Spillegæld er æresgæld

Han stod foran mig, i forkontoret til RATTAN IMPORT/EKSPORT. Stedet hvor så mange har fået en velfortjent men diskret afstraffelse og som de har forladt en smertefuld oplevelse rigere Men forhåbentlig klogere.
Det var formiddag. Normalt kommer mine “klienter” om eftermiddagen, efter arbejdstid, men ham her havde åbenbart formiddagen fri. Studerende?

Pæn ung man, omkring 24-25 år. Han så ud til at komme fra “det bedre borgerskab” (hvad det så end betyder). Forældrene boede sikkert ude langs fjorden, der hvor de store villaer ligger og folk har de store indtægter. Pænt tøj. De cowboybukser var ikke købt i en discountbutik, heller ikke poloskjorten der stod åben i halsen. For slet ikke at tale om den lyse læderjakke. Den havde kostet knapper! “Du ved hvorfor du er her?” “Ja,” sagde han med lav men fast stemme. “Jeg skal have tæsk. Jeg har spillegæld og De ved at spillegæld er æresgæld hr. Rattan.” Han talte med høfligt stemme og med den ærbødighed en yngre taler til en ældre med. God opdragelse.! “Godt. TAG TØJET AF… ALT SAMMEN, læg det i en af plastikkurvene… OGSÅ URET.” “Javel hr. Rattan.” Igen: lavmælt men høfligt. Jeg kunne se hvordan sveden sprang frem på hans pande og efterhånden som han klædte sig af løb den ned over hans nøgne krop. Han kunne ikke skjule en svag dirren som han stod der med hænderne foran skridtet.

“Ind ved siden af.”

Han blev bleg da han så hvad det store rum indeholdt.: Strafferedskaber og remedier.. Men han sagde ikke et ord han svedte bare noget mere. “Læg dig over bukken der” “Javel, hr. Rattan.” Han bøjede sig lydigt over tværbjælken. Jeg justerede den så den passede til hans højde. “Spred benene” Jeg tog et par læderremme for at binde dem til bukkens ene sæt ben. “De behøver ikke binde mig hr. Rattan. Jeg skal nok stå stille. Jeg skal nok tage min straf.” Jeg smilede indvendig. Han var modig, men vidste han hvad der ventede ham? Næppe. “Det bestemmer jeg.” Både arme og ben blev spredt og bundet solidt så han stod helt fikseret. Hovedet nedad og røven strittende op.

Jeg valgte et smidigt og bøjeligt spanskrør… Og så begyndte vi.

“ÅÅÅÅGH… ÅÅÅÅÅGH… PYH!” Han skreg ikke, men sukkede dybt. Han bed tænderne sammen medens han pustede luften ud mellem dem. ”Åååågh… pyyyh… iiigh.” Igen ingen skrig eller jammer, men dybe smertefulde suk. DET VAR HELT KLART AT DET GJORDE ONDT… MEGET ONDT. Spanskrøret trak sine striber over hans baller. Til at begynde med havde de været hvide, men nu blev de røde med blå striber, enkelte steder begyndte huden at revne. Hans røv var lille og fast, sportstrænet som resten af kroppen. Det gav et kort smæld når spanskrøret ramte den. Han forsøgte at vride kroppen, men det mislykkedes og hele tiden stønnede han ÅÅÅÅGH! Efter 30 holdt jeg en pause. Han sænkede hoved endnu dybere og pustede som en hest… “Det gør ondt hr. Rattan,” hviskede han. “Sådan er det når man stifter spillegæld,” trøstede jeg ham. ”DER KOMMER MERE.” 30 rap til og hans røv lignede en kogt hummer. Lårene var stribede, blå og røde. Stadigvæk ingen skrig, men bare stønnen og en krop der vred sig så meget (lidt) som den kunne. “Godt du er færdig.” Jeg løsnede remmene. Han greb sig til røven og pressede hænderne ind i balderne. “Tak hr Rattan, jeg har fortjent det”
“Gå ud i forkontoret og klæd dig på.”
Han begyndte at tage underbukser og bukser på. PLUDSELIG KOM DET… GRÅDEN. Det væltede ud af ham i stride strømme. Ikke en gråd af smerte fra de tæsk han havde fået. Men noget der kom helt indefra. Noget dybt ulykkeligt. HAN GRÆD OG GRÆD MEDENS HAN JAMREDE: “Hvordan skal jeg klare det? Hvad skal jeg sige til far? Hvad vil folk sige?” Han var helt i panik. Han faldt på knæ, medens han hulkede videre. Jeg tog hans hoved i mit skød og forsøgte at trøste. “Tag det nu roligt. Du HAR fået din straf og kun dine spille ”venner” og jeg ved noget om det.

“Der er stadig en gæld og om 3 måneder står jeg her igen. Det holder aldrig op. Det kommer ud til folk og hvad så? Min far?” Gråden kom frem igen.

Hr. Rattan er ikke så hård som hans “gæster” tror. Men han er rationel og tror at korporlig afstraffelse virker et langt stykke hen af vejen. MEN IKKE DEN HELE. “Godt. Du må se at få orden på din tilværelse. Jeg gider ikke se dig igen… og det bliver meget værre næste gang! Du må komme ud af din gæld, måske ved at låne hos virkelige venner eller i en bank. Hvad med din far. Sig det til ham. Normalt er fædre ikke så slemme som man tror. De holder faktisk af deres børn! OG SÅ RØRER DU IKKE ET SPILLEKORT FOR FREMTIDEN. … ALDRIG! HAR DU FORSTÅET? Sig til dine spillefugle at du quitter og om fornødent truer du med politiet hvis de vil lave numre.” Han smilede svagt: “Tak for rådet hr. Rattan.”

“Tag så dit tøj på og gå hjem og tænk over sagen. Jeg ved godt det kræver mod.”

Jeg tænkte på min egen datter. Hvad ville jeg gøre? Hun ville nok få en endefuld der ville være hr. Rattan værdig, men så ville jeg tage hende i hånden og gå til verdens ende.

Han forsvandt, men 2 uger senere kom der et brev til RATTAN IMPORT/EKSPORT. Det var anonymt og lød:
Jeg har talt med min far. Det var hårdt, men han har lovet at hjælpe mig. Jeg lover ham og Dem at jeg aldrig rører et kort eller anden spil i fremtiden. Tak for rådet.
P.S. Himmel hvor gjorde det ondt, men jeg havde fortjent hvert et rap!

 – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Så vidt ham. Han forsvandt, jeg fik ikke engang hans navn. Indtil jeg mødte ham til igen ved en sommerfest hos en af mine ældste venner, ejendomsmægler “R” i hans store villa ude langs fjorden. Han er blevet rig på at sælge huse til andre folk ude hvor de rige bor. Han er en af de få der ved hvem der gemmer sig bag “hr. Rattan”. De unge sværmede på plænen. “Jeg ser at huses unge datter har fundet sig en boyfriend.“ “Ja og nu ser det ud til at være alvor,” oplyste en dame mere end villigt. “Han hedder Ken og er søn af ’Låse-Fredriksen’.” HA! Fabrikant Fredriksen, indehaveren af TORA cykellåse. Noget der fandtes på 90 % af Danmarks cykler og en del udenlandske. Mange bække små gør en stor å, hr. Fredriksen var blevet særdeles velholden.. Jeg drev ned til det unge par. Der var ingen fare for at Ken skulle genkende mig som hr. Rattan, dertil har jeg for meget “skæg og blå briller” på, når jeg optræder i DEN rolle. Her var jeg bare mig selv. midaldrende og lettere skaldet, iført kontaktlinser. “Hej Grethe, hvordan går det?” “Må jeg præsentere KEN.” Hun smilede lykkeligt. “Til lykke. Og hvad laver du så?” spurgte jeg den unge mand. “Jeg læser på Handelshøjskolen. Til cand. merc. Jeg mangler bare hovedopgaven, men den kommer til efteråret.” Han så så glad og tillidsfuld ud, langt fra den grædende unge mand i mit forkontor. “Det er jo fint” sagde jeg. “Men når du ikke læser, hvad laver du så?” “Jeg spiller tennis. Det var i tennisklubben at jeg mødte Grethe. Og så løber jeg lidt, når jeg ikke står på ski om vinteren.” Han så kærligt på Grethe. “Det kan man jo kalde en sund sjæl i et sundt legeme,” sagde jeg drillende. “Har han slet ikke nogen laster Grethe?” Det var ham der svarede: “Ikke mere, men Grethe ved det godt. Jeg har været en spillefugl, især poker. MEN JEG BRÆNDTE MIG I MERE END ÈN FORSTAND. Så jeg svor aldrig at røre et kort igen.” Han så alvorligt på mig. Gad vide om han havde en mistanke, trods alt? “Står han nu der og fritter jer ud?” Min kone kom forbi. “Kom op og få en drink.” Hun trak mig væk. “Du må lære at beherske dig. En skønne dag går det galt.” Jeg har en klog kone, som jeg elsker højt, men hun kender mit “alter ego” i hvert tilfælde en del af det. Det lærte hun allerede i sin ungdom. THE HARD WAY!