Tattoo
Denne novelle kan læses individuelt, men er en del af en serie som du finder HER

Resumé:
Iben er logerende os præsten Rebekka, men en lidt speciel logerende – en dominerende logerende. Og det passer Rebekka fint, der nyder at nogen holder orden i hendes liv… og underliv. 

           Iben og Rebekka sad over frokosten. Det var søndag. Rebekka havde overstået dagens gudstjenester. Det var lunt og lækkert i præstegårdens køkken, mens efterårsregnen piskede mod ruderne. Rebekka var glad for, at man bare kunne tænde for varmen. Hun havde trukket nederdelen op om livet, som Iben ville det, og havde endda fået lov til at sidde på en almindelig stol i stedet for “hendes” stol med pigge. Iben spiste tavs og funderede over sin lykke at have fundet Rebekka. Der var meget, der havde ændret sig, ikke blot for Rebekka, men også for Iben. Her på det sidste var Iben flyttet ind i soveværelset, mens Rebekka var flyttet ind i et lille, spartansk kammer med en gammeldags metalseng. At Rebekka så ofte endte i Ibens seng, fordi hun fik lov, ændrede ikke ved, at det egentlig er et godt billede på, hvordan deres forhold var. Og de var begge glade. Men der var et enkelt punkt, hvor Iben var utilfreds. Og hun vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle tackle det. Måske skulle hun bare snakke med Rebekka om det. “Sveske?” sagde hun. Rebekka kiggede op. “Jeg er rigtig træt af din tatovering. I-B-E, Idas og Banes ejendom… Jeg kan mærke, det irriterer mig hver gang, jeg beskæftiger mig med din ellers lækre fisse.” Rebekka rødmede let. Iben vidste, at Rebekka syntes at tattooen var direkte pinlig. “Ja?” svarede Rebekka forsigtigt. “Se,” begyndte Iben igen, “Jeg har talt med en tatovør og…” “NEJ!” afbrød Rebekka hende hårdt og bestemt og med en bevægelse, der fik bjælderne om hendes håndled og ankel til at larme. De bjælder, som Iben forlangte, Rebekka skulle bære hjemme. Noget underligt noget, syntes Rebekka, der ikke desto mindre efterkom ordren. I et splitsekund måtte Iben tænke over situationen med Rebekkas nej, før hun rykkede sin stol ud og sagde: “Over mit knæ!” Rebekka kom ikke i bevægelse, undtagen munden: “Jamen, jeg behøver ikke … i vores aftale…” Og mens Rebekka fortsatte sin ordflom, rejste Iben sig med et stille “ok”, gik til skuffen med køkkenredskaber, fandt en grydeske, gik tilbage til bordet, tog fat i Rebekkas hår, trak hende hen til sin stol, hvor hun satte sig og trak Rebekka ned over sit knæ. Rebekka havde indstillet ordflommen og havde indset, at lige nu var modstand ingen god ide. 20 hårde slag senere fik Rebekka lov til at rejse sig. “Må jeg sætte mig på køkkenstolen?” spurgte Rebekka. Til Rebekkas fortrydelse rystede Iben på hovedet. Men Rebekka havde ikke ret meget lyst til at sidde på piggestolen lige nu. “Må jeg sidde på dit skød?” spurgte hun så med så meget smil, hun kunne klare. Iben sukkede. Rebekka formåede ofte at nedbryde Ibens forsvarsværker med sit smil og sine skæve indfald, så Ibens vrede bare kunne forsvinde i ingenting. Hun smilede tilbage og nikkede. Rebekka satte sig forsigtigt. Der kom et smertensstøn over Rebekkas læber, da Iben drillende vippede lidt med knæene under Rebekkas forslåede ende. “Jeg får seriøse blå mærker af det her,” tilføjede hun. “Ja. Og hvorfor fik du denne straf?” spurgte Iben pædagogisk. “Ja, godt spørgsmål. Husker du vores aftale: Mærker skal forsvinde efter en uge. Det gør tatoveringer ikke!” svarede Rebekka og lød en smule forurettet. Iben nikkede. “Men i bedste teenagetværhed lader du mig ikke tale ud; og bagefter efterkommer du ikke en direkte ordre. Det har jeg i hvert tilfælde lov til at straffe. Så jeg vil råde dig til at pakke teenageren væk og reagere mere afdæmpet! Kan vi så tale nu, eller skal jeg gøre det mere klart?” Iben lød vred. Og når Rebekka tænkte efter, var det med god grund. “Jeg skal nok opføre mig,” sagde hun alvorligt.” “Den der tatovering … jeg har altså talt med en tatovør om den. Ikke, fordi jeg ville befale noget; men jeg kunne godt tænke mig at kigge på noget andet end “I-B-E”. Så jeg har tænkt, at du fik tatoveret noget henover. Og så har jeg tænkt sådan her. For du skal ikke have nogens navn tatoveret.” Iben rakte Rebekka en skitse. “En blomme?” spurgte Rebekka forundret. “En sveske, Sveske,” rettede Iben. “Sådan, at du alligevel kan se, at jeg er din sveske, åbner mig for dig som en sveske og smager godt?” spurgte Rebekka. Iben fnisede. “Det med smagen havde jeg ikke tænkt på,” svarede hun. “Det er mere sofistikeret end ‘I-B-E’,” bemærkede Rebekka, “det skulle ikke være umuligt at forhandle med mig om.” Rebekka smilede underfundigt. Denne drejning overraskede Iben. “Og hvad forlanger du?” Rebekka grinede: “Jeg forlanger, at du kommer med et udspil!” Iben tænkte længe. På hendes udtryk kunne Rebekka se, hvordan hjernen arbejdede. Desværre, syntes Rebekka, blev udtrykket ikke lysere. “Jeg håber,” famlede Iben langt om længe efter ordene, “at dit forslag var sådan lidt i sjov.” “Hvorfor?” spurgte Rebekka, mens Iben ledte efter flere ord. “Fordi du kunne have sagt ja, du kunne have sagt nej,” forklarede Iben, “du kunne have sagt ‘det må jeg tænke over’. Men du svarede det, en tvær teenager svarer, når man spørger, om hun hjælper med opvasken, nemlig: ‘hvad får jeg for det?” Rebekka nikkede: “Jeg kan godt høre, at det kunne høres sådan. Det er bare …. det er en stor ting at lade dig mærke min krop for altid. Og inden jeg siger ja, vil jeg egentlig bare gerne vide, om det er noget, du sætter pris på… om det er noget, der er noget værd for dig! Men jeg fik vist pakket det budskab ind, så man ikke kunne genkende det. Undskyld.” “Undskyld selv. Dårlig kommunikation kræver vist to parter,” Iben sendte Rebekka et småbedrøvet smil og tog hendes hånd. “Men jeg vil også sige, at det ville have været en flad fornemmelse at ‘værdsætte’ den med for eksempel den ærmeløse, hvide skjorte med blonder på skuldrene, du viste mig i centeret forleden. Men jeg vil meget gerne tage den af dig, når du har haft den på i regnvejr uden noget under og varme dig bagefter!” Rebekka smilede forelsket. “Hvor er du altså nogle gange udspekuleret!”  Efter en lang pause, hvor de kiggede hinanden i øjnene, fortsatte hun: “Bestiller du tid?”

Ibens smil blev større, mens hun nikkede.

  “Nå,” sagde Rebekka og gjorde mine til at rejse sig, “der står jo også i bogen, at jeg skal dyrke motion!” “Du er svært inde i regler og aftaler i dag,” bemærkede Iben. “Det er jo mig, det går ud over, når jeg ikke er,, svarede Rebekka med et blink, “og desuden, må jeg indrømme, at jeg ind imellem læser i den.” “Gør du?” Iben var overrasket. “Jeg bliver så tændt,” indrømmede Rebekka, og følte sig lidt, som hun troede en skoledreng følte sig, hvis mor lige har fundet hans pornoblad. “Sig mig lige: Onanerer du så?” ville Iben vide. “Jamen…,” sagde Iben og kiggede spørgende på Rebekka. “Det står ikke i reglerne,” kunne Rebekka genert oplyse. Iben smilede. “Det må jeg lige tænke over,” sagde hun, “men der er også noget andet med regler, vi skal snakke om. Du ved jo, at når der er risiko for, at andre opdager noget, skal sex m.m. være godkendt af dig.” Rebekka nikkede. Iben fortsatte: “Torsdag får jeg jo besøg, der bliver til mandag morgen. Det er Sif, min gamle skoleveninde og nuværende papmor, og Solbjørg, min ex. Vi skal lave musik sammen. Men hele weekenden er der nogen i huset. Og derfor har du nærmest fri. Selvfølgelig er du opmærksom værtinde og taler pænt. Men alle regler og ordrer er sat i bero.” Der blev et øjebliks tavshed. Rebekka så ikke glad ud. “Kan man stole på dem?” Iben nikkede. “Så kunne jeg jo godkende, at vi godt kan have sex, når de er her,” foreslog Rebekka, “Vi kan jo bare passe lidt på.” Iben rystede på hovedet. “Nej. Jeg gider ikke huske, hvem, hvor længe og hvad du har godkendt. Jeg ved godt, hvorfor du har det forbehold; jeg kan godt forstå det og det er ok. Men jeg gider ikke halve løsninger. Enten stoler du på min dømmekraft, også på det punkt. Eller også gør du ikke.” Rebekka så tænksom ud, da hun rejste sig. “Jeg tager en løbetur i regnvejret. Så kan jeg tænke. Jeg synes lidt, at i dag trækker tæppet væk under mig.”

Iben nikkede.

Da Rebekka kom tilbage var hun gennemvåd af regn og sved. Prustende og dryppende stod hun i entreen. “Du har vist rigtig givet den en skalle, Sveske,” konstaterede Iben. Rebekka nikkede. “Ren terapi,” fik hun fremstønnet.

Iben tog hendes hånd og trak hende op til badeværelset. Her tog hun Rebekkas tøj af og skubbede hende blidt ind i brusekabinen. Med en tilfældig bh blev Rebekkas hænder fæstnet til bruserstangen. Så åbnede Iben for det livsalige, velgørende, varme vand. Et øjeblik efter smuttede Iben nøgen ind i bruseren også. Blidt og nænsomt vaskede hun Rebekka. Da hun nåede den forslåede numse sendte Ibens fjerlette bevægelser ilinger igennem hele Rebekkas underliv. Rebekka var så tændt. Mellem benene slikkede Iben Rebekka ren, ikke kun den pæne side. Røvhullet, hver en hudfold i klitten, skamlæberne blev slikket med en engels blidhed og tålmodighed. Samtidig mærkede Rebekka nogle fingre i sig, og hun kunne intet gøre, ud over at nyde, svømme hen og komme langsomt og intenst.

“Jeg blev liderlig af det her,” fortalte Iben, da hun løsnede Rebekka. “Jeg er glad for, du ikke er helt upåvirket,” smilede Rebekka. “Du skal gøre noget lækkert nu,” sagde Iben. “Bage kage?” spurgte Iben med et drillende smil. “Med mig … Du skal gøre noget lækkert med mig … ved mig,” uddybede Iben. “Og der er ingen instrukser om, hvor og hvordan?” ville Rebekka vide. Iben tænkte lidt, rystede smilende på hovedet, og forklarede: “En af ulemperne ved at bestemme er, at det hele nemt bliver forudsigeligt.” “Det har jeg aldrig tænkt på,” indrømmede Rebekka, der var begyndt at tørre Iben; “men jeg skal nok efterkomme din ordre og gøre noget lækkert ved dig.” Og da de var tørret, fortsatte Rebekka: “Vil du vente i soveværelset, på sengekanten, med bind for øjnene, spredte ben og overkroppen lænet lidt tilbage?” spurgte Rebekka. Selvfølgelig kommanderede hun ikke. Men det var hendes oplæg til, hvordan hun ville opfylde Ibens ordre. Iben nikkede, smilede og smuttede. Rebekka tørrede sig selv, samlede nogle ting sammen i køkken og badeværelse. Hun tog bakken med op. På bakken var noget barbergrej, noget olivenolie, to asietter, en bagepensel i silikone, en teske, en skål lunkent vand og et håndklæde. Desuden var der et lille glas chilipasta. Iben havde siddet og lyttet. Hun havde hørt bjælderne gå ned af trappen. Lidt senere kunne hun høre dem komme op ad trappen, langsomt, forsigtigt. Hvorfor, tænkte Iben. Nu kunne hun høre Rebekka komme ind i soveværelset. Synet, der mødte Rebekka, var smukt og betagende. Ibens slanke krop sad lænet tilbage, så lår og overkrop næsten dannede en linje i en vinkel på 45 grader på sengen. Hendes numse var skubbet helt frem til sengekanten, benene spredt og afslørende Ibens trimmede kusse, der ikke var uplejet, men barberingen var ikke fra i dag. Hendes arme støttede bagud, hendes øjne var dækket af et farverigt tørklæde. Hendes faste bryster bevægede sig i takt med den anspændte vejrtrækning. “Hvad har du?” spurgte Iben. “Hvis du virkelig vil vide det, fortæller jeg det. Men jeg tror, det er sjovere, hvis du ikke ved det,” svarede Rebekka.

Iben nikkede. “Ok,” sagde hun.

“Er det så slemt?” spurgte Iben, da Rebekka begyndte at sæbe hendes køn ind. Iben mente bestemt ikke, at hun havde ladet det gro til. “Nej,” svarede Rebekka, der gjorde sig umage med at nå ud i alle krinkelkroge. “Du bliver bare så dejlig følsom.” Iben mumlede samtykkende, en smule uvant med den allerede uvante situation bare at tage imod uden at have kontrollen; selv om hun da godt vidste, at bagved havde hun kontrollen fuldt ud. Nogle af Rebekkas bevægelser bevirkede dybe suk fra Ibens side. Og ved det afsluttende kys på klitten, da Rebekka var tilfreds med barberingen, gav det et gib i hele Ibens krop, og et overrasket hvin kom over hendes læber. I tavshed hældte Rebekka så olivenolie i den ene asiet. Så puttede hun en teskefuld chilipasta i og rørte den ud. Ibens høresans var i højeste beredskab, og hun kunne ikke regne ud, hvad der foregik. Hun vidste heller ikke, hvad det var, da silikonepenslen ramte hendes brystvorter, drillende, pirrende. Men da penslen ramte hendes følsomme skød, føltes det helt vildt. Og lidt efter mærkede Iben det. Det blev varmt i hendes brystvorter og skamlæber. Mærkbar varmt uden at brænde. Rebekka smurte sine fingre med ren olivenolie. Da Rebekkas olieindsmurte fingre så ramte de følsomme, blodfyldte, varme skamlæber, føltes det helt vildt. Det, Rebekka så foretog sig, var ret almindeligt: Hun fingerkneppede Iben med to fingre inde i hende og to fingre udenfor hende til at tage sig af Ibens skamlæber, mens den anden hånd nussede de følsomme brystvorter. Men i den kombination med følsomheden, varmen, blindheden, var det så vanvittig intenst, at Iben kom hurtigt og voldsomt. “Tak,”  sagde Iben, der havde fået fat i Rebekkas hoved og trak hendes læber mod sine. Da Rebekka løsnede sig efter et langt kys sagde hun: “Iben; vil du så gå med til, at jeg skriver en bemærkning i min bog til reglen om, at sex, der involverer andre, eller hvor der er risiko for det, skal godkendes af mig; at jeg skriver, at indtil videre forhåndsgodkender jeg det, hvis du skønner, at det er forsvarligt? Ville det være ok?” Iben nikkede og smilede. Med en smidig bevægelse væltede hun Rebekka om i sengen. “Du er så sej! Men glemte du ikke noget?” spurgte hun grinende, idet hun tog tørklædet af. “Jo. Må jeg godt komme i din seng?” spurgte Rebekka artigt. Iben nikkede. Pigerne lå sammen en stund, før Rebekkas utålmodighed trådte frem. Hun måtte ned og skrive i kinabogen med ordrer og aftaler. Da Iben havde taget tøj på og gik ned, kunne hun høre, at Rebekka var i stuen. Hun sad bøjet over kinabogen. “Er du klar over, hvor følsom jeg er forneden?” spurgte Iben, da hun trådte ind. “Jeg håber ikke, det er ubehageligt,” svarede Rebekka smilende og kiggede op fra bogen. “Nej. Men trusser er ikke så rart, må jeg konstatere, men i øvrigt risikerer du nok bare, at jeg bliver fuldstændig vild!” Med et suk greb hun under sin nederdel og tog trusserne af. Rebekka smilede frækt, men vendte så sin opmærksomhed på bogen. Iben gik hen ved siden af Rebekkas stol for at kigge, hvad Rebekka havde skrevet. Rebekka kiggede spørgende op på Iben, som læste og nikkede. Efter at have kigget lidt mere, konstaterede Iben grinende, at hun virkelig havde glemt at skrive, at Rebekka ikke måtte onanere. “Og,” fortsatte hun smilende, “jeg har heller ikke skrevet, at du ikke må knalde med graveren.” “Det behøver du heller ikke,” udbrød Rebekka ved tanken om den lille tykke mand. Så begyndte hun at hulke af grin.

Da grinet var stilnet af, mærkede Iben pludselig en hånd på sin balde under nederdelen. Hun sukkede hæst, men lod det ske. Et øjeblik var de bare sammen i stilhed. “Jeg vil mærke din tunge, Sveske!” Ibens hvisken havde en luftig og lysten klang. Rebekka gav Ibens numse et ordløst klem. Hun gyste af rædsel og forventning ved tanken om den kommende tatovering. Så rykkede hun stolen ud og gik på knæ. Langsomt løftede hun Ibens nederdel. Iben smilede. Rebekka var glad og stolt. Forsigtigt rørte tungen de blodfyldte skamlæber.

Fortsættes HER