Resume:
Solbjørg er rejst til Spanien og havnet i en fælde. Hun bliver holdt fanget som slave hos tre spanske, unge mænd. De har lige opdaget, at Solbjørg har haft kontakt med omverdenen. Det er alvorligt.

————

“Jeg håber, det var det værd,” nåede Solbjørg at tænke. Hendes hænder var fastgjort til loftet og hendes ben var trukket helt ud til siden. Hun følte sig åben, sårbar. At hendes tre bortførere lige havde trukket bælterne ud af deres bukser og var gået om bag hende, var ikke noget godt tegn, tænkte hun. Mere nåede hun ikke at tænke, før en byge af slag ramte hendes forsvarsløse ryg, numse og baglår. Til Solbjørgs overraskelse var det overstået hurtigere, end hun havde regnet med. Hun var ved at drage et lettelsens suk, da hun bemærkede, at drengene trådte ind foran hende. Hun sukkede opgivende og spekulerede over, hvor meget smerte hun mon kunne klare; og hvad der egentlig skete, når man ikke kunne klare mere. Slagene på hendes bryster og mave gjorde, at hun ikke længere kunne fastholde tankerne. Det gjorde så ondt. “Please, I’ll do anything you want,” bad hun flæbende. En så tydelig overgivelse havde de ikke før fået ud af Solbjørg. “When we are finished with you, you sure will,” svarede Rafael afmålt, men med et skræmmende mørke i blikket. Og så fortsatte de.

Endelig holdt de inde. Solbjørg var rystet, forpint og afmægtig. Hun syntes, hun havde lært lektien. Men drengene lagde ikke bælterne. Og da hun så, hvad José sigtede efter, blev hun rædselsslagen. Smerten, da bæltet ramte hendes ubeskyttede fisse var ubeskrivelig. Da José lagde an til næste slag, brølede Solbjørg af sine lungers fulde kraft et desperat “Noooooo!” 

Skriget var så højt, at kaptajn Henar Garcia Ladal fra det spanske statspoliti, Guardia Civil, der sammen med 8 andre betjente diskret var gået i stilling udenfor ejendommen, hørte det. Kaptajnen havde været noget i tvivl om dette mystiske opkald fra Danmark. Nu var der ikke grundlag for tvivl mere. Noget var grueligt galt her! “Vamos!” sagde kaptajnen i radioen, lad os gå i gang. De vidste alle, hvad de skulle gøre.

Det havde ellers været en noget forvirret betjent, der havde banket på døren med det nye messingskilt, hvorpå der stod “H Garcia Ladal, Capitãn”, og var kommet ind til den nyforfremmede kaptajn, der netop var tiltrådt på sin første egne kommando på den undselige post i Toledo Syd. Forvirret på grund af den mærkelige melding, som gennem diverse omstillinger var nået frem til den rette politipost. Men beskeden indeholdt en tydelig angivelse af en adresse og en klar beskyldning om et alvorligt forhold. Beskyldningen om, at en ung kvinde holdes fanget, burde man ikke overhøre. Da kaptajnen ikke anede, hvad der ville vente dem, var denne mellemvariant blevet valgt som indsatsstyrke: ingen specialstyrke, men heller ikke en enkelt patrulje. Derimod en håndfuld gadebetjente under kaptajnens egen ledelse.

Solbjørg stod med tilbageholdt åndedræt og ventede på næste slag. Men i stedet for det ventede slag lød der et brag bag ved Solbjørg og derefter råb og skrig på spansk. På udtrykket i drengenes ansigt, kunne Solbjørg regne ud, at hjælpen var kommet. Hun drog et lettelsens suk – og mistede bevidstheden.

Da hun kom til sig selv igen, lå hun ned. En ældre, hvidhåret mand i et slidt, gråt jakkesæt stod bøjet over hende. Han smilede. “I am doctor,” sagde han på tøvende engelsk. Solbjørg nikkede og så sig omkring. Betjentene undersøgte stadig huset. Da en officer trådte ind, indtog betjentene refleksagtigt noget, der lignede retstilling. Solbjørg kiggede op på lægen igen. Pludselig hørte hun en kvindestemme, der lød mere landlig end det aarhusianske, som Solbjørg var vant til at høre: “Og du? Er du ållræjt?” Solbjørg så sig forvirret omkring uden at finde en forklaring på stemmen. “Det er mig, der snakker,” sagde stemmen så. Og pludselig så Solbjørg det. Et forsigtigt smil og mørke, funklende brune øjne, den lille hestehale, der stak ud under uniformskasketten og de små bryster, der kunne anes under uniformsskjorten. “Jeg er ok. Bestemt ok nu,” oplyste Solbjørg. “Du taler dansk? Jeg er forvirret!” tilføjede hun. Igen det lille smil og et nik. “Henar Garcia Lædal, kaptajn i civilgarden,” oplyste kvinden, “leder af denne operation. Vi kommer også til at tale sammen senere på stationen.” Solbjørg nikkede; det måtte de vel. Henar vekslede et par ord med lægen, fik rakt et stykke papir af ham og gik igen med et “Vi ses”, ledsaget af det der smil igen, denne gang lidt større. Og pludselig gik det op for Solbjørg, hvor meget hun havde savnet, at nogen smilede til hende. Politiet fandt hendes ting, og lidt senere sad hun påklædt, for første gang i uger, i et rum på politistationen og ventede. Døren blev åbnet udefra af en betjent, der gjorde honnør for den officer, der nu trådte ind. Det var heldigvis Henar. Henar bad om lov til at optage samtalen, for så slap hun for at skrive protokol på dansk. Hun kunne ikke skrive det ret godt, fortalte hun; hun havde jo ikke haft det i skolen, men lært det på ferier hos bedste. Solbjørg nikkede og fortalte sin historie, afbrudt af få opklarende spørgsmål. Med et nik slukkede Henar optagelsen. “I har et ordsprog om, hvis man rækker fanden lillefingeren,” sagde hun og fortsatte: “Spanske mænd vil ikke nøjes med hele armen.” Solbjørg nikkede. “Har du et sted at tage hen?” spurgte Henar. Solbjørg rystede på hovedet og opdagede pludselig, at hun var grædefærdig. Hvad skulle hun dog nu? Det havde hun slet ikke tænkt over. “Jeg har tænkt på,” sagde Henar tøvende, “at du kunne komme hjem til os.” “Os?” spurgte Solbjørg. “Min storesøster og mig,” forklarede Henar, “Men jeg må advare dig: Vi er nok lidt mærkelige.” “Hvordan det?” ville Solbjørg vide. “Hun er sådan temmelig storesøsteragtig,” prøvede Henar at forklare, “vores mor døde ung. Så en masse ansvar havnede hos hende. Og vi er aldrig…” Henar ledte efter ordene, “… kommet videre. Og så er vi meget tæt knyttet.” Solbjørg nikkede: “Og jeg er ikke til besvær?” “Vi har ikke meget plads og ikke megen luksus. Men et lille kammer med gæsteseng kan vi klare,” oplyste Henar, som tilføjede: ”Og en dør med egen nøgle.”

Solbjørg så og nød Henars varme smil. Og takkede ja.

Lidt senere var Solbjørg og hendes ting anbragt i en patruljevogn, mens Henar fulgte efter på sin motorcykel. Hun så ufattelig rå ud i sin uniform, som hun kørte der, syntes Solbjørg.
Sensommer i Toledo var tør, varm og gulligbrun, måtte Solbjørg konstatere. Det var første gang, hun faktisk så noget af Toledo.

“Hola Vero!” råbte Henar, da de trådte ind i lejligheden, “Kom lige!” “Hola!” blev der svaret fra et værelse, “Hvad? Hvorfor dansk?” “Vi har en gæst. Derfor,” svarede Henar. Og ind trådte alt det, som Solbjørg ville have beskrevet som en sydlandsk skønhed. Dybbrune, fyrige øjne, markante kindben, kulsort hår, til gården og til gaden uden et gram for meget, pakket ind i en stram skjorte og en knælang nederdel. Lidt ældre end Henar, som Solbjørg skønnede til at være sidst i 20’erne. “Vero,” sagde hun og rakte en velplejet hånd til Solbjørg, der præsenterede sig. “Må jeg bede om en forklaring,” spurgte Vero Henar i en ret streng tone, syntes Solbjørg. Hun mente at kunne fornemme det storesøsteragtige. Det synes Henar ikke at tage sig af. “Først kaffe,” sagde hun, mens hun og Solbjørg asede forbi Vero med Solbjørgs kufferter. “Og Veronica, vil du ikke være sød at hente det her på …,” Henar ledte efter ordene, mens hun rakte Vero en seddel, ” …på …. Pharmaçia?” “Til mig? Hvad?” spurgte Solbjørg. “Doktoren sagde, at du grundlæggende var i god stand; men han gav mig en recept på lokalbedøvende salve, når du skal falde i søvn,” forklarede Henar. Solbjørg mærkede sin krop. Nej, det var ikke umiddelbart attraktiv at ligge ned. Det var nok en god ide med salve.

Vero nikkede forundret, stak i nogen sko og var ude af døren. Solbjørg blev bænket i køkkenet, mens Henar lavede kaffe. Også i denne lejlighed var køkkenet det centrale rum, konstaterede Solbjørg. Og også her var der vist ikke noget badeværelse. Brusekabinen var stillet op i køkkenet. Køkken og badeværelse i ét, det måtte man da kalde alrum, tænkte Solbjørg. Der var godt nok en lille stue med et fjernsyn; men det var tydeligt, at livet blev levet i køkkenet.

De sad og drak kaffe, da Vero kom tilbage. Hun satte sig til dem. “Forklaringen?” sagde hun bydende til Henar, der trak på skuldrene. “Solbjørg er jeg rendt ind i i forbindelse med en sag, og så havde hun ingen steder at gå hen,” forklarede Henar, “Sagen har jeg tavshedspligt om. Så medmindre Solbjørg giver mig lov til at fortælle – eller selv fortæller – må du forblive nysgerrig.” Solbjørg kiggede i sin kaffekop og tænkte. “Det er ikke en historie, jeg har lyst til at høre i byen. Men når du nu skal trækkes med mig, har du vel også ret til at vide hvorfor,” sagde Solbjørg tonløst, vendte sig mod Henar: “Gider du?” Henar begyndte at fortælle. Jo længere fortællingen skred frem, des mere måbende og bleg blev Vero. Da Henar var færdig med at fortælle, indtraf en stunds stilhed. Det var Veronica, der først greb ordet. “Det var da frygteligt!” Og henvendt til Henar fortsatte hun: “Det er lige før jeg har mistet lysten til at give dig din endefuld i dag.” Henars ansigt fik en dybrød farve, mens hun stirrede ned i sin kop. Solbjørg kiggede forvirret på de to søskende, men konstaterede: “Nå, men det rager ikke mig!” Henar sukkede opgivende og smilede genert: “Du må da godt vide det. Da jeg var tyve, købte jeg en motorcykel uden at drøfte det med Vero. Jeg var ung, uforbederlig og troede, at alt kunne lade sig gøre. Men det kunne det ikke. Det var en bombe under vores økonomi i flere år. Vero blev rasende, og forlangte, at jeg skulle sælge cyklen, men det ville jeg ikke. Men så er Vero jo en fantastisk storesøster, der sagde, at hvis det var SÅ vigtigt for mig, så ville hun bære sine egne afsavn uden mere brok – hvis jeg viste, at det var vigtigt nok. Og så kom hendes betingelse: det skulle være så vigtigt, at jeg, så længe jeg har cyklen, skulle få en endefuld én gang om ugen. Hun gjorde det klart, at det ikke var til diskussion, og at jeg måtte klare mig alene, hvis jeg sagde nej. Siden har jeg hver fredag lagt mig over Veros skød med rumpen bar – og taget imod, velfortjent. Men hun er blevet mildere med årene.” “Hvor gammel er du nu?” spurgte Solbjørg. “29,” oplyste Henar. “Det giver næsten 500 endefulde,” konstaterede Solbjørg. Vero og Henar kiggede overrasket på hinanden, regnede kort efter og begyndte så at grine. “Mon ikke det så er på tide at få den sidste?” spurgte Vero fornøjet. “500! Det har jeg aldrig tænkt på!” “Det bestemmer du! Jeg sælger ikke!” svarede Henar, “monstro vi kommer til at savne det? Især bagefter?” “Øhhh… har I to sex sammen?” blandede Solbjørg sig. Hun havde fået en mistanke. ”Spurgte du lige, om vi har sex sammen? Vi er søskende!” sagde Henar pludselig strengt. Solbjørg kunne være krøbet i et musehul. Kunne hun have hørt så forkert? Og hvordan kunne hun redde situationen? Hendes hjerne arbejdede på højtryk! “Men svaret på spørgsmålet er: Det sker,” svarede Henar med et kæmpe smil, “Vi får nok ikke indavlede børn af den grund!” Solbjørg var lettet. Hun begyndte at grine. “Endda uden prævention!” fik hun sagt mellem hulkene. “Selvfølgelig uden prævention, vi er gode katolikker!” tilføjede Vero; det resulterede i et latteranfald hos Henar, der fik tårer i øjnene. “Hvor er I skønne! Og hvor er det godt at grine igen!” udbrød Solbjørg, da hun havde samlet sig. “Men hvorfor taler I egentlig dansk?” “Skiltet på døren lyver,” forklarede Vero, “Vi hedder ikke Garcia Ladal. Vi hedder Garcia Lædal. De kan bare ikke skrive æ’er her. Børn af et dansk spansk ægtepar. Har været på talløse ferier hos bedste i Mariager. Vi burde også snart, Henar,” sluttede Vero sin redegørelse. “Ja, vi burde,” bekræftede Henar med et stænk af vemod. De sad og drak kaffe i tavshed en stund. Det var Vero, der brød tavsheden: “Henar, du må have haft en hård arbejdsdag. Du lugter lidt. Gå i bad!” “Jeg ved godt selv, hvornår jeg skal i bad,” svarede Henar spidst. “Det ved jeg da godt, Henar,” sagde Vero stille, “men du behøver vist ikke spille komedie, fordi vi har gæster. For både du og jeg ved, at vi begge synes, det er sjovere, når jeg siger det til dig.” Henar rødmede let, så lidt mut ud et øjeblik, men nikkede alligevel med et opgivende smil. Hun rejste sig og begyndte at gøre sig klar. Solbjørg blev forskrækket, da hun knaldede bæltet med pistolhylster, stav og håndjern på bordet. Lidt efter stod hun i sports-bh og sloggi-trusser foran dem. Solbjørg så overrasket på hende. “Ja, jeg ved godt, de ikke er fikse. Det er ikke Passionata eller sådan noget. Men det opdagede jeg i Danmark, de er rarere, end alt det mere sexede undertøj jeg kender, og jeg har et fysisk aktivt arbejde,” forklarede hun sig, før hun med to hurtige bevægelser havde taget undertøjet af. Solbjørg fik et kort sekund et glimt af hendes forside. Små bryster, en lille sort tot hår; hun brugte bikini i solen. Solbjørg gættede på, at Henar nok synes, at hendes hofteparti var lidt for bredt til hendes overkrop. Men det synes Solbjørg egentlig ikke. Og Solbjørg blev helt forgabt i de smidige, muskuløse bevægelser, da Henar gik til bruseren. Da Henar havde tændt for vandet, holdt Vero hænderne for øjnene som en kikkert og smilede. Solbjørg kunne godt se, hvad Vero mente. Jo, det kunne godt være, hun havde øjne på stilke. Hun begyndte at grine, mens brusekabinen begyndte at nynne. “Bestemmer du altid?” spurgte Solbjørg Vero. Vero rystede på hovedet. “Ikke rigtig, men det er lidt svært at forklare. Jeg siger, hvad jeg vil. Og Henar gør det. Medmindre hun ikke vil. Så skal hun nok sige fra. Men jeg tror, hun træffer nok beslutninger på arbejde og kan slappe af, når jeg træffer dem herhjemme,” forklarede Vero. “Men endefuldene?” spurgte Solbjørg. “Hun har aldrig protesteret, og det gør hun i øvrigt næsten aldrig de sjældne gange, hvor jeg synes, det er på sin plads at straffe hende,” fortsatte Vero sin forklaring. Iben undrede sig. “Så du er egentlig halvt storesøster, halvt mor, halvt kæreste?” Vero grinede: “Ikke kæreste, nej … øh …. hvad hedder det… friend with privileges .. hvad hedder det på dansk?” “Bolleven,” oplyste Solbjørg. ”Bolleven,” tyggede Vero smilende på ordet. Lidt efter kom Henar ud af bruseren. Solbjørg kunne næsten ikke få øjnene fra hende, da hun tørrede sig. Henar opdagede det og smilede overbærende. “Jeg kom til at tænke på … du har slet ikke set noget af Toledo endnu?” spurgte hun Solbjørg. Solbjørg rystede på hovedet.

“Så har vi vist noget, vi skal,” sagde hun. Både Vero og Solbjørg nikkede. Henar smuttede på sit værelse og kom et øjeblik efter tilbage – og så hammergodt ud. Det sorte hår stramt tilbage i en hestehale, store solbriller i håret, de lysende mørke øjne og en antydning af rød på læberne. En stram, orange top med bare arme, der fremhævede de små bryster på den helt rigtige måde. Dertil en virkelig kort, stram nederdel i sort; og matchende klipklappere på fødderne. En lille fiks taske afsluttede billedet. Konfronteret med den sydlandske fikshed, følte Solbjørg sig som et uformeligt skrummel. Det var hun selvfølgelig ikke, men hun var en nordisk type med former. Absolut attraktiv, syntes både Henar og Vero uden at sige det.

Lidt efter stod de alle tre på den store plads ved katedralen. Solbjørg fik vist byens seværdigheder. Men senere kom pigerne i tanker om mere praktiske gøremål som aftensmad. Vero blev så alvorlig, at Solbjørg blev helt forskrækket, da hun lagde hånden på Solbjørgs skulder: “Solbjørg, jeg ved, at dette ikke er særlig værtsagtig. Men jeg tror, du kan få os til næsten hvadsomhelst, hvis du kan lave brun sovs og bløde løg,” forklarede hun og fortsatte, mens det store hvide smil vendte tilbage: “Du må få Henar, hvis du kan!” Der kom en protesterende lyd fra Henar, der resolut med et grin plantede sin fod i Veros ende. Til Veros og Solbjørgs morskab måtte hun humpe 10 meter efter sin klipklapper.

“Jeg skal ikke få nogen eller få jer til noget, bare fordi jeg kan lave brun sovs og bløde løg og en hakkebøf til, men I bliver nødt til at hjælpe med at skaffe ingredienserne,” meddelte Solbjørg og forårsagede en lille glædesdans hos søstrene. Hun blev lidt vemodig over denne begejstring over bedstes mad. Hun tænkte på sin bedste og på maden, når grinderne var slagtet hjemme på øen.

Efter aftensmaden trak Vero sin stol ud og forkyndte: ”Så er det nu, Henar!” Henar rejste sig, tog nederdelen af og lagde den sammen. Så tog hun også sine trusser af, denne gang en elegant, bordeauxrød antydning af ingenting, og bevægede sig hjemmevant til Veros skød. Hvor Solbjørg havde troet, at det var en slags symbolsk ugentligt ritual, hun skulle blive vidne til, blev hun klogere. Det var en regulær mandeendefuld, som Henar fik – og tog imod med ganske få klynk. Men det var også tydeligt, at Henar var blevet våd; om det var af endefulden eller af forventning om, hvad der kom, vidste Solbjørg ikke. Men da Vero var færdig med at slå, svuppede hun lige tre fingre ind i Henar og fingerkneppede hende med den ene hånd, mens den anden hånd holdt Henars hoved nede. Her klynkede Henar betydelig mere end ved endefulden, og der gik ikke mange øjeblikke, før Henar kom med en skylle. På trods af, at de havde talt om det tidligere, måtte det være lidt ydmygende for Henar; for hun havde rødmet og kiggede meget undskyldende på Solbjørg, da hun gik på knæ for at tørre op efter sig, inden hun stillede sig i et hjørne af køkkenet. Der stod hun i nøjagtigt et kvarter.

Denne aften lod søstrene sig opdatere på dansk popmusik ved hjælp af Solbjørgs iphone. Og siden gik de tidligt i seng, for de var trætte. Søstrene af at snakke dansk, Solbjørg af sine oplevelser.  

Midt om natten vågnede Solbjørg af et mareridt, der indebar stinkende pikke, afmagt og prygl. Da hun ikke kunne falde i søvn igen, stod hun stille op og tog lidt vand i køkkenet. Hun satte sig ved bordet, hvor Henars politibælte stadig lå. Lidt efter rejste hun sig og gik lidt hvileløst omkring. Hun hørte sit navn blive hvisket. Det kom fra Henars værelse, hvor døren var på klem. Solbjørg stak hovedet ind. “Mareridt?” spurgte Henar søvnig. Solbjørg nikkede.

“Kom!” sagde Henar og løftede indbydende tæppet. Hun var nøgen. I månens skær kunne hun se Henars tot, den flade mave, de store brystvorter og de mørke øjne i fortryllende grå nuancer. Hun fulgte opfordringen, og Henar sørgede for, at hun lå i ske. Solbjørg kunne mærke totten gennem sine tynde trusser og brystvorterne mod sin ømme ryg. Det var lækkert. Og Henar holdt om hende, blidt men bestemt. Solbjørg slappede af. Og da Henar lidt efter begyndte at nynne ”Den lille Ole” og ”Jeg er træt og går til ro”, overmandede søvnen Solbjørg.  

Fortsættes HER