Pizzadrengens historie

– Hvor mange klip kan dit kørekort tåle? – Nej… nej Sebastian. Du må ikke tilkalde politiet. Jeg mister både kortet og jobbet. Den 35 årige mand var med et slag blevet ædru. – Lad mig få klø ligesom Benny. Jeg skal nok tage min straf som en mand, bare ikke politiet! Jeg så på Henrik. Han var bleg men ædru og fattet. Men vidste han overhovedet, hvad han gik ind til? For et øjeblik siden havde han stået stangberuset ved siden af sin varebil, der sad dybt begravet hækken til Sebastians indkørsel. Der var ingen større skade sket, men alarmsystemet var gået i gang og havde aktiveret Sebastian.

Det var enden på en druktur. Henrik er en af mine få venner jeg har tilbage. Han og alle andre ved, at jeg lever på min lillebrors nåde og især unåde. (Se

Ciao ciao bambino).

————————————————-

Jeg bor hos ham, arbejder for ham i min fritid og bliver behandlet som en hund. Går noget galt er det endefuld eller spanskrøret. Det begyndte da Sebastian var 19 år, nu er han 26 og jeg er 31.

(Se

Lillebrors Hævn).

———————————————————

– Godt. Tag ham ovenpå i kontoret Benny. Sørg for at I begge er parate når jeg kommer. Og hans røv skal være helt glat Bambino. Bambino, hvor jeg hader det øgenavn. Jeg er hans storebror og ikke en baby. Jeg fører ham op til kontoret. Undervejs passerer vi gæstetoilettet. – Du må hellere benytte det nu. Du får brug for det, siger jeg, og tænker på alle de gange det er flydt ud af mig. Alle former for ting, der kan komme ud af en menneskekrop, inklusive bitre tårer. – Tag dit tøj af, det nytter ikke at vente, så bliver det bare værre, når Sebastian kommer. Selv begynder jeg at strippe. Hver en trævl skal af. Jeg kender proceduren. Henrik er rød i hovedet, men snart vil farven flytte sig længere ned… ned på hans baller. Tøjet kommer af og bliver lagt i en bunke ved siden af mit. Jeg ser på ham. 35 år, en fuldvoksen mand, store nosser, pikken hænger slapt ned, mørk hårvækst, også på ryggen. Det går helt ned over røven og fortsætter på lårene. Han ryster, som om han fryser. Jeg ved, hvad jeg har at gøre og henter “skrinet” samt en håndklæde. “Skrinet” indeholder det, jeg bruger, når Sebastian forlanger min pik glatbarberet, barbercreme på spray og en barberhøvl. – Læg dig på sofaen, puden under maven og op med røven. Jeg har aldrig prøvet det før. Han protestere. – Du må ikke. Klynker han. – Vil du hellere til politiet? Han tier stille og lukker øjnene. Jeg sprayer. Fra lænden til øverst på lårene. Henrik prøver at ligge stille, medens jeg skraber. Den eneste gang han klynker, er da jeg spreder hans baller for at komme helt ind i revnen. Han jamrer sig og beder: – Ikke der! Jeg kan se ind i hans røvhul og kæmper mod en lyst til at stikke en finger ind… Gad vide hvad han tænker. Hans drukbroder er ved at ydmyge ham totalt, og om et øjeblik kommer dennes lillebror og giver ham tæsk. Hvor meget… Hvordan? Det samme tænker jeg. Spanskrør, men hvor meget hvor længe. Er der andet? Vil Sebastian tvinge os til at slikke pik. Det har jeg måttet før. Jeg skæver til Henriks pik. Den er stor og hård. Eller skal vi have den op i den andens røvhul? Hvis pik, hvis hul? Hvem af os får først? Jeg får med sikkerhed ikke mindre end Henrik. – Godt færdig! Jeg tørrer hans røv med håndklædet. – Rejs dig. Han ser mærkelig ud bagfra. Sort hår over hele kroppen undtagen et stort stykke midt på hvor huden er helt hvid og glat som et teenagers. Jeg håber Sebastian er tilfreds, ellers går det ud over mig. – Stil dig op af væggen. Hænderne over hovedet. Fødderne helt ind til panelet. Næsen skal røre muren. Jeg ved hvordan det er, af bitter erfaring. Han tøver et øjeblik. Jeg ser hvordan pikken er ved at rejse sig. Forhuden er trukket tilbage, og den er fugtig i spidsen. Så adlyder han. Selv stiller jeg mig ved siden af ham i samme stilling, jeg er så tæt på ham at jeg kan lugte hans sved.

Vi venter kun på Sebastian.

———————————————————

Det tager sin tid. Sebastian har åbenbart andet at lave. Godt vi har været på toilettet . Armene gør ondt, det snurrer i benene, og hver for sig tænker vi. Hvad sker der? Så kommer han. – Vend jer om I to drukmåse. Hvornår lærer I det? Bambino fortæl Henrik hvad der skal ske med ham… og dig. – Vi får med spanskrøret, mumler jeg. – Vi skal have striber. Jeg begynder at græde. – Lad os slippe. Sebastian. Vi lover aldrig at gøre det igen. Jeg kan mærke tårerne løbe ned af kinderne. Jeg ser på Henrik. Den store voksne mand ryster som det berømte espeløv. Hans pik stritter lige ud, stor og hård. Skulle jeg også havde barberet den? Sebastian sagde ikke noget om det. Jeg han mærke, hvordan min egen rejser sig. Om et øjeblik kommer jeg. Jeg ved det. Jeg har aldrig kunnet beherske mig. Det ligger i mig. Jeg kan mærke det… også denne gang. Om et sekund vil jeg sprøjte ukontrolleret. Det betyder ekstra striber. – Jeg har en overraskelse til Jer.

I det samme kan jeg høre lyden af en knallert. Nej… nej ikke det, ikke Pizzadrengen. Han er omkring 17 år og hedder Ali, mørklødet men ikke sort. Søn af en somalisk far og en dansk mor. Han har taget det meste farve fra sin mor. Han kom ind i min tilværelse da han leverede pizzaer til en fest hvor jeg også blev ydmyget (se

Ciao ciao bambino ). Som bonus fik han lov til at give mig tæsk. Han brugte sit bælte på min bare ryg. Fra skuldrene til lårene, det gjorde vandvittigt ondt. Denne gang har han noget med i en indkøbspose.

– Nej.

Ikke Ali du må ikke. Hører du Sebastian. Gør det selv. Ikke Ali! Jeg stirrer desperat på teenageren medens det sprøjter ud af mig. – Nå den lille bambino kan ikke kan ikke opføre sig ordentligt. Det må vi jo rette. Og hans ven. Har du prøvet at få tæsk før? Vi står stumme, medens han trækker sin T-shirt af. Den nøgne torso afslører muskler, det samme gør armene. Han åbner sin pose. Ud kommer en bred, tyk læderrem. Den er vel en meter lang og femten tyve centimeter bred. Den ene ende ender i et håndtag af noget sort træ. Jeg har aldrig set den før, men kan gætte hvad den skal bruges til. Det kan Henrik også. Han falder på knæ medens han tigger og beder. – Ikke med den. Giv mig med spanskrøret Sebastian Jeg skal nok tage mine klø. – Tag ham først, beordrer Sebastian. Læg dig over stoleryggen. Giv ham 40 rap. Stoleryggen tilhører en gammel læderlænestol, hvis eneste formål er at man, fortrinsvis mig, skal stille sig bag ved den, bøje sig over ryggen så røven stritter næsten lodret op, medens man holder fast med hænderne i armlænene. Henrik har intet valg. Han prøver at se tapper ud, medens han gør som befalet. Ali træder et skridt tilbage, tager fat i håndtaget og svinger remmen tilbage. Schwich… – Ohhh… Iihhhh! Henrik bider tænderne sammen. Remmen rammer begge baller på én gang. Den sætter ingen striber som Sebastians spanskrør men efterlader et rødt felt, næsten kvadratisk. – Oooohhh. Ah! Et nyt slag. Instinktmæssigt griber Henrik med begge sine hænder om enden. – Få dem væk. Ali venter tålmodigt til hans offer har fat om armlænet igen. – Auuuugh. Oooooh. Nej lad være. Ved det tredje slag er store stærke Henrik nedbrudt. De følgende 37 slag udløser skrig der får huset til at ryste. Ind imellem er der mindre skrig med bønner om forladelse, om at holde op, om at slippe for mere. Løfter om at være artig. Ali tager sin tid. Han bedømmer nøjagtig hvor den brede rem skal ramme. Så hæver han den. – Auuuugh. Det giver et klask, når læderet rammer den glatte hvide hud. Fra lænden til ned på lårene og tilbage igen. Ali ved, hvad han vil. Det hvide bliver til rødt. Mørkerøde firkanter der overlapper hinanden og dækker alt. – Neeej… neej ikke mere. Sebastian stop ham. Ali du må ikke Forgæves flyver bønnerne mod himlen. – Stå stille. Spred dine ben. Remmen rammer indersiden af lårene. Den yderste del svirper omkring nosser og pik. Henriks skrig er ikke til at holde ud. Især da jeg ved, at det samme vil ramme mig, når han har fået sine 40. Så bliver det min tur. – 40. Både Ali og Sebastian kan tælle. Henrik rejser sig op. Han knuger hænderne om sin røv. Selv om han har fulgt mit råd om at gå på toilettet, er der en sø af urin og sperm på gulvet. Det lugter! – Så gør du ikke det mere. Vel? Henrik stirre tomt ud i luften medens han mumler, – Nej. – Sig pænt tak til Ali. -Tak. Tak fordi du gav mig min straf. Henrik ligner en zombie, medens han fremmumler sin tak til drengen, der har forvandlet hans røv og lår til et gloende helvede. – Skrub hjem med dig… til fods. Du kan hente vognen, når du er blevet ædru.

Henrik forsvinder skyndsomst.

————————————————–

Så er det mig. Jeg stirrer på stoleryggen. Men så sker der noget. Jeg troede at det var et mirakel, men det var det ikke. – Det gjorde du fint Ali. Sig mig hvor har du lært det? Og hvem lærte dig det? Sebastian stirrer venligt på den mørke dreng, der står afventende medens sveden driver ned af hans torso.

Ali ser på sin “arbejdsgiver” så begynder han… 

Ali’s historie:

Jeg er født i Afrika af en somalisk far og en dansk mor. Far var bestyrer af en kaffeplantage oppe i højlandet. Det var ham der lærte mig at bruge en pisk. Arbejdskraften kom fra den lokale Kikury stamme, og det var fars job at straffe dem, hvis de havde gjort noget galt eller bare var dovne. Det var ikke ham, der bestemte, hvem der skulle have pisk eller hvor meget de skulle have. Det gjorde høvdingen i landsbyen bistået af de ældste. Far skulle bare udføre straffen. Allerede som teenager fik jeg lov til at overvære afstraffelserne.  “Ofret” kom til vores hus lige før solnedgang. Som regel kun iført et lændeklæde. Bagved huset lå der en træstamme. Kikuryen tog lændeklædet af og lagde sig på maven over stammen. Kikuryer er høje flotte folk, der sætter en ære i ikke at vise følelser. Han lå hel rolig medens far begyndte. Far brugte enten en pisk af næsehornshud, eller den rem som du ser her. Som regel var det mellem 30 og 50 slag, alt efter hvad høvdingen havde bestemt. Kikuryen skreg sjældent, men vred sig medens han stønnede dybt. Slagene faldt lige fra skulderen til knæhaserne. Efter de første 25 slag begyndte huden som regel at revne, og der løb blod ud, men kikuryen fortrak sjældent en mine.

Bagefter rejste han sig, bøjede sig for far, tog sit lændeklæde på og forsvandt hjem til landsbyen.

Jeg var 15 år, da jeg selv piskede et menneske for første gan,g medens far så på. Det var en hyrdedreng, ikke meget ældre end jeg selv. Han stirrede på mig, da det gik op for ham, at det var mig der skulle give ham pisk. Så hviskede han, – Please Young master, not so hard. Han fik 20 slag. Jeg gjorde mig umage, for at gøre som jeg havde set far gøre. Drengen stønnede og vred sig men sagde ikke en lyd. Da han var gået vendte min far sig mod mig og sagde, – Du mangler noget teknik. Tag dit tøj af! Jeg måtte lægge mig over træstammen, medens han demonstrerede på min bare ryg, hvordan slagene skulle lægges, og hvad jeg ikke måtte gøre. Jeg fik vel 10-12 slag, ikke særlig hårde, men nok til at jeg sov dårligt den nat! Sådan fortsatte det. Jeg lærte det efterhånden, og hvis jeg tog fejl, “korrigerede” far det på mig bagefter. På den måde lærte jeg det “the hard way”!

Jeg fortsatte med at straffe de unge, og far blev mere og mere tilfreds med mig. I landsbyen begyndte drengene frygtsomt at kalde mig “Young Master” og frygte min pisk. De skulle snarer have frygtet landsbyens ældste, det var trods alt dem, der idømte dem straf.

Jeg var ikke fyldt 16, før far beordrede mig til at piske en voksen, en arbejder, der havde været usædvanlig doven i plantagen. Han var et skvat, der var bange og rystede, endnu inden han havde lagt sig over træstamme. Far beordrede 40 slag med pisken, og jeg anstrengte mig, alt det jeg kunne. Jeg brugte alle mine kræfter og huskede alt, hvad far havde lært mig, medens jeg lagde stribe efter stribe ned af hans ryg, røv og lår. Dels ville jeg ikke “korrigeres” bagefter, dels havde jeg ingen medlidenhed med manden , der ikke levede op til sin stammes høje idealer, men vred og vendte sig medens han bad, – Please, Young master.

– Det var fint. Sådan skal det være, roste far mig bagefter.

Siden blev det oftere og oftere mig, der stod for udførelsen. Selv de voksne kikuryer respekterede “Young Master”. De bar ikke nag. Det var jo ikke mig, det havde fundet ud af, at de skulle have pisk, det var høvdingen, og de var stolte over at kunne tage deres straf uden at kny.
Far fik mere og mere ondt i maven, og en skønne dag blev han indlagt på et hospital, hvor han døde 14 senere af galoperende mavekræft. Mor besluttede at tage til Danmark sammen med mig.

—————————————————————-

Nå, derfor. Jeg stirrer på Ali. Nu vidste jeg, hvad der ventede mig. En trænet ung mand der ved, hvordan et andet menneske skal afrettes og straffes. En der er udlært i at bruge en pisk og en rem på et andet menneske. – Over stolen, Benny. Nu har du hørt Ali’s historie. Du ved, hvad der venter dig. Sebastian er iskold. Jeg stiller mig bag stolen, bøjer mig over ryggen og tager fat i armlænene. Bagved kan jeg ane Ali. Hvad tænker han på? Ser han for sit indre blik en savanne med en træstamme og en sort mand, der ligger og venter på, at hans ryg skal flås i stykker. Eller ser han bare Sebastians storebror kaldet Bambino. Et mislykket hvidt væsen der skal have med remmen over sin nøgne bagdel? – Auuuugh… Ooooogh! Stop det!

Det første slag. Jeg har ikke en Kikurys mod og selvbeherskelse. Jeg hyler, lige så højt eller højere end Henrik.

————————————————————

Jeg fik mine 40 slag med remmen. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan samme rem havde virket på en sort ryg i Afrika. I hænderne på en dreng der dengang kun var 15 år gammel.
Bagefter var det op og ligge på maven med et vådt håndklæde over den gloende røv.

Næste dag kom Henrik. Vi gik op til mig og sammenlignede striberne. Det var gået ud over røv og den øverste del af lårene. Ali kunne sit håndværk! De røde firkanter var allerede hævede og begyndt at blive blå. Ingen af os ville kunne sidde ordentlig den første uge eller mere.

I lang tid sov jeg på maven, medens jeg havde onde drømme om en kaffeplantage i det sorte Afrika og en halvblods dreng med en rem.

——————————————-

P.S. Sidstnævnte var virkelig nok. Det måtte både Henrik og jeg sande senere.