Skøgen

Jeg vågnede ved at det buldrede på min dør. En mands stemme råbte, – Luk op i Kongens navn. Jeg dækkede min nøgne krop med min særk og gik til døren og låste den op. 4 vægtere trængte ind i min lavloftede stue i min lille hytte i skovbrynet. – I Kong Christian den 3. navn, du er anholdt, anklaget for at opfordre retskaffende mænd til at bedrive hor og at deltage i andre utugtelige ugerninger.

De 4 mænd greb mig, og jeg blev ført bort i håndjern og ført til byens torv, hvor jeg blev lagt i halsjern.

Imens jeg stod der, løb tankerne igennem hovedet på mig, hvem ville dog anklage mig for den slags ting? Jeg havde aldrig opfordret mænd til at forlyste sig med mig. Selvfølgelig var der en del af byens fine mænd, der søgte min dør for at få afløb for de ting, som deres pæne fruer anså for noget svineri, indenfor det der nu foregår i et sovegemak, og som de fine fruer derfor ikke ønskede at deltage i, men de var alle kommet frivilligt. 

– Skøge, horekælling, heks…, ordene gjaldede ud over hele pladsen, – du er i pagt med djævelen.
Jeg søgte i mine tanker for hvem, der stod bag anklagen. 

Fru Borgmester Nansen måske, borgmesteren søgt jo min dør, fordi fruen ikke yndede at tilfredsstille sin mand med munden, det var noget svineri efter hendes mening. Den gode Hr. Nansen kom til min dør flere gange om måneden, – søde Josefine nu er den gal igen, se hvor den stor stiv og strunk, åbne din varme røde mund for mig. Jeg lagde mig på knæ og åbnede mine røde læber for hans lem, suttede og slikkede borgmesteren til han fyldte min mund med sin varme og salte sæd. – Tak lille finemus. Så rejste den gode borgmester sig, lagde 5 rigsdaler i min vindueskarm og forlod min lille hytte.

Skorstensfejer Mester Linders frue måske, hendes mand søgte min dør for at får ris i sin bare ende og blive kaldt for en uartig dreng. Når Hr. Linder bankede på min dør, så var det altid når han havde været på svirretur, og havde været en tur på bakken og besøgt de uartige damer i Bakkens hvile. Så lød det, – Undskyld Madame Josefine, jeg har været et liderligt svin. Så skulle jeg kommandere den fine herre ind i mit lille sovegemak, give ham ordre på at blotte sin  ende og bøje sig ned over min alkove, så fandt jeg riset bag ved døren og gav ham mindst 10 slag med riset i den bare ende. Efter de første 5 begyndte den fine herre at tigge om nåde, men jeg foresatte, imens jeg fortalte ham, hvor uartige han var, og at han var en liderlig horebuk. Når jeg havde uddelt de 10 slag, så endte det som regel med, at Hr. Linders lem sprøjtede ud på gulvet, og jeg så skulle jeg tvinge ham til at slikke det svineri op. Hr. Linder efterlod 2 rigsdaler i min vindueskarm og sørgede altid for, at min skorsten var ordentligt renset uden beregning.

Kunne det være Bankdirektør von Kippings frue måske, bankdirektøren havde jo en svaghed for store bryster, og da fruen var flad som et strygebræt, søgte han også min dør for at svælge i mine dejlige store attributter og lade sine dyrebare dråber sprøjte ud over dem, imens han stønnede, – åh ja ja. Hr. von Kipping efterlod sig altid 10 rigsdaler. Ud over Bankdirektøren så søgte husets unge søn også til min dør, den unge mand var som en fyrig hingst i brunst. Igen og igen kom han til min dør, åh jeg lærte ham hvordan en kvinde skal tilfredsstilles, hans hænder var overalt på min krop, hans tunge legede med mine brystvorter og søgte ned imellem mine lår og fandt ind til mit inderste, hans tunge dansede can can på den lille hårde knude, og hans fyrige unge lem søgte min våde grotte og udgød igen og igen sin last af sæd. – Åh Josefine, gift dig med mig, jeg er afhængig af dig og din våde varme og villige grotte.

Eller var det Fru Grevinde Ulrik til Liljenborg, i hvis skovløberhus jeg boede. Den gode greve var en meget kær gæst, hans grevinde var en rigtig gold og ond kvinde, som kun ønskede ondt over alle. Den gode greve søgte varme og ømhed i mine arme og sagde tit til mig, – søde søde Fine, kunne jeg dog bare tage dig i mine arme og tage dig med op slottet, leve med dig som min kvinde. Greven søgte trøste i mit varme skød, han yndede at tage mig på skødet, så hans varme lem gled ind i min våde grotte, hans finger søgte den lille hårde knude imellem mit kønslæber, legede med den indtil væden flød fra mit indre, og min krop rystede som i krampe. Greven stødte hårdt op imod mit skød, og jeg modtog hans varme udløsning i mit indre. Den gode Greve sørgede for, at jeg sad udgiftsfri i min lille hytte, som tak for varme, ømhed og den service jeg yndede at give ham.

Hvem af de kvinder stod bag anklagen?’
Alt dette tænkte jeg på, imens jeg stod midt på byens torv lænket til halsjernet. 

Byfogeden trådte frem foran hele forsamlingen. – Ærede Borgere i by og på land. Denne kvinde er blevet anklaget for at opfordre byens Ærede Mænd til at have usømmelig omgang med hende, at lokke dem til at bedrive utugt imod deres ægte hustruer og til at lokke unge mænd i fordærv. Denne kvinde er en skøge. Byfogeden rev min særk itu og blottede mine bryster. – Med disse har hun lokket mænd i byen til at tilfredsstille sin krop, som er besat af en umættelig trang. En trang som djævlen har sat i hende. Denne skøge har besat en højt respekteret mand til at underkaste sig riset, og vil derfor blive tildelt 10 slag ned over hendes skøgekrop med denne pisk. Byfogeden holdt en 9. halet pisk op i luften. 10 gange lød der et svirp igennem luften, og pisken efterlod 10 røde striber ned over mine store bryster, jeg skreg af mine lungers fulde kraft. – Hør hvor skøgen påkalder sig sin retmæssige Herre som er djævelen selv.

Byfogeden flæsende resten af min særk og blottede nu mit skød. – Med denne savlende grotte har skøgen besat flere af byens mænd, unge som ældre. Når først en stakkels mand har været i hendes favn, er han fanget som et insekt i edderkoppens spind, skøgen har forgiftet deres sind med duften fra hendes savlende skød, sådan at de arme mænd har glemt al fornuft. Straffen derfor kan ikke blive hård nok. Skøgen vil blive indsat i byens fængsel indtil der er fundet en passende straf.

2 af byens vægtere løste mig, og iført håndjern blev jeg ført til byens fængsel. I fængslet blev jeg lænket til væggen, kun iført min iturevne særk. Jeg var bange og frøs, hvad ville der ske med mig?

De andre fanger råbte “skøge”, og “horekælling” efter mig. En fangevogter kom ind og stillede et fad med noget brød og et krus vand til mig. Jeg spiste det tørre brød og drak vandet. Lænken var akkurat så lang, at jeg kunne lægge mig ned i den halm, der lå på gulvet. Jeg lå længe og rystede, dels af kulde, men mest af angst. På et tidspunkt må jeg være faldet i søvn, for jeg blev vækket af en lussing…

Fortsættes HER