Ovre i Amerika, Payback time
(Novellen indeholder kun afstraffelse og ikke sex)

Dette er fortsættelsen om en dansk families oplevelser i “Det forjættede land.” Den er nemmest at forstå, hvis man har læst forgængeren “Ovre i Amerika, Gods own Country! Jeg håber I vil nyde den. 

IN A SMALL TOWN

Klick.. Klick. To bæltespænder der løsnes. Riitch. To lynlåse der lynes op. To knapper der åbnes. To sæt shorts der daler ned om anklerne. – Bøj jer over bordet. I behøver ikke at tage skjorten af. To teenagere, mine egne sønner, Klavs på 17 og Sten på 19, bøjer sig over det gamle havebord i garagen. Deres ender stritter op ad. De bare baller er røde og delvis hævede. Resultatet af en omgang med remmen sidste lørdag. Sten er iført en mini jock-strap. Klavs’ underbukser ligger sammen med bukserne om de nøgne fødder.  De står helt stille. Deres T-shirts er krøbet op ad ryggen. 

Tiden er søndag morgen. Stedet er Christ Church, en lille by i staten Illinois, USA. Der holder familien til. Jeg som fabrikschef på en specialfabrik ejet af en dansk koncern. Min kone Ellinor som hjemmegående hustru, der bakker sin mand op (uhyre vigtigt i USA) og vores to børn, som elever på Sct. Stephens High School. 

Det er sidstnævnte drenge, der er årsag til problemerne. (se Ovre i Amerika Gods own Country.)
En af Amerikas bedste High Schools, den direkte indgang til de bedste universitetet som Harvard og Yale, men også et sted, hvor der herskede en stærk disciplin. Ikke for ingenting ligger Christ Church i det der kaldes “Bibelbæltet” hvor det gælder “Den Herren elsker, tugter han,” eller sætter sin stedfortræder, rektoren på Sct. Stephens, til det! Som igen lader coach John udføre det rent praktiske. 

Skolen har ret til at straffe eleverne korporligt og i visse sjældne tilfælde, hvis dette ikke virker, endog forældrene. Det var netop det, der var sket for vores lille familie. Den danske frie opdragelse var kollideret med den amerikansk/calvinistiske. Der fandtes kun to alternativer ud af det: Enten at melde drengene ud af Sct. Stephens, eller at underskrive en erklæring der gav skolen ret til også at straffe Ellinor og mig for det børnene havde gjort. Drengene var forfærdede. At forlade skolen, var at sige farvel til al videre akademisk karriere i USA og delvis også i Danmark. Ellinor og jeg valgte at bakke dem op, så derefter var det 4 x Soerensen der mødte til straf. Drengene og jeg fik med remmen på den bare røv, medens Ellinor “nøjedes” med en endefuld, der kunne mærkes de næste 8-10 dage.

(Se Ovre i Amerika, Gods own Country). 

Det hele var dog ikke så slemt, som det kunne lyde. Alene truslen fik drengene til at dæmpe sig betydelig, men alligevel måtte vi alle stille i “bunkeren” omkring 10 gange i de 6 år vi boede i Christ Church. Men vi nød tilværelsen i den lille by. Venlige mennesker, behageligt klima og skønne omgivelser. Hvad mere kunne vi forlange? Desuden vidste vi fra drengene, at vi ikke var de eneste forældre, der måtte stille en lørdag formiddag, strippe totalt og liggende på en briks modtage mellem 10 og 25 slag med den brede læderrem.

Det kunne mærkes, og det var almindeligt accepteret, at man den følgende weekend optrådte hjemme uden bukser eller nederdel for at køle bagdelen.

PAY-BACK TIME:

Alligevel var drengene chokerede og splittede. På den ene side lettede over at de trods alt kunne fortsætte i Sct. Stephens, på den anden side dybt frustrerede og skamfulde over den situation, de havde bragt deres forældre i. Efter at vi for tredje gang havde tilbragt weekenden med at sidde mindst muligt, gå mindst muligt, og vi alle 4 havde brugt det meste af tiden til at pleje en smertende bagdel, dukkede de op søndag aften medbringende et spanskrør.

Begge var de ekstremt flove og skamfulde. De var ligeså røde i ansigtet som vi, deres forældre, vidste at de var længere nede.  

Det var Klavs, den yngste der førte ordet. Han er den mest åbne og modne, hvorimod hans bror, Sten, på 19 år, har det med at gå i næsten coma både før og efter en straf. – Vi er kede af det. Det er vi virkelig. Det var ikke meningen, at I skulle blandes ind i det. Vi beder om at få jeres straf retur. Vi skal nok tage lige så mange klø, som I har fået. Ellinor og jeg protesterede naturligvis. Drengene havde jo allerede fået deres straf, men de insisterede. Det var helt klart, at det var en dyb samvittighedssag, der tyngede dem, og at vi kun gjorde ondt værre ved ikke at opfylde deres ønske.

Kompromisset blev, at de skulle have deres returstraf med spanskrøret, men først en uge efter, så coach John’s striber var så nogenlunde helede. 

Her stod sagen så. Eller rettere her stod Klavs og Sten. Bøjede over et gammelt havebord, bukserne nede om anklerne og en nøgen ende, der ventede på yderligere en omgang. Det var resultatet af at køre for hurtig på Sct. Stephens campus. (Forståeligt, når man kan få kørekort som 16 årig). Jeg vidste nøjagtig hvordan de følte. Jeg havde selv måtte ligge nøgen over briksen, bundet, og modtage 25 slag med en forbandet bred og tyk læderrem, medens drengene så på. Bagefter havde jeg så haft “fornøjelsen” af at se dem få samme omgang. Klavs havde taget det stoisk medens Sten havde hylet som et stukket gris. Til sidst havde vi alle 3 set hvordan Ellinor havde fået en solid røvfuld liggende over coach John’s knæ.

Ingen af os havde kunne holde os tilbage. Vores pik havde strittet frem stor og stiv medens vi så og hørte vores 43årige hustru/mor vride sig og græde ubehersket efterhånden som hendes røv blev mere og mere rød. 

Det var nu 8 dage siden Nu var PAYBACK TIME! Jeg gik hen til dem. De lå med kroppene tæt imod hinanden, helt stille, enden var dækket af gåsehud. Jeg trak Stens T-shirt helt op til armhulerne. Han udstødte et dæmpet skrig og begyndte at klynke – Nej… nej far, du må ikke. Du må ikke slå hårdt. – Hold kæft, lød det fra hans lillebror. Du er selv gået ind på det. Tag det nu som en mand din kujon. Jeg trak Klavs T-shirt op og så på hans krop. Ryggen var solbrun. Så kom der et hvidt stykke hvor hans shorts havde beskyttet ham og så igen brune lår og ben. Det var mest på det hvide stykke at remmen var faldet og sat sine dybe spor. Ikke i form af striber, de ville komme nu, men som en stor mørkerød plet der dækkede det meste af ballerne.  Jeg lod hænderne glide ned over ham. Da jeg nåede til ballerne udstødte han en undertrykt AUUW! Besøget i Sct. Stephens bunker kunne åbenbart mærkes endnu. Jeg var grebet af blandede følelser. På den ene side mindede min egen røv mig stadig om forrige lørdag. Det havde gjort forbandet ondt og udelukkende været drengenes skyld. Jeg og ikke mindst Ellinor fortjente hævn. På den anden side, var det mine børn, de to teenagere, der lå der med lukkede øjne og ventede.

MEN EN AFTALE ER EN AFTALE! 

SWICH… AUUUGH. Det første slag ramte Sten, umiddelbart fulgt af et på Klavs bare røv. AAAUUUUGH… EEEGH… OOOOWWWWW. – Nej, la’ vær. De to drenge hylede om kap, somme tider i takt somme tider hver for sig. Begge vred de sig, og Sten forsøgte at rejse sig. – Lig stille Sten. Klavs læg din arm over hans ryg og hold ham nede. Ellers… Klavs forsøgte at holde sin skrigende storebror nede, samtidig med at han selv følte spanskrøret over sin ende og lår. OOOOGGGGHHH… EEEEEEEGGGGGH… ÅÅÅÅÅÅÅHHH. Spanskrøret ramte dem skiftevis. Sten… Klavs… Sten… Klavs. Blå striber, en ny stribe hver gang spanskrøret landede… og et nyt AAAUUHGH! Begge er de atletisk byggede, med små faste baller der dirrer hver gang der kommer et slag.

AUUUGH… AUUUGH… – IKKE LÅRENE. SLÅ MIG PÅ RØVEN FAR!!!! 

Som sagt det er søndag morgen tidligt. Kvarteret er stille. Gad vide hvor meget naboerne hører og tænker. På den anden side. Jeg har selv hørt lyde der fortalte at: Den Herren elsker tugter han. Også mine naboer. Både pige- og drengestemmer som jeg ikke har kunnet identificere. FÆRDIG! Det har været omkring 20 rap til hver. Begge griber efter ballerne og begynder at massere dem, så først begynder de at famle efter bukserne. – Stop. I behøver ikke at tage bukser på. Der står 3 biler i gården (Min, Ellinors og drengenes vrag, den der var årsag til balladen.) – De skal alle vaskes, støvsuges og poleres inden I får morgenmad. Og det skal ske inden kirkeklokkerne ringer. Ellers fortsætter vi. FORSTÅET? – YES SIR!

Uvilkårlig slår de begge to over i engelsk. Dette er amerikanske forhold, ikke danske. 

De nåede det. Alle tre biler strålede 5 minutter inden kirkeklokkerne begyndte at bimle. Egentlig tror jeg ikke at de havde så meget mod netop det arbejde. Det gav dem anledning til at pjaske med en kold vandslange, og jeg lagde mærke til, at de selv blev drivvåde, især bagpå.
Morgenmad. Ingen af dem skulle have ret meget, mest kold juice, og det var stående buffet. Derefter gik de i poolen stadig uden noget tøj, hvor de lå som to sælhunde der bare skulle køles. 

Klokken var elleve. Drengene lå stadig i poolen, og jeg begyndte at spekulere på, hvor længe det tager for menneskelig hud at gå i opløsning, da havedøren gik op. Ind trådte mr. Sam Lopetz, autoforhandler, (han har solgt både mig og Ellinor vores biler). Han medbragte sin søn, José, der går i Klavs klasse. Sidstnævnte så ud som var han på vej til galgen (eller den elektriske stol). Lopetz er indvandret fra Mexico. Glinsende sort hår, ditto øjne og olivenfarvet hud. Det samme gælder for hans søn. Selv om José og Klavs går i samme klasse, er de absolut ikke “buddies”. Tværtom. Jeg ved at Klavs anser José for et skvat.

Han styrede direkte hen mod poolen, hvor Ellinor og jeg sad.  

– Mr. Soerensen. Jeg forstår, at Deres sønner deltog i et race på Sct. Stephens campus sidste uge, og at de blev fanget og straffet. Jeg ser at de også er blevet straffet af deres far. Han lod blikket glide op og ned af de to nøgne ynglinge, der forgæves forsøgte at skjule deres striber.  Imedens stod José ligbleg uden at sige noget. Så bleg, som man kan blive, når man har en solbrændt olivenfarvet mexicansk hud. – Hvad De og Rektor imidlertid ikke ved er, at der var to biler, der kørte væddeløb. Den anden blev ført af min søn. Medens Deres sønner opførte sig som sande skandinaviske vikinger og intet røbede, stak min egen søn af, og lod være med at melde sig bagefter. Han fortjener derfor at blive straffet både af Dem og mig. Jeg trak på skuldrene. Jeg kendte Sam Lopetz. Stolt som en spanier og med en æresfølelse der rager ind i himlen. – Ok, lad os gå ind i garagen. I følger med drenge. I behøver ikke at tage tøjet på, tilføjede Sam.

– Yes Sir. Drengene fulgte lydigt efter. Jeg så hvordan deres pik begyndte at rejse sig. 

Inde i garagen fortsatte mr. Lopetz, .- Tag tøjet af! – Please Dad, PLEASE. José satte i med et vræl værre end dem Sten plejer at udstøde, når det er ham, det går ud over. Han tiggede sin far både på spansk og engelsk, og da det ikke hjalp, kastede han sig på knæ foran mig. – Please mr. Soerensen DON’T CANE ME. – Hvis du ikke kommer i gang, lader jeg Klavs og Sten strippe dig, var Sams svar. Så kom tøjet af, og snart stod tre nøgne drenge og ventede på, hvad der skulle ske. Sveden perlede ned ad Josés mørke hud. Men i modsætning til Sten og især Klavs, hang hans pik slapt ned. Jeg følte at jeg måtte overtage styringen. – Læg dig over bordet, spred benene. Vil De begynde mr. Lopetz? Sam greb spanskrøret og lagde kræfterne i. – AUGH AUGH. Stakkels José kunne ikke ligge stille. Han greb om sin røv, medens han sprang op. – Klavs, vil du sørge for, at han bliver liggende. Det var ikke mere end ca. 3 timer siden, at Klavs havde måtte holde sin storebror, medens han selv fik klø. Denne gang var det lettere. Han bøjede sig over José og pressede hans arme ned mod bordet. Hans stive pik var kun 3-4 centimeter fra mexicanerens ansigt. – Iiiiiiiiiigh ooowwww, stop please!! SANTA MARIA HELLIGE GUDS MODER. Hylene og bønnerne ville ingen ende tage. Efter 25 slag stoppede jeg hans far. Lopetz senior tørrede sveden af panden og spurgte hvor mange var det? – Femogtyve. – Godt, så foreslår jeg, at De giver ham det samme. Det gjorde jeg. De brune baller vred sig fra side til side, op og ned medens deres ejermand jamrede sig. Han begyndte at pisse, så det løb ud på gulvet. Da jeg så, at huden var at briste både på røven og lårene, stoppede jeg.

José rejste sig. Hans brune ansigt var dækket af noget hvidt. Jeg kunne gætte, hvad det var.

———————

Vi voksne satte os ud på terrassen og nød en stille øl, medens vi efterlod drengene i garagen. Denne ligger afsides, men vi hørte nogle svage skrig. – PLEASE NO, NIENTE… I MÅ IKKE. Hvad det var, som Klavs og Sten ikke måtte, fattede vi ikke, men kort tid efter kom José ud kun iført boxershorts. Tårerne løb ned ad ham. Han sagde en masse på spansk til sin far. Sam Lopetz rejste sig og sagde, – Tak for at De hjalp mig med at opdrage José. Bare han var lige så tapper som Deres vikinge sønner.

Han forsvandt medbringende et grædende afkom. 

Ellinor samlede de tomme øldåser sammen og sagde: – Er du klar over hvad det var José sagde til sin far? Ellinor er begyndt at lære spansk. – Nej? – Jeg er ikke helt sikker, men det var noget i retning af: – De bollede mig. Jeg måtte ligge over bordet. Så spredte de mine ben og kneppede mig begge to. Jeg tror vi skal tale med drengene. – Jeg tror at vi skal lukke sagen. Vi gør bare ondt værre.

Og derved blev det. 

Det blev aften. Vi sad ude i haven. Ellinor havde lavet drengenes yndlings måltid, danske pandekager med hjemmelavet jordbærsyltetøj. Klavs og Sten skovlede i sig som havde de ikke fået mad i årevis. Begge sad de nu på rigtige stole, men med en stor blød pude under sig. Det blev sent, før jeg sagde: -Så går vi til køjs. Vi skal alle tidligt op i morgen. Da vi rejste os, omfavnede Klavs mig. Den 17-årige dreng hulkede som et lille barn, medens han sagde: – Vi elsker jer sådan, både Sten og jeg. Vi skal nok være artige og ikke bringe skam over jer. Jeg løsnede hans tag og sagde, – Det ved både mor og jeg, men opfør jer nu ordentlig i fremtiden… også over for José!

Han så på mig, som om han tænkte: Hvor meget ved far? Så sagde han, – Det lover jeg. 

Man lover meget som teenager, men det er svært at holde. 4 måneder senere måtte Soerensens igen stille en lørdag formiddag hos rektor, denne gang kun 3. Steen havde klogelig holdt sig udenfor. Bagefter var ned i bunkeren hvor coach John ventede.
En uge senere stillede Klavs i garagen. Spillet begyndte forfra. 

P.S. Om mandagen meldte 3 drenge sig til rektor angående bil-racet på campussen. Hvad der skete dem ved jeg ikke, men jeg kan gætte det.

På den anden side, det kommer ikke denne novelle ved.

Fortsættes HER

Glæder du dig til en evt. fortsættelse eller andre noveller af samme forfatter – så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.