Sommernattens smil

Følgende historie fandt sted for en halv snes år siden

Jeg havde “byttet” ferie med en svensk kollega således at han sejlede det sydfynske øhav tyndt med sin kone og sine børn, i MIN sejlbåd, medens JEG beboede hans “Sommerstuga” i den svenske skærgård i to uger. Den første alene, den næste med min daværende hjertens udkårne. Selve huset var en mikroskopisk hytte, der lå på en ø sammen med 10-15 andre. Eneste adgang var pr båd så alle havde en sådan. Görans båd var ingen undtagelse. Typisk skærgårds motorbåd, omtrent 6 meter lang, smal, med et stort cockpit med en motorkasse, der skjulte en Volvo/Penta motor og en diminutiv forkahyt med en køje der ifølge Göran var: “Komfortabel for én og et helvede for to… med mindre de da er dybt forelskede.” Båden var et mønster på svensk træbådebygning og utroligt velholdt. Og jeg var meget forsigtig med ikke at tilføje den skrammer eller ridser. Det var lige hvad jeg havde brug for. Jeg trængte til fred med stort F. Rundt om lå ubeboede øer og skær som man kunne foretage en dagtur til evt. overnatte hvis vejret var godt og søen rolig.

Jeg lå i en bugt. Helt alene, øen var nærmest et skær og helt ubeboet, bevokset med buske og krat overalt, selv helt ned til bugten hvor jeg lå med to ankre ud fra agterstævnen og to solide forfortøjninger i land fastgjorte til pløkker hamret ned mellem klipperne.

Alt åndede fred og varme. Hele Sverige stønnede under en hedebølge over de 30 grader. På den meget lille strand (ca. 1 meter) stod to enslydende skilte. “BRUG AF ÅBEN ILD STRENGT FORBUDT… BRANDFARE.” Jeg nikkede. Jeg har èn gang som frivillig brandmand flygtet ud af en vestjysk plantage bogstavelig talt med ild i røven. Jeg har stor respekt for naturbrande. Men mine allerede kogte krabbeklør og en flaske hvidvin ville ikke kræve åben ild eller grill, så jeg så frem til en fredelig middag.

Klokken 13 ankom “MALENE AF MALMØ” En stor båd, 30-32 fod. Besætning: To voksne (far og mor?) og to piger omkring de 20 år. Den ankrede på den anden side af bugten. Efter at have grejet op steg skipperen i land, bevæbnet med et sommerfuglenet og en botaniserekasse. Han forsvandt op af den eneste sti. Damerne satte en gummibåd i vandet… med påhængsmotor. Den larmede ad h… til.

Jeg trak mig tilbage til kahytten, indvendig bandende. Men efter kort tid holdt det op, og jeg faldt i søvn. Pludselig vågnede jeg, HVAD VAR DET? RØG! Jeg for op i cockpittet. Hele stranden brændte. Heldigvis bar vinden væk fra øen, men lige ned mod min båd. Den ene forfortøjning var allerede brændt over, og ilden havde godt fat i den anden.

Væk med forfortøjningerne, og hal ud i agterfortøjningerne så vi kommer ud i bugten, væk fra flammer og især røg. Hele Görans flotte hvide forskib var sort, men jeg ikke kunne ikke se om det var brandmærker eller “kun” sod.

Efter at båden var sikret besluttede jeg mig til at gøre noget ved branden. Jeg svømmede/vadede i land medbringende et brandtæppe og en pøs (spand). Jeg hældte vand på og baskede med brandtæppet. Det hele var ikke så slemt endda, eller rettere det der kunne brænde var allerede brændt. Det var kun bevoksningen langs stranden, vinden blæste væk fra selve øen så buskene der var ikke blevet antændte. Da jeg havde forvisset mig om at der ikke var flere gløder gik jeg i gang med at finde årsagen. NEJ, DET ER IKKE RIGTIGT… EN ENGANGS GRILL!! JEG VAR RASENDE. FOR DET FØRST OVERHOVEDET AT TÆNDE EN GRIL LIGE UNDER ET SKILT MED “ÅBEN ILD FORBUDT.. BRANDFARE.” OG SÅ FORLADE DEN UDEN AT SIKRE SIG AT DEN VAR SLUKKET.

Jeg var ved at eksplodere.

Medens jeg stod der kom pigerne tilbage. Iført bikini og intet andet! De stirrede forskrækket på mig. Jeg spurgte: “Er det Jer som er ansvarlige for det her?” Dyb tavshed. Jeg eksploderede igen: “I SKULLE HAVE SÅ MANGE SPANSKRØR PÅ JERES BARE RØV, AT I IKKE KUNNE KENDE FORSKEL PÅ SOL OG MÅNE!” ????????
Jeg slog over i primitivt svensk: “NI SKULLE HAVE SÅ MANGA STRYK PÅ JERES STJÄRT AT NI INTE KUNNE KENDE FORSKEL PÅ SOL OG MÅNE” Jeg kan ikke meget svensk men ved at en røv hedder en stjärt. “Hvorfor det?” Ubemærket var skipperen komme til, bevæbnet med sommerfuglenet og botaniserekasse. Han talte et udmærket dansk med Malmø accent. “Fordi de nær havde brændt min båd af, har ødelagt mine fortøjninger og grillet lige under et skilt med “Brandfare.” Et held at der ikke gik ild i “Malene af Malmø” tilføjede jeg bidende. “Er det rigtigt?” “Ursakte, undskyld,” mumlede konen med hovedet sænket. “Godt, De har ret, De fortjener stryk. Vil De selv gøre det eller skal jeg?” spurgte botanikeren. “Snëlla Pappa,” udbrød den ene datter. “Inte stryk, snëlla du.” Hun stirrede skiftevis på mig og sin far. DER VAR TORDENVEJR I VENTE. Jeg overvejede det “OK, jeg gør det!” “Vil du gøre det nu eller…” lød næste spørgsmål. Jeg indså at jeg trængte til at køle ned. “I aften kl. 8, efter middag. I behøver ikke skifte tøj, bikini rækker I SKAL NOK KOMME TIL AT HOLDE VARMEN!” Skipperen vendte sig om mod kone og børn: “I HØRTE HVAD HAN SAGDE… OG I ADLYDER!” Pigerne så på mig uden at sige et ord så luskede de i hælene på skipperen over til MALENE.

Jeg havde 4 timer til at finde ud af hvad jeg ville. Pigerne havde 4 timer til at fortryde hvad de havde gjort og til at spekulere på fremtiden der bl.a. indeholdt, at de ikke ville kunne kende forskel på sol og måne mere.

　 Jeg brugte tiden til at rydde op i båden, føre nye forfortøjninger i land og hale den helt ind til stranden igen så man kunne komme ombord. Så kom det mere vigtige. Bevæbnet med en kurv gik jeg i land for at plukke vilde jordbær til middagen. Et stykke oppe ad stien sad den ene datter, slank med langt sort hår. Hun så ikke ilde ud i sin bikini. “Hej” hilste jeg. “Du må ikke slå hårdt, ikke så hårdt som pappa. Hører du?” Hun kikkede på mig med et resigneret blik. Hun havde accepteret sin straf. “Hvem er ældst, du eller din søster” spurgte jeg. “Vi er tvillinger, men ikke enæggede IDA er lys og jeg er mørk, …jeg hedder ULLA,” tilføjede hun.

“Vi ses om 3 timer… i mellemtiden kan du jo tænke over, hvad der skal ske med stjärten din!”

En god middag, en fortræffelig vin og udsøgte jordbær… Og så desserten! Klokken 8 stod den inde på bredden. Temperaturen var faldet til omkring 27 grader, men hele øen emmede af varme fra ophedede klipper. De 3 piger var stadig iført bikini, men den gåsehud jeg kunne se på alle tre skyldes ikke naturen, men noget helt andet! “Kom om bord. Vi tager dig først.” Jeg pegede på moderen. Hun begyndte at flæbe. “NEJ… NEJ INTE SMISK… IKKE MEDENS FLICKORNE SER PÅ DET. SNÄLLA NI SKÅN MIN PO-PO.” “Godt. Du går ombord på båden alene. Ida, du venter her og du Ulla tager denne kniv. Oppe på stien til venstre er der en hasselbusk med et bånd omkring. Du skærer 3 grene af, ca. 170 cm lange og lidt tykkere end din tommelfinger. DU VED HVAD DE SKAL BRUGES TIL, så hvis de ikke er gode nok bliver du sendt tilbage… og du selv får ekstra straf! FORSTÅET?”

“Ja hr.,” hviskede hun og forsvandt.

Jeg gik ombord i båden. “TAG BIKINIEN AF MEDENS VI VENTER! Rød i hovedet løsnede hun underdelen. NÅ… ER DET ALT? Rystende famlede hun med overdelen. Endelig kom den af og hun stod nøgen. Den ene hånd dækkede brysterne, medens den anden forsøgte at skærme skridtet Hun var slank og ganske køn. Alderen var ubestemmelig. Jeg mærkede noget i mine bukser. Så kom Ulla tilbage med spanskrørene. Hun rakte mig dem sammen med kniven. “Husk at neje.” Hun var kobberrød i ansigtet medens hun nejede dybt! Jeg tog kniven og skar de tre grene til. Afkortede dem, fjernede barken og alle knaster der kunne rive huden op.. Så lagde jeg dem på motorkassen og sagde: “HVILKEN VÆLGER DU?” Hun valgte på lykke og fromme “LÆG DIG OVER MOTORKASSEN… OP MED RØVEN.” “NEJ, NEJ AUGH… ååågh iiigh.” Hun skreg og hylede allerede fra det første slag. “NEJ, SNÄLLA NI. MIN PO-PO. DU MÅ IKKE… NEJ STOP! Selv om jeg slog langsomt hylede hun uafbrudt. Højest når hasselkæppen ramte de ubeskyttede baller, mindre ind imellem slagene. Hun skreg til himlen, for der var mindst 30 km til nærmeste beboede område, der var kun MALENE AF MALMØ hvis skipper syntes fordybet i sin botaniserekasse. Hun havde pragtfulde baller. Helt hvide hvor bikinien havde beskyttet hende. Ellers var hun solbrun Men snart skiftede det fra hvidt til rødt, medens stribe efter stribe blev føjet til. Det gav et smæld hver gang jeg ramte, og hun skreg og skreg. “STOP, JEG ER ARTIG… JEG SKAL ALDRIG GØRE DET IGEN. SNÄLLA NI SKÅNA STJERTEN MIN… DET GØR ONDT… AUUUGH ååågh.” Efter omkring 40 rap knækkede spanskrøret. Jeg tog det som et tegn fra naturen om at hun havde fået nok.

“REJS DIG. TAG DIT TØJ PÅ. Gå i land og send IDA ombord!” Hun sagde intet men kravlede grædende i land.

“IDA… KOM OMBORD!” Rystende steg hun op på fordækket og ned i cockpittet. Forfærdet stirrede hun på de to hele spanskrør og det knækkede. “NEJ LA’VÆR. HÖRER NI …JEG ER VUXEN JAG ÄR 20 ÅR …NI MÅ INTE.” Tårerne væltede ud af hende, medens hun dirrede som en vandmand af skræk. “Jeg kan ikke tage det, ikke spanskrøret.” “Godt du får smisk direkte på den bare.” Jeg lagde hende over mine knæ, vred armene om på ryggen og klemte hendes ben fast. Med den ene hånd løsnede jeg bikinien, det var bare to sløjfer. KLASK KLASK… ÅÅGH… AUV. Hun hylede lige så højt som sin mor hver gang min højre hånd ramte de yndige baller. De var hårde og faste så det var en fornøjelse. “NEJ NEJ JEG HAR FÅET NOK!… AUUUGH IKKE MERE.” “TI STILLE! Jeg er lige begyndt.” Hun vred sig som en slange medens hun sparkede vildt med benene. Jeg var kun iført en polo skjorte og et par korte tynde shorts så jeg kunne føle hvordan hendes skridt gned mod mine lår. ÅÅÅGH åågh ååågh. Skrigene blev mindre og gik over i en stønnen hver gang jeg ramte hende. Ballerne var stadig faste, men havde skiftet farve til rød/blå. Hun skreg ikke men vred sig stadig, og jeg kunne mærke noget vådt på mine lår samtidig med at der var noget hårdt indenfor mine shorts. Jeg holdt op. Hun rejste sig. Hun tog ikke engang bikinien på igen men krøb i land med begge hænder knuget til sin røv og tårerne strømmende ned ad sit ophovnede ansigt meden hus mumlede: JEG ER ARTIG… FORLÅT MEJ.

“Godt. Send ULLA herned”

Hun stod foran motorkassen. Tilsyneladende helt rolig kun gåsehuden og en svag dirren røbede hendes rædsel. HUN HAVDE SET OG NAVNLIG HØRT HVAD DER VAR SKET MED MOR OG SØSTER. “URSÄGTA. JAG HAR FORTJENT MIN STRAF.” Hun tog bikinien af, først underdelen, så lukkede hun øjnene og løsnede overdelen. “Vælg et spanskrør og læg dig over motorkassen.” “Ja hr.,” næsten hviskede hun. Hun var køn, små velformede bryster og en røv som bare var hel perfekt. Om et øjeblik ville den være stribet og rød ÅÅGH.. ååågh… ååågh. Hun skreg ikke men stønnede meden hun prøvede at undertrykke smerten fra det første slag. AUUUV! En ny omgang.. NEJ NEJ…min stjärt! Du må ikke. Hun greb om ballerne med begge hænder. Åååågh… ikke igen! “TAG DE HÆNDER VÆK. DU VED HVAD DER SKAL SKE!” Hun skreg ikke som de to andre, men stønnede bare medens røven forandrede både farve og form. “Ååååågh..iiiigh… nej stackels mej, min arme po-po. Ikke mere hr.!!” Hun knyttede hænderne medens hun vred sig på motorkassen. Omsider lod jeg hende slippe. Hun var uden tvivl den modigste og det samtidig med en superb krop og en røv der nu lignede skiltet “Åben ild forbudt.” Hun rejse sig op, fandt sin bikini, tog den på. Den dækkede langtfra striberne på hendes røv, dertil var sidstnævnte for yppig!

Så vendte hun sig mod mig, nejede dybt og uden et ord krøb hun i land til mor og søster. Alle forsvandt de over mod MALENE.

En halv time senere forhalede MALENE. Tvillingerne var på fordækket, denne gang iført lidt varmere tøj. Far og mor ordnede agterfortøjningerne. Skibet lagde sig ud i midten af bugten hvor ingen kunne nå det og hvor det frit kunne dreje hvis vinden svingede. Jeg satte mig ned i cockpittet og slappede af i den lyse sommernat. Det havde været en fantastisk aften. Moderens harmoniske baller, som hun havde kastede fra side til side, medens skrigene lød over hele bugten, IDA’s slanke krop, hendes røv som lige var kommet ud af teenage alderen, men som endnu var hård som stål, og hendes skrig som til sidst ikke alene skyldtes smerte, men også noget andet, som jeg havde mærket på mine egne lår. Og så var der ULLA Hun var den der havde taget sine klø bedst. Ikke lydløst, langt fra, men med værdighed og med accept af sin straf.

Dertil kom ligesom hendes tvillingesøster: En fantastisk krop og en drøm af en røv, som man altså på svensk kalder en stjärt.

Til sidst gjorde jeg det samme som MALENE. De (nye) forfortøjninger blev løsnede og jeg lagde mig ud i frit farvand langt fra MALENE, men så jeg kunne dreje mig frit og ingen kunne nå mig fra land. (det var nu ikke fordi jeg havde observeret nogle tigre eller løver, ikke engang en enlig elg… Men man ved jo aldrig) Så krøb jeg til køjs, stadig med hovedet fyldt med tankerne om MALENES besætning.

Jeg trak dynen op og forberedte mig på en behagelig nat!

———

Jeg sover meget let. Ved totiden vågnede jeg ved et bump mod siden. EN GUMMIBÅD! Men hvad ville den? Skulle jeg overfaldes? Var det tyve? Jeg hørte en eller anden kravle ombord og lå musestille og ventede. Så kom det. Inden jeg kunne reagere, lå der en skikkelse ved min side. En hånd over munden “Stille Snälle du,” en anden hånd der søgte ned mellem mine ben og fandt min pik.

Skikkelsen var nøgen, men jeg kunne ikke se noget udover at det var en pige. Varm og opsat på en nats nydelser.

Jeg måtte sande Görans ord om køjen ” …helvedes ubekvem for to. MEDMINDRE DE DA ER FORELSKEDE” Vi snoede og drejede os. Hun følte overalt på min krop medens hun kyssede og slikkede mig. Jeg gjorde det samme. Kun i èt tilfælde protesterede hun. “Nej inte der… AGTA MIN STJÄRT!” Til sidst kom hun i en kæmpeorgasme, der nær havde fået båden til at kæntre. Bagefter lå vi roligt og kærtegnede hinanden. Jeg kunne stadig ikke se hendes ansigt i mørket. Så pludselig forsvandt hun ud i cockpittet. Jeg hørte hvordan hun krøb ned i gummibåden og stødte fra.

MEN LIGE I DET ØJEBLIK HVOR HUN KRØB UD AF KAHYTTEN SÅ JEG ET GLIMT AF HENDE. IKKE ANSIGTET, MEN DET LANGE RAVNESORTE HÅR… ULLA!

Jeg sov længe. Solen stod højt på himlen, da jeg endelig tog mig sammen til at se ud. MALENE AF MALMØ var forsvundet. Jeg var helt alene. Jeg gik en tur hele øen rundt, det føltes meget ensomt. Bagefter inspicerede jeg båden og begyndte at spekulere på hvorledes jeg skulle fjerne “brandsårene” inden Göran kom. Det havde været en enestående oplevelse. Skulle jeg besøge andre skær. Ville jeg opleve det samme igen?

NÆPPE.