficere med. Han trak bukserne ned og viste en ende, der endnu var rød af spanskrøret og sikkert ikke behagelig at sidde på. Tvillingerne havde totalt forandret karakter. Begge var tavse og forsagte. De ventede bare på den videre skæbne i en arbejdslejr. Jeg lod dem klæde sig af. Det var striber overalt. For på og bag på. Nogle af dem så ud til at efterlade permanente ar. Der var intet Young kunne gøre for dem. Kun at søge om amnesti på et passende tidspunkt. Resten var rutine arbejde for borgerservice og konsulatet i Kuala Lumpur. Mit job var endt, men jeg indvilgede i at besøge både tvillingerne og Per når jeg passerede Malaysia. 　

Efterskrift:
Alle tre fik nedsat deres straf.

Per fra 12 til 8 måneder på grund af god opførsel. Jeg besøgte han en måned før han skulle løslades. Han var rolig. – Jeg befinder mig godt her. Der er faste retningslinjer for hvad vi må og ikke må. Overtræder vi dem, bliver vi straffet, men vi ved det. Han trak uopfordret bukserne ned. Enden var glorød. Vi var 4 der ikke havde ryddet op på vores værelse og vi fik 10 slag med paddlen hver. Det var over en stol, og de to af os måtte holde den tredje, medens vi fik tæsk. Jeg lærer aldrig at holde op med at græde… men jeg havde fortjent det. Vi arbejder i marken om formiddagen, om eftermiddagen får vi undervisning. Jeg er blevet god til engelsk, og tilføjede han med et grin: – Jeg kan tælle til 100 på malay og til 60 på kantonesisk. —————- Da han kom hjem, skaffede Berntkopff ham ind på et kollegium (Virtbaum betalte… meget modvilligt) hvor han tog HF enkeltfag. Senere skaffede jeg ham en læreplads som elektriker, det han helst ville. Hans læremester var en af mine venner. Konservativ og streng, men det passede Per fint. Han ved, at han skal have retningslinjer. Det sidste jeg hørte fra ham var, at han sejler som søgående elektriker på et containerskib. Tvillingernes historie var mere tragisk, men med en lykkelig udgang. I lejren brød Peters skjulte homoseksualitet igennem. Han fik en ven blandt medfangerne. Desværre fik denne konstateret HIV i udbrud, men for sent. Peter var dog ikke smittet, men det var medvirkende til straffenedsættelsen. Og så fulgte Samuel med! Peter arbejder nu i slægtens vekselerer virksomhed, men fører en meget stille tilværelse. Samuel forsøgte sig i jetsettet igen, men ingen ville rigtig kendes ved ham. Han er nu reklamemand. Ingen af de to viser sig på en strand eller lignende med nøgen overkrop. Den er for evigt mærket af en pisk i Kuala Lumpur. Under sit fængselsophold førte Peter en slags dagbog. Det var strengt forbudt, men jeg smuglede den ud når jeg besøgte ham. Det er den der danner grundlaget om den 4. beretning om to unge halvguders fald. Fortsættes HER