Speedy Thomas – Rattans filialen

Ferie. Jeg havde sendt konen på højskole medbringende sin søster og hunden. Firmaet var lukket næsten ned, yngste mand passede butikken bistået af den uundværlige frk. Kristiansen.
Selv min lille bibeskæftigelse RATTAN IMPORT/EKSPORT hvor så mange gennem årene har betalt for deres fejltrin for at undgå noget der var værre, indskrænkede sig pt. til en telefonsvarer, der dog allerede havde to anmodninger, een fra en mand og een fra en kvinde der på den ene side helst ikke ville træffe mig, på den anden side tryglede om et møde vel vidende at det ville blive smertefuldt.

Selv havde jeg lånt et sommerhus i det lille fiskeleje hvor jeg havde tilbragt så mange somre i mine teenage år og tidlige ungdom i sorgløs leg med havnefogdens søn Mogens. Nu lå jeg i Fiske-Peters jolle på fjorden med en pibe, 4 fiskestænger ude og et fotografiapparat til at forevige fangsten. Fiske-Peter var kommet på plejehjem, men havde overladt mig nøglerne til sit skur yderst på næsset. Både han og jeg vidste, at han næppe ville sætte sine ben i skuret igen. Jeg havde hentet grejet i skuret inklusive startsvinget til motorjollen og fiskestængerne. Fiskestængerne var noget for sig selv. Lavet af GEDIGENT SPANSKRØR ikke bambus som knækkede eller split-cane som Peter betragter som “overklasse materiale” for slet ikke at tale om moderne kulfiberstænger som han foragtede dybt.

Nej solidt spanskrør var sagen “Og så kan det jo bruges til andet” sagde han og så på Mogens og mig. Det var afgjort et emne vi ikke ønskede uddybet!

——

WHAMM!.. En blå speedbåd nærmede sig med stor hastighed direkte ned mod mig. Den passerede mig i ca. en meters afstand, med alt for stor hastighed. Jeg bandede, jollen gyngede og tog vand ind. Føreren slog et sving og gentog manøvren, men denne gang var jeg parat. Jeg tog en serie billeder af idioten.

Tredje gang gik det galt. Han rette ikke op i tide. Resultatet var at hans påhængsmotor strejfede min stævn. Kappen til motoren faldt af og havnede i min jolle. “Blue Lady” forsvandt i en kaskade af vand, ind mod havnen.

Selv ankom jeg til havnen en halv time senere, Fiske-Peters jolle løber max 3 knob! Jeg gik op på havnekontoret. Jeg var stadig godt sur. De lømler burde hænges ved daggry eller i det mindste tvinges til et besøg hos Rattan Import/eksport i storstaden. Det var Mogens der havde overtaget jobbet som havnefoged efter sin fader. “Jo, havnen er nogenlunde den samme som i vores drengetid, men der var kommet en del speedbåde tilhørende byboer. De fleste af ejerne er pæne ansvarsfulde mennesker, men der er et par stykke som tilsyneladende ikke har begreb om hvad de har mellem hænderne. Til trods for at man nu har indført et certifikat for alle der vil sejle speedbåd.” “Hvem tilhører Blue Lady?” “Oberst Nielsen” lød svaret. “En hædersmand som i øjeblikket er i Berlin. Det er hans to sønner der sejler den… og de hører til i den vilde ende. Den ligger i øvrigt yderst på bro 4.” Ganske rigtigt. For enden af bro 4 lå Blue Lady, uden motorhjelm og med en skramme på siden.. To unge mennesker på omkring 16 og 20 år var ved at rydde op. “Savner I noget?” spurgte jeg med dyb ironi. “Har De vores motorhjelm? Kom med den” svarede den ældste.” Han så på mig med et friskfyragtigt blik som skulle det være her og nu. “Nej, den får politiet sammen med nogle billeder og en anmeldelse for uforsvarlig sejlads. Det koster minimum en bøde på 500 kr. plus at dit certifikat formodentlig bliver inddraget.” Han blev synlig bleg. “Jeg… jeg har ikke noget certifikat” nærmest stammede han, “jeg skulle have taget det her i sommer, men har ikke fået gjort det.” “Så er det 1000 kroner ekstra, plus en bøde til din far der står som ejer af båden og har lånt den ud til en uden certifikat!” “Nej… nej ikke far. De må ikke sige noget. HAN SLÅR OS IHJEL!” Den yngste nærmest skreg, han var ligbleg og tårerne løb ned af hans kinder. Den ældste var lige så bleg, men mere fattet. Han så usikkert på mig. “Kan De ikke selv straffe os hr. i stedet for at gå til politiet” spurgte han lavmælt, “vi vil gøre næsten alt bare far ikke får noget at vide.” Begge så bedende på mig. Frygten for det fædrene ophav var åbenbart enorm. Jeg tænkte, skulle firma Rattan Import/eksport oprette en midlertidig filial her, og i så fald hvordan?

Så fik jeg en ide. “Godt, om en halv time står I ovre ved den hytte ude på næsset, parat til at få jeres straf… og det kommer til at gøre ondt.”

Jeg var ikke klar over, at Fiske-Peters jolle kunne sejle så hurtigt, som da jeg sejlede over fjorden til hytten med den. Jeg havde en plan, men det skulle gå hurtigt. Inde bagerst var der en kurv med spanskrør som Peter havde kasseret fordi de var for tynde til fiskestænger. Jeg fandt de 3 bedste og lagde dem på høvlebænken. Så var det bare at finde den skarpe økse. 2 hug på hver stang og der var 3 gode spanskrør af en passende længde. Jeg bad til at de ikke var så tørre at de knækkede, men på den anden side at alle 3 skulle brække var vel ikke sandsynligt. Jeg nåede lige at give dem en let omgang med noget sandpapir jeg fandt i en skuffe før de uheldige sejlere ankom… på cykel. De var faldet nogenlunde til ro, men den yngste spurgte med usikker stemme: “De LOVER ikke at sige noget til far?” Den ældste så ud til at være parat til at betale for sine dumheder, men sveden perlede alligevel på panden af ham da han så spanskrørene. “Navn?” “Thomas” “Alder?” “21” “Stil dig for enden af høvlebænken, tag bukserne af og bøj dig ind over bænken!” Bukserne var kun et par badebukser, han havde intet under. Jeg så på hans bare røv. Der var spor af striber “Hvor har du dem fra?” “Det var far inden han rejste, jeg havde været ulydig,” mumlede han og slog øjnene ned. “Godt, stræk armene frem.” Jeg tog en stump reb der lå på gulvet. “De behøver ikke at binde mig.” Han prøvede på at være helt rolig. “OK.” Jeg så hvordan han knyttede hænderne og lukkede øjnene. “AUGH..AUW.. IGH!!..NEJ, NEEEEJ.” Han forsøgte at beherske sig, men det var tydeligt at oberstens striber havde en forstærkende virkning. “UNDSKYLD.. OM FORLADELSE. JEG HAR FÅET NOK.” “Det bestemmer jeg du får 21 rap,” fortalte jeg ham. Han bed tænderne sammen og prøvede at tie stille, men det lykkedes ikke. “OUGH!!…AUW NEJ NEJ.” “Rejs dig” Han rejste sig forsigtigt og forsøgte at trække badebukserne på igen. De strammede over den røde ende kunne jeg se. De næste par dage ville han nok være iført lange bukser for striberne nåede så langt ned på lårene at almindelige shorts ikke ville dække dem. Tårerne stod ham i øjnene. Jeg vendte mig om mod lillebror. “Navn?” “Ra… Rasmus” stammede han. “Alder?” “16år.” “Bukserne af, også underbukserne.” Denne gang var der tale om regulære shorts, ikke badebukser. Læg dig over høvlebænken ligesom Thomas. “Nej..nej De må ikke..” begyndte han at jamre medens han rystede over hele kroppen. “Thomas, stil dig på den anden side og hold hans arme så han ikke spræller.” Thomas adlød og tog fat i lillebrors overarme som han pressede ned mod høvlebænken. Han stod bøjet over ham med frit udsyn til de små hvide baller der var dækkede af gåsehud. Han vidste at om et øjeblik ville de blive lige så røde som hans egne. Rasmus vred og vendte sig, men Thomas holdt ham fast. SCHWICH. Den første stribe over stakkels Rasmus ende. “NEJ.. NEJ. AUW HOLD OP… ÅÅÅGH!” Aldrig har hørt så mange og så høje skrig på så kort tid. Schwich.. Det næste. “HJÆÆÆLP! HJÆLP. NEJ ÅÅÅÅGH! LA’VÆR NEJ!!” “STOP, STOP.. HOLD OP” Det var Thomas der råbte til mig. “Lad ham slippe, han har ikke gjort noget, det var jo mig der førte båden. Jeg skal nok tage hans straf i stedet. Hører De, lad mig få dobbelt STOP!” Jeg stoppede. “OK. Vi starter forfra. Du får de 16 rap som Rasmus skulle have haft. Er du indforstået?” Han tøvede. På den ene side ville han åbenbart gøre meget for at skåne sin lillebror, på den anden vidste han hvad det ville koste. Allerede nu føltes hans røv formodentlig som en vulkan i udbrud. 16 mere, kunne han mon tage det? “NÅ?” Han tog en beslutning. “Jeg skal nok tage de 16 rap hr.” “Godt, tag bukserne af og læg dig over bænken igen”. Jeg så på hans røv. De stramme badebukser havde ikke gjort det bedre, begge baller var dybrøde og ophovnede med nye og gamle striber i en skøn blanding. “Du får 16, OG DU TÆLLER HØJT HVER GANG, HAR DU FORSTÅET?” “Ja”, næsten hviskede han. “AUUW! AUWWW. EN. ÅÅÅGH! TO”. Han hylede næsten lige så højt som Rasmus. “NEJ.. NEJ” Han begyndte at hulke, medens han vred sig på den smalle bænk. Han havde åbenbart undervurderet smerten af 16 ekstra slag med Fiske-Peters improviserede spanskrør. “SY..SYYYV!, AUGH…OTTE..HOLD OP!..NIIIIGH…TIIIGH!!!. IKKE MERE..PLEASE!! AUW!” Jeg stoppede. Hans røv nærmest hang i laser med blodpletter hist og her. “Godt. Du nøjes med 10 fordi du trods alt har været så modig at tage din brors straf.” “Tak.” Denne gang prøvede han ikke at trække badebukserne op, men hoppede rundt på gulvet medens han knugede hænderne om de hævede baller. “Hør her Thomas!” Han forsøgte at tage sig sammen og stå stille. “Jeg lægger motorhjælmen hos Mogens Havnefoged. “Du får den først når du viser ham et speedbådscertifikat, så jeg vil råde dig til at komme i gang inden din far kommer tilbage FORSTÅET?”

“Ja.. jeg skal nok”…..Han begyndte at hoppe rundt igen. 

De to ungersvende gik. Jeg blev tilbage for at rydde op, men da jeg passerede dem med min bil så jeg at de begge GIK, medens de trak cyklerne. Ingen havde åbenbart lyst til at sidde på en cykelsaddel.
Jeg tog hjem et par dage senere, ferien var forbi.  

Mogens ringede allerede efter to uger. Thomas havde præsenteret et spritnyt certifikat, Mogens havde endda selv været censor ved den praktiske prøve og kunne bekræfte, at Thomas nu kunne føre en speedbåd på ansvarlig vis.

—-

To måneder senere var jeg igen på fjorden. Fiske- Peter havde ikke holdt længe på plejehjemmet og nu havde jeg lovet enken at rydde op i skuret. Inventaret blev delt i tre bunker. Langt den største som jeg brændte medens tårerne næsten stod mig i øjnene, det var en del af min ungdom der gik op i røg. En lille del, nogle fiskestænger og noget spanskrør tog jeg selv. Sidstnævnte ville blive skænket til Rattan Import/Eksport, hvor de ville gå en helt ny fremtid i møde. Den sidste bunke var værktøj og ruser som jeg stuvede i jollen for at sejle det ind til Mogens der så ville forsøge at sælge det sammen med jollen. På vejen ind hørte jeg det kendte WHAMMM! Det var Blue Lady, for fuld fart, men denne gang i midten af løbet. Da den nåede ned mod mig, tog føreren gassen af og drejede i en stor bue uden om mig.

Jeg så det var Thomas, korrekt iført svømmevest. Han vinkede som ville han sige

JEG HAR LÆRT………THE HARD WAY! (Noget som Mogens bekræftede senere. Der var aldrig mere vrøvl med Thomas på fjorden)