Solgt – del 16
Har du ikke læst tidligere afsnit, kan du gøre det HER

Resume: Hun tilhører kaptajnen – men han har ladet hende bruge af to mænd, og det er som om tilliden mellem dem er brudt. Hysterisk hulker hun sig i søvne, nu havde hun lige troet at alt mellem dem var godt. Så hvad pokker er det der sker?

—————

Hun sad og betragtede ham. Det var som om, han var ældet utroligt på det sidste halve år. Han så træt og opgivende ud. Det kunne selvfølgelig heller ikke være rart for ham, at være her i Haag, men hun havde ikke forventet, at det ville tage så meget på ham. Han havde ikke set synderlig plaget ud, da det stod klart at hans side ville tabe krigen, men han havde måske frygtet, at der var en regning der skulle betales her i Haag.  Hun smilede stille for sig selv. Hun havde i hvert fald betalt sin gæld til ham. Det var ikke sikkert, at han ville blive specielt taknemmelig, hvis det kom frem, at hun for at lukke enhver sag, havde erklæret, at han næppe var til kvinder. Caroline og hun havde diskuteret, hvad de skulle stille op, da ingen af dem ønskede at se hverken lægen eller kaptajnen som anklagede i Haag, men på den anden side havde de et stort ønske om, at se de virkelige forbrydere blive straffet. Det materiale hun havde samlet sammen, mens hun sad i vindueskarmen i kaptajnens lejlighed, stod nu sin prøve. De første domme var faldet og nu kom turen til Carolines første ejer. Det var derfor Kaptajnen var blevet indkaldt som vidne. De gange hun selv havde vidnet, havde hun i reglen forladt salen når det var overstået, men i dag blev hun siddende bagerst i salen for at se ham. Hendes uniform strammede over brystet. Hun brød sig ikke om at have den på. Hun havde aldrig haft dens beskyttelse, da hun kæmpede, og nu tog den beskyttelsen og anonymiteten væk fra hende. Alle journalisterne vidste, hvem hun var, men heldigvis vidste de også, at hun ikke ønskede at lade sig interviewe, så de lod hende være i fred. Hun flyttede blikket over på Caroline. Det var utroligt, at det var den samme pige, hun engang havde lappet sammen. Lægen og hans familie var tæt på at have adopteret hende. Hun var på alder med lægens børn og han havde sørget for, at hun kom i gang med en uddannelse til sygeplejerske. Hun smilede ved tanken om den morgen, hun første gang havde opdaget at Caroline var blevet voksen. Det var morgenen efter, at han havde solgt hende. Da hun vågnede var hendes øjne klistret til af tårer, hendes krop var øm og brugt og da hun halvsovende rakte ud efter ham var sengen tom. Han havde ikke ligget ved siden af hende den nat. Da hun kom ind i stuen, sad han i sofaen. Hun satte sig i en lænestol og ventede tavst på, at han skulle sige noget til hende. Han sad stille og betragtede hende, så rejste han sig med et ryk og gik ud af døren. Det føltes som om han var væk i timevis. Hun havde bare siddet og stirret ind i brændeovnens ild og forsøgt at forestille sig, hvordan hendes fremtid nu ville se ud. Hvorfor havde hun dog stolet på ham? Da han kom tilbage havde han Caroline på slæb. Den unge kvinde tog hende i hånden og trak hende med ind i soveværelset. ”Er du ok?” Caroline så forskende på hende. Hun nikkede. Ja fysisk var hun ok. Lidt øm, men ikke noget der var noget. Caroline rystede stille på hovedet. ”Jeg har aldrig hørt noget lignende. Vi har fået en masse sårede ind, som vi slet ikke har plads til. Lægen har næsten ikke sovet i et døgn og jeg har fået 5 timer på en stol i nat. Kaptajnen kom brasende ind og ville have lægen til at komme med her og nu. De gik ind på kontoret og lukkede døren efter sig, men de kunne næsten lige så godt have ladet den stå åben. De råbte og skreg. Kaptajnen ville have at lægen skulle se på dig og lægen kaldte ham en kæmpeidiot, der satte livet på spil, hvad det så end skal betyde. Jeg tilbød at gå med og når der ikke er noget fysisk galt med dig, så er jeg nødt til at gå igen lige om lidt og ja jeg har hørt, hvad der er sket. Men I bliver simpelthen nødt til at tage jer sammen. Utroligt at to mennesker kan være så blinde på samme tid.” Caroline havde hævet stemmen og lød vred. ”Nu rejser du dig op, går ind til ham og viser ham, at du ikke mener han er et uhyre og så finder I ud af det!”  Hun rejste sig og åbnede døren ind til stuen, så pegede hun på Kaptajnen. ”Og du tager dig sammen. Tal til hende. Hun er hverken lavet af glas eller porcelæn.” Caroline strøg ud af døren og smak den efter sig. De stod måbende og stirrede på døren. ”Sig mig er du helt sikker på, at det var en god ide at sælge den rappenskralde til lægen?” Hun så op på ham og lo. Lo fordi Caroline havde det så godt. Lo fordi hun var i live og lo fordi, ja bare fordi at latteren føltes godt. Han stirrede vantro på hende, men langsomt krusedes også hans læber af et smil og han endte med at le sammen med hende. Det havde taget tid for dem, at falde tilbage i den gamle rytme. Der var slået skår i tilliden mellem dem, som ikke umiddelbart kunne klinkes, og han var ikke meget sammen med hende. Der var ved at ske et eller andet i verden omkring dem, som krævede hans opmærksomhed og tid. Det skete mere end en aften, at hun måtte gå i seng før han var hjemme, men uanset, hvor kort tid han kunne sove, så sov han ved siden af hende i sengen. Hun vågnede ofte ved, at han i søvne knugede hende ind til sig og hans greb slappedes først, når hun selv lagde armene om ham. En enkelt aften kom han dog tidligt hjem. ”Kan du huske hvilke regler du har fået her?”  Han så spørgende på hende. Hun kiggede lidt forvirret op på ham. ”Jeg må ikke komme uden tilladelse.” ”Ja og?” Han så afventende på hende. Hun tænkte sig om. ”Jeg må ikke blive kold.” ”Det er rigtigt. Synes du selv du har overholdt de regler?” Han så undersøgende på hende. Hun rystede på hovedet. Nej. Når han kom sent hjem, var det sket mere end en gang, at hun var faldet i søvn på sofaen og ilden var gået ud. Han satte sig på stolen og vinkede hende hen foran sig. ”Det her er vigtigt så hør godt efter. Hvis du på noget tidspunkt bliver ked af det, eller bange så siger du stop! Så stopper jeg omgående. Forstår du det?” Hun nikkede lettet. Hun måtte jo indrømme at hun både frygtede for afstraffelsen og samtidig savnede den. Han gjorde tegn til, at hun skulle lægge sig henover hans knæ og hun adlød villigt. En lille tanke bagerst i hendes hoved, mente nok det var for villigt. Han lagde hende tilrette og sad længe og kærtegnede hende. Hun mærkede, hvordan hun slappede af og bare nød det.  Det var sådan her det skulle være. Hans hånd landede på hendes balde med et højt klask. Hun gispede overrasket. Han tøvede kort, som om han ville være sikker på at hun var ok, så faldt hans hånd igen. Hun klynkede stille. Det gjorde ondt men hun kunne mærke, hvordan varmen spredte sig fra hendes balder og ned mod hendes skød. Han lod langsomt styrken og hastigheden stige og hendes klynken blev højere. Et sidste svidende klask faldt over hendes balder og så stoppede han. Hun lå helt stille og klynkede. ”Ned på knæ!” Hun lod sig glide ned fra hans skød og knælede foran ham. Han lod fingrene glide henover hendes kind og smilede til hende. Hun gengældte hans smil i tryg forventning om, at hun ville nyde, hvad end der skete. Hans fingre gled ned over hendes hals og ned mod hendes bryster. Drillende gled de rundt om brystvorterne, som stivnede og strittede lige ud i luften. Hun gispede ganske stille og kunne mærke, at hun skulle passe meget på, hvis ikke hun skulle forsøge at presse brysterne mod hans hånd. Hun trængte til ham. Det var længe siden, de havde haft sex og da slet ikke sex af denne type. Sådan måtte hun sidde i noget der føltes som en evighed. Til sidst havde hun mest af alt lyst til at skrige, men stadig gled hans fingre bare nydende rundt på hendes bryster. Hun kunne mærke, at hun var så tændt, at det løb ned mellem hendes ben. Endelig tog han fat i hendes brystvorter, nulrede dem, trak blidt i dem, for så at fastholde hendes blik, mens han klemte dem. I starten var det blidt, men langsomt klemte han hårdere og hårdere. Hun gispede og skulle virkelig kæmpe mod sig selv, for ikke at trække sig væk. Han slap og hun trak vejret i lange gisp. Han smilede tilfredst. Hans fingre fandt tilbage til deres uendelige blide rejse henover hendes bryster. Hun klynkende sagte, følte det som om hun ikke ville kunne holde til det ret meget længere. Han lo stille. ”Vil du gerne have lov til at komme?” Hun nikkede ivrigt. ”Så må du jo se om du kan spørge pænt.” Han smilede selvtilfredst til hende. Hun sendte ham et surt blik, det her brød hun sig bestemt ikke om. Han fingre genoptog deres blide tortur af hendes bryster og hun jamrede klagende. ”Må jeg ikke nok få lov til at komme?” ”Hmm.” Han stoppede og så drillende på hende. ”Jo. Det må du da.” Han trak en dildo frem under stolen og rakte hende den. ”Læg dig her på gulvet foran mig og vis mig, hvor meget du nyder at lege med dig selv.” Hun stirrede vantro på ham. Det kunne han da ikke mene. Men jo hun vidste jo godt, at han mente det, og at hvis hun ville have lov til at komme var det vejen frem. Hun tog imod dildoen og lagde sig på gulvet. Hun spredte benene og begyndte stille og roligt at kæle for sine bryster. Hun sukkede af nydelse og lod den ene hånds fingre glide ned til klitten. Hun var så våd, at hendes fingre sejlede rundt. Hun stønnede hæst og rakte ud efter dildoen. Langsomt lod hun den glide ned og pirre klitten. Det føltes så godt. ”Se på mig.” Hun havde næsten glemt, at han sad og så på, men åbnede øjnene og så på hans smilende ansigt, mens hun langsomt og nydende lod dildoen glide op i sig. Stille og roligt lod hun den glide ind og ud, mens hendes frie hånd, nulrede brystvorterne på skift. Hendes hofter levede deres eget liv og stødte ivrigt mod dildoen. Hun øgede farten og kunne mærke at hun var tæt på at komme. Hurtigere og hurtigere tog hun sig selv, mens hun så ham ind i øjnene. Så kom hun. Da hun igen kunne sanse verden omkring sig, så hun at han havde rejst sig op og nu stod smilende over hende. ”Hvor er du dog smuk. Kom.” Han rakte hende hånden og hjalp hende op at stå. Så førte han hende ind i soveværelset og lagde hende på sengen. Han klædte sig hurtigt af og lagde sig så ned til hende. Hans hænder gled over hendes krop, vejede hendes bryster, og søgte ned mod hendes skød. Hans mund fulgte efter hænderne og snart lukkede hans læber sig om hendes klit. Hun stønnede højt og nød hans læber og tunge. Det tog ikke mange øjeblikke før hun igen var ved at komme, men så stoppede han. Hun klynkede i protest, men han bøjede sig hen over hende, kyssede hendes mund og lod hendes smage hendes eget køn på hans læber. Hans fingre flettede sig ind i hendes hår. Han lagde sig ovenpå hende og holdt hendes blik fast i hans mens han nydende trængte ind i hende. Da han nåede i bund, blev han liggende helt stille og holdt hende tæt. Hun kæmpede for at ligge stille, men hendes hofter begyndte at bevæge sig mod ham og han gav slip. Han tog hende stille men bestemt holdt sig hele tiden, så hun lige nøjagtig ikke kunne komme. Hun vred sig som en vanvittig under ham, men til ingen nytte, han nægtede at sætte farten op og give hende det, hun ønskede så desperat. ”Så tag mig dog.” Hun jamrede desperat. ”Ikke endnu du ønsker det ikke nok endnu.” Han ignorerede hendes bønner og protester og fortsatte i det rolige tempo. Så stødte han pludselig hårdt og hurtigt og hun skreg i en langtrukken orgasme, som også fik ham til at komme. Den næste dags formiddag var han kommet løbende ind i lejligheden og havde knuget hende ind til sig, som om han aldrig ville slippe hende igen. ”Det er slut. I skal af sted nu. Skynd dig at tage tøj på, jeg skal nok samle dine notater.” Hun havde stirret på ham. ”Slut?” ”Krigen er slut. Eller det vil sige, næsten, men vi skal rømme kaserne og Røde Korsfolkene tager kvinderne med ud. Du har mindre end fem minutter til at blive færdig.” Mekanisk havde hun klædt sig på og taget imod hæftet med hendes notater. Han havde taget om hende, kysset hende og hvisket et stille tak, så var han trukket af med hende og inden hun fik sanset at sige eller gøre noget, sad hun i bussen og trøstede en stortudende Caroline. Stemningen i bussen havde været mærkelig. Mange af kvinderne havde siddet som forstenede og kun få havde jublet. Hun havde hanket op i Caroline og sammen havde de forsøgt, at få kvinderne til at fortælle. Navne og historier fyldte snart hendes hæfte og nu sad hun så her. Hun søgte retfærdighed for kvinderne og fik den. Det var først efter Balkan krigene, at voldtægt og mishandling af kvinder var blevet en krigsforbrydelse. Før var det bare den sejrende hærs ret.

Hun så op på Kaptajnen og blev holdt fast af hans blik. Han smilede forsigtigt til hende. Jo han huskede, hvad hun havde sagt om retfærdighed for kvinderne. Hun smilede sørgmodigt retur. Det var underligt at tænke på, at det var sidste gang hun ville se ham. Hun kunne ikke holde til at sidde ned mere, rejste sig og gik ud, efter at have sendt ham et sidste blik.

Fortsættes HER