Tvillingerne, del 2 – Retten er sat
Afsnit 1 kan læses HER

En ung dommer, Ho, stirrede ud over os. Det er gloende varmt i lokalet. Anklager: Madame Li, iført sort kappe og paryk, et levn fra den engelske kolonitid, og med et smil der ikke varslede godt. Forsvarer: Advokat Young, også iført flagermus gevandt. Undertegnede: Nominelt observatør for generalkonsulatet, reelt Youngs bisidder. Iført det pæne tøj. De 3 anklagede: De havde en fordel, rent påklædningsmæssigt. Kun iført rød fangedragt, skjorte og shorts, og vidste jeg fra tidligere erfaring, intet under. Barbenede, men med fodlænker! Selv i denne “simple” påklædning forstod jeg, hvorfor pigerne faldt på stribe for tvillingerne. Skønne som unge guder. Regelmæssige træk, glat hud med et stænk olivenfarve, blå øjne og mørkeblondt hår. (Nå, ja så var der lige det med de mange penge.) Per Jensen derimod, lignede noget der var hevet op af socialklasse 5. Man siger, at klæder skaber folk. Her var de alle 3 iført samme tøj, men alligevel var der milevid forskel.

Per var og blev en typisk dansk teenager i knibe. Rødhåret og fregnet, og i øjeblikket med angsten lysende ud af sine øjne.

—————

Madame startede med anklagerne. Valutasmugling, besiddelse af hash og fornærmelig optræden mod politi og den ærværdige prior af abeklostret. (Mærkværdigvis ikke mod aberne). Alt i alt 8-10 år fængsel for tvillingerne 4-6 år for Per. Plus en passende korporlig straf, det ville sige pisk til efter rettens skøn. Det sidste for obstruktion mod politiet. Young svarede, at pengene var til personlig brug, da tvillingerne ikke stolede på kreditkort i østen, og at hashen beklageligvis også var til personlig brug. Da de unge mennesker desværre var afhængige. Madame Li replicerede, at der var fundet 4 kreditkort hos dem, at hash mængden var stor nok til at holde alle tre gående i 4-5 måneder, omend hun ville indrømme, at det kun var hos tvillingerne man havde fundet hash. Young krævede, at sagen blev afgjort med en stor bøde, og beklagede de unge menneskers optræden, noget der aldrig skulle ske igen. I mellem tiden krævede han alle tre sat på fri fod mod kaution fra konsulatet. Madame så ud som ville hun få en prop. Så ødelagde Samuel det hele. Han for op og erklærede på meget klart engelsk, at han ville sgu ikke betale nogen fucking bøde. Madame så ud til at få prop nummer to! Dommeren knaldede hammeren i bordet og idømte på stedet, Samuel, 4 spanskrørsslag. Tvillingen stod et øjeblik helt lammet. Det kunne han slet ikke overskue. Så spillede vi vort kort ud: Per Jensen kunne slet ikke dømmes af denne ret. Han var mindreårig, 17½, altså under de 18 år, der er grænsen for voksne. Sagen skulle for en ungdomsdomstol! I øvrigt stod vi fast på løsladelse mod kaution af alle tre. Madame så ud til at få sin tredje prop. – Det er en og samme sag, den kan ikke skilles, hvæsede hun, og sendte mig, ikke advokat Young, et rasende blik. Hun var godt klar, over hvem der havde støbt den kugle. Dommer Ho så ud til at have fået akut juridisk mavepine.

Han løste problemet ved at erklære frokostpause og sige, at han ville afsige en kendelse efter frokost.

—————

Den kom og lød på, at Per skulle løslades mod en stor kaution og under mit personlige ansvar. Tvillingerne derimod skulle forblive i varetægtsfængsel. Samuel larmede igen, hvilket indbragte ham yderligere 4 rap med spanskrøret. Hans bror forsøgte at dæmpe ham ned. Det var åbenbart gået op for Peter, at det her var alvorligt. Resten af mødet gik med formalia. Indkaldelse af vidner. Dvs. de sårede betjente, abeprioren, (dog uden aber) samt diverse forbipasserende. Nyt retsmøde om 10 dage, hvor jeg havde at stille med Per. Tvillingerne blev ført bort med raslende fodlænker. Per blev befriet for sine, men jeg lånte et sæt håndjern af en betjent, og fik hans civile tøj udleveret i en plastic pose.

– Hænderne om på ryggen. Klik-klik. Han skulle føle at det var alvor.

—————

Hjemad pr. bil, men første stop hos mr. Ng. Han lever pænt og lovlydigt af at sælge souvenirs, men han har andre dyder. Bl.a. baglokalet med terrieren Chow. Per fik håndjernene af. – Tag dit tøj af. Det var let. Kun skjorte og shorts, men ikke desto mindre fumlede og famlede Per, medens fregnerne forsvandt under en dyb rødmen. – Stræk hænderne ud, håndfladerne op! Ng slap Chow løs, den for hen til Per og begyndte at slikke ham overalt. Per rystede som et espeløv. Han kunne knap stå på benene. – Nej… nej I må ikke gøre det med et dyr, klynkede han, medens en blanding af tårer og sved løb ned af ham. – Tag ham væk… vil I ikke nok? Chow slikkede og snuste. – Bøj dig ned, spred benene, åbn dit røvhul. Chow stak snuden ind i revnen og snusede. Per græd helt ude af kontrol. – I må ikke. Hjælp mig hr. ambassademand. Om sider kaldte Ng hunden tilbage. Den peb og bjæffede, som om den ville sige noget. – Hvor har du gemt din hash? – Hvilken Hash. Per var komme delvis til sig selv. – Lad være med at lyve, Chow kan opdage hash op til 14 dage efter, du har rørt ved det, hvis der har været tilstrækkeligt meget, og det må der have været. – Vær du glad for at politiet ikke opdagede det. Men først skal Chow have sin belønning. Op med en stiv pik! Per var ligbleg, da han begyndte at hive i den. Han hev og sled, og langsomt kom den op. De første dråber af præsperm viste sig på det blottede pikhoved. Ng slap hunden løs igen. Den styrtede hen til Per og begyndte at sutte hans stive pik.

Per selv stod helt stille. Han var kridhvid fra top til tå. Han havde ikke engang nogen form for skamrødme. Øjnene var lukkede. Han lignede mest af alt en marmorstatue.

—————

– Nå Per, nu skal vi ud at køre igen, hvor skal vi hen? Hjem til mig, hvor du fortæller mig hele historien uden at lyve, eller til politistationen. Hvis du kommer der, kommer du ikke hjem de første 12 år. – Hjem til Dem. Ikke politiet.

Han var total nedbrudt. Jeg kunne begynde at pille sandheden ud af ham. Om ham selv og især om tvillingerne.

—————

Vi tog hjem til mit lille skjulested. Per var ved at komme sig, men stadig rystet. Jeg gav ham lov til at tage sit eget tøj på, og instruerede ham om at blive i lejligheden, medens jeg gik ned for at bestille mad. Da jeg kom tilbage, var fuglen fløjet! Jeg bandede højlydt. Jeg havde faktisk forsøgt at vise drengen tillid, men var blevet skuffet. Jeg så i ånden en triumferende madame Li, en skuffet Bernkopff, hvis protege havde svigtet, og en rasende Viertbaum, der måtte se sin kaution forsvinde ind i den malaysiske statskasse. Men pludselig kom han ind ad døren. – HVAD FANDEN BILDER DU DIG IND? råbte jeg. – Jeg var bare nede og købe smøger. Han var godt klar over at den var gal. – Hvor fik du penge fra til det? Jeg… jeg lånte nogle, der lå på bordet. Jeg blev rasende. – Enten er det tilbage til fængslet NU, eller det er en kæmpe endefuld. Hvad vælger du? – Giv mig røvfuld. Undskyld hr. ambassademand. Godt, du får en omgang, som du sent vil glemme. I øvrigt når du taler til mig hedder det SIR. Ja, Sir eller nej Sir. Forstået? Ja… Sir.

Hans nyopbyggede selvtillid havde fået et knæk, og han mumlede for sig selv: – Hvorfor laver jeg altid lort?

—————

Vi spiste i tavshed, og så begyndte forhøret. Hvad skulle de 30.000 dollars bruges til? Hvorfor havde tvillingerne hash på sig? Var der mere hash, og hvor var den nu. Viste Per noget om, hvem der var leverandør? Spørgsmålene fortsatte. Per var bleg og rystede over hele kroppen. Tårerne løb ned af ham, og til sidst kunne han næppe tale klart og sikkert, heller ikke tænke klart. Nu stod det klart. Tvillingerne skulle købe hash, men var kommet op at skændes med sælgeren, som de mente havde snydt dem. Alle tre havde været fulde, og Samuel havde været aggressiv og begyndt at spraye. Da de hørte politisirenerne, havde Peter skyndt sig at give Per hashen og bedt ham skjule det. – Hvor er det nu? – Det ligger bag et transformatorskur i Klosterparken. – Så du hvem sælgeren var? – Det var ham munken. – Hvem? Ham med aberne? Abeprioren… Det var interessant…

– Per, vi skal ud at gå en tur med mr. Ng og Chow.

—————

En time senere var vi hjemme igen medbringende en indkøbspose med adskillige små poser indeholdende et hvidt pulver, som Chow begejstret snusede til. – Egentlig burde Chow jo have en belønning… Per blev helt bleg. – Nej Sir… Nej, I må ikke. Ikke igen Sir. Lad mig slippe. PLEASE! – Godt, du slipper, men vi har mere at tale om. Chow får et stort kødben i stedet.

Per åndede lettet op. medens Chow, der sad på bagbenene og stirrede på Pers skridt, så skuffet ud.

—————

Mr. Ng gik medbringende Chow. Jeg stirrede på Per. – Er du rablende sindssyg? Hvis politiet havde fundet det med dine fingeraftryk, var det 12 år, uden at hverken ambassade eller konsulat havde kunnet redde dig. Og tro ikke, at familien Virtbaum ville have rørt en finger. Jeg så på ham. Pludselig rørte der sig noget i mig. Herregud et sølle væsen. Ikke udrustet hverken med større intelligens eller opdragelse. Kynisk udnyttet af de rige og ældre tvillinger, der var parat til at dumpe ham, når de ikke længere havde brug for ham. Per Jensen fortjente mere medlidenhed end straf. – Sir… Sir, hvornår skal jeg have røvfuld? Han så resigneret på mig. – I morgen, efter morgenmad. Jeg er for træt nu. Gå i seng, og glæd dig.

Han adlød. For en sikkerheds skyld lænkede jeg hans ene håndled til en sengestolpe med mine lånte håndjern, hvorefter jeg satte mig til at skrive min rapport til ambassadør Bernkopff. Der var nok at fortælle.

—————

Morgenmaden forløb i tavshed. Jeg spiste med god appetit. Per bare nippede til maden og drak en slurk kaffe.
Jeg havde kikket ind til ham i nattens løb. Han lå nøgen på lagnet uden noget over sig. Han talte i søvne, medens han vred sig: – Jeg VIL ikke… jeg tør ikke… lad mig slippe… Ikke på min røv!

—————

– Strip! Han havde prøvet det før. Blikket var resigneret, da tøjet dalede ned foran fødderne. Der var intet at stille op. – Har du fået endefuld før? – Ja af min mors ven, når han er hjemme. Han slår mig med en rem. – Ræk mig den rulle Gaffa tape, der ligger på bordet. Jeg bandt hans hænder på ryggen med tape og satte et stykke over munden. Nu var der fred… delvis. – Op med pikken. – Jeg kan ikke… Sir, lød det inde bag tapen. – Skal vi hente Chow? Forbløffende hurtigt begyndte hans pik at rejse sig, til den stod stiv og strittende ud fra sin ejermand. – Læg dig over mine knæ. Han lagde sig, med nosserne og den stive pik mellem mine knæ. -ÅÅÅÅÅGH! Han udstødte et dæmpet skrig, da jeg klemte knæene sammen. Hånden gled ned ad den varme ryg. – Spred benene. Hånden søgte ind i revnen. – OOOOOOHHH… AUUUUGH! oooooooooovvvv!

Jeg har prøvet det før hvilket Abbas, min houseboy på Borneo kan bevidne (se Det gør så ondt Tuan). Jeg tænkte på ham og ærgrede mig over, at jeg ikke havde mit gamle militærbælte med. Det havde gjort god gavn på Abbas, og ville også have gjort det på Per. Men man kan også udrette en del med hånden. Per vred sig og hylede bag Gaffa-tapen, medens han sparkede vildt.

– AAAVVVVV… IIIIIIIHHHHHHH!… Min ende NEJ NEJ. Ikke mere!! Om sider blev jeg færdig. – Rejs dig! Jeg tog tapen af ham. Han begyndte at græde samtidig med at han gned sine baller desperat. – Jeg går nu, men når jeg kommer tilbage, får du en ny omgang. Det her var kun første del!

For en sikkerheds skyld lænkede jeg ham til sengen. Så kunne han vælge, om han ville stå op eller ligge ned. Hvis han valgte det sidste, ville det garanteret blive på maven.

—————

Jeg havde meget at lave. Først til konsulatet med hashen til opbevaring i et pengeskab. Så gjorde det ingen skade, og skulle politiet få mistanke, var det diplomatisk område, uden for deres rækkevidde. Så møde med Young. Hvordan skulle vi udnytte vores ny viden om abeprioren og hashen til at slå en handel af? Skulle vi gå direkte til Madame Li’s foresatte statsadvokat Nue?

Til sidst en tur til varetægtsfængslet, for at høre tvillingernes version.

—————

I fængslet mødte der mig et mærkværdigt syn. Den før så aggressive Samuel, mødte mig med en blanding af raseri, forbløffelse og frygt. Ligesom Per, klamrede han sine hænder til sin ende. – De slog mig. Det kan de ikke. De må ikke. Det gør ondt! nærmest hulkede han. – Tag dit tøj af. Nå, kom i gang, ellers henter jeg en betjent. Skjorten kom af, og snoren til hans shorts blev løsnet. Det var første gang jeg så Samuel Virtbaum helt nøgen. Hans krop svarede til beskrivelsen. Helt perfekt. Ikke et ar eller en skramme på huden. En let farve, som af solbrændthed, over alt. Han forsøgte at skjule skridtet med hænderne. – Væk med hænderne. Få dem op over hovedet! Selv hans rødmen var perfekt, men ligesom Per, kunne han ikke skjule sine drifter. Hans pik begyndte at rejse sig ukontrollabelt, indtil den stod skråt op i en vinkel på 45 grader. Kun én ting var ikke perfekt. HANS RØV! Den var nærmest blå og gennemfuret af ophovnede striber, der havde blødt. Den smukke Samuel Virtbaum havde fået de 2×4 spanskrørsslag, som retten havde idømt ham. Desuden var hele huden på ballerne og et stykke af lårene dækket at noget gult. Jeg vidste hvad det var. Mine lastbilschauffører havde fortalt mig om det. En desinficerende væske, som måske er effektiv, men som svier af h… til, næsten værre end spanskrøret. – Hvad skete der? spurgte jeg Peter. – De hev ham ned i gården. Han pegede ud ad vinduet. Der lagde de ham på bænken, på maven med en pude under, så hans ende strittede op. Så bandt de ham med nogle remme og hev hans skjorte op til albuen. Bukserne blev hevet af, og en mand lagde en pude over hans lænd for at beskytte nyrerne. De første 4 slag fik ham til at hyle i vilden sky. Han skreg på mor, lovede at være artig, men lige lidt hjalp det. Så var det pause. De næste 4 var næsten værre. Han skreg ikke, men stønnede bare højt. Blodet løb ned over bænken. Peter så på mig. – Tror De vi får flere? – Jeg ved det ikke, men det afhænger af, hvordan I opfører jer. Nu vil jeg have sandheden om jeres hashhandel. Det var igen Peter, der førte ordet. De ville have købt hash af abeprioren, men var kommet op at skændes. Samuel var gået grassat og politiet var kommet. Peter havde nået at give posen med hash til Per og bedt ham skjule den. – Hvordan ville I have fået stoffet ud af landet? – Vi ville have skjult det i Pers bagage. – Og hvis han var blevet opdaget? Peter blev tavs og vendte hovedet bort.

Jeg havde hørt nok, jeg var ved at koge over af raseri.

—————

Hjemme ventede Per. Uden et ord tog han tøjet af. – De behøver ikke binde mig Sir, jeg skal nok ligge stille. Tavs lagde han sig over mine knæ. Han rystede over det hele. Fra de fregnede skuldre til den røde røv hvor mine fingeraftryk stadig var synlige. Han fik det samme som sidst, måske endda mere. Han bed tænderne sammen. Alligevel kunne han ikke tie stille. En blanding af gråd og skrig undslap ham medens kroppen vred sig. – Sir. Stop. Ikke mere. Undskyld… NEJ. ÅÅÅÅÅGGGGHHHH! Omsider lod jeg ham slippe. Han havde lært lektien! Nu var det bare at tackle madame Li. Det var ikke mig der havde svoret på at sige “Sandheden, hele Sandheden og kun Sandheden.” Tværtom kan sandhed være farlig og bør omgås med varsomhed.

Læs slutningen HER