Særudstilling, del 7 – I kongens klæ’r
Har du ikke læst de tidligere afsnit, kan du finde dem HER

Resumé:
Maria arbejder på et museum, hvor man pt. har en udstilling om afstraffelsesredskaber. Maria har erfaret at hun tænder meget på tankerne om at det er hende der har været utugtig og derfor skal afstraffes med disse redskaber. Det har hendes chef fundet ud af og hun er nu op til flere gange blevet straffet af ham og senest en medhjælper, Hans, han havde taget med. Men nu er der kommet følelser imellem Maria og Hans, eller rettere… Maria har fået følelser for Hans, men er det gengældt?

Maria kom fløjtende ind på museet mandag morgen. Hun følte sig så glad og veltilpas. Hun fløjtede og nynnede, mens hun skiftede tøj og sang næsten, mens hun gik ud i køkkenet for at sætte kaffe over. Her stødte hun ind i Svend og rødmede dybt, da hun fik øje på ham. Bare han nu ikke ville spørge, hvornår hun var taget ude fra Hans. For fakta var, at hun først var taget hjem i går aftes. De havde hygget sig alt for meget til, at nogen af dem havde tænkt på, at hun burde tage hjem, og hun havde sovet i hans seng natten til søndag efter at have elsket blidt og langsomt med ham. Svend kiggede en tid på Maria uden at sige noget, så smilede han bredt og rystede på hovedet. ”Jeg behøver vist ikke spørge, om du har haft en god weekend, og hvor lang den var, for det var først i aftes halvsent, at Hans’ telefon blev tændt igen.”

Maria rødmede dybt, og Svend lo. ”Det glæder mig virkelig for jer begge to, men kom nu med ind og få en kop kaffe.”

De gik ind på kontoret og drak en tid kaffen i tavshed. ”Hvis du gerne vil stoppe nu…” Svend så på hende, og Maria rødmede. Hans og hun havde talt lidt om det, og han kunne ikke se nogen grund til, at hun ikke skulle igennem hele udstillingen, han ville bare gerne være med som hidtil. Hun følte sig dog noget forvirret, for hun var usikker på, om han egentlig ønskede det, eller bare sagde det for at tækkes hende. Måske Svend vidste…? Hun rømmede sig. ”Jeg er lidt i tvivl, på den ene side har jeg bestemt lyst, men Hans…” Hun rødmede og gik i stå. ”Men du er usikker på, hvad Hans synes om det?” Maria nikkede. Svend smilede bredt. ”Jeg snakkede længe med Hans i aftes, og tro mig, han nyder det her lige så meget som du, men han vil være en del af det.” Maria nikkede eftertænksomt. Hun ville også have ham med. Svend sad tavs en tid. ”Jeg vil i øvrigt ikke ringe til ham igen, når du er hos ham men det var mit ansvar, at du var der, så det var ikke, fordi jeg ville snage, men fordi jeg ville sikre mig, at du ikke var rodet ud i noget, du ikke havde lyst til.”

”Tak.” Maria følte sig glad og taknemmelig for, at der blev passet så godt på hende.

De sad igen tavse en tid så kom det fra Svend. ”Militæret. Hvad tænker du der?” Maria lo. ”Træhesten, men den behøver jeg ikke prøve igen.” Svend så smilende på hende.” Det var hårdt?” ”Ja meget.” ”Du så ellers utrolig dejlig ud, da du sad på den med dine stribede balder, men jeg forstår dig godt, og den slipper du for. Andre ting?”

”Spidsrod.” Igen lo Maria. De havde fundet ud af, at spidsrod var så benyttet en straf, at hæren havde startet en dyrkning af hassel for at kunne følge med efterspørgslen. I det hele taget havde gennemlæsningen af

Artikels-Brev og Krigsrets-Instruction fra 1683 været spændende, absurd og underholdende på en og samme tid. De havde fundet mange godbidder i den og også overraskende oplysningen som f. eks paragraf 104.

Skulde hele Regimenter, Eskadroner eller Compagnier under Træfningen saa aldeles forglemme deres Eed og Pligt, at de, uden at vise skyldig Tapperhed, samt uden stor Nødvendighed og grundet Aarsag, snarligen vendte Fienden Ryggen og tage en skiændig Flugt, da skal Officererne, som maatte befindes Aarsag til saadan skammelig Bortløben, have forbrudt Liv, Ære og Gods; men blandt Underofficererne og de Gemene skal hver 10dee Mand, som Lodden ved Tærningekast falder paa, hænges.

Det var decimering i ren romersk stil, de havde dog ikke fundet indikationer af, at straffen havde været brugt.

Svend nikkede. ”Ja, men jeg kan nok ikke skaffe 200 mand og en trommeslager, og jeg tror da heller ikke, det er, hvad du har lyst til.” Maria rystede på hovedet. ”Nej tak. Det er ikke lige noget for mig, og jeg forstår ikke, hvordan de har kunnet overleve det.” Svend smilede. ”Har du nogen ideer, som du synes, vi kunne bruge?” Maria nikkede.” Ja, men det er noget af en ukorrekt blanding. Dels er der pælståen dels fugtlen med kårde eller sabel.” Den første straf blev brugt mod menige den anden mod underofficerer, og ja, det var en rodet sammenblanding. Svend sad og smilede. ”Det var faktisk også den løsning, jeg var nået frem til. Den er ukorrekt, men jeg tror det vil virke for os alle.”

Maria rødmede og nikkede. Hun kunne mærke, at det kriblede i hendes krop. Hun glædede sig.

Maria havde en underlig uge. Hun så ikke det mindste til Hans, men kom om onsdagen hjem til en buket blomster med et kort i, hvorpå der stod, at han glædede sig til fredag og håbede, at hun ville tage med ham hjem igen. Hun var forvirret, men sådan skulle det måske være, at det bare var sex, han var ude efter, men hvorfor havde han så ladet hende blive i weekenden? Hun havde hygget sig meget i hans selskab, og det havde også virket, som om han havde det rart, men måske hun ville finde ud af mere i den kommende weekend. Fredag rettede hun det til i sit hoved. Hun måtte ikke tro eller håbe på mere end bare sex fredag. 
Hun koncentrerede sig om udstilling. Selvom det måske fyldte lidt for meget, havde de ikke kunnet nære sig for at sætte en del citater af paragraffer ind hist og pist, for mange af dem var sjove og fortalte på deres egen måde meget om hæren.

38)
Eftersom af Drik og modvilligt Fylderie pleier at følge allehaande Ulykker, saa befales herved, at enhver skal beflitte sig paa et ædrueligt og sædeligt Levnet, og ingen nøde hinanden til umaadelig Drikken, langt mindre, naar nogen undslaaer sig for at drikke, yppe Klammerie med ham; men dersom det imod Forventning hændte sig, at sligt skete, og nogen, enten Officeer eller Gemeen, i Drukkenskab begik en Forseelse eller Misgierning, skal han desformedelst ei være undskyldt, men underkastet skarpere Straf, end om han ædrue havde begaaet saadan Misgierning.

39)
Dersom nogen Officeer skulde befindes i stedsevarende Drukkenskab, skal Feldtmarskallen eller Obersten, uden nogen videre Proces, fratage ham hans Charge og give den til en værdigere. Dersom og ellers en Underofficeer eller Gemeen skulde paa Gaden eller paa Marschen betrædes saa drukken, at han hverken kan bruge sin Fornuft eller sine Sandser, eiheller til Nødtørft staae eller gaae, skal Gevaldigeren, hvor han antræffer ham, anholde og fængsle ham i Jern.

40)
Skiøgerne skal, naar de efter foregaaende Paamindelse ei begive sig bort, første Gang opbringes af Gevaldigeren, og ved hans Folk bortføres af Leiren eller Garnisonerne; anden Gang, naar de der igien lade sig finde, skal de af Skarpretteren pidskes med Riis og forvises.

Jo druk og hor var en uskik, og straffen streng. Tæv med stokkeslag ventede for den mindste forseelse, og bønderkarlene deserterede for et godt ord. De var ellers hjemmefra vænnet til hårdhændet behandling, men det her overgik nu de flestes fantasi. De deserterede altså blot for at blive indfanget igen og måtte løbe spidsrod. Løbe og løbe var nu så meget sagt. De gik til lyden af spidsrodsmarchen. Maria rystede på hovedet og rev sig løs af tankerne om dengang. Spidsrod kunne hun ikke se det pirrende i. 

Det blev fredag, og Maria sørgede febrilsk for at styrte ud i garderoben så snart de sidste ansatte var gået. Hun rettede ivrigt på sit tøj, tjekkede at håret sad som det skulle og ventede så. Det føltes som om, der gik meget lang tid, og da døren gik op, var det kun Svend, der stod der. Maria følte et sug af skuffelse gå gennem sin krop, men rettede så ryggen. Nu var det sådan det var, og så måtte hun tage den derfra. Svend smilede lidt beklagende til hende, men sagde ikke noget. Maria var ret sikker på, at hun ikke havde nået at skjule sit skuffede ansigtsudtryk, og det ærgrede hende. Det skulle jo nok blive godt alligevel. Svend tog Maria ved armen og førte hende ind gennem udstillingen. Maria fulgte villigt med, men hun kunne godt mærke, at hun var skuffet, meget skuffet. Det var der bare ikke noget at gøre ved. De kom ind i udstillingen, og Maria noterede sig, at de snart var igennem den. I al fald de ting hun ville lægge krop til. Det var måske også meget godt. Svend førte hende hen til pælen. Maria havde ikke de rigtige støvler på, bare de træsko hun plejede at have på, når hun gik rundt på museet. Hun trådte op på pælens spidse pigge og rakte hænderne op. Svend bandt hendes arme højt over hendes hoved, så slap han hende og lod hende stå. Maria svajede lidt og forsøgte at finde en måde at stå på, som gjorde det mindre hårdt, men det var ikke nemt, og hun var taknemmelig for træskoenes hårde bund, der fordelte trykket fra piggene. Hun mærkede, hvordan hendes krop blev strakt, og hendes bryster blev løftet op så de stod lige frem. Hun stod med lukkede øjne og forsøgte at leve sig ind i scenen. Hun forsøgte at glide tilbage gennem historien, men det ville ikke helt lykkes. Hun ønskede, at Hans havde været her, at hans hænder havde gledet rundt på hendes krop. Hun forsøgte endnu engang at forestille sig, at hun var i hæren, så opgav hun. Tanker var toldfrie, og hun overgav sig til tankerne om Hans’ hænder, der tog sig friheder på hendes udstrakte krop. Hun forestillede sig, hvordan hans hænder ville glide ned langs hendes udstrakte arme, ned langs hendes sider op ad hendes ryg ned foran, fingerspidser der ville stryge blidt over strittende brystvorter. Hun vred sig lidt på pælen. Tankerne om Hans’ hænder tændte hende voldsomt. Hun kunne næsten mærke dem fysisk. Hænder der blidt strøg en tjavs hår fra hendes øjne. Hænder der løftede hendes ansigt op. Læber der blidt kyssede hendes. Maria spærrede øjnene op. Der stod han! ”Undskyld Maria, flyet var forsinket, og så røg jeg ind i kø på motorvejen.” ”Hun blev meget skuffet.” Svends stemme. ”Jeg var lige ved at fortælle hende, at du ville komme, så snart du kunne, men… jeg tror nu, det var overraskelsens værd, at hun måtte vente.” Maria smilede bare til Hans. Hun mærkede, hvordan det boblede i hendes krop, og hans hænder havde ikke på noget tidspunkt sluppet hendes krop. Han smilede bredt til hende og strøg blidt ned over hendes ryg til hans hænder nåede hendes balder, som han krammede blidt. Igen kyssede han hendes læber, og denne gang gengældte Maria kysset. ”Jeg har savnet dig.” Hans hviskede meget lavt ind i hendes øre. Det var tydeligt ikke noget, han mente vedkom Svend. Maria smilede. ”Og jeg dig.” Så trak Hans sig tilbage og stod bare og så på hende. Svend rømmede sig lidt utålmodigt. ”Vil du løsne hende?” Hans nikkede smilende og tog med den ene arm om Marias liv, mens han med den anden hånd bandt rebene om hendes håndled op. Han støttede hende, til hun stod på gulvet, og Maria nød fornemmelsen af hans krop mod sin. Han førte hende over til træhesten, og hun så spørgende på ham, men han smilede bare. ”Læg hænderne på den og læn dig frem.” Maria adlød og mærkede, at Hans trak op i hendes skørt og blottede hendes bagdel. Hans hånd gled blidt over hendes balder og ned mellem hendes spredte ben. Hun stønnede sagte, tankerne om ham havde gjort hende våd, og tanken om hvad der nu skulle ske, øgede mængden af væde. Hun gøs. En ting var ris, pisk og spanskrør, men denne gang… Hun havde set på den sabel, de havde hængende i udstillingen. Den var skarp, det vidste hun, og nu skulle hun fugtles. Afstraffes med den flade side af sværdet. Hun var nervøs. Hun vidste, at Svend ikke ville gøre det, medmindre han fandt det 100 % sikkert, men alligevel gav faremomentet et ekstra gys. Hun mærkede det kolde stål mod sine balder og gøs. Det forsvandt, hun hørte en susen, så ramte det med et tydeligt klask, og hun skreg forskrækket. Det gjorde ondt. ”Hold fast i hesten!” Svends stemme. Maria knugede om hestens ryg. Igen faldt sablen, og hun skreg og spjættede. Det gjorde så ondt. Slagene faldt langsomt men sikkert over hendes balder. Maria skreg, hver gang sablen ramte. Slagene stoppede, og hun mærkede Hans’ hænder, der nussede hende blidt og fordelte smerten. Hun stønnede og svajede i ryggen. En hånd gled ned mellem hendes ben, og to fingre gled ind i hendes drivvåde skød. Hun stønnede hæst og nydende, da fingrene begyndte at glide ind og ud. Så faldt sablen igen, og hun skreg, men fingrene fortsatte og satte endda farten lidt op. Nu skreg Maria hæst i en forunderlig blanding af smerte og nydelse. Fingrene satte farten op, mens Svend øgede styrken i slagene. Hendes krop rystede i blandingen af smerte og nydelse. Så vandt nydelsen, og hun skreg hæst i en voldsom orgasme. Hun mærkede Hans’ arme om sig. Han trak hende op og stå og tæt ind til sig. Hun klynkede sagte i efterdønningerne af orgasmen. ”Det er vist nok for i aften.” Svend så smilende på dem. ”Maria, vil du hjem eller med Hans?” Hun rødmede dybt, drejede hovedet og så på Hans, der smilede til hende. ”Jeg vil gerne med Hans, hvis han har lyst?”

Det svarede han aldrig på. Han bøjede sig bare lidt ned, løftede hende op og lod Svend om at hente hendes taske i garderoben, mens han selv bar hende ud i sin bil og satte hende forsigtigt ind på forsædet, hvor der lå en stor blød pude.

Fortsættes HER

Katrine er på
Tilkendegiv din mening om serien på Facebook – eller brug gæstebogen her /Red.