Rektor 4 – At lyde fast og gerne

I oktober måned 2013 udgav ED to noveller benævnt Rektor 1 og Rektor 2.

ED afsluttede sidstnævnte novelle med, at han opfordrede læserne, eller andre skribenter, til at lave fortsættelsen. Jesper, lavede fortsættelsen Rektor 3 om hvad der videre skete, og her kommer så afslutningen på hans version.

Et kort resumé er: Mona er mor til Siv på 24, Siv er blevet afstraffet af Rektorparret. Som kompensation for datterens dårlige adfærd tilbyder Mona sig til Rektorparret , og det blev noget der kunne mærkes…

Livet gik sin gang i den lille by. Striberne på Mona Sverstens ende efter hendes besøg hos Rektor og Fru Lone svandt. Hun levede et stille liv som fraskilt, men i gode økonomiske kår. Takket være en skrap advokat havde det været dyrt for hr. ambassadesekretæren at skifte hende ud med en vietnamesisk godte. Kun i stille nattetimer, når hun lå ensom og legede med sig selv, kom længslen efter fortiden. Men nej, hun havde lært sin lektie… og det havde gjort ondt. (Se Rektor 3).

Hendes datter Siv var flyttet til et kollegium i Aarhus, hvor hun formodedes at studere flittigt. Også hun havde smertefulde minder fra besøg hos Rektorparret, og også her var det blandet med en ubestemmelig og hemmelig lystfølelse, men ligesom hendes mor: NEJ! På skolen havde man accepteret, at Rektor havde giftet sig med fransklærer Lone. Manden var jo enkemand, over 60 og pensionen nærmede sig. Lone var nu 55 og havde allerede et ægteskab bag sig. De eneste to, der var lidt utilfredse, var idrætslærerinden Mette og dansklærerinden Lise. Men flerkoneri er jo desværre ikke tilladt i Danmark.

Hvad der foregik inden for Rektorboligens fire vægge, vidste man meget lidt om. Lone beundrede sin Ole, men havde måttet sande det gamle digt:

Lær mig nattens stjerne At lyde fast og gerne. Ej at vige fra den vej

Himlens Gud tilmålte dig. 

Med den ændring at Gud var blevet erstattet af Ole. 

Gjorde hun det ikke, var det op i soveværelset, hvor spanskrøret lå. Af med tøjet og bøj dig over gavlen af sengen.
Så faldt slagene, og de kunne føles, men Lone accepterede det. Det var prisen for at leve med Ole

————————-

Alt var fred og idyl, indtil to breve landede næsten samtidigt på Rektors skrivebord. 

Det ene fra Siv: Kære Rektor. Jeg er blevet grebet i at snyde med en opgave. Den sidste. I stedet for at få min endelige eksamen er jeg blevet relegeret, dvs. smidt ud. Jeg har dog fået lov til at lave den om ved et andet seminarium under forudsætning af, at jeg får en ”akademisk værge”, en person, som holder øje med, at jeg opfører mig ordentligt på alle måder, både med studiet og med mit øvrige liv. Kan De ikke hjælpe mig. Jeg er villig til alt, også til at blive straffet, hvis jeg træder ved siden af. Bare jeg får min eksamen, ellers er alt spildt.

Hilsen Siv.

Det andet var fra Mona: Kære Rektor. Kan De ikke hjælpe mig med Siv? Hun er umulig. Hun bor pt. hos mig, men jeg kan ikke styre hende. Jeg indser, at det er min fejl. Jeg har ikke opdraget hende ordentligt og til at leve det frie liv i Aarhus. Hun har været en forkælet unge, da hun boede hos mig. Men nu er det for sent. Hvad skal jeg gøre?

Hilsen Mona.

Rektor gumlede på sagen og skrev tilbage:
I møder begge hos mig i Rektorboligen lørdag kl 09.00!

————————-

De så sølle ud, begge to. Øjnene stirrede ned mod gulvet som om, de søgte efter et musehul til at forsvinde i. Rektor kikkede op og ned ad dem. Siv var iført et par superstramme cowboybukser, der fremhævede hendes ende. De nærmest sad som et trommeskind over ballerne. Hun rystede, og mellem benene var der allerede nu en våd plet. Hun havde en sweater på, ligeledes et par numre for lille. Tilsyneladende var der ikke noget under, for brystvorterne var helt synlige.

Det så ud som om, hun havde en anelse om, hvad der ville ske. 

Mona lignede en marmorstatue. Kridhvid og stiv. Hun så ud som om, hun havde forladt denne verden og intet ønske havde om at vende tilbage. I modsætning til Siv var hun iført bluse og nederdel, som det sig hør og bør for en 55-årig dame. Nederdelen var ikke lårkort, trods alt, men den så ud som om, den var formstøbt på hende.

Hendes røv var i den grad fremhævet, og alt i alt var nederdelen så stram, at det var et under, at hun kunne bevæge sig i den.

————————-

– Nå Siv, hvad har du brugt 3 år i Aarhus til? Rektors stemme var iskold. – Jeg… jeg har studeret. – Umuligt, var Rektors svar. – Hvad ellers? Siv var klar over hvad Rektor mente. – Jeg har festet… undskyld! – Hvordan har du festet? Siv blev rød i hovedet, hun følte at hendes inderste blev åbnet. – Jeg har drukket og… – Og hvad? – Jeg har bollet. Tårerne løb ned ad hende. – DU HAR SPILDT TIDEN TØS! tordnede Rektor. – Du fortjener en endefuld, som du aldrig vil glemme! KLÆD DIG AF! – Og du. Han vendte sig mod Mona: – Det er din skyld. Du skulle have opdraget hende, men i stedet lod du bare stå til. Derfor er det dig der skal give hende den. Sæt dig på stolen der. Siv læg dig over din mors knæ med håndfladerne i gulvet. Mona så ud til at komme tilbage til denne verden. Hun satte sig på stolen. Det kneb med den stramme nederdel. Hun var nødt til at trække op i den, så lårene lå frit. Siv kæmpede med de snævre cowboybukser og de mikroskopiske trusser, der sad inden under. Så kom sweateren og til sidst sko og strømper. Hun prøvede på at være rolig, da hun lagde sig over sin mors lår og skød med enden i vejret. Både Rektor og Lone kikkede på den. Siv var nu 28 år, men hendes ende så ud, som var hun kun 18. Den var helt fast. I øjeblikket fuld af gåsehud. Uvilkårlig lod Mona hånden glide ned over den. Det føltes glat og varmt. – NEJ… NEJ MOR, DU MÅ IKKE!! Siv var klar over, at nu skete det. – Så starter vi. 60 til at begynde med. Og du lægger kræfterne i! Hvis ikke, er det ekstra med spanskrøret til dig selv. KOM SÅ I GANG. Mona hævede hånden. Siv trak vejret dybt. KLASK. Det første slag landede på en uberørt bagdel. – EEEEGGGH… EEEGH! Siv prøvede at undertrykke smerten, men holdt kun ud til de første 9 slag, så begyndte hun at hyle. – AUGH… AUUUGH! Mor la’ vær. Det gør ondt. Jeg skal nok være artig. Der lød et smæld, hver gang Monas hånd fik kontakt med Sivs bagdel. – Sørg for hun kan mærke det, lød Rektors stemme bag ved hende. – Ellers… Du ved, hvad et spanskrør er? – Ja, Rektor. Mona vidste det kun alt for godt efter sidste besøg. Hun så på de to baller, der lå over hendes lår. Den forbandede unge, det var hendes skyld alt sammen. Mona var grebet af hævnfølelse blandet med angst for, hvad der ventede hende selv.  – OOOGH! AAHHH! 47… 48 NEEEJ! Rektor ikke mere. Hører De. Stop det. Sivs skrig nåede til himlen. Hun havde ikke været over sin mors knæ, siden hun var 8 år. Den gang havde hun hugget en plade chokolade. – IIIIIIIIIHHH. OOOOOHH! Mona så på sin datter. Der var ikke nogen uberørt ende mere. Tværtom, den var rød som en hummer. Røvhullet stod på vid gab. Overalt sås Monas fingeraftryk, og hendes hånd gjorde ondt. 58.. 59.. 60.. 61. Mona fortsatte ufortrødent, Rektor havde ikke sagt stop. Det var ikke en forbandet unge, hun slog på. Det var en fuldvoksen kvinde, som vred sig, og hvis safter løb ud over Monas pæne nederdel. Men skrige kunne hun. Da hun var nået op på 82, sagde Rektor stop. På det tidspunkt var Siv totalt udmattet af at skrige. Hun bare græd… hele tiden. – Rejs jer. Begge to. Nu kommer turen til dig, Mona. Klæd dig af! – NEJ. De må ikke Rektor. Jeg vil ikke have klø. Mona var desperat. Tårerne stod ud ad hende. – Lad mig slippe. Hører De! – Få det tøj af.   En lynlås i siden blev åbnet, og Mona begyndte at krænge nederdelen ned over den fyldige røv. Så fulgte resten af tøjet, indtil hun stod lige så nøgen som sin datter. – Siv, sæt dig på stolen. Siv adlød. Hun udstødte et skrig, da enden ramte stolesædet, det var som om, en havde strøet tusindvis af tegnestifter på det. – Spred benene. Og du, Mona, lægger dig på knæ foran hende. Bøj hovedet og læg det i Sivs skød, mellem lårene. Op med røven. -Siv, klem dine lår sammen og hold hendes arme fast. Så er vi vist klar. Han lod spanskrøret svirre gennem luften. Mona skreg allerede ved første slag. Et langt vræl der næsten overgik Sivs. – Augh augh. Det var som slanger af ild bed i hendes røv. Hun kunne intet se. Hovedet var dybt begravet i hendes datters skød. Alt var mørkt, men hun kunne høre. Først en susen, når spanskrøret kom farende gennem luften, så smældet, når det ramte kødet. Hun prøvede at vride sig løs, men det var ikke en lille møgunge, der holdt hende fast, det var en voksen idrætskvinde med stærke arme og kraftige lårmuskler. – ÅÅÅÅÅGH!! Skrigene druknede i mørket, hun prøvede at få hovedet op, men forgæves. Hun mærkede, at det blev fugtigt og vidste, hvor det stammede fra. Fra hendes datter! Hun havde prøvet det før, men ikke nær så slemt. Dengang havde hun været bøjet over en stoleryg, det havde trods alt været noget andet. Mona mærkede, hvordan hun selv gav efter. Det begyndte at løbe ud af hendes åbninger og ned ad lårene. Foruden smerten kunne hun nu føle ydmygelsen, hun var ikke en kvinde mere, men bare en, der fik den straf, som hun havde fortjent. – AUUVV… UMGGH. Mystiske lyde trængte op fra dybet i Sivs skød. Uforståelige, men at de havde noget med smerte at gøre, kunne ingen være i tvivl om. – Op med røven. Højere. Rektor var ubarmhjertig. Siv så, hvordan hendes mors ende forvandledes. Hun holdt hendes arme så fast, som hun kunne, samtidig med at Monas hoved lå som i en skruestik mellem lårene. Røven vred sig omkring en meter fra hendes ansigt, og hver gang spanskrøret kom susende, lukkede hun uvilkårligt øjnene. Utroligt at Mona kunne holde til det, men omsider holdt Rektor op. – Op med jer! Sådan går det når man ikke opfører sig ordentlig. Ingen af de to kvinder havde nogen kommentarer. De havde kun et ønske: At gnide deres mishandlede bag. – Så har I måske lært at opføre jer ordentligt? Eneste kommentar var et snøft samt to par hænder, der fortsatte med at gnide to røde endepartier.

– Jeg har talt med en kollega på vort lokale seminarium. Han er villig til at være din vejleder under forudsætning af, at du arbejder flittigt hele tiden. Du skal melde dig til lektor Thorsen på onsdag og aftale en studieplan. Du bor hjemme hos din mor og opfører dig ordentlig. Hvis ikke er det hendes pligt at give dig den fornødne endefuld og fortælle mig om det bagefter. Og du Mona sørger som sagt for, at Siv kommer hjem hver aften kl 20.00 og passer sit arbejde. Hver 14. dag møder I begge og aflægger rapport. DER VIL BLIVE HOLDT ØJE MED JER! Det var alt for nu,  I kan tage jeres tøj på. 

Det blev en streng tid for både Mona og Siv. Hver 14. dag stillede de hos Rektor og Lone. De lærte hurtigt at være iført så lidt tøj som muligt. Tøj, der hang løst og som hurtigt kunne tages af, når de fik besked på det.

Rektor fik rapport fra lektor Thorsen om Sivs arbejde, og var det ikke 100% tilfredsstillende, (hvilket det sjældent var) kendte hun konsekvensen: Nøgen over sin mors knæ og så kunne hun hyle så meget hun ville. Rektor sagde sjældent stop, før de hundrede klask var nået! På en måde gav det Mona en hemmelig tilfredsstillelse. Det var noget hun burde have gjort for år siden. Det overdøvedes dog af det, hun vidste der fulgte efter: – Mona, læg dig over Lones knæ. Bare det dog havde været over Rektors, men at få klø af en kvinde på sin egen alder. Hun følte sig uendelig skamfuld, medens hun tog tøjet af. Hun kunne føle rødmen over hele kroppen, da hun lagde sig ned. Hun vidste, hvordan Lone ville have det. – Håndfladerne ned i gulvet og røven så højt op som muligt. Så mærkede hun Lones hånd glide ned over sig. Den inspicerede alt, hendes revne og huller. Ydmygelsen ville ingen ende tage. Lone slog hårdt… og længe. Mona ønskede inderligt, at hun havde fået spanskrør af Rektor i stedet. Forgæves forsøgte hun at bede om nåde. Hun mobiliserede alle sine franskkundskaber fra tiden i Vietnam. – Non… non Madame. Pas la. Non, ma pauvre fesse! Men selv det hjalp ikke. Lone vidste, hvor hun skulle slå, så det kunne mærkes. – Spred benene. Og så kom det på indersiden af lårene, der hvor hun var mest følsom. – AUGH AUGH! Non Jesui sage. Ikke mere jeg skal nok være god. Stop fru Lone. Hører De. EEEEGHH!… AAUUUGH!

Mona kunne hyle så meget hun ville. Lone stoppede først, når Rektor sagde til.

—————————

Afslutningen var den værste. Rektor skulle tilfredsstilles, og der fandtes flere måder at gøre det på, men alle førte de til det sammen resultat. De to kvinder stirrede på ham. Siv rystede. Hun lignede en mus lige før, katten siger haps! – Jeg skal nok… jeg skal nok, hviskede hun.

Mona lukkede øjnene. Inde i hendes hoved kværnede det: Hvem af os bliver det? Eller bliver det os begge to? Hvem skal først? Hvordan vil han gøre det? 

Rektor tog sin tid. Langsomt løsnede han sit bælte og knappede bukserne op, medens han tilsyneladende overvejede situationen. Så gik han i gang. Pikken var stiv og stor og dryppede. Rektor var grundig. Han havde tilsyneladende et enormt behov og en ditto kapacitet, og medens den første vred sig på sofaen og stønnede, så den næste til med en blanding af rædsel og forventning om, hvad der ventede hende. Et var sikkert. Det endte altid med, at den sidste måtte slikke Rektors pik ren, inden hun puttede den tilbage i bukserne. Hver især gruede de for, at det blev netop hende, der måtte gøre det, men alligevel var der dybt inde hos dem begge en hemmelig skjult forhåbning, der fik dem begge til at ryste, medens de stod og så på det store lem, der ventede på at blive taget under behandling. Hvis det var Sivs job, flød tårerne ned ad hendes kinder, medens hun arbejde ihærdigt for ikke at pådrage sig Rektors yderligere vrede og ekstra straf.

Hvis det var Monas, lukkede hun sine øjne, medens hun slikkede løs. Tankerne gik tilbage til hendes tid på kollegiet (se Rektor 3).  Hun huskede, hvordan hun havde måttet ligge på knæ foran den dreng, der havde vundet hende ved lodtrækning. Hun havde været langt yngre, end Siv var nu, men smagen var den samme salte som nu …og skammen var den samme! 

Efter at have nejet dybt for Rektor og Lone fik mor og datter lov til at gå hjem. De talte ikke et ord sammen. Tårerne løb ned ad dem, og de havde ondt i hvert et led i kroppen. De havde kun én tanke: At komme hjem og ligge på maven for at blive normale igen. Ydmygelsen brændte i deres ansigt. 

Det varede et halvt år. Så havde Siv fået skrevet sit speciale om, og lektor Thorsen havde godkendt det. Det halve år havde forandret både Siv og Mona. Begge var de blevet lydige og underdanige.

De vidste, hvordan Rektor og Lone ville straffe dem og bestræbte sig på at adlyde. 

Knap nok havde Siv fået sit eksamensbevis, før hun fik et job i den anden ende af landet, langt væk fra den by, hvor hun var vokset op. 

Mona lever et stille liv, men i hemmelige stunder, især om natten, drømmer hun om igen at skrive til Rektorparret og tilbyde sin assistance med rengøring. Hun har overvejet det flere gange, men … 

Rektor, som går på pension om to år, og fru Lone, som nu er blevet lektor, påtænker at flytte til Sydfrankrig og nyde minderne. 

Lone husker stadig Christian Richards digt: Lær mig nattens stjerne.
Og skulle hun glemme det, har Rektor stadig et spanskrør, der minder hende om at ”lyde fast og gerne”  …et spanskrør, som han bruger, når han synes, det er nødvendigt! Og som altid efterlader Lone rød. Både i hovedet og længere nede!

Det var så yderligere to historier om Siv og Mona, mor og datter. Ligesom ED mener jeg, at det kan være nok.

Men andre er velkomne til at fortsætte om de to, der føler sig draget af Rektors disciplin.

Hilsen og god skrivelyst
JESPER

Red: Tak til Jesper for fortsættelsen til ED’s historie. Nu er det så spændende om der sidder en skribent derud der tænker, ”ja det kunne nu være fint hvis der sidder en striks lokal betjent i Frankrig, der kan sætte de to på plads, de skal ikke komme her og tro de er noget. ELLER – måske parret søger folk til rengøring og madlavning. Og franskmænd har jo den holdning, hvad man ikke når i dag, når vi nok i morgen. Det passer jo nok ikke rektorparret særlig godt.
Nogen skribenter der er friske til en fortsættelse?

Glæder du dig til nye noveller af samme forfatter – så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.