Rektor 3 – Fortidens drømme, nutidens virkelighed

I oktober måned 2013 udgav ED to noveller benævnt Rektor 1 og Rektor 2.

ED afsluttede sidstnævnte novelle med, at han opfordrede læserne, eller andre skribenter, til at lave fortsættelsen.

Det vil helt klart være en fordel at læse de to afsnit først, men Jesper, som har lavet fortsættelsen, giver dog et ret godt resume af hvad der tidligere er skrevet. Kort vil jeg dog skrive, Mona er mor til Siv på 24, Siv er blevet afstraffet af Rektorparret. Som kompensation for datterens dårlige adfærd tilbyder Mona sig til Rektorparret – og hun kender prisen…

– Nej… nej hvor kunne jeg dog gøre det. For 117 gang gentog Mona det, medens hun vred sig i sin seng efter endnu en søvnløs nat.

Jeg har jo ikke gjort noget. Jeg har frivilligt tilbudt mig. Hvor kunne jeg finde på det? 

Det hele var startet da Siv, hendes datter var kommet hjem efter et besøg hos sin tidligere Rektor og Fru Lone. Siv havde sagt at hun skulle servere for rektorparret ved en frokost, men Mona kendte symptomerne da hun kom hjem. Fra sig selv… fra for lang tid siden. Og ganske rigtigt da hun så Sivs ende var den rød som en tomat, ballerne bar spor af både aftryk fra en hånd og striber af et spanskrør. Siv var ingen teenager mere, langtfra, hun var fyldt 24 år, men hendes røv var på toppen, veludviklet, men stadig fast og helt glat, den ideelle landeplads for et spanskrør. Det var ikke første gang Siv havde smagt Rektors spanskrør eller fru Lones faste hånd.

Det var startet i 2. g og havde været prisen for ikke at blive smidt ud af skolen for at være næsvis over for Lone, hendes fransklærerinde. (Se Rektor 1).
Afstraffelsen havde haft en mærkelig effekt på hende. Ikke alene var hun blevet blid og artig, men et år efter at hun havde forladt gymnasiet havde hun skrevet et brev til Rektor og Lone og tilbudt at servere en frokost for dem i Rektorboligen. Hvis hun lavede blot den mindste fejl var hun villig til at tage enhver straf som parret ville give hende.

Tilbuddet var blevet accepteret og Siv var mødt op kun iført en hvid kyse, sorte sko og et sort serveringsforklæde der var bundet om hendes hals og talje med sløjfer. Selvfølgelig gik det galt og efter at Rektor og Lone havde konfronteret hende med hendes fejl havde hun måtte tage sin straf. Først over Lones knæ, så med Rektors spanskrør og til sidst havde hun måtte føle Rektors pik. Det var det som hendes mor havde observeret og Siv havde tilstået.

————————-

Tilståelsen havde ramt Mona som en granat. En granat der havde sendt hende over 30 år tilbage. Til den tid da hun boede på kollegium. Sammen med en veninde Anna havde hun stjålet af den fælles kasse, men i stedet for at melde dem til kollegiestyrelsen med sikker bortvisning til følge, havde de 6 drenge på gangen skillinget sammen til at dække underskuddet mod at de to piger afdrog gælden… ved hårdt arbejde! Ikke alene havde de måtte påtage sig al rengøringen, men de skulle også lave det meste af aftensmaden. Hver 14. dag havde man holdt møde hvor alle deres fejl og forsømmelser i perioden var blevet diskuteret. Så fulgte straffen. Kun i lettere tilfælde slap de med røvfuld. En efter en måtte de lægge sig nøgne over drengenes knæ og få deres klø. 6 gange ca. 10 giver 60… det kunne mærkes. Var forseelsen værre var der ingen vej udenom: Spanskrøret! Bøj dig over bordet. Op med røven. Der lå man så med den bare ende strittende op. Huden var spændt og gåsehuden kunne mærkes. Som regel var det 3 fra hver, det gav striber og gjorde ondt. Anna havde skreget som en besat og kæmpet med hænderne for at beskytte sin ende, indtil at man havde fundet på at lænke hendes håndled sammen med to lædermanchetter. Mona havde forsøgt et være mere værdig, men selv om hun prøvede at ligge stille var hun sommetider endt tudbrølende når hun rejste sig med stribede baller. I det hele taget havde hun følt afstraffelsen meget ambivalent. På den ene side rædslen for smerten, skammen ved at klæde sig af og lægge sig nøgen over den første drengs knæ vel vidende at der ventede 5 andre. På den anden side blev hun hver gang grebet af noget uforklarligt når hun mærkede hvordan hendes ben blev spredte så den følsomme inderside af hendes lår blev blottet. Hun følte hvordan hun blev varm og våd og når hun rejste sig var der store pletter på drengens cowboybukser, pletter fra hende! Hun vidste jo at hun fortjente at blive straffet for sit tyveri

————————-

Alt dette troede hun var fortid. Det havde varet to år, så havde hun fået sin eksamen og var blevet gift med en dødkedelig jurist i udenrigsministeriet. Alligevel var det det der havde rumlet i hendes baghoved da hun opsøgte Rektor og Lone. Officielt for at sige undskyld for sin datters manglende færdigheder, men inderst inde fordi hun håbede på noget, som hun ikke vidste, hvad var, og som hun slet ikke turde tænke på. Samtalen havde forløbet som hun havde ventet. Rektor og frue havde accepteret at Mona gjorde skaden god igen. Mona skulle servere ved en frokost næste lørdag på samme betingelser som Siv: Iført Sivs sorte forklæde, de sorte sko og den hvide kyse. Alle fejl ville blive noteret og bagefter forvandlet til korporlig straf. Allerede da hun gik, havde hun lavet de første fejl. Hun havde glemt at sige FRU til Lone, og havde ikke nejet for Rektor, da hun sagde farvel.

————————-

Nu lå hun i sin seng og rystede. Siv var rejst tilbage til sit kollegium i Aarhus, og snart ville det blive lørdag. Hvor kunne hun dog have været så dum? Hun følte allerede spanskrøret og klaskene fra Lones hånd. Det ville komme til at gøre rasende ondt i hendes 53 årige røv. Hvad havde hun dog gjort? 

Skæbnen var Mona nådig. Der kom et brev fra Lone: Vi har haft vandskade med påfølgende håndværkere så frokosten bliver ikke til noget. Til gengæld skal der nu gøres rent. Det er lige noget for dig, så du møder næste lørdag kl. ni. LONE.

En uges udsættelse. Det betød en uge hvor hun skiftevis vågnede om natten med et skrig og følte på sine baller, og skiftevis havde mareridt med drømme om en blanding af fortiden og fremtiden.
Den følgende lørdag begav hun sig med tunge skridt på vej til Rektorboligen.

————————- 

– Nå der er du, ti minutter for sent. Tag dit tøj af, så det ikke bliver snavset. Du kan tage Sivs forklæde på. Hun efterlod det her. Lone var kold som is. – Ja men så se dog at komme i gang! Kun iført et sort serveringsforklæde der knap nok dækkede hendes forside og slet ikke hendes bagside, gik Mona i gang med vand og sæbe. Der var nok at tage fat på og hele tiden følte hun Rektors og Lones blik hvile på sig. Selvom hun var 53 år var Mona stadig en flot kvinde. Nok var bagdelen større end Sivs, men den var fast og indbydende. Hun var slank og velproportioneret. Brysterne var store og runde. Nu hvor hun ingen Bh havde på, og forklædet knap nok dækkede dem, kom de virkelig til deres ret, med store hårde, næsten sorte, brystvorter, der strittede frem.

Neglene på de nøgne tæer var lakerede med rød neglelak. Der var ingen tvivl, om hvor Siv havde sin skønhed fra. 

Det flød med vand og sæbe. Det var dog utroligt som de håndværkere havde svinet. Mona trak vejret et øjeblik, medens hun planlagde næste skridt. – AUUUUGH! – Bestil så noget. Mona stod bag ved hende, i hånden havde hun en fluesmækker, et langt dyr med en plastic dims på et skaft. – AUUUUGH! Endnu et slag. Mona gik i gang, hun skulle ikke risikere et tredje slag. Bag tågen af smerte mindedes hun noget: Et kollegiekøkken for over 30 år siden. 6 drenge iført shorts og T-shirt. 2 piger der klædte sig af. Anna græd. Hun selv rystede. Det bulede under de korte shorts.

Hvem skulle være den første til at få klø… og hvem skulle give dem? Og hvad skulle der ske bagefter?

————————-

Det tog en hel formiddag og en halv eftermiddag men så strålede huset også… mente Mona da. Det var mest Lone, der havde opsynet, og hun brugte sin fluesmækker flittigt. Rektor så hun ikke meget til. Katastrofen indtraf, da Mona trådte et skridt tilbage og væltende en gulvspand fyldt med snavset vand. Lone var over hende med det samme. – Tør det op! Tag dit forklæde af. Hænderne om på ryggen! Mona lukkede øjnene EEEEGGGGHH! Det første slag faldt på det højre bryst. Så kom det næste på venstre. – OOOOOH! Stop fru Lone. Undskyld NEEEJ NEEEEJ! IKKE MER’ Det holdt brat op da Rektor dukkede op. – Hvad laver du Lone? – Se den so. Hun har væltet vand ud over det hele forsvarede Lone sig med. – Havde vi ikke en aftale om, at straffen skulle falde til sidst. Rektors stemme var blid og mild. – Jo, men… – Men hvad? – Ikke noget Herre. Lone slog øjnene ned.

Mona så på Rektor. Omkring de 60, i god form. Hans cowboybukser var ved at sprænges af en stiv pik. Hvad mon der ville ske, og hvornår? 

Igen gik hendes tanker tilbage til kollegiekøkkenet, til den afslutning hun vidste kom næsten hver gang. Lodtrækningen om hvem der skulle have pigerne resten af weekenden. Pigerne skulle selv trække lod. I en skål lå seks sedler med drengenes navne, kun to var de heldige. Hun huskede den gang hun havde trukket Niclas. Anna havde fået Klaus. De 4 andre havde set skuffede ud indtil en af dem havde råbt: – Må vi se noget. Nu og her! Anna var begyndt at græde: – Nej ikke her. Ikke medens alle ser på det, Klaus lad mig slippe, jeg skal nok gøre det inde på dit værelse. Selv havde hun stået helt lammet og set på at Niclas og Klaus krængede deres shorts af. – Bøj jer over bordet piger og spred benene. To nøgne piger der lå bøjet over køkkenbordet, to drenge hver med en stiv dryppende pik, der gjorde sig klar til at tage dem bagfra. Anna havde traditionen tro hylet som en stukket gris, inden hun kom i en kæmpe orgasme. Selv kunne Mona ikke huske, hvad der var foregået indtil Niclas havde trukket sig ud af hende. Alt var som en tåge. – Rolig, rolig. Niclas havde strøget hende blidt over håret. Venlighed eller ej, begge havde måtte de slikke deres Herres pik ren i alles påsyn, inden de fik lov til at gå ind på Klaus og Niclas respektive værelser. Niclas havde været god ved hende. Selvom hun havde været hans slave i 48 timer og måtte arbejde hårdt, mange gange med spredte ben havde han behandlet hende blidt.

Hun spekulerede på: Ville Rektor opføre sig ligesådan?

————————-

Til slut kom inspektionen. Mona havde gjort det så godt som hun kunne, og nu gik Rektor og Lone rundt med hver sin notesbog. Til slut samledes de i dagligstuen. Mona skævede til de to bøger. Listerne syntes alenlange. – Hm hm, der mangler jo adskilligt, sagde Rektor. Og så fulgte en opremsning: Et vindue var ikke pudset, hanerne på toilettet var ikke polerede, der var pletter i entreen osv. osv. Lone rakte Mona en seddel med manglerne.

– Nu kan du gå ud og rette det, og når du kommer tilbage har vi fundet ud af hvilken straf du skal have.

Straf… Det kværnede rundt i Monas hoved, medens hun arbejde med at rette sine fejl. Hendes ende brændte af Lones fluesmækker, og hendes bryster føltes som to skåle med ild. Havde det ikke været for Rektor, havde det nok været endnu værre. Hun skulle nok ikke forvente nogen barmhjertighed fra Lone. Omsider vendte hun tilbage, stillede sig foran de to andre med hovedet bøjet og blikket rettet ned mod gulvet. I hendes indre var hun tilbage til kollegiet. – Ja, det var jo en del, så det koster. Du starter med en endefuld af Lone, 50 slag… mindst… Bagefter… han tog et tyndt smidigt spanskrør frem og lagde det på et bord. Rektors stemme var blid og rolig, omtrent som Niclas havde været. Med et ryk vendte Mona tilbage til virkeligheden. – Jeg skal nok… hviskede hun. – Tag dit forklæde af og læg dig over mit skød. Lone havde allerede sat sig på en stol. Mona så hvordan Lone og Rektor lod deres øjne glide op og ned ad hendes krop. Aldrig havde hun følt sig så ydmyget. Så lagde hun sig over Lones venstre lår. Med sit højre ben klemte Lone hendes ben sammen, samtidig med at hun med venstre hånd holdt hendes arme i et jerngreb. På den måde var Monas røv helt fikseret. – AAAUUUGH… ÅÅÅÅHHH… OOOOOWWW! Monas ende var i forvejen øm efter fluesmækkeren, men det her var tusinde gange værre. – ÅÅÅÅGGGGHH! OWWW! Mona skreg. Havde hun dog aldrig givet efter for sin hemmelige lyst og opsøgt Rektor. – NEJ… NEJ… Ikke mere. STOP… Jeg har fået nok.  Hun forsøgte at vride sig, men Lone var stærk. Slagene faldt ubarmhjertigt alle vegne over både lår og baller. 50… 500… 5000. Mona havde opgivet at holde styr tallene. Det eneste hun kunne høre var KLASK KLASK og føle den sviende smerte. Hun følte, hvordan noget løb ud af hende, men hvad det var, og fra hvilket hul det kom, vidste hun ikke. Det hele var bare et stor glødende masse. – Stop, igen den milde Rektorstemme. – Rejs dig! Hun havde kun én tanke: At gnide sine baller for at lindre smerten. Om de andre så på hende eller ej var ligegyldigt, bare det holdt op med at gøre ondt. – Bøj dig over stoleryggen. Åh nej, der var stadig Rektor og spanskrøret tilbage. Gode Gud, lad ham ikke slå hårdt. Jeg skal aldrig drømme igen. Jeg skal aldrig bede Rektor om noget. SWICH. Det første slag. Nu var hun lige kommet til hægterne igen, men så kom det her. SWICH. Det næste. – OOOOWWW! Ikke mer’. NEJ! Kan det virkelig gøre så ondt? Jeg skal nok gøre alt hvad De siger. AUGH… AUGH. Hun følte hvordan den tynde hud sprang og noget varmt begyndte at løbe ned ad hendes lår. Hun fik ikke nær så mange slag som af Lone, men nok til at hun tudbrølede som i sin tid på kollegiet, da Rektor stoppede. – LAD OS SÅ SE HVOR GOD DU ER. Mona var ikke i tvivl om, hvad Rektor mente. – Jeg skal nok… jeg skal nok gøre alt, hvad De siger, gentog hun snøftende. – Læg dig over på sofaen, på ryggen! Automatisk spredte hun benene og trak knæene op, hun vidste, hvad der skulle ske. Hun så, hvordan Rektor løsnede sit bælte. Bukser og underbukser kom af i ét hug. Hun ville lukke øjerne, men et eller andet holdt hende tilbage. Hun bare lå og så hvordan præspermen begyndte at dryppe. Rektors pik var hård som stål, da han jog den ind i hende. Han tog ingen hensyn til hende, kun til sig selv. Ind og ud. Ind og ud. Mona lukkede øjnene . Hun følte sig som en genstand, der bare blev udnyttet. – Så kan du godt tage dit eget tøj på og gå hjem. Sørg for at tage Sivs tøj med, og I to opfører jer ordentligt i fremtiden!

Som i en døs adlød Mona. Hun havde forstået budskabet. 

– Det var så det sagde Rektor samtidig med at han samlede spanskrøret op fra gulvet. – Nu tror jeg at vi skal gå op i soveværelset. Du trænger vist til at lære at følge reglerne og ikke slå løs på egen hånd. – Ja, mumlede Lone og bøjede hoved. Hun var klar over, at noget skulle ske. Hun var ikke helt sikker på, hvad det var, men det ville omfatte et spanskrør, og det ville komme til at gøre ondt!

Tårerne begyndte at løbe ned ad hende, medens hun trak buksernes lynlås ned og løsnede den øverste knap. Kunne hun bare slippe med striber, men… Hun så på bulen i Rektors bukser.

————————-

Mona gik ned ad havegangen. Hun knugede sine hænder om ballerne. Hun kunne mærke hvordan hendes trusser var våde indenunder. Aldrig ville hun gentage dette ligegyldig hvor mange våde drømme og lyster hun fik.
Mona svor på det, men skæbnen havde andre planer…

Glæder du dig til nye noveller af samme forfatter – så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.