Rattans krydstogt

Der er nogle læsere, der har spurgt, hvad der blev af hr. Rattan fra Rattan Import/Eksport.
Som tidligere nævnt besluttede han at tage på en jordomrejse med sin kone, men det betyder ikke, at der ikke blev brug for hans specielle evner… JESPER

I. del – Drengene fra Texas

M/S Sun Cloud pløjede sig sindigt vej fra Hong Kong til Yokohama. Det var et lille krydstogtskib med omkring 500 passagerer, der alle havde betalt for ekstra luksus og individuel opvartning. Det helt ideelle skib for min kone og jeg. Ellinor havde fortjent det efter sin store operation, og jeg var så småt ved at trappe ned. Min unge partner havde vist sig særdeles kompetent, og så længe frk. Kristiansen fandtes i baggrunden, var der ingen fare. Som plan B fungerede mobil og e-mail.

Mit andet “livsværk” Rattan Import/Export var der også taget hånd om… delvist.

Det var startet ved en tilfældighed i min ungdom. To af mine venner havde bedt mig mægle i deres ægteskab. Min dom var, at de begge fortjente en enorm endefuld. De bad mig om at udføre straffen på dem begge, og siden har hundrede af “klienter” passeret gennem Rattan Import/Export’s ydmyge lokaler for at modtage deres straf. De kommer frivilligt, men de ved, de intet alternativ har.
Også den er lukket ned. Ganske vist har min hjælper, Mustapha, adgang til lokalerne, men han skal nok holde sig på måtten. Foruden at han er min hjælper, har jeg en klemme på ham, og adskillige gange har han selv måtte lægge krop til en straf. Han kender sin plads!

Alt var således idyl. Vi boede på næstøverste dæk. Over os var der en luksus suite, hvor mr. McPherson, en amerikansk oliemagnat fra Texas, residerede med sin langt yngre kone Jane. “Golddiggeren” som Ellinor kaldte hende

Hans to sønner, Kyle på 19 år og Nico på 16, havde en kahyt på vores dæk, kun adskilt fra vores med den kahyt, som miss Johnson, en ældre skotsk jomfru langt over pensionsalderen, der så ud, som om hun gerne ville erobre mr. McPherson, havde.
(Så hellere Golddiggeren udbrød Ellinor)

Jeg kom hurtigt på bølgelængde med Duff McPherson. Han var lidt ældre end jeg, en ligefrem mand som så tingene sort/hvidt, forventede ærlighed og selv holdt sit ord. Han havde tjent sine penge på at være underleverandør til boreindustrien, og på at have en ranch hvor han foruden kvæg havde oliepumper, der stille og roligt afleverede x antal cent for hver tønde råolie, de sugede op af mr. McPhersons undergrund. 

Vi tilbragte mange aftener i den lune tropenat liggende i vores dækstole med at ordne verden. Det var klart, at Duff ikke havde lang tid tilbage. De indfaldne kinder og det tunge åndedræt røbede det. Han gik med besvær. Han var helt klar over det, en blodsygdom ville gøre det af med ham.
– Jeg ved, hvad der skal ske, og det er ok. Jeg har to dejlige børn, som jeg elsker, og som elsker mig, og her på det sidste har jeg fundet en kvinde, der har lovet at være mig tro. Det første var utvivlsomt sandt. Det var helt klart, at Kyle og Nico gjorde alt for deres syge far. Med hensyn til det sidste tænkte jeg på Ellinors bemærkning: Golddigger.

En aften hvor vi havde fået for mange Bourbon Whisky, og jeg flere gode cubanske cigarer fra Duffs velforsynede kasse, faldt talen på korporlig afstraffelse og spanskrør. Duff var tilhænger og praktiserede det både over for sine arbejdere på Ranchen og sine egne sønner. De ved, at jeg elsker dem højt, og jeg ved at det samme er tilfældet med dem, de elsker mig, det kan jeg føle.

Jeg kom til at røbe eksistensen af Rattan Import/Export. Duff støttede tanken.
– En person, helt neutral, der administrerer straffen, er en god ide. Desværre lader det sig ikke gøre på en ranch i Texas, men i alle tilfælde skal tavlen være visket ren bagefter… totalt. Have another cigar?

En morgen modtog jeg en skriftlig invitation til at komme til Duffs suite om eftermiddagen kl. 15.
Da jeg kom, sad Duff i sin kørestol, medens Kyle og Nico stod midt på gulvet. Begge hang de med næbbet, og Kyle var ligbleg. 

– Jeg er ked at måtte bede Dem hjælpe mig, sagde Duff. – Mine drenge har tilsyneladende ikke kunne finde ud af vores aftale. De kom med på ferien under forudsætning af, at de opførte sig ordentlig, men i går aftes har Kyle og Nico tilsyneladende haft en vild fest i deres kahyt. Og her til morgen har miss Johnson klaget til mig og truet med at gå til kaptajnen. De to ungersvende har ikke kunne give nogen fornuftig forklaring. Faktisk har de ikke sagt meget. Jeg er dybt skuffet! Han så på drengene, der stod med bøjede hoveder. – Jeg husker hvad vi talte om forleden, og jeg beder Dem hjælpe mig, nu hvor jeg ikke selv kan. De fortjener 40 slag hver. Han tog en bred læderrem frem. Den havde været skjult under et tæppe. Både drengene og Duff havde tårer i øjnene. Jeg tog en rask beslutning. Jeg vidste, at det ville være håbløst at argumentere med Duff, specielt da der tilsyneladende ikke var megen hjælp at fra drengene. Gid fanden havde miss Johnson, dette var den rene og skære misundelse. Det var hende, der skulle have haft de 40 slag… for bagvaskelse.. – Ok, Kyle tag bukserne af! – Please, please Sir. Han rystede, mens han begyndte at spænde bæltet op. – Nej nej, Dad, far lad mig slippe. Nico hjælp mig. Nico sendte ham et koldt blik. Her var tilsyneladende ingen hjælp at hente. Bukserne dalede ned til anklerne. Under dem, havde han kun en jock-strap. – Helt af… med alt! Bøj dig og tag fat om anklerne med hænderne. Stive knæ!

Han adlød og stod bøjet kun iført en sweatshirt. Den nøgne ende strittede lodret op og var dækket med gåsehud. Endnu før der var faldet noget slag, rystede hans baller som en budding.

De 40 rap faldt som 2x 20. Han skreg og hylede.  – Please Sir… Stop… Dad … STOP HIM! Det hele hjalp ingenting. Slagene var af samme gode kvalitet, som leveres af Rattan Import/Export i Danmark. Efter de første 20 fik han lov til at holde pause. Han rejste sig og forsøgte at dække skridtet med hænderne. Hans ansigt var lige så rødt som hans ende, bortset fra, at sidstnævnte var forsynet med brede striber, der langsomt var ved at hæve. Jeg så på ham. Formelt var han stadig en teenager, 19 år, men reelt var han en mand. De faste muskuløse baller var en mands, hårene foran som han forgæves søgte at dække, var en mands. Den store pik, som strittede ud udenfor hans kontrol, ligeledes. Selv hårene på overlæben røbede manden. – Bøj dig igen! Nok var Kyle en mand, men ikke nogen modig mand. Han begyndt at skrige endnu inden, jeg havde hævet remmen. – PLEASE… NO SIR. NNNNOOOOO! Auuugh… augggh. Remmen susede ned over hans baller. For hver gang trak den en rød stribe ca. 7-8 cm bred. – Iiiiiiigh! Aaaaaah. NO Please SIR. NO MORE!

Omsider havde han fået nok. Hans røv blødte, og han selv var et jamrende individ, hvis hænder klamrede sig til ballerne, mens han søgte efter sine bukser og sin strap.

– La’ vær’. Du bliver stående, som du er og ser på din lillebror. Nico kom her! Nico så på mig. Hans ansigt var helt gråt. Han bed læberne sammen og sagde ikke en lyd. Jeg behøvede heller ikke at sige noget. Uden et ord knappede han sine cowboybukser op og lynede dem ned. De sad stramt om hans slanke krop, og han måtte hjælpe dem ned over hofterne og ballerne. Under dem havde han et par helt hvide underbukser, der ligefrem klæbede til hans røv. Et øjeblik tænkte jeg på, at lade ham beholde dem på, men så så jeg på Kyle, hvis hænder stadig klamrede sig til de jordbærfarvede baller, og jeg besluttede, at det ville være uretfærdigt ikke at behandle begge lige.

Nico selv forventede åbenbart ikke andet. Stadig tavs stak han fingrene ind under elastikken og begyndte at krænge dem af. Først over ballerne, så over pikroden. Så fulgte hele pikken. Ligesom hos hans storebror strittede den vandret ud i luften, fuldstændig stiv. Det dryppede svagt fra spidsen.

Hvis Kyle var en udvokset mand, så var Nico stadig en teenage dreng. Den minimale hårvækst i skridtet, den hårde, slanke røv med de spidse baller røbede det. Ikke et gram overflødigt fedt, men muskler alle vegne. – Bend over! Spread your legs! – Yes, SIR! For første gang sagde han noget. Hænderne greb fat om anklerne. Huden spændtes over ballerne. Nico var parat, om end han rystede som et espeløv. SCHWICH… Det første slag ramte lige hvor lårene møder ballerne. Det udløste et Oooooooooogh, men ikke noget skrig. Iiiiigh, NO Nnnooo. De næste slag var lige så hårde, men igen intet skrig, kun en stønnen fra en lys drengestemme. Den kom hver gang remmen ramte sit mål. Især når målet var lårene, og remmen krøllede sig om indersiden og den bløde hud. 20 gange SCHWICH, 20 gange klask når remmen ramte, og over 20 gange Oooooh! Iiiiiii. Så fik han lov til at rejse sig. Han stod helt stille med lukkede øjne. Jeg kunne se tårerne løbe ud under de lange barnlige øjenvipper. Han trak vejret stødvist, mens han stadig jamrede sig sagte. På en måde beundrede jeg ham, han tog sin straf mere værdigt, end Kyle havde gjort. Jeg så på Duff. Han sad i sin kørestol uden at fortrække en mine. – Time up. Bend over! Nico så på mig. – Please SIR, PLEASE SIR. Så bøjede han sig igen og greb fat om anklerne. Jeg så hvordan han borede neglene ind i kødet og forberedte sig på det værste. De sidste 20 slag var mildere. Jeg havde besluttet, ikke at slå så hårdt, han fortjente det. Men trods alt gjorde det ondt, især når jeg ramte et sted, hvor remmen havde været før.

Så udløste det et AUGH… PLEASE eller et langtrukkent Nooooo SIR, men det var, som om han befandt sig i en anden verden, hvor han bare registrerede slagene.

– Så kan I godt tage tøjet på. Begge kikkede de efter deres bukser. Jeg så hvordan Nico stak sine underbukser i lommen. Han skulle ikke have noget stramt over ballerne. Kyle var heldigere. Han havde kun været iført et par jock-straps, intet der kom i berøring med hans røv. Alligevel klynkede han, da han forsøgte at hive bukserne på plads. Alle tre så vi på Duff. Han sad ubevægeligt. Tårerne løb ned af hans kinder, som om det var ham selv, der havde fået med remmen.

Drengene for hen til ham og slog armene om hans hals. Selv fandt jeg det mest passende at forlade kahytten.

II. del – Retfærdigheden

Der er noget galt! Et eller andet sted i mit baghoved hviskede en stemme: Du har lavet noget galt. Jeg kunne ikke forklare det, men det var noget ved drengene. Den måde de havde taget deres straf på, især Nico. Tanken plagede mig hele dagen, og om aftenen betroede jeg mig til min kloge kone. – Der ER noget galt, mere end du tror. På det tidspunkt hvor de påståede orgier, som forstyrrede miss Johsons dyd og moral, fandt sted, var de to drenge begge på kommandobroen i færd med at navigere skibet sammen med 2. styrmanden. Jeg ved det, for jeg så dem selv gå derop og komme ned langt senere.

Ellinor så på mig. – Du har et problem, mr. Rattan. De to drenge dækker over et eller andet, som deres far ikke må få at vide. 

Jeg sov dårligt den nat. Næste morgen var der morgenmad som Duff og ”Golddigger” Jane indtog i restauranten, mens drengene foretrak en sandwich ved baren. Den blev indtaget stående!

Om formiddagen tog jeg mig sammen og fik fat i Nico. Han var som sædvanlig meget høflig, men tydelig nervøs. – Sandheden, please Nico. Sandheden. Kan jeg så få den? Ellers må jeg tale med din far. Han blev ligbleg. – Nej, nej det må De ikke. De må give mig tæsk en gang til, men De må ikke sige noget til far! Tårerne begyndte at komme frem. Jeg strøg ham over håret, han var trods alt kun en stor dreng. – Fortæl det så. Det var ikke jer, der var i kahytten om aftenen, men nogle andre. HVEM? – De lover ikke at sige noget til far? Jeg har svoret overfor Kyle ikke at sige noget. – OK, jeg siger ikke noget, men jeg tror, at jeg ved, hvem det var. – Det var Jane, nærmest hviskede han. – Hun bollede med Carl, den unge lyshårede steward. De må ikke sige noget til far… PLEASE SIR! Han tror, at Jane er ham tro, men det er hun ikke. De må ikke sige noget. Far er mere syg, end han ved af. Han tror at han har 1½-2 år igen, men lægen har fortalt Kyle og mig, at det kun er 6 måneder… højest. Han skal have det rart i den tid. Han var faldet til ro nu. Det havde lettet at tale med nogen. – Godt, sagde jeg. – Jeg lover, at jeg ikke taler med din far, men jeg vil have tingene bragt i orden. Jeg har straffet de forkerte og ladet de skyldige gå fri.

– Tak SIR, mumlede Nico og tilføjede lavmælt: – Det gjorde ondt, lige så ondt som da far gjorde det, da han var rask.

Jeg tilbragte eftermiddagen med at skrive to breve. Der var endnu 6 dage til vi nåede Yokohama, så der var tid nok. To dage efter stillede modtagerne i min kahytten som aftalt kl. 13. Ellinor var til bridgeturnering. Jeg så på dem. Stewarden, Carl Nystroem omkring 25 år, og fru Jane McPherson adskillige år ældre, med lidt held kunne hun have været hans mor. – Er der en forklaring på, hvad det skete i cabin 719 forleden aften? spurgte jeg høfligt. Intet svar. Begge var hvide i ansigtet af skræk. – Nå, så må jeg gå videre. For Deres vedkommende, Steward Nystroem, til Chefpurseren og derfra til Kaptajnen, og for dit Jane, til Duff. Det var Carl, der brød sammen først. – Nej, nej De må ikke. Jeg bliver fyret, sat i land. Jeg får ikke en chance igen. Jeg har kone og to små børn. Hører De, De må ikke… – Det skulle De have tænkt på noget før. Står der ikke i personalehåndbogen, at besætningen ikke må bolle med passagererne, ganske vist skrevet noget pænere? Carl var brudt helt sammen. Han snøftede og kom med usammenhængende bønner. Jane stirrede rasende på mig. – Damn it… Gid fanden havde den gamle hejre, der klagede, og de to røvhuller der fandt ude af sandheden. De skulle aldrig have været med, det skulle have været en bryllupsrejse på forskud. Vi er ikke gift endnu. – Ja det er jo op til Duff, hvad han siger nu. (Godt Jane ikke kendte mit løfte til Nico.) Nu var det en blanding af frygt og raseri, der stod aftegnet i hendes ansigt. – Kan vi ikke lave en deal. Vi kan nok finde et beløb. Golddigger til det sidste, hun troede, at alt kunne måles i penge. – Ok, sagde jeg. Vi kan godt lave en deal, men den bliver anderledes, end du tror. Gå op i din kahyt og hent Duff’s læderrem. Du kan gætte, hvad den skal bruges til. – Det… det… kan De ikke. Jeg er en voksen kvinde. Det må De ikke… – Det gælder også Dem, steward Carl. Remmen eller Chefpurseren? Benene rystede under den unge steward, da han mumlede: Remmen.

Jane drejede om på hælen og forlod kahytten uden et ord.

Da hun kom tilbage, fandt hun sin elsker i færd med at strippe. Der var kun et par minitrusser tilbage. Det bulede indenunder. Den unge stewards hoved var rødt som en tomat; lige så rød som han vidste, at hans ende ville være om få sekunder. Jane udstødte et halvkvalt skrig, medens det sidste stykke tekstil forsvandt fra Carl. Hun så, hvordan hans pik hævede sig, medens den blev tyk og stiv. – Så er det din tur, sagde jeg. – Nej, De må ikke. Ikke uden tøj. Jeg er en kvinde, jeg er voksen… De må ikke. – Kom så i gang. Du ved hvad alternativet er. Et besøg hos Duff. Igen bluffede jeg, men Jane var grebet af panik. – Jeg… jeg skal nok, hviskede hun, medens hun krængede blusen af. – Videre. Jeg gider ikke vente hele dagen, og Carl fryser. Se han har gåsehud over hele kroppen.. Det skyldes nu nok mere frygt end kulde. Den unge mand frøs ikke, tværtimod løb sveden ned ad ham. Der var ikke meget at hente. Hun var iført et par tynde shorts, bare ben med lakerede negle i sandalerne. Hendes shorts kom hurtigt af. Indenunder var der et par lækre silketrusser, der matchede hendes Bh. – Det hele! Carl HAR set dig nøgen før! Hun adlød mekanisk og stod til sidst i den klassiske stilling, hvor hun forsøgte at dække både skridtet og brysterne med hænderne. – Læg jer ned foran køjen. Bøj jer ind over den og læg armene om den andens skulder. Helt tæt sammen! De yderste arme lægger I op på ryggen. Jeg bandt de frie arme sammen med Carls bælte. – Hovedet ned i hver sin pude, vi skal ikke have noget hyleri her. Nu mangler vi bare gæsterne. – NEJ! NEJ! skreg de i kor. – Ingen tilskuere, der er ingen, der må se det. NEJ… NEJ lad os få det alene. Det bankede på døren. Timingen var perfekt. Det var Kyle og Nico. – Over til væggen, og stå stille. – Jeg skal nok huske mit løfte til dig Nico. Så begyndte jeg. Remmen ramte skiftevis Carls og Janes strittende bagdele. De vred sig, mens de skreg: AUUUUUUGH… AUUUUUHG… NO… NO! Skrigene syntes at nå mastetoppen af stakkels “Sea Cloud” – STOP! Det går ikke. I hyler jo værre end skibets tågehorn. Nico, gå ind i badeværelset og find en klud. Prop den i munden på Jane, og du Kyle, binder den fast. Du kan bruge Carls slips. Ordren blev udført uden tøven af drengene. Der var en afgjort forskel på dem nu, og da de stod i Duff’s kahyt for et par dage siden. Klask klask – Auuugh… Uhm. Skrig fra Carl, der prøvede på at beherske sig, og i stedet bed i puden. Han skulle ikke nyde noget af at få en klud i munden. – OOOOOOH, Åååååågh. Carl skreg og Jane udstødte sære lyde. Begge vred de sig, hver gang remmen ramte dem. Deres baller hoppede ukontrollabelt op og ned. Drengene havde fået 2×20 slag. Det var Duff’s afgørelse. Derfor mente jeg, at 3×20 var passende til de virkelige skyldige. De fik to pauser.

Carl brugte dem til at jamre, – PLEASE SIR NO MORE… PLEASE mens han vred hele kroppen. Jane lå bare stille, mens hun bed i den improviserede gag.

Da jeg var færdig, kunne begge fremvise nogle baller, der lignede to store vandmeloner, og som havde enhver tænkelig afskygning af farven rød over til blå. Farvesymfonien bredte sig fra hoften til ned på lårene. Lagnet på køjen var drivende vådt, hvor de havde ligget.
Drengene havde stået musestille langs væggen. De havde ikke mælet et ord, men begge havde svært ved at skjule bulerne i bukserne..

– Op med jer. Jeg løsnede de bælter, der holdt deres arme. De rejste sig som to zombier og begyndte at opføre en besynderlig tåspidsedans, medens deres hænder var som limet til ballerne.

– Tag jeres tøj på og bliv her, mens jeg taler med Kyle og Nico.

Jeg tog drengene udenfor på dækket. – Nu er det op til jer, om I vil fortælle jeres far, hvad der virkelig skete. Jeg står ved mit ord og siger intet… Og stik så af med jer, 2. styrmanden er allerede på broen! De knaldede hælene sammen og udbrød i kor: – YES SIR… THANK YOU… SIR! Jeg gik ind til de to ofre. De havde fået tøjet på, og ventede på hvad der nu skulle ske. – Nu opfører I jer ordenligt, ellers ved I, hvad det sker. Chefpurseren eller Duff!

De nikkede tavst, budskabet var sivet ind.

III. del – Efterskrift Familien McPherson forlod os i Yokohama. Duff’s helbred var blevet værre, og han ville hjem til ranchen i Dallas. Ellinor og jeg fortsatte til Hawaii. Da jeg kom ned i min kahyt, efter at vi havde lagt fra kaj, stod der en stor kasse havannacigarer på mit bord. Der var et kort fra Kyle og Nico med bare: THANK YOU, SIR! Kassen var stor og må have gjort et dybt indhug i de to drenges lommepenge.

Jeg kikkede på den og ønskede, at jeg kunne sige til dem: MUCH APPRECIATED, men da var de over alle bjerge.