Revisoren

Kontoåbning

Drengen; – Jeg skulle give Dem dette her fra far. Jeg så på det. Et spanskrør. Helt nyt, det så ikke ud til at have været brugt før. – Du ved hvad det er? Og hvad skal det bruges til? – Jeg skal have klø Hr. De må ikke slå hårdt. Hører De? Stemmen var ved at knække over, han rystede over hele kroppen. – Hvorfor skal du have spanskrør? Han rystede om muligt endnu mere. Tårerne løb ned af hans kinder. – Jeg… jeg har bollet med min stedmoder. Det var hende der begyndte. På ære, det var Cathrine, der startede. Jeg sværger. Det var ikke mig. De må ikke slå hårdt Hr. Jeg stirrede på drengen. Hvis jeg ikke vidste fra lang tids bekendtskab med hans far, tømremester Jensen, at Enrico var 18½ ville jeg have bedømt den spinkle skikkelse til 17 år, som han stod der en lørdag formiddag i forårssolen på mit kontor. Han var enhver tegner eller fotografs ønskedrøm af en model. Helt harmonisk bygget, med regelmæssige ansigtstræk. Lange barnlige øjenvipper, men dunene på overlæben viste dog at det var en mand. Håret var mørkeblondt og krøllet.

– Det var ikke med vilje. Jeg sværger. Han var ved at løbe tør for argumenter og undskyldninger. Nu var der bare at vente på hvad REVISOREN ville gøre. 

Som revisor får man ofte et personligt forhold til sine klienter. Mine klienter består af mindre næringsdrivende og håndværksmestre. Tømmermester Jensen, kaldet “Knirke-Jensen” blandt kolleger på grund af sin stemme, havde jeg kendt i mange år og var kommet tæt ind på livet af. Vi delte hinandens synspunkter om korporlig afstraffelse, som noget der bør anvende med stor omtanke og efter nøje overvejelse, men som kan være nødvendigt. Men hvor jeg var parat til at føre tankerne ud i livet, holdt Knirke-Jensen sig tilbage. – Hver gang jeg ser på Enrico, ser jeg hans afdøde mor, Marias ansigt, og så nænner jeg ikke at slå, lød argumentet Jeg har ikke nogen betænkeligheder. Adskillige af mine klienters koner, børn og ansatte har enten ligget over mine knæ, eller har stået bøjet over skrivebordet med en nøgen ende strittende op.

Nogle af ofrene har endda foretrukket det frem for at få andre blandet ind i det. De ved at revisor er neutral og retfærdig. 

Tilbage til Knirke-Jensen. Her på det sidste var han faldet for en dame, Cathrine, en god del yngre end han selv. Kærlighed gør som bekendt blind, specielt blandt ældre mænd. Mit eget kølige revisorblik sagde: Golddigger og jeg var allerede i al hemmelighed begyndt at “tynde” hans personlige formue ud og tilbageføre den til firmaet, hvis det (u)tænkelige skulle indtræffe: Skilsmissen 

Men så forleden dag ringede Jensen. Hans stemme knirkede for fuld drøn. Han havde fundet Cathrine og Enrico sammen, og nu skulle de straffes. Jeg måtte gøre alt ved dem, måske lige med undtagelse af at slå dem ihjel. Specielt var enhver form for ydmygelse velkommen. Han var med et mildt ord rasende, selv hans følelser overfor den elskede Enrico havde ændret sig. Drengen burde sendes direkte ned i Helvede! Jeg har som sagt andre klienter af samme kaliber som Knirke-Jensen. Jeg HAR prøvet at straffe folk korporligt, men jeg prøvede at dæmpe Jensen ned med en vag undskyldning om, at jeg ikke havde noget spanskrør mere (delvist rigtigt, det sidste var knækket på røven af en anden klient). – Så giv dem begge en røvfuld til de ønsker at de var født uden røv. Lød svaret. DE SKAL MÆRKE DET!

Og nu stod Enrico altså der med et splinternyt spanskrør. Der var ingen vej tilbage. 

– Godt. Tag dit tøj af. Han startede med den tynde skjorte, der var ingen undertrøje. Så fulgte bukserne, skoene og strømperne. Han rystede og sveden løb ned af ham. Til sidst var der kun underbukserne, nogle små stramme trusser. Jeg kunne se hvordan det bulede under dem og i gylpen var en våd plet ved at danne sig. – Få dem så af – NEJ Hr. Må jeg ikke nok beholde dem på? De må ikke slå på den bare. Hører De? Panikken lyste ude af ham. Jeg kunne se hvordan der sivede noget ned ad det ene ben. – FÅ DEM SÅ AF! Af kom de og en nøgen Enrico stod foran mig. Hele hans krop dirrede, pikken strittede vandret ud, det dryppede stadig svagt fra den. Han forsøgte at skjule skridtet med hænderne. – Hænderne ned langs siden! Han så endnu mere tiltrækkende ud uden tøj. Jeg ved som sagt, at han er 18½, voksen, men lige nu lignende han en dreng. Hans italienske mor havde efterladt noget af sit hjemlands olivenfarve på hans hud. Den er lysebrun, undtagen der hvor trusserne havde siddet. Han kunne ikke skjule at han var en mand, dels på grund af dunene på overlæben, dels hårene omkring pikken. De var få endnu, men der ville komme flere. – Læg dig over mine knæ! Det var tid til at opfylde hr. tømmermesterens ønske om at sende Enerico ned i Helvede, eller i det mindste et stykke. DET VAR MED EN EGEN FØLELSE AT JEG LOD HÅNDEN GLIDE NED OVER DEN BARE RYG OG OVER DE SMÅ HÅRLØSE, FASTE BALLER. Han var på nippet til at græde. – De… De må ikke slå hårdt Hr. Han nærmest hviskede det.
KLASK… KLASK… AUGH… OOOOOOOH! Han skreg og skreg. Jensen fik sine ønsker opfyldt. Enrico befandt sig efter kort tid, om end ikke i Helvede så dog halvvejs dernede. – ÅÅÅÅGH! OOOOOVVVV! Det var ikke mig der begyndte. IIIIIHHHH!,. Det var Cathrine. NEEEEJ! Stop ikke mere. KLASK… KLASK… Jeg følte noget særligt hver gang jeg ramte hans glatte røv. Den skiftede fra hvid til rød. Enrico vred sig, meden hans skreg, – Det var ikke mig der startede. Det eneste der ikke var rødt, var de steder hvor mine fingre havde sat deres aftryk. Der var det nærmest blåt. – Op med dig. Han lod sig det ikke sige to gange. Han hoppede rundt med hænderne knuget om røven medens han søgte efter sine bukser. – Hov stop. Du er ikke færdig. Hvad tror du det er til. Jeg pegede på spanskrøret. Han blev hvid som et spøgelse. – Nej det kan De ikke. Jeg har fået nok. Jeg er artig.. – Gå hen til skrivebordet, bøj dig ind over det og tag fat med dine hænder i kanten. Han adlød uden et ord. Verden var gået under for ham. Egentlig burde han have 25, men jeg nænnede ikke at slå huden i stykker. Nu nøjedes jeg med 15 striber oven på fingeraftrykkene. Til slut lod jeg hænderne glide ned over ham igen. Han klynkede svagt, men da jeg spredte hans baller og fandt hans hul skreg han – NEJ, DE MÅ IKKE HR. Jeg stoppede. Var jeg ved at gå for vidt? I stedet stak jeg en finger ind og drejede den rundt. Det kunne mærkes for hverken fingeren eller hullet var smurt. Enrico trak vejret dybt og prøvede at bide både smerten og ydmygelsen i sig. – Nu kan du gå hjem, men du kommer tilbage om en uge. Tro ikke at du er færdig. – Tak. Han klædte sig på, dog minus trusserne som han stak i lommen. De strammede for meget. Hans tidshorisont var højst 5 minutter. Hvad der lå forude, om en uge, fattede han ikke. Til gengæld hævdede han endnu engang – Det var ikke mig der begyndte, men Cathrine.

– Rolig forsikrede jeg ham. – Cathrine kommer i eftermiddag, og hun får det meget værre.  

Stedmoderen

Hun kom kl. 15 som aftalt. Hun var en blanding af aggressivitet og angst. Havde hun fået noget at vide? – Nå. Du ved hvorfor du er her. Har du talt med Enrico? – Han ligger i sit værelse og tuder. Den pokkers møgunge. Havde han holdt sin mund ville den gamle aldrig have opdaget noget. Jeg lod som om jeg overhørte bemærkningen. – STRIP… STRIP HELT! Hun satte ind med charmen. Den Enrico ikke havde kunne modstå. – Kan vi ikke lave en deal. Hun stirrede på mig, medens hun legede med den øverste knap til blusen.. Det var en stram bluse, der ikke overlod noget til fantasien med hensyn til hvad der var under. – STRIP, gentog jeg, – ellers sender jeg dig tilbage til Jensen, som formodentlig laver dig til plukfisk. Hun blev blygrå i ansigtet og begyndte at knappe op, stadig med et æggende udtryk som om hun håbede til det sidste, at jeg ville lade mig friste. Det lykkedes ikke og hun fortsatte sin striptease helt ned til og med trusserne. Hun havde åbenbart fået at vide af Enrico, at nøgen betød HELT NØGEN. Ca. 40 år, noget der ikke var gået ubemærket hen. Blondt hår, eller var det bare bleget? Brintoverilte kan bruges til meget, noget kunne tyde på det, for længere nede var håret mørkt. Brysterne endnu delvis faste, men for store. Jeg lod blikket glide op og ned ad hende, uden at sige noget. Hun blev rød som jordbær medens hun krympede sig. – Jeg vil ikke have røvfuld. De må ikke… De må ikke slå mig. Det gør ondt. Hun var ved afbryde sammen. Hun havde øjensynligt talt med Enrico. – Det bestemmer jeg. Men godt du slipper, siden du selv beder om det. Et lettelsens udtryk gled over hendes ansigt, kun for at blive afløst at rædsel da jeg fortsatte, – Du får dobbelt med spanskrøret. 2 x 25 minimum, hvis du da opfører dig ordentligt. – NEJ… NEJ… Ikke det. Det kan De ikke. De kan ikke slå på en kvinde. Jeg er voksen, jeg er 39 år. Det må De ikke hr. revisor. DE MÅ IKKE. LA’ MIG SLIPPE! Hun rystede over hele kroppen. Benene var ved at give efter. – DE MÅ IKKE. JEG ER EN KVINDE. DET KAN DE IKKE GØRE!!! – Spred benene. Hvorfor er du våd mellem lårene? Læg dig over bordet. Du ved hvordan det skal gøres. Du har jo talt med Enrico. Hun vaklede hen til skrivebordet. Bøjede sig ind over det og spredte armene ud. -Spred benene. Skal jeg binde dig eller kan du tage din straf stående? Hun sagde intet. Hun var nærmest lammet af skræk. Så begyndte hun at græde medens hun atter mumlede, – det kan De ikke Jeg er en kvinde. – OOOOOHHHH! Det første slag ramte hendes røv. Den var helt forskellig fra Enricos. Stor og kødfuld, mellem de spredte ben kunne man se begge hendes huller. SWICH…

– AUUUVVV!

AUUUGH. Stop Hr. revisor. De må ikke. Hun vred sig for hvert slag. De røde striber groede frem. En mere for hver gang spanskrøret ramte hende. Knirke-Jensens spanskrør var nyt og godt. Han havde valgt det med omhu. Smidigt og dog så tykt at det kunne mærkes, hvilket Cathrines skrig bekræftede. 25 gange sagde det SWICH. 25 høje skrig når det landede på den bare hud.. Hendes røv lignede et rødt kludetæppe da jeg holdt op. – Rejs dig op, bliv stående bag bordet. Hun adlød uden at sige et ord. Det eneste hun kunne var at græde højt… meget højt. Efterhånden fik hun dog talens brug igen… – Jeg skal aldrig se Enrico igen. Jeg skal aldrig bolle igen. Jeg er artig. Hun snøftede som en sælhund, medens hun holdt hænderne om sine baller. – Godt, bøj dig igen. Nu kommer anden halvdel! – Nej… nej hr. revisor. De må ikke. Jeg kan ikke tage mere. Jeg dør. De må ikke give mig flere klø. – Læg dig! Ellers… Jeg bandt hendes ben til skrivebordes ben. På den måde kunne hun stadig bevæge overkroppen, men røven var delvis fikseret. De sidste 25 slag brugte jeg til systematisk at skrælle hendes hud af. Fra lænden til ned på lårene. Alle steder revnede skindet Blodet begyndte at pible ud i små dråber. Det begyndte at løbe ud af begge hendes huller, en blandet lugt af lort og pis bredte sig. SCHWICH… ÅÅÅGGGH… AAAUGH… SCHWICH… SCHWICH. For hver gang Knirke-Jensen spanskrør ramte udløstes der et hyl.
50. Færdig…Troede hun da. Men nu skulle jeg have mit salær.  

Salæret

– Læg dig helt op på skrivebordet på ryggen. Hun adlød som i trance, men da jeg anbragte mig med et knæ på hver side af hende, vågnede hun op. – NEJ. DE… DE MÅ IKKE TAGE MIG. JEG VIL IKKE KNEPPES. LAD MIG SLIPPE. NÅDE, DE MÅ IKKE BOLLE MIG. – Det tilbød du mig da ellers før. Har du skiftet mening? Hvis du ikke vil have 50 til, så kommer du i gang NU! Knap mine bukser op og lyn dem ned. Jeg så hvordan hun lukkede øjnene, da hun adlød. – Underbukserne, og træk pikken frem! – JEG VIL IKKE. JEG VIL IKKE. DE MÅ IKKE. Hun var begyndt at hyle igen, medens hun klemte lårene sammen. Jeg pressede hendes arme ned mod bordpladen, anbragte et knæ mellem lårene og spredte dem. Så anbragte jeg min pik i den bedst mulige stilling og stødte til. Den var jernhård, og jeg kunne mærke, at det kun var et spørgsmål om sekunder, inden jeg kom. Jeg nød hende så meget, som jeg ville. I begyndelsen skreg hun og sparkede vildt med benene. Så blev hun mere rolig og lydene gik over i en jamren. Da jeg var færdig, rejste jeg mig. Hun fik lov til at stå ud på gulvet. Hun græd og græd. Dels af smerten i røven, dels af skam og dels af raseri. Hovedet var bøjet og hun vendte blikket bort fra mig. Jeg sendte hende hjem. Ligesom Enrico, med besked om at komme igen om en uge, ellers ville der ske al landsens ulykker. Nu havde hun en uge til at forestille sig hvad der videre skulle ske, men en uge går hurtigt. Hun gik uden at sige et ord. Jeg luftede ud og gjorde i orden. Knirke-Jensen havde fået hvad han havde bedt om, og revisoren havde hævet sit salær.

——————————————————————-

Status

De kom begge ugen efter. Først Enrico som aftalt. Han havde ændret sig. Han var stadig bleg og stemmen dirrede, da han startede med at sige, – Undskyld, jeg har lavet lort. Jeg fortjener at blive straffet. Jeg skal nok tage mine tæsk. Uden at jeg havde sagt noget begyndte han at klæde sig af. Han var forberedt. Kun en T-shirt, boxershorts, intet under. Han var lige så fristende som sidste gang, måske endda mere. Han stirrede på mig. Angsten lyste ud af ham, de brune øjne var blanke, men han var besluttet på at tage sin straf, selvom det ville gøre ondt. Jeg satte mig på en stol. Han kom frivilligt hen og lagde sig over mine knæ. Jeg lod igen hånden glide ned over hans krop, den var varm og lysebrun, han rystede svagt, da han mærkede mine hænder. KLASK… KLASK. Jeg slog lige så hårdt som sidste gang, her var ingen rabat, og han reagerede på samme måde som for en uge siden – AAAUUUUGH! IIIIGGH! AUUUGH! Tømmermester Jensen ville have frydet sig. Han kunne ikke ligge stille men vred og vendte den spinkle krop, medens han skreg. Omsider var jeg færdig. Enrico rejste sig. Jeg tror ikke, at han kunne se noget for tårer. Som en robot styrede han hen mod skrivebordet, hvor spanskrøret lå parat. – Stop, du skal ikke have spanskrør… endnu. Du slipper, hvis du opfører dig ordentligt og gør, hvad jeg siger. – Jeg skal gøre alt hvad De siger Hr. Alting, det lover jeg. Et spinkelt håb havde vist sig, han var villigt til alt.

– Stil dig op ad væggen. Vi venter en gæst 

Det varede kun et øjeblik, så kom stedmoderen. Hun fik et chok, da hun så den nøgne Enrico. – Nej, Hr. revisor. De må ikke slå igen. Jeg KAN ikke. De må ikke. Jeg har ikke sovet en hel uge. – Tøjet af. Hvis du ikke kommer i gang NU, lader jeg Enrico klæde dig af. Det varede kun et sekund, så var hun lige så bar som sin stedsøn. Jeg så på hende. Sporene af de 50 slag var der stadig. Hun havde sikkert ikke sovet meget i den forløbne uge. – Læg dig over bordet, som sidst. Spred benene. Hun tøvede. – Kom så i gang. Enrico bind hendes ben til bordbenene. Der ligger nogle strips derovre. Stedmoderen var ikke særlig villig, men det var Enrico. Snart var benene bundne og spredte. – Giv hende 25 slag, eller får du dem selv. Jeg pegede på spanskrøret. Enrico lignede et spørgsmålstegn, men valget var let. At give eller tage. Sidste gang var det ham selv, der havde været modtager, det skulle han ikke prøve en gang til. – ÅÅÅÅÅGH!! AUUUGH! HOLD OP STOP… FORBANDEDE UNGE STOP. HR REVISOR STOP HAM. Enrico nød det. Hele hans hævntørst fik frit afløb. SCHWICH SCHWICH. Cathrine hylede, medens hun bad mig om at stoppe den teenager, der var ved at flå huden af hendes baller igen. – Læg kræfterne i. Ellers… Jeg tror ikke at jeg havde behøvet opfordringen . Sveden løb ned af hans nøgne krop, medens tømmermester Jensens nyindkøbte spanskrør susede gennem luften. – Holdt! Bind hendes hænder på ryggen. Godt at jeg havde en rigelig forsyning af strips. – Løs hende. Ud på gulvet og stå. Hold de ben spredte! SPREDTE! Ellers binder vi en stok mellem anklerne. Cathrine så rædselsslagen ud. De bundne hænder kunne lige nå de øverste af den gloende røv. Hun prøvede at holde om de ødelagte baller. Hun spekulerede på, hvad jeg nu havde i sinde, noget der gjorde ondt. – Læg dig på knæ foran hende Enrico. Enrico tøvede. – AUUUGH. Spanskrøret ramte hans ryg. – Jeg skal nok. Han sank på knæ ned foran hendes skridt . Jeg rakte ham en elektrisk barbermaskine. – FÅ HENDE HELT GLAT… HELT GLAT! Stedmoderen stod som lammet. Så startede hun, – NEJ… NEJ ENRICO DU MÅ IKKE. JEG VIL IKKE ENRICO, HØRER DU. Maskinen var forsynet med et speciel skær til langt hår, og i løbet af forbløffende kort tid var hendes dusk væk. Cathrine skreg og skreg, – HOLD OP. FORBANDEDE UNGE. JEG VIL IKKE. GÅ MED DIG! Men der var intet at gøre. Der var ingen medlidenhed at hente hos Enrico. Han nød det og tog det i små bidder. Hun blev glat som en nyfødt. – Slik hende! Igen tøvede Enrico, og igen fik et slag over ryggen ham på bedre tanker. Hun skreg højt, da han åbnede hendes skamlæber. Instinktmæssigt klemte hun lårene sammen. Jeg rakte Enrico en spredestang og nogle flere strips. Cathrine forsøgte at sparke, men uden held. Hun stod nu forsvarsløs med bevidstheden om, hvad der skulle ske. SCHWICH. Spanskrøret understregede at vi skulle videre. Enrico stønnede, men bed smerten i sig og gik i gang. – LA’VÆR. DU MÅ IKKE. NEJ..NEJ!! Enrico var ved at tænde. Han trængte længere ind, medens Cathrine begynde at stønne. Hun var ved at miste kontrollen over sig selv. – OH, OH, NEJ..0H. Hun prøvede at vride underlivet, men spredestangen forhindrede det delvis. – ÅH! IIIIGH! DU MÅ IKKE. IKKE MIN KLIT. Hendes skrig blev mere og mere uforståelige og til sidst kom hun. Det vældede ud af hende, ned over stakkels Enrico. – Stop, Enrico rejs dig. Han så ikke køn ud som han stod overfor Cathrine. Hun, på den anden side, var lige så rød i ansigtet som i røven, tårerne flød ned ad hende, hun kunne knapt stå på benene. – På knæ. Enrico du stiller dig foran hende. Cathrine slik hans pik. Selv om Enricos pik strittede frem, nærmest skråt op hård og stiv, var det et svært for hans stedmoder. Alene det faktum, at hun stadig var bundet på hænder og fødder, gjorde det vanskeligt at komme ned på knæ. Hænderne var bundne på ryggen, så hun famlede med hovedet i et forsøg på at få pikken i munden. Omsider lykkedes det, og hun begyndte energisk at sutte. Enhver form for skam var forsvundet, nu gjaldt det bare om at adlyde inden revisoren fandt på noget værre. Al Enricos tilbageholdte potens syntes at koncentrerer sig i hans pik. Cathrine gjorde det så godt, hun kunne. Rædslen for at få mere lyste ud af hende. Hun suttede og slikkede. Man kunne høre hende smaske. Enricos pik kom længere og længere ned i hende. Pludselig kom han. Cathrine udstødte en gurglende lyd, medens hun sank og sank i et fortvivlet forsøg på at holde trit med den sperm, der væltede ned i hende. Det lykkedes ikke. Hun hostede og spruttede, medens spermen løb ud ad hendes mundvige. – REJS DIG OP TÆVE. Løs hendes bånd Enrico. Hun fik lov til at tage sit tøj på og stod stille uden at sige et ord, nærmest som en dukke. – Nu går du hjem, og du opfører dig ordentlig. Har du forstået? Hun nikkede. – HAR DU FORSTÅET? – Ja hr. revisor lød det svagt men tydeligt.

Så forsvandt hun. Hendes regnskab var afsluttet. 

Balancen

Jeg vendte mig mod Enrico. – Læg dig over bordet. Han protesterede. – Jeg har gjort alt, hvad De sagde. – Ja, og du har nydt det. Han svarede ikke, men et skævt smil gled over hans ansigt. – Læg dig så. Der var ikke noget at gøre. Han bøjede sig ind over bordet, tog fat med hænderne i siden af bordpladen og spredte sine ben, medens han endnu engang mumlede, – Jeg HAR gjort alt det, jeg skulle. Jeg tog fat i hans baller og åbnede dem. Så kom der en hvisken, men helt klar, – De må godt Hr. Jeg HAR smurt mit hul. Jeg nød ham i en halv time. Det føltes blidt og blødt ovenpå Cathrines vræl og skrål. Han fik lov at gå hjem. Han sagde pænt tak og tilføjede, – Jeg skal nok være artig. Jeg har lært noget af Dem.

Jeg smilede. Enricos konto salderede i 0. Han skyldte ikke noget. 

En ny klient.

Ethvert firma behøver nye kunder. Det gælder også mit lille revisionsfirma. Et par uger senere ringede Knirke-Jensen. Han havde haft en alvorlig samtale med sin søn. – Det var dog gevaldigt, som to besøg hos Dem har ændret drengen, men han er stadig meget umoden. Det erkender han selv. På den anden side må jeg indrømme, at jeg har været dårlig til at opdrage ham, siden hans mor døde. Jeg vil derfor bede Dem om at tage sig Dem af hans videre opdragelse, noget han er fuldt indforstået med. Så nu kommer Enrico, enten når hans far sender ham, eller når han selv er klar over, at han har dummet sig. Han ved, hvad der venter ham. Minimum en endefuld som han prøver at tage, som den 18 års voksne mand han trods alt er. Somme tider er det også spanskrøret. Han skriger og vender hjem med striber over ballerne. Men hver gang lægger han sig over bordet, spreder benene og åbner selv røven, medens han siger, – Jeg HAR smurt det.

Vi nyder det sammen. En revisor er en god rådgiver… også på det felt

———————————————————————-

Revisors påtegning

Det gik som jeg havde forudset. Efter et par måneder begærede Cathrine skilsmisse. Hun blev dybt skuffet, da skifteretten kun tildelte hende et lille beløb, bl.a. med den begrundelse, at Knirke-Jensen ikke havde mange penge selv. De fleste stod i forretningen, eller hos hans søn. Hun var rasende, da hun mødte mig udenfor retsbygningen.

– Forbandede revisor, hvæsede hun

Jeg smilede. Det er en revisors pligt at beskytte sin klient på bedste måde.