Piller

Sarah sad på sit værelse, hun græd indeni. Far havde travlt med at tjene penge og havde aldrig tid til Sarah. Han kunne ikke døje synet af sin egen datter, hendes hanekam, piercinger, utilnærmelige væsen, indelukkethed og musik. Hverdagens stress fik far til at gå til lægen for at få ordineret medicin, og lægen stillede ingen spørgsmål, for han var sku selv afhængig af de samme skide piller! Mor var ikke bedre selv. Hun lå altid i sin seng på sit værelse, kronisk migræne, smerter, psykiske skader og tvangstanker var blot få af de ting hun døjede med. Altid var hun stoppet op med piller, og hun havde aldrig tid til andre end far om natten. Sarah følte aldrig der var tid til hende i hjemmet. Hun lavede alt derhjemme og hvis hun strittede imod fik hun tæsk med sit eget nittebælte af far.

Det havde stået på i lang tid nu og Sarah kunne ikke engang huske dengang hvor det ikke var sådan, hvis det nogensinde har været sådan. En ganske normal familie, udadtil. Ved denne dagligdag var Sarah ofte henladt til sig selv, og det er intet under, at hun hurtigt begyndte at færdes i de forkerte kredse. “Ged” vidste hvor man skaffede sukker, mel og sne. For stoffernes skyld havde hun tit lagt sig på ryggen med spredte ben for ham, uden at føle en skid. Hendes familie var jo så gennemsyret “normal”.

Hun kunne høre mor og far snakke inde på deres værelse ved siden af, men hun hørte kun få brudstykker; Folk der stikker nåle i deres arme! Det laveste rak! Sarah sagde for sig selv, se på jer selv, I er jo selv fucking junkier! Sarah satte musik på anlægget, hun kunne relatere til den sang; Piller, så depressionen holder op. Piller, så I kan møde på jeres job. Piller, så I kan tage endnu en tørn. Piller, så I kan holde ud at se på jeres børn!

Mens musikken spillede, fandt hun spejlet og sygesikringsbeviset frem. Hun så sig selv i spejlet og nogle tårer dryppede ned på spejlet, hun hadede sig selv, mens hun tørrede dem af. Hun fandt rystende en pose frem fra et kasettebåndsetui, posens indhold var hvidt og lignede mel. Hun hældte noget af indholdet ud på spejlet og lavede en bane med sit sygesikringsbevis. Hun kunne se sit eget spejlbillede og grædende sniffede hun banen. Hun kunne ikke tåle synet af sig selv og hun begyndte at græde og hulke så det kunne høres inde ved mor og far. Hun hørte en dør gå op i gangen og hun kom i tanke om at hun havde glemt at låse døren!

Men inden hun kunne reagere blev døren åbnet. Mor og far stod og så på spejlet, sygesikringsbeviset, posen med sne og på Sarahs løbende røde næse, alt imens omkvædet i sangen kørte; Piller, så depressionen holder op. Piller, så I kan møde på jeres job. Piller, så I kan tage endnu en tørn. Piller, så I kan holde ud at se på jeres børn! Efter nogle sekunder begyndte mor og far at råbe ad hinanden, hvor har hun det dog fra! De to så på hinanden mens sangen kørte. Det har hun sku da arvet fra sin mor og sin far! Arrig over at se sandheden i øjnene råbte faderen af moderen så hun brød sammen i gråd. Sarah græd, men hun følte ikke en skid, hun gad ikke engang hade dem mere. Faderen gik hen mod Sarah, flåede hendes nittebælte af hende og gav hende et lag prygl i hovedet. Så er det ud! Forbandede junkie! Han tvang Sarah op af hendes lænestol, hun nåede at tage sit sygesikringsbevis og sin pose med sne inden hun blev sparket ned af trapperne og blev sendt på gaden med et slag fra nittebæltet lige i siden. Faderen kastede bæltet efter hende og råbte at hun ikke skulle vise sig der igen. Tilbage i huset var der kun den høje musik og en masse problemer. Både mor og far gik ud på lokumet, de skulle have deres piller!

Nu begyndte kokainen at virke. Sarah følte sig selvsikker, energisk og hendes følelser forstærkedes. Hun behøvede sku ikke de gamle idioter, hun kunne klare sig fint selv kunne hun, mente hun. Hun sang sangen for sig selv mens hun vandrede op og ned ad Nørrebro. Alt var godt, hun var fri for dem nu, men hun var ikke fri for sig selv. Længere tids forbrug af kokain begyndte at sætte spor. Sarah følte sig forfulgt, nogle var efter hende, hun blev paranoid og løb alt hvad kun kunne ned ad Jagtvej. Før Sarah vidste af det snublede hun over en brosten som var brækket op og ikke blevet fjernet efter “ungeren” blev ryddet, hun faldt med hovedet lige ned i fortovet…

Da hun vågnede igen var alt taget fra hende, penge, kokain og jakke. Hun havde alvorlige tømmermænd og følte sig stadig forfulgt og paranoid. Hun gik ind på et offentligt lokum, hun så sig selv i spejlet. Hun hadede sig selv, hun var radmager, bleg med rande under øjnene, rødsprængte øjne, en slatten hanekam og hun kunne ikke engang genkende sig selv mere. For bare to år siden, inden hun mødte Ged, var hun en sød pige, men nu kunne hun ikke engang genkende sig selv. Sarah besluttede at hun ville starte på en frisk, ingen stoffer, intet. I det samme kom Ged ind på toilettet, han smilede til hende, men hun viste ingen følelser. Sarah havde brug for en bane, men hun havde jo lovet sig selv at… Ged rakte hende en pose med 3 gram sne, hun så på ham og derefter den gennemsigtige frysepose. Hun kæmpede en indre kamp med sig selv, en hård kamp som hun højest sandsynligt ikke ville vinde. Sarahs hænder rystede ligesom hele hendes krop, hun stirrede på posen i nogen tid hvorefter hun med rystende hænder…