Tavshedens pris

Ude i skoven findes et sted, som er helt mit eget. Et sted som ingen kender til – troede jeg da! Det er der jeg trækker mig tilbage til, når jeg skal tumle med problemer, der ligger dybt nede i mig, på steder hvor jeg normalt ikke kommer. Selve stedet er langt inde i skoven. Det har engang været et skovløberhus, men nu er der kun et fundament og ruinerne af en skorsten. Foran har der været en have, nu er der kun et bord tilbage. Lavet af solide egeplanker og formodentlig det eneste der vil stå tilbage, når alt andet er forsvundet. Skovløberen har vidst hvad han gjorde, da han valgte materialet og tømrede bordet sammen. For enden af haven er der et vandhul næsten tilgroet med et pilekrat. På den anden side af ruinen er der et brombærkrat, og inde bagved er min “plet”. Et sted med blødt græs og en lille tue, hvor jeg kan hvile hovedet når der er faldet ro over mit sind og verden igen er begyndt at dreje normalt.

Sådan var det også forleden. Verden var faldet i lave igen Der stod kun tilbage et lade hovedet hvile på tuen og lukke øjnene.

———————-

Da jeg vågnede, hørte jeg stemmer. Foran bordet stod to mænd. En ældre ca. 40-45 år, ikke ret høj, muskuløs. Han kunne godt trænge til en omgang med en barbermaskine. Den anden var noget yngre, omkring de 25. Han var solbrændt, håret var sort og let krøllet. Så vidt jeg kunne bedømme på afstand havde han dybbrune øjne. “Har du noget at sige?” spurgte den ældre. Den unge svarede ikke engang, men rystede på hovedet. “Du kender konsekvensen.” Den unge sagde stadig ingenting, men begyndte at løsne sit bælte. “Du behøver ikke at tage bukserne af. Du får simpelthen så mange tæsk at det er ligegyldigt om du har noget på eller ej. Læg dig over bordet stræk armene frem og hold fast i kanten.” Manden gik ned til vandhullet og skar en fire fem pilekviste af. Med en lommekniv snittede han dem til så de var parate til deres ny funktion… SOM SPANSKRØR! Da han kom tilbage lå den anden lydigt bøjet over bordet. Armene var strakt frem og hænderne holdt fast om den modsatte kant. Han havde en grå T-shirt på med indskriften YALE UNIVERSITY på ryggen. Den var gledet op så der var et bart stykke brun hud inden cowboybukserne. Disse var stramme, især over ballerne, og det at han bøjede sig, fik dem til at stramme endnu mere. Det var som trommeskind trukket over en ung røv, der nu ventede på sin straf. “Du har stadig ikke noget at sige? Sidste gang! Godt du får så mange tæsk der kan ligge på din røv. Det vil sige 100… OG DU TÆLLER HVERT ENESTE SLAG… HØJT! Springer du nogen over, begynder vi forfra.

Husk på vi er alene. Ingen kan høre dig.”

————————————

SWITCH… EEN. Det første slag ramte på de spændte cowboybukser, lige midt på røven. SWITCH… TO. Det næste. Manden lagde kræfter i slagene. Armen helt tilbage, og så kom pilekvisten susende. Fem..seks..syv. Den unge mand sagde intet udover at han talte slagene. Femten..seksten. PYYYH! Ååågh. Nu kunne det mærkes. Han stønnede medens ballerne vred sig, men stadig sagde han ikke noget. Den ældre mand tog sin vindjakke af og lagde den på bordet ved siden af den anden. Ved de 30 slag skiftede han pilegrenen ud med en ny og frisk. Otte og fyrre. Aaaagh iigh. Den unge kunne ikke holde smertesundbrudene tilbage, han skreg ikke. Men en undertrykt stønnen og jamren kom over hans læber. HALVTREDS… NEJ… NEJ! Han vred sig fra side til side. Hænderne var fast knugede om bordkanten. Knoerne var kridhvide. Det gav et smæld hver gang kæppen ramte det udspændte stof. Man kunne tydelig se omridset af hans baller inden under. Der tegnede sig nogle mørke streger på det blå stof. Fem… fem.. og tres AAAGH!!! Seksogtres. Åååågh! Han var begyndt at hoppe op og ned for hvert slag, der ramte ham. LIG STILLE! Ellers binder jeg dig. Ved halvfjers gjorde han alvor af det. Hænderne blev bundet sammen og tøjret til bordet. Samtidig skiftede han spanskrør endnu engang. AUUUGH, AUGH. ÅÅÅÅGH! Fra nu af gik det over i en kontinuert jamren, kun afbrudt af tallene. En og firs..to og fiiiirs! Auuugh! Han rørte sig næsten ikke, kun benene sparkede fortvivlet, når et nyt slag ramte ham. To og halvfems. Ooogh!… tre og halvfems iiigh. … ni og halvfems. HUNDREDE! Manden holdt inde. “Har du stadig ikke noget at fortælle?” Han fik ikke noget svar. Kun en hovedrysten fra den unge mand der lå med ansigtet presset mod bordpladen medens tårerne strømmede ned over kinderne. “Godt. Så må du selv tage ansvaret.” Manden tog sin vindjakke på, løsnede rebet fra bordet og begyndte at gå.

Snart var han forsvundet i krattet.

————————————————

Den unge mand lå først ubevægelig. Så trak han arme til sig og begyndte at løse knuden om sine håndled med tænderne. Så rejste han sig forsigtigt indtil han udstødte et brøl: “AUW… NEJ DET KAN MAN IKKE. MIN RØV. MIN ARME RØV DET GØR SÅ ONDT!” Han kunne næppe stå på benene for smerte og hylede højt, overbevist som han var, om at ingen kunne høre ham. “Nej nej jeg kan ikke. Auuw! det gør ondt!” Langsomt prøvede han at trække de stramme bukser af. Centimeter for centimeter kom de ned. Først over hofterne, så over de opsvulmede balder. Det gjorde øjensynligt ondt… meget ondt! Han græd og græd, men ned kom de da. De lagde sig omkring hans ankler. Inden under havde han et par tynde hvide underbukser. De var fulde at røde pletter og striber med blod. De nærmest klæbede til hans hud. De kom også af. Men under endnu højere smerter og skrig. NEJ JEG KAN IKKE. ÅÅÅÅGH. HOLD OP. Han hylede endnu værre end før. Til sidst stod han med nøgen underkrop. Hvad der før havde været en fast ung røv var nu et par store kødklumper med en farve som en brandbil. Til trods for to lag tøj havde pilekvistene trukket dybe blå striber over enden. Den gamle havde slået hårdt! Han tog begge par bukser helt af og begyndte at gå rundt på græsset med stive bevægelser kun iført T-shirt medens hans hænder krampagtig holdt om balderne. Han endte nede ved vandhullet hvor hen forsøgte at pjaske koldt vand på de gloende legemsdele.

Så kom han tilbage og lagde sig over bordet, medens han græd sagte.

————————————————–

Jeg forlod stedet. Han ville alligevel ikke blive sig selv den første time eller to. Jeg spekulerede på hvad der lå bag ved hele denne historie. En ung mand der havde betalt en høj pris for sin tavshed!

TAVSHED… OM HVAD?

—————————————————————–

Et par uger senere var jeg derude igen. Oplevelsen med den unge mand kørte stadig rundt i hovedet på mig. Hvad havde han gjort siden han skulle have så mange tæsk… og så hårde. Hvem var han? Noget fangede min opmærksomhed. I græsset ved bordet lå et medlemskort til en sportsklub. Det var åbenbart faldet ud af bukserne, da han krængede dem af. Det gav både min “vens” navn og adresse sågar hans alder og telefon nummer; Thomas Hult – Kikhanen 22, – 23 år gammel.
Nu er problemet blot. Skal jeg kontakte ham. Skal jeg fortælle ham hvor jeg har fundet det og hvor meget jeg så hin dag? Det er fristende. Jeg hader uopklarede mysterier. Telefonen står foran mig og for mit indre høres stadig AUUUGH…..AUWW DET GØR SÅ ONDT.

NYT INDLÆG

Jeg stirrede stadig, dels på telefonen dels på legitimationskortet der gav mig alle oplysninger om den unge mand i skoven. Thomas Hult. 23 år gammel. Endelig gav jeg efter. Jeg både så og hørte ham for mig. Hans forsøg på at ligge stille medens han fik sine 100 rap med pilekvisten. Det var mislykkedes… delvis. Han havde vredet sig som en orm under afstraffelsen, medens han forsøgte at få kontrol over sin stemme. “En… en og halvfjers. To og halv… halvfjerds. NEJ. Ååååågh!

Og til sidst hvor han forsøgte at krænge sine bukser af, ned over den stribede røv. Noget der var endt i hyl, som han ikke havde troet.

“Det er Thomas.” Stemmen var nysgerrig. “Du kender mig ikke, men jeg har noget du har tabt.” Lang pause, mon han allerede var klar over, hvor det var sket, og endnu værre at nogen havde set, hvad der havde fundet sted og hørt hans skrig. “Er det mit medlemskort. Hvem er du, og hvor har du fundet det?” Stemmen var direkte ængstelig. Hvor meget vidste jeg? “Ja, og du ved godt, hvor du tabte det. Nu fortæller du mig, hvorfor du fik 100 rap over røven, og hvem den gamle mand var. Ellers…” “Nej, nej De må ikke sige det til nogen. Lad mig få kortet tilbage. Hører De. De må ikke…” Stemmen var desperat. “Godt, Fortæl!” “Jeg hedder Thomas og min familie stammer fra Balkan. Vi er min far og mor, 4 søskende samt min onkel med familie. Onkel er vores overhoved. Vi er alle ortodokse kristne og strengt opdraget, onkels ord er lov. Så blev jeg forelsket i en pige fra Balkan. Men hun er muslim! Familien fandt ud af det og blev rasende, især min onkel. Jeg nægtede at sige hvem det var, jeg var bange for hendes liv. Jeg fik så mange tæsk af mine brødre og fætre, men det lykkedes mig at tie stille. Til sidst gav de op, men min onkel satte mig stævne ved den gamle ruin. Han er overhovedet, så jeg adlød. Selvom jeg frygtede for hvad han ville. Min onkel er en streng mand, men han er også retfærdig. Han forsøgte med det gode, og fortalte mig at han på en måde beundrede min standhaftighed, men at jeg måtte vælge. Enten oplyse navnet på pigen og forlade hende, eller blive udstødt af familien. Jeg valgte det sidste, og han endte med at sige: “Godt du får en sidste chance, og en straf som du ALDRIG vil gemme, og så vil vi aldrig se dig mere.” ”Det var den De så. Jeg vil aldrig glemme den. Jeg havde ikke troet at noget kunne gøre så ondt. Vil De ikke nok sende mig kortet eller ødelægge det, så Jasmin og jeg kan leve et normalt liv.” “Ha, der røbede du dig. Hun hedder Jasmin!” Der lød et gisp i den anden ende. “Åh nej. Hvad har jeg gjort?” “Bare rolig. Jeg sender kortet i morgen, og jeg skal nok holde mund.” “Tusind tak hr. Mange tak. De har gjort mig så glad.

”Aldrig har jeg hørt så lettet en stemme.

————————————– Så nu kender jeg hans navn, hvor han bor og navnet på hans pige. Samt årsagen til hans straf. Men det det bliver hos mig.

Han har lidt nok for sin trofasthed og kærlighed… Thomas Hult, 23 år.

JESPER