16.12.2013

Rudolf – af Hairulf

Julen er pebersvendenes sørgefest. (Citat fra Erik Bøgh, som nu vist kun er kendt som oversætter af syngespillet ‘Frøken Nitouche’). 

Jens, som boede alene i et nedlagt husmandsbrug, derude hvor selv kragerne ikke gad komme, havde vist aldrig læst en linje af ovennævnte forfatter; men han ville have givet ham ret. Midt i livet, ikke ludfattig, men bestemt heller ikke rig og meget enlig, sådan kunne en hurtig beskrivelse af Jens lyde. Det var ikke, fordi han ikke havde forsøgt at finde en kone, ork, han havde prøvet at møde op til alskens baller, han havde sin profil liggende på flere dating-sider; men lige meget havde det hjulpet, drømmepigen dukkede aldrig op. Nu var det så december igen, og det var altid den værste måned at komme igennem, oven i købet havde det sneet om natten, øv! så skulle man i gang med at skovle det skidt væk.

Jens satte vand over til kaffe og gik så ud for at se, hvor slemt det stod til. Jo, der var sne nok til adskillige timers arbejde, men hvad var det, der lå i sneen midt på gårdspladsen? Det lignede et dyr, som var halvvejs skjult af en drive. Jens gik nysgerrigt nærmere, og ganske rigtigt, noget bevægede sig, rystede sneen af sig og rejste sig så op på vaklende ben. Det var et rensdyr med festligt rød tud og lettere svømmende øjne. “Hold da kæft, den var fandeme høj i går”. Jens stirrede vantro på renen, den havde lige sagt noget, det var da umuligt, men så fortsatte den: “Har du et par hovedpinepiller og en stor iskold reparations-bajer?” Jens’ ene hjernehalvdel protesterede vildt, men den anden fik ham til at svare dyret: “Kom med ind, jeg har Kodimagnyl, øl kan jeg desværre ikke byde på, der er ingen spiritus her i huset, jeg har haft dårlige erfaringer med druk.” “Det har jeg sgu også,” sukkede renen, “men der er ingen vej udenom. En gang om året i december skal jeg drikke mig stang-bacardi, så min tud kan få den normerede kulør. Jeg hedder for øvrigt Rudolf.”

“Jens,” svarede Jens og rakte rutinemæssige hånden frem. Rudolf prøvede at løfte højre forben, men opgav. “Beklager kammerat, den er helt gal med balancen,” mumlede han. 

Inde i køkkenet fandt Jens en stor skål frem, som han fyldte med vand, og så lagde han pillerne ved siden af, Rudolf mente, at fire ville være passende. Han slikkede dem i sig og drak begærligt af vandet bagefter. Imens lavede Jens kaffe.
“Vil du være sød at lave rigeligt, jeg trænger i den grad?” bad Rudolf, så Jens fandt sin største kaffekande frem. 

Da de sad ved kaffen, spurgte Jens, hvordan Rudolf var havnet lige på hans gårdsplads, og Rudolf rystede, forsigtigt, på hovedet og svarede, at det anede han ikke. “Hvert år vågner jeg op et nyt sted uden at vide, hvordan jeg er endt lige der. Sidste år var det på Sprogø, det skabte vist en smule panik på motorvejen, da jeg slæbte mig tværs over kørebanen. For nogle år siden vågnede jeg op i sengen hos en sød rødhåret kvinde. Det, der vækkede mig, var, at hun lå og klemte mig på nosserne og spurgte mig, om jeg var til noget. Jeg gjorde mit bedste; men det er faktisk ikke sjovt at bolle med hoved på, jeg håber, hun fik lidt glæde ud af det.” Jens valgte at overhøre den indre stemme, der sagde, at det var totalt gak at sidde og konversere et rensdyr, så han fik en god snak med Rudolf. Efterhånden kom det jo frem, at han var en meget ensom mand, og at det havde fået ham til at hade alt, hvad der havde med jul at gøre, det fik Rudolf til at nikke og erklære, at for ham var julen først en satans omgang tømmermænd, derefter hårdt slid; men han havde egentlig troet, at alle mennesker holdt meget af julen. De sad en stund begge i eftertænksom tavshed, så spurgte Jens nysgerrigt, om Rudolf ikke ville fortælle lidt mere om affæren med den rødhårede dame, og det ville han da gerne: “Tja, hun var vist ensom lige som dig, hun sagde i hvert fald, at jeg var det første han-dyr, hun havde haft i sengen i årevis, sjovt nok så mindede hun om dig på den måde, at hun uden videre accepterede, at jeg kunne tale, det kan rensdyr jo normalt ikke. Hun trykkede sig ind til mig og pillede ved mig dernede, du ved, og selv om min pik også havde hoved på, så endte det med, at den gled op i hende. Vi rener gør jo den slags helt anderledes end mennesker, det er faktisk en ret hurtig affære, alligevel håber jeg, som sagt, at hun fik lidt nydelse ud af det, for hun var faktisk meget sød mod mig.” “Bare jeg kunne finde en, som ville være sød mod mig,” sukkede Jens, og så var der atter lang tavshed. “Jeg kan altså ikke trylle; men jeg er faktisk ret god til adresser, så jeg kan fortælle, hvor den rødhårede bor, og at hun hedder Joan C, så er resten op til dig. Og nu siger jeg tak for kaffe og din hjælp, jeg er ved at være klar, så jeg må af sted.”

Jens fik skrevet navn og adresse ned på en lap papir, så rakte Rudolf ham sit forben til farvel, gik ud ad døren og forsvandt.

Det tog Jens en krig at få skrevet et brev, og da han endelig var færdig, bugnede papirkurven af kasserede kladder. I den endelige version besluttede han sig for at gå til bekendelse og fortælle om Rudolf og stole på, at han havde talt sandt, ellers måtte hun jo tro, at han var sindsforvirret.

Det var med rystende hænder, han proppede brevet i postkassen ved Brugsen; men han følte en vis befrielse, da det var sket, nu måtte det gå, som det bedst kunne. Og dagene gik virkelig, den ene efter den anden. Julen nærmede sig med foruroligende hast, og intet skete. Derfor kom det som et chok for ham, da der en mørk aften blev banket på ruden, han fór op og kiggede ud. Der så han det festlige røde lys fra Rudolfs tud, og han så, hvordan rensdyret pegede med forbenet på noget, som lå på jorden. Da han kom ud i gården, var der ingen; men der hvor Rudolf havde peget, lå en lille lyserød kuvert. Jens samlede den op og skyndte sig ind i køkkenet med den. Først sad han og stirrede på kuverten, som hverken havde modtager eller afsender skrevet på sig, så tog han sig sammen og åbnede den. Der lå blot et lillebitte stykke rødt papir, klippet som et hjerte, hvorpå der stod ét ord: ‘JA’. “Det er det bedste brev, jeg nogensinde har fået,” sagde han til den tomme stol på den anden side af bordet, “men hvad skal jeg nu gøre?” Så lød en stemme udenfor: “Du skal lukke mig ind, dit fjols.” Da de havde fået sat sig, efter at Jens galant havde hjulpet hende af med frakken, brugte de først et langt minut til bare at se på hinanden, så brød hun tavsheden: ”Ja, det mig, Joan, som du har skrevet til, desværre kom jeg først hjem i går, ellers havde jeg været her for længe siden, for straks jeg læste dit brev, forstod jeg, at vi må være bestemt for hinanden og tog af sted med det samme.” Jens kunne bare nikke og give hende ret. De havde meget at fortælle hinanden og ikke mindst om deres oplevelser med Rudolf. ”Er det sandt, at han dukkede op i din seng?” spurgte Jens. ”Ja, jeg vågnede op fra en dejlig drøm om, at der endelig lå en varm stærk mand sammen med mig i sengen og blev temmelig overrasket, da jeg opdagede, at det var en fuldesyg ren. Jeg rødmer, når jeg tænker på, at jeg tillod mig at drømme videre og befamlede ham og lod ham trænge ind i mig, men han virkede jo ikke rigtig som et dyr, mere som en mand, der var klædt ud som rensdyr. Hans evner i sengen var for øvrigt ikke noget at skrive hjem om.” Jens svarede, at det var så længe siden, han havde været sammen med en kvinde, at han ikke turde garantere noget; men han havde da mod på at prøve, ”jeg vil ikke have noget imod at blive befamlet, som du kalder det,” tilføjede han.

”Jeg vil gerne lige have skyllet rejsestøvet af mig, må jeg tage et bad?” spurgte Joan, og Jens viste hende ud i badeværelset og gav hende et lækkert rent håndklæde.  

Mens hun badede, lagde Jens rent på sengen, og da hun kom ud fra badet, svøbt i håndklædet, førte han hende hen til sengen og gik så selv ud for at få en afskylning. Kort efter lå de sammen under dynen med armene om hinanden. ”Er det nu, jeg skal befamle dig?” spurgte Joan og smilede til Jens, der skyndte sig at nikke ‘ja tak’. Joans bløde hånd lukkede sig om Jens’ pung og klemte helt forsigtigt på nosserne. ”De er da vist godt fyldte, er det hele til mig?” spurgte hun, derpå gled hånden op og greb om pikken. ”Den er altså bedre end Rudolfs,” betroede hun ham, ”den glæder jeg mig til.” ”Den er din om et øjeblik; men først vil jeg lige smage på dig”, med de ord krøb Jens ned og lagde sig med munden mod Joans fisse, hans tunge gled begærligt ind mellem skamlæberne, så lidt opad til den fandt klitten. Det fik Joan til at gispe overrasket, ”det har jeg aldrig prøvet før,” stønnede hun. Orgasmen fik hende til at skrige højt, og bagefter lå hun og græd stille. ”Er der noget galt?” spurgte Jens lidt bekymret, men nej, Joan græd af lykke, og endnu mere ,da Jens’ pik gled op i hendes kusse. Han holdt ud i fem minutter, så lod han med et brøl sin sæd sprøjte op i Joan, som brugte sin skedemuskulatur til at malke ham til sidste dråbe. Men det varede ikke ret længe, så havde Jens atter stiv pik, da Joan så det, hviskede hun: ”Du har smagt min elskovssaft, nu vil jeg smage din.”

Han satte sig op i sengen, og Joan krøb ned mellem hans ben og tog hans pik i munden. Hun suttede, sugede og smaskede på den, indtil Jens råbte: ”Åh, lad mig komme i munden på dig, sut mig!” Han lukkede øjnene og lod sig rive med af den vidunderlige svimlende følelse af fuldkommen udløsning.

Da de lå og pustede ud bagefter, sagde Jens: ”Jeg har helt glemt at sige tak for brevet.” ”Hvad for et brev?” Joan lød lidt forbavset, og da Jens beskrev det lyserøde brev, rystede hun på hovedet og fortalte, at det havde hun ikke sendt. ”Jeg ved ikke hvem, der har skrevet det; men du siger, at Rudolf kom med det, og hvad er det lige, han laver her i julen? Han bringer gaver ud, ikke? Så det brev er en gave.” Jens kyssede hende og hviskede: ”Jeg tror jeg har kræfter nok til at give dig en gave mere.”

Joan spredte forventningsfuldt benene og lod Jens trænge ind i hende igen. Denne gang lykkedes det dem at komme samtidigt, og umiddelbart efter opdagede de begge et rødt lys uden for vinduet. Det stod stille et øjeblik, så forsvandt det.