Rattans dame

“NEJ ….NEJ Jeg vil ikke… Ikke når NEGEREN ser det! De må ikke. Jeg VIL ikke!”

Det foregik på 3. sal i den bagbygning der rummer Rattan Import/Eksport’s beskedne to lokaler, stedet hvor adskillige gennem tiderne har modtaget en god og kontant afregning på den bare røv, endda med en vis form for lettelse eller endog taknemlighed fordi de vidste at alternativet var værre. Næsten alle der kommer her har valgt det frem for f. eks en politianmeldelse, en offentlig skandale eller et brudt familieforhold. Så hellere en hård, kontant, men diskret omgang med et spanskrør. Normalt kender jeg ikke mine klienter og ønsker ikke at kende dem, de kommer anonymt efter en telefonopringning. MEN DENNE DAME KENDTE JEG: Tina Hochberg, omkring de 45 år direktør for et af vore kendte og særdeles aggressive finansieringsselskaber. En barsk dame hvis yppige ende det ville være mig en fornøjelse at tildele 50 slag med spanskrøret, “som De nu selv finder passende hr. Rattan” havde den ukendte stemme i telefonen sagt. Med glæde. Tina Hochberg havde i den grad næsten ruineret min kære gamle tante Laura med sine investeringer. Nu var det tid til at betale tilbage.. med renter. IKKE NEGEREN! Problemet var bare at der var ingen neger! Der var Mustapha, grønthandlerens søn. Mustapha er min hjælper, 17 år gammel. Han gør hvad jeg siger fordi jeg har en særdeles kraftig klemme på ham, men jeg har på fornemmelsen at det ikke er nogen overvindelse at “hjælpe mine klienter på plads” tværtom. Men neger. Jeg så hvordan Mustapha kogte. Han er tyrker, og kan aller højst kaldes en Perker. Han holdt sig i ro. HAN VED HVEM DER BESTEMMER. “Bind hende!” Mustapha er rap som en klapperslange. Førend Tina kunne reagere var hendes hænder bundet sammen foran, og ned fra loftet kom en tynd line. Mustapha satte den fast og jeg trykkede på fjernbetjeningen. Nok er Rattan import/eksport et lille firma men vi har alle moderne hjælpemidler. Armene gled opad selvom hun prøvede at holde igen. Forbi brysterne, forbi ansigtet indtil de var hævet over hovedet. Der stoppede jeg. Tina stod stadig med begge ben solidt plantet på gulvet og var i stand til at røre sig… delvis.

Andet akt kunne begynde.

———————-

Mustaphas hævn.

“Klæd hende af!” Mustapha nikker, medens han hånligt måler hende fra top til tå, det er som om han allerede har strippet hende i tankerne. “Nej, nej hr. Rattan, ikke ham. Jeg skal nok selv klæde mig af”. “For sent! KOM SÅ IGANG, MUSTAPHA!”. Tina er iført en nedringet sommerkjole med stropper, holdt sammen for oven af 3 knapper. Den første ryger af med det samme. Den næste tager lidt længere tid, for Mustapha står og leger med den, inden den også bliver revet af. “Nej, nej. Du må ikke” Tina er klar over at nu forsvinder den tredje og sidste knap. Hun vrider sig og forsøger at sparke ham, men uden held. “Stå stille TÆVE” Pling!! siger det da den tredje forsvinder og Mustapha stikker sin hånd dybt ned i Tinas kavalergang. Han river en flænge i udskæringen, ikke særlig stor, men langsomt, næsten forsigtigt udvider han den nedad. Tina skriger og vrider sig. “Nåde, lad mig få min straf nu. Giv mig spanskrør hr. Rattan. Stop ham.” Mustapha bliver ved indtil kjolen er delt i to stykker. To brutale ryk i bagfra og der er ingen kjole mere, kun nogle pudseklude der ligger på gulvet. Et enkelt ryk og også Bh’en bliver til pudseklude, 2 stk. Tårerne løber ned ad Tina nu, medens Mustapha lader sine hænder glide ned over hendes krop. Han har smidige hænder med lange fingre, der føler alt. “La’ vær. Du må ikke tage på mine bryster. Hører du!” “Hold bøtte tæve, du har ingen bryster. DU HAR PATTER. HAR DU FATTET DET?” “Javel” Tina er ved at overgive sig, fernissen er ved at forsvinde. “Godt. Hvad er det du har?” “Jeg har patter, jeg er en tæve” “Fint hvad har du her?” Han tager fat om begge brystvorter og klemmer til” “AUG. AV Jeg… jeg ved det ikke” stønner Tina vel vidende om at endnu en ydmygelse er i vente. “Det er dine gajoler og nu skal vi se hvor hårde de kan blive.” Mustapha ved hvad han gør. De smidige fingre når de rette steder, Tinas åndedrag bliver kortere, hun vrider sig medens hun begynder at stønne: “Nej ikke det. Aaaagh giv mig mere. Søde Mustapha jeg skal nok adlyde.” SÅ ER DET GODT! Jeg griber ind inden Tina går helt over i en orgasme. Mustapha stopper øjeblikkelig. Han kender rangfølgen og ved hvem der bestemmer. “Godt, tag hendes trusser af og lad os komme videre.” En hånd indenfor elastikken, et enkelt ryk og Tines trusser er gået til pudsekludenes brigade. Han lader hænderne glide ned over de kraftige hofter. De finder ind til lårene hvor de kryber op langs indersiden. “Jeg vil ikke. Hører I. Stop ham hr. Rattan. Undskyld Mustapha, jeg skal aldrig mere kalder dig en neger” Tina vrider sig medens hun desperat klemmer sine lår sammen. Hun ved hvad næste skridt bliver… i skridtet. “Ti stille tøs. Hvad vil du helst have? Fingeren nu eller Pik bagefter? Svar ellers får du begge dele” “F… fing… fingeren” nærmest græder hun. “Spred benene. NU!” Hun prøver at slappe af medens hun mærker fingeren glide op i hende. Det lykkes ikke Hun er rød i hovedet af skam medens hun jamrer: “Ikke min klit, nej ikke der” Hun stønner medens sveden løber ned af hende. Hun er tydelig våd mellem benene.

Igen stopper jeg det. Det er tid for tredje akt

————-

Straffen

“Hiv hende op! Linen køre opad, armene strækkes, kroppen strækkes, hun prøver fortvivlet at nå gulvet med fødderne. Til sidst er det kun skonæserne der lige akkurat rører gulvet. Nu hænger hun der, kun iført sko og et par strømper af typen der sidder fast med en elastik for oven. Hun er 45 år, og har sikkert været en køn pige… engang.. Men de mange forretningsfrokoster har sat deres præg. Hofterne er blevet brede, røven stor med fede baller og lårene ligeledes fede. Brysterne, eller som Mustapha kalder dem, patterne er stadig faste, men store. Hendes nipler stritter ud der hvor Mustapha har leget med dem og klemt dem. De ligner ganske rigtigt Gajol tabletter, runde og sorte. “Så er det 50 rap med spanskrøret. Du har selv valgt det frem for et alternativ som jeg ikke kender” “Nej nej Kære hr. Rattan. Kan jeg ikke få mindre? Jeg kan ikke klare det Lad mig slippe med 30.” Forretningskvinde til det sidste, hun prøver at slå en handel af, men her hjælper ingen kære mor. Det er sælgers marked. SCHWICH Auuugh. Første slag. Jeg har valgt et middel tykt spanskrør. Det er smidigt og ret langt så jeg kan stå i god afstand og svinge det i en god stor bue. Det første slag rammer lige midt på røven og udløser et skrig. Det næste rammer lige ved siden af. En ny rød stribe og et nyt AUUUGH! Jeg fortsætter. 10 striber anbragt ved siden af hinanden over de hvide baller får farven til at skifte til rød. Hun skriger uafbrudt: “Nej, det var ikke meningen, jeg skal nok lade være. Jeg gør det ikke igen”. Men det er for sent nu! Jeg holder en pause, medens jeg tænker på tante Laura hvis alderdom er blevet fattigere takket være fru Hochberg og hendes investeringsfirma. 10 til. Høje skrig. Tina prøver at vride sig, men det er umuligt, hun hænger i armene uden at kunne røre sig. Jeg priser mig lykkelig over at rummet er ekstra lydisoleret. Der er 30 tilbage. Jeg skifter fra røven til lårene. De er lige så fede og måske endnu mere følsomme. ÅÅÅÅÅGH, AUWWW NEJ LAD VÆRE. HOLD OP!!! Som sagt kan Tina ikke bevæge sig. Det føles som at slå på en fastelavnstønde. Kroppen duver svagt hver gang jeg rammer den. Men fastelavnstønder skriger ikke. Det gør Tina i høj grad. Hendes vræl er gået over i en konstant hylen uden mening eller ende. Efter 45 slag stopper jeg. Aftalen var 50, men de sidste 5 overlader jeg til Mustapha. Han ser overrasket ud medens han finder det aller tyndeste spanskrør frem, og stiller sig op foran hende. NEJ IKKE DER. MUSTAPHA IKKE PATTERNE DU MÅ IKKE. UNDSKYLD… AWWW! Første slag rammer på det højre bryst. Nummer to følger på det venstre. Hun skreg om forladelse og undskyld medens det tynde spanskrør trak striber over brysterne. DET GAV ET SMÆLD HVER GANG HAN RAMTE HENDES PATTER. Hun hylede og lovede aldrig at kalde ham en neger igen. Om sider havde hun fået de 5 sidste og jeg beordrede hende firet ned og båndene løsnet. Det står hun så. Den ene hånd forsøger hun at dække striberne på brysterne, medens den anden skærmer skridtet. “Du ved hvorfor du er blevet straffet?”. “JA” mumler hun spagt. “Jeg skal ikke gøre det igen”. Vi fandt en T-shirt til hende i stedet for pudsekludene. Den var lidt for lille, det kneb med at få plads til brysterne og den efterlod et stykke med bart på maven. Til gengæld var de shorts vi gav hende for store så hun hele tiden måtte holde dem oppe med hænderne. Således iført nyt tøj samt sine egne sko og strømper og med resterne af det øvrige tøj i en Netto pose, bad jeg Mustapha hjælpe hende ned ad trappen og låse hende ud ad porten hvor hun så kunne tage en taxi hjem. Selv gik jeg rundt og ryddede op et kvarters tid, medens jeg følte mig vel tilpas. Jeg tænkte på tante Laura som var blevet delvis hævnet om end hun ikke fik flere penge af den grund. Til sidst lukkede og låste jeg og gik selv ned ad trappen. På første sal var der noget mærkeligt som jeg ikke kunne stedfæste. Jo, døren til lagret stod på klem. Det er et lager som Mustaphas far, grønthandleren bruger til at opbevaring af kartofler og lignende. Normalt er døren lukket og låst, men nu stod den på klem. Jeg kikkede ind, det var helt tomt og støvet, men på gulvet lå noget interessant. Jeg samlede det op. Mustapha, Mustapha bliver du aldrig klogere, hvornår lærer du at slette dine egne spor.

Nu bliver historien nødt til at få et fjerde akt.

——————

Dumheder betales.

HVAD ER DET MUSTAPHA? Det var dagen derpå. Jeg havde sat Mustapha stævne i kontoret. “Det.. det er et kondom” fremstammede han. “Hvem har brugt det?” “Det har jeg” Han var ligbleg og rystede. Det havde ikke indgået i planen at han skulle blive opdaget.. “Det var ikke mig. Hun bad selv om det. Jeg sværger. Ved profetens skæg. Det er rigtigt. Hun VILLE have pik.” Han prøver desperat at komme op med en forklaring og det mærkelige er at jeg tror ham… delvis. “Hvad skete der?” “Det var da vi gik ned ad trappen. Jeg rørte ved hendes bare røv. Bukserne var jo alt for store og jeg kunne let få hånden ind. Pludselig omfavnede hun mig og stønnede: “Tag mig. Giv mig pik, tag mig med din store stive pik. Jeg er en tæve som har været ulydig og kaldt dig en neger. Jeg skal bolles.” Hun var helt vild. Vi gik ind på lageret. Jeg lagde hende ned, de store bukser gled ned af sig selv. Jeg krængede T-shirten op over hendes bryster og spredte hendes ben, hun trak selv knæene op. Jeg sværger ved Koranen…” “Ja tak, du behøver ikke at sige mere. Du har dummet dig. Hvis folk skal straffes sker det her på kontoret ikke alle mulige andre steder og slet ikke på din fars kartoffellager. DU HAR DUMMET DIG og hvad sker der når du dummer dig?” “Jeg får tæsk. Jeg har fortjent det.” Han løsnede sit bælte og knappede bukserne op. De kommer ned sammen med underbukserne i et tag. Han ser på mig. “Skal jeg have manchetterne på?” “Ja, alle fire.” Han går hen til skabet at tager de fire lædermanchetter frem. De to spænder han på håndleddene og de to andre om sine ankler. Så går han hen til bukken, stiller sig lige op ad tværbjælken og venter. Vi er som sagt moderne hos Rattan Import/Eksport. Tværbjælken kan køre op og ned elektrisk. Jeg indstiller den lige over hans pikrod. “Spred benene ” Manchetterne bliver sat fast på bukkens bagerste ben med karabinhager Mustapha spreder armene. Han ved hvad der skal ske og prøver på at være rolig overfor det uundgåelige. “Nej, Saml hænderne over nakken ” Jeg kobler de to manchetter sammen “Bøj dig forover og se ned i gulvet og du holder kroppen nede og hænderne over nakken… hele tiden. FORSTÅET? “Ja, hr. Rattan. Jeg har været dum, undskyld jeg skal nok tage min straf.” Jeg vælger det spanskrør som jeg brugte på Tinas røv. Ikke for tykt og ikke for tyndt, men passende og smidigt. Så trækker jeg hans T-shirt op så hans røv er helt blottet. AHHH! IGHH UUGH! Mustapha stønner medens han holder sig foroverbøjet. Han nægter at skrige. Han er både stolt og ærekær og han ved at han fortjener det. Han har dummet sig! NEJ, NEJ. Spanskrøret trækker sine striber over hans brune røv. Selv om han er mørklødet kan man tydeligt se striberne, de står med en endnu mere mørkerød farve over de stramme teenageballer. ÅÅÅGH!! Allah er stor IIIGH! Jeg har været dum. UNDSKYLD! Han forsøger tappert at holde overkroppen ned mod gulvet, selvom det giver et ryk i ham hver gang spanskrøret rammer ham. Han fik 30 rap. På det tidspunkt havde han ikke flere striber, men røv der var mørkerød over det hele. Benene blev løsnede og han strakte kroppen op. “Gå hen i skammekrogen og bliv stående til jeg siger til. HÆNDERNE BEHOLDER DU STADIG OVER NAKKEN.” Der står han så. Det gør ondt i røven, men han kan ikke nå den. Han trækker vejret stødvis medens han prøver på at undertrykke smerten. Hans stolthed forbyder ham at klage sig, han ved at han har fortjent sine klø. HAN HAR DUMMET SIG. Jeg ser på ham, en frisk dreng som kan blive til noget, hvis han ledes på det rette spor. Derfor gælder det om at straffe ham, men ikke mishandle ham. Han ved det selv, jeg ved det og jeg tror også at hans far ved det selvom han aldrig har sagt noget. Han skifter vægten fra det ene ben til det andet… og tilbage igen Striberne på lårene og røven er ved at hæve og skifte farve fra rød til blå. Jeg kom til at kende Mustapha da han lavede en anden dumhed (formodentlig ikke den første, men en der fældede ham). En morgen da jeg kom så jeg at der havde været indbrud. Der var intet stjålet og “tyven” måtte være en slank person, der var kommet ned gennem et ovenlysvindue og forsvundet samme vej. MEN han havde overset overvågningskameraerne og de afslørede ham med al tydelighed. MUSTAPHA. Men hvorfor? Det var nærmest som om han havde villet skjule sig for et eller andet. Svaret kom med avisen. Der havde været et indbrud i nærheden. Nogle unge mennesker var brudt ind i en kiosk, men det var gået helt galt. I stedet for en tom kiosk fandt de en gammel mand der fik et hjertetilfælde så han døde. Den ene var modig nok til at tilkalde en ambulance, de andre to flygtede, men alle tre havnede hos politiet. (De var alle i tyverne og blev senere dømt for uagtsomt manddrab, der venter desuden en enkeltbillet til Tyrkiet når den ene kommer ud.) Man mente et der havde været en fjerde, en teenager der havde holdt vagt udenfor, men han var som sunket i jorden. Man søgte bl.a. med hunde men fandt intet og hans kammerater holdt deres mund. Jeg gik ned i grønthandlerbutikken, både Mustapha og hans far var der. “Mustapha, jeg tror vi to skal tale sammen, følg med ovenpå til mit kontor”. Han var bleg allerede da han gik ud af forretningen og benene rystede under ham da han gik op af trappen til baghuset. “Hvad er det?” Jeg viste ham optagelserne på monitoren. “Har du noget at sige inden vi går til politiet?” “Nej, nej ikke politiet” Han begyndte at græde. Tårerne løb ned ad hans ansigt i stride strømme. “Nej, hr. Rattan lad mig slippe. Jeg skal have dansk statsborgerskab om et år. Hvis jeg kommer i fængsel nu ryger det og jeg bliver sendt til Tyrkiet, hjem til min familie i en lille landsby. Please hr. Rattan. Jeg vil gøre alt for Dem. Straf mig som De har lyst til, men ikke politiet.” Han græd og græd. Hele kroppen rystede. Jeg begyndte at få medlidenhed med ham. En 17 års dreng hvis hele fremtid var ved at gå i stykker på grund af en enkelt dumhed. “Godt. Ved du hvad dette er?” Jeg pegede på spanskrøret som lå på bordet. “Det er et spanskrør, hr. Rattan. De må slå mig lige så meget som De vil. Bare De ikke går til politiet. HØRER DE? “Well. Vi laver en aftale. Ikke alene får du en solid omgang med spanskrøret nu. Du indvilger også i at arbejde for mig, på et hvilket som helst tidspunkt jeg måtte ønske det og gøre alt hvad jeg siger. Endvidere opfører du dig ordentligt, hjemme, i skolen og i fritiden. Ingen ballade!! Heller ikke sammen med dine fætre!!! Og jeg følger med i din skolegang FORSTÅET? Hvis du dummer dig er det spanskrør med det samme. Du har 5 minutter til at overveje det, ellers går vi til politiet NU, og det gør vi også hvis du bryder aftalen senere.” Han behøvede ikke de 5 minutter. “Jeg skal nok adlyde, jeg skal arbejde hårdt og gøre alt hvad De siger. Tak. Tak fordi De ikke meldte mig.” “Fint. Tag dit tøj af..alt sammen. Gå ind ved siden af og læg dig over bukken.” Jeg binder hans arme og ben fast til bukkens fire stolper. Han ligger helt stille og jeg kan næsten høre hans hjerte banke. Lige fyldt 17, sportstrænet sort hår og brun lød. Mustapha ligger og venter på sin straf. Røven er hård og huden står spændt over ballerne og nosserne hænger frit ned. “Har du fået spanskrør før?” “Ja, af min storebror Ali. Det var når jeg havde lavet lort. Det gjorde så ondt, men så rejste han til Århus og min far slår mig ikke.” “AAAAAUUUUGH! ÅÅÅÅGH! NEJ” Vi er begyndt. Det giver et højt smæld hver gang jeg rammer den tyrkiske røv. Den vrider sig fra side til side så meget den nu kan, det er ikke meget for Mustapha er bundet stramt. “HJÆÆÆÆLP, ÅÅGH NEJ. STOP HR RATTAN, JEG SKAL NOK ADLYDE. AUUGH MIN ENDE!” Jeg tror aldrig at Mustapha har fået sådan en omgang før, heller ikke af Ali. Det er balance mellem den omgang han vitterlig fortjener, sætte sig i respekt fra starten men samtidig bevare hans selvrespekt. Jeg valgte at stoppe efter 40 rap. Enden var stribet over det hele, men huden var hel. Jeg løsnede ham. Han rejste sig med stort besvær stadig jamrende. “AUUUGH……. MIN ARME RØV.” “Klæd dig på og sæt dig ud i forkontoret” “Må jeg ikke godt stå op?” Han var ikke uden sans for humor, eller var det den pure nød? Han fik lov til at stå medens han kom til hægterne igen. Vi talte om hans fremtidige arbejde som min hjælper og efter en halv time var han i stand til at gå ned og sælge grøntsager igen. Siden da har han været lydig og gjort hvad han fik besked på. Han har lært at opføre sig pænt og selv skolen har han fundet ud af ikke er så dum endda. Men han ved hvad der sker hvis han dummer sig. Angsten for politiet sidder stadig i hans baghoved så han acceptere straffen, spanskrøret. Han kender proceduren: Tøjet af! Alt sammen! Så står han der, nøgen, rystende med pikken strittende frem. “Læg dig over bukken” “Javel hr. Rattan. Så kommer slagene, fra 20 til 40, en enkelt gang 50. I begyndelsen prøver han på at bide smerten i sig, men som regel ender det med: “AUUUGH HR RATTAN IKKE MERE… NEJ NEJ ALLAH ER STOR. JEG ER ARTIG… NEEJ!” Bagefter siger han pænt omforladelse medens tårerne strømmer ned af hans kinder. Han ved at det er overstået og at han aldrig mere vil høre noget om DEN dumhed og inderst inde erkender han, at han har fået en retfærdig straf. Nu sidder jeg og betragter hans ende. Den ligner en rød solnedgang. Hænderne er stadig foldede bag nakken. Jeg kan se han har ondt i musklerne og ved at han tænker: Himmel, hvor længe skal jeg stå her? Det gør så ondt. MEN JEG HAR DUMMET MIG.

Mustapha HVORNÅR LÆRER DU AT TÆNKE DIG OM?