Serie: Frække fortællinger af fædrelandets historie

Sommerbukken

Lyø 6. maj 1223.

Kirsten tørrede sveden af panden og hostede, da en let vind drev røgen fra bålet hen mod hende. Hun greb igen om håndtaget og drejede stegen over ilden. Kødsaften sydede, når den faldt ned i gløderne, og hun mærkede sin mave knurre. Hun var sulten, men det ville vare længe, inden hun fik denne steg at smage, hvis hun overhovedet fik lov at smage. Det var en steg til kongens bord, hun stod med. Skulle hun smage den, krævede det, at de høje Herrer levnede. Hun forstod ikke, hvorfor de i det mindste ikke havde kunnet lave maden på Kongens jagtslot, men i stedet skulle stå her på den åbne eng og lave så meget mad til mange. Denne jagt var dog en sommerjagt, derfor lå teltene nu side om side på engen, og de lavede mad udendørs.
En hel uge skulle Kong Valdemar Sejr, hans søn, Valdemar den unge og hans tro vasal, Henrik af Schwerin, være på jagt på den lille frodige ø. En hel uge med slid og slæb for Kirsten. Det var ikke kun på grund af det hårde arbejde, at Kirsten var lidt utilfreds med, at de slog lejr på engen, i stedet for i jagtslottet. Hun var nervøs for sommernattens mørke magter. Hvem vidste, hvilke djævle, trolde, hekse og vætter som de tætte skove skjulte? Hun havde set høje her på øen, som hun bestemt mente kunne rejse sig på gloende pæle i nattens mulm og mørke og lokke uforsigtige mænd og kvinder til evig fortabelse. Som om det ikke var nok, var de tæt på stranden, og hvem vidste, om ikke en havmand kunne dukke op? Hun knugede det lille kors, hun bar om sin hals og mumlede et Ave Maria.

En hånd lagde sig på hendes bagdel og klemte blidt en balde. Kirsten fór op med et hyl, som havde selveste havmanden grebet fat i hende. Esbern lo højt, selv da hun vendte sig om og smak ham en på siden af hovedet.

”Det er bukke, vi jager her, ikke råer, så slap du bare af.” Han smilede drillende, og Kirsten fnøs arrigt. Hun greb igen fat i håndtaget og vendte stegen langsomt. Efterhånden var hun dog sikker på, at den var brunet, som den skulle, og varmen var, som den skulle være. Hun overlod spiddet til en stegevender og gik i gang med at gøre dyppelsen klar. Olie og vin, blandet med peber, nellike, salt, allehånde. Snart bredte duften af de dyre krydderier sig over engen. Det kunne på lang afstand duftes, at det ikke var et simpelt jagtselskab, der havde slået lejr. Kirsten var nu ikke helt sikker på, at hun ikke foretrak den sødt duftende strandeng i stedet for, men det hang måske sammen med, at hun altid stod i duften af krydderierne.

Der lød hundeglam i det fjerne, men hernede kunne man høre både lærker og måger. Kirsten kastede et beundrende blik mod et par elegante små terner, der fangede småfisk på det lave vand i krogen, som blev dannet af den store odde, der havde givet øen navn. Her kunne skibe ligge i ly for sydvestenvinden. Her var nu smukt. Hun forstod godt, at Kongen holdt af at gå på jagt her. Hun dryppede langsomt stegen og så skorpen blive gylden, mens dyppelsen klæbede sig fast til kødet. Solen og strålevarmen fra bålet fik hende til at svede, og hun gik hen til tønden med drikkeøl og skænkede sig et krus af det bitre bryg. Hun drak af kruset i dybe lange drag og mærkede en brise fra havet, der legede med en lok af hendes hår. Det var sommer i dag, forsommer, og alt groede, fuglene kvidrede i skoven, blomsterne duftede, og Kirsten følte livet strømme igennem sig. Hun fik øje på Esbern og smilede til ham. Han var nu pæn. Han smilede næsten altid og befandt sig aldrig langt fra hende, altid med en drillende bemærkning på læberne og alt for travle hænder. Hans hænder. Kirsten følte en kriblen i sin krop. Det kunne vel ikke skade at lade ham få det kys, han altid tiggede hende om. Esbern kom hen til hende. ”Skønjomfru, der skulle vel ikke være et krus øl til en tørstende ungersvend, så hans gane kan vederkvæges lige så meget som hans blik bliver, når det falder på skønjomfruen?” Kirsten lo højt. ”Du er gal Esbern. Overvejer du en fremtid som troubadour?” Esbern rystede påtaget såret på hovedet. ”Her forsøger man at vinde en kvindes hjerte og få sig et krus øl, og så ler hun blot af en.” Kirsten skænkede stadigt leende op i kruset og rakte det til Esbern. Han greb om kruset, så han også greb om hendes hænder og holdt dem fast under sine, mens han drak. Kirsten mærkede varmen fra hans hænder og rødmede dybt. Esbern så op over kanten på kruset og fangede hendes blik. Kirsten rødmede om muligt dybere og slog blikket ned. Hun havde set en alvor i det blik, der ikke passede med Esberns sædvanligt glade væsen. Mente han måske mere med sine ord, end en simpel flirt? Hendes hjerte gav et hop. Esbern sænkede kruset uden dog at slippe hverken det eller Kirstens hænder. ”Har du travlt?” Kirsten rystede på hovedet. Det ville vare noget, inden hun skulle se til stegene igen. ”Vil du gå en tur med mig? Jeg fandt noget, jeg gerne vil vise dig?” Kirsten nikkede langsomt, og Esbern slap endelig kruset og hendes hænder. Hun mærkede, hvordan hendes tanker endelig igen kunne bevæge sig frit, det var, som om hans hænder og blik havde holdt dem fast i ganske enkle baner, der kun drejede sig om ham. Esbern rømmede sig, som om også han havde været holdt fast. ”Du må bare love mig at være stille, så vi ikke forstyrrer.” Kirsten nikkede lidt forundret, men fik andet at tænke på, da Esbern greb hendes hånd og trak af med hende. De gik hen over engen, og Kirsten nød solen, lærkesangen og det bløde forårsgræs, der kildede hendes ben. Esbern havde ikke sluppet hendes hånd på noget tidspunkt. De gik ned til strandkanten og langs med vandet. Kirsten snublede lidt på de grove sten, men mærkede, at Esberns hånd holdt hende oppe. Hun smilede til ham, men han lagde en finger over sine læber og pegede ned mellem stenene. Først kunne Kirsten ikke se noget andet end sten, så var det, som om nogen havde svunget en tryllestav over hende, for pludselig så hun en rede med tre plettede æg. Hun så op på Esbern, der smilede bredt til hende. Så trak han hende med sig ind mellem de siv, der her stod næsten ned til vandet. Han banede vej for hende mellem de skarpe siv, og snart stod de i en lysning mellem sivene. En forhøjning overgroet med blødt græs, hvor de var skjult for omverden, men alligevel kunne kigge ud på reden på stranden. Esbern bredte sin kappe ud på græsset. ”Sæt dig her og vær stille uanset, hvad der sker, så skal du få et se hvilken fugl, der har reden.” Han hviskede sagte.

Kirsten satte sig ned på kappen og kiggede ud mellem sivene. Esbern satte sig ved siden af hende og tog hendes hånd i sin.

Solen bagte ned i lysningen og tiden gik langsomt, uden der skete noget ude ved reden. Hun mærkede pludselig, at Esbern lænede sig hen mod hendes øre. ”Du er god til at tie og sidde stille, men kan du mon blive ved med det?” Han hviskede mod hendes øre, og det gav et spjæt i Kirsten, da hans læber ramte hendes øreflip. Hun nikkede. Selvfølgelig kunne hun være stille. Hun holdt blikket fast på reden og opdagede derfor ikke, at Esbern smilede drillende. Et græsstrå kildede pludselig hendes nøgne ben, og hun rakte ned for at flytte det. Hun så dog stadig ud gennem sivene og spjættede derfor overrasket, da hun fik fat i Esberns hånd. Det var ham, der kildede hendes ben med et græsstrå. Hun drejede hovedet og kiggede spørgende på ham, men han lagde bare en finger på læben og pegede ud på stranden. Hans hånd blev liggende på hendes ben, og nu fangede hun, hvad det var han ville. Hun smilede. Ikke om han skulle få hende til at sige noget eller spjætte. Den drillepind. Et kort øjeblik havde hun troet, at der var alvor i ham, men han drillede bare videre. Hun sukkede tavst og vendte blikket ud mod stranden. Det her var ikke helt, hvad hun havde håbet på, men den leg skulle han altså ikke vinde. Vinden bar hundeglam med fra skoven, hvor jagten var i fuld gang, den fik sivene til at rasle, men den lysning, de sad i, lå i læ. Esberns hånd gled op ad hendes skinneben, blidt og kildrende skubbede han hendes skørt med op, men Kirsten reagerede ikke. Hun kiggede ud på stranden, mens hun nød den varme sol og lærkerne, der sang højt oppe over dem. Hun mærkede, hvordan han blottede hendes knæ, og hun nød solens varme mod sin hud. Det gav et lille overrasket spjæt i hende, da hun mærkede hans varme læber på den bløde hud på indersiden af knæet, men hun bed det i sig og gjorde sit bedste for at ignorere ham. Hun kunne dog ikke forhindre, at hendes kinder rødmede, da han langsomt kyssede sig vej op ad hendes inderlår. Han nappede blidt i den bløde hud med sine læber, og hun spredte uden at tænke over det benene en smule, så han bedre kunne komme til. Det føltes, som om hans læber var brændende hede, og varmen spredte sig opad i takt med hans kys. Kirsten kæmpede hårdt for at fokusere på stranden, og det hjalp da en sort og hvid fugl med et ildrødt næb slog ned ved siden af reden. Det var en strandskades rede, hun sad og kiggede på. Esbern nappede i den bløde hud på hendes inderlår, og hans hænder pressede blidt hendes ben ud til siden. Kirsten sukkede tavst af nydelse. Hun var ikke jomfru, men det her havde hun ikke prøvet før. Det havde altid været noget med en mørk nat og en masse famlen under en dyne. Hans læber ramte hendes skød, og hun bed sig i læben for ikke at stønne. Tungen skilte forsigtigt hendes skamlæber og fandt vej ind mellem dem. Hun greb fat i hans kappe med begge hænder og knugede den hårdt, mens de mest fantastiske følelser skød gennem hende. Med hænderne trak han op i hendes kjortel, og hun lod ham trække den af sig, så hun sad nøgen foran ham. Hun mærkede solen bage ned på sin hvide krop og lod sig villigt presse bagover. Han løftede kort hovedet og så på hende, som hun lå der så nøgen, som Gud havde skabt hende, på hans kappe midt i solskinnet, og det smil, der bredte sig over hans læber, var ikke drillende. Så sænkede han igen sit hoved mod hendes skød, og tungen fandt vej til den lille knop, der lå gemt inde mellem folderne. Kirsten vred sig mod hans tunge. Det var så godt. Hun nød det så meget, og nu var det slut med at ligge stille. Han greb godt fat om hendes lår og slikkede hårdere på knoppen. Kirsten mærkede en bølge skylle igennem sig, og hun stønnede sin nydelse ud. Da hun igen kunne fokusere, så hun strandskaden flyve hen over dem og Esberns smilende ansigt. ”Du er ikke så god til at være stille.” Han smilede drillende til hende og lod sig glide op over hendes krop. Han kyssede hendes læber blidt, og hun kunne smage sit eget køn på hans læber. Hun rødmede dybt, så tog hun sig sammen. ”Hvor god er du måske til at være tavs?” ”Jeg er meget god til at være tavs og ikke røre mig.” Han smilede selvsikkert og drillende til hende. Kirsten puffede ham ned, så han landede på ryggen. Hun nød synet af ham en tid, inden hun lod hænderne glide over hans krop. Langsomt og kærtegnende trak hun de stramme hoser ned over hans muskuløse lår. Han var tydeligvis ikke upåvirket af sin leg med hende, for hans lem sprang ud stenhårdt og glinsende i det skarpe sollys. Hun pustede drillende på hovedet og mærkede, at det gav et ryk i ham. Han var dog stadig tavs. Hun så spekulativt på hans lem, så kyssede hun det fnuglet, men det duftede ikke så friskt. Hendes hænder gled på hans lår, mærkede musklerne i dem. Han var dejlig. Det var dejligt. Hun nød solskinnet, en lejlighedsvis brise og hele sommerens frugtbarhed. Hun nød manden, der lå foran hende, overladt til hendes nåde. Hun fik en ide og smilede skummelt til ham, inden hun satte sig overskrævs på hans mave. Hun kærtegnede sine bryster foran ham og så ham stirre sultent på hende. Langsomt løftede hun sig op, greb med den ene hånd fat om hans lem og lod sig så langsomt og æggende spidde på det. Hun lænede sig frem og nappede i hans øreflip. ”Husk nu ikke sige noget, ikke bevæge sig.” Han nikkede sammenbidt og beslutsomt. Hun klemte sammen om hans lem og kyssede hans læber, inden hun rettede sig op og langsomt og dovent begyndte at ride ham. Hun kærtegnede sine bryster med hænderne og nød den måde, hans blik klæbede sig til dem på. Hun nød solen på sin hud, mens hun langsomt satte farten op. Nu var det hans tur til at knuge om kappen med begge hænder. Hun satte langsomt farten op, og efterhånden glemte hun legen. Hun nød bare fornemmelsen af hans lem dybt oppe i sig. Han føltes så godt, og hun red ham hårdere og hurtigere på jagt efter sin egen nydelse. Hun var der næsten, da hans hænder greb om hendes liv, og han stødte hårdt op i hende. Hun skreg, da bølgen rullede ind over hende igen, men denne gang gjorde han hende selskab, og hun mærkede, hvordan han kom dybt oppe i hende. Prustende faldt hun sammen henover ham, og hans arme gled rundt om hendes ryg og holdt hende tæt ind mod sig. ”Du er heller ikke god til at være stille.” Hun kyssede ham blidt. ”Nej, måske derfor vi passer så godt sammen.”

Hundeglammen lød nu tættere på, og de hørte noget brase gennem sivene hen imod dem. Pludselig sprang en råbuk, skræmt fra vid og sans, ind i lysningen og hen over dem. De lo begge højt og begyndte febrilsk at komme i tøjet. De ville ikke overraskes af jægerne. Et enkelt dybt kys blev det dog til, inden de pilede tilbage til lejren på engen og deres pligter.

Kirsten strakte sig træt. Hun havde hjulpet til med at skære de nedlagte bukke ud. Kongen selv havde overvåget den proces, og Grev Henrik og han havde kigget dybt i krusene med herreøl imens. Kirsten havde sørget for, at de hver i sær havde fået spyd med hjerte, lever, nyre og det møreste kød fra dyr, de havde nedlagt. Ved højbordet havde øllet flydt hurtigt og både kongen, hans søn, den unge Valdemar og Grev Henrik var drukne. Festen var sluttet tidligt, men det var ingen kede af. Alle var trætte enten af jagten eller arbejdet, og de fleste var drukne. Specielt havde de, der ellers stod på vagt, kigget dybt i kanderne. I aften havde de fri, for på en lille øde ø som denne, kunne intet ondt ske Kongen.

Kirsten gled nedunder tæppet og faldt snart i søvn.

Der lød råb og hundeglam. Kirsten satte sig forvirret op og gned sine øjne. ”Kongen. Kongen er væk.” Hun for ud af teltet. Lejren var i vild opstandelse. Både Kongen, hans søn og Grev Henrik var forsvundet og sammen med dem Grev Henriks mænd. En mand kom løbende ind i lejren og råbte, at der lå et skib ude bag den store odde, som nu var ved at ro væk, og at Kongens hund løb frem og tilbage på den flade strand derude, mens den hylede.

Det utænkelige var sket. Kongens egen vasal havde bortført sin Herre og hans søn. Kirsten græd af rædsel, men mærkede et par arme om sit liv. Var hun bange og chokeret, ja så havde hun dog Esbern at dele det med.

Efterskrift. Det var ganske rigtigt Sorte Grev Henrik, der havde bortført Valdemar Sejr og Valdemar den unge. Det blev dyrt for landet at få dem løskøbt og med den sommerbukkejagt vendte lykken for Danmark. Landet blev forarmet, og selv da Kongen vendte hjem, formåede han ikke at få rettet op på tingene. Det skulle dog gå meget værre før en ny Valdemar trådte ind på scenen og det atter blev dag.