Overvåget af ….

Lad mig begynde med de kedelige fakta. Jeg er gift med en kriminel. I hvert fald er jeg gift med én, der er dømt som kriminel. Om han er det, ved jeg ikke. Måske blev han også tvunget til at tage skraldet for nogen, der er noget i bandemiljøet. Det er også lige meget; jeg elsker ham, og den 17. april 2017 blev han altså dømt til 14 måneders fængsel. Men han fik tilbudt en ny form for straf, en videreudvikling af den gamle elektroniske fodlænke. Strafformen hedder ”skærpet, overvåget tilhold”. Det går ud på, at forbryderens skal være på bestemte steder på bestemte tidspunkter, dvs. hjemme og arbejde, men også, at kriminalforsorgen sikrer sig, at forbryderen ikke har kriminelle kontakter. Det vil sige overvågning af elektronisk kommunikation, samt, for at man ikke snyder, også lyd og videoovervågning. Det udstyr, som min mand skal bære, er to udvækster til lyd og billede på noget, der ligner en hårnål. Det kan sidde i jakkelommen eller lignende – eller hvis han ikke har noget på, på en brystrem a la den, jeg har til pulsmåleren til mit løbeur. Han skal have det på. Altid. Desuden har han selvfølgelig sin fodlænke med GPS. Da han fik tilbuddet om denne form for straf, var det totalt indlysende, at det var at foretrække frem for fængsel. Det valgte han. I dagligdagen var generne begrænsede. Men jeg må indrømme, at det var grænseoverskridende, når vi havde sex. Jeg har nok altid været lidt genert. Jonas siger, at det har jeg ingen grund til, at jeg er en flot slank pige, og når jeg ser på mine jævnaldrende midttredivere, kan jeg godt se, at jeg ikke behøver skjule mig. Men genert er jeg altså. Nogle uger inde i Jonas’ straf får jeg pludselig en meddelelse på mobilen fra et nummer, jeg ikke kender. Jeg får meddelelsen frem og den indeholder en mediefil, som jeg åbner. Et filmklip, der viser mig på alle fire, nøgen, hvor jeg tages bagfra af Jonas. Ind imellem klasker Jonas venskabeligt til min røv. Midt i min ”væren rystet”, konstaterer jeg, at kvaliteten er forbløffende god. Jeg prøver at ringe til nummeret, som har sendt meddelelsen, men ingen tager kaldet. Efter lidt tænken vælger jeg at skrive: “Hvem er du, og hvad vil du?”

Få øjeblikke senere får jeg svar: “Denne video vil nok pynte på internettet. Desuden viser den en dømt kriminel slå sin kone i strafperioden. Så er det op til dig og din forbryder, om I vil gøre, hvad I får besked på.”

Jonas er forfærdet, da jeg viser ham meddelelserne. Samtidig bliver han stjernearrig, men konstaterer hurtigt opgivende, at vi nok ikke umiddelbart har noget valg, selv om vi endnu ikke ved, hvad det handler om. “Ok. Lad høre.” skriver jeg. Lidt efter ringer min telefon. Mine spørgsmål bliver bryskt afvist, og jeg får besked på at stille mig foran Jonas, slå højttaleren til og lægge telefonen. “Smid tøjet!” lyder første kommando. Opgivende begynder jeg, alt for klar over, at jeg bliver filmet af Jonas’ kamera – og at der er nogle, der kigger. “Leg med din fisse!” Viljeløst adlyder jeg. “Sig, at du er en liderlig tæve, der kan lide at få det hårdt!” Mekanisk siger jeg de ønskede ord. Jeg kan mærke tårerne pible frem. “Tig ham om en lussing!” “Hvad?” råber jeg rystet. “Du hørte det godt!” “Be’ om en lussing. Jeg trænger til det. Please!” får jeg fremstammet. Jonas gør ingen anstalter til at slå. “Bliver det til noget?” spørger telefonen bryskt. “Det gør jeg bare ikke!” meddeler Jonas stålsat. “Ok,” meddeler telefonen, “om 5 minutter kan du finde din kone på nettet.” “Please Jonas, bare gør det!” trygler jeg. “Bang,” sagde, og for første og eneste gang har Jonas slået mig. “Vi takker for de fine optagelser,” meddeler telefonen. Der bliver lagt på.

Jeg begynder at tude. Jonas holder om mig.

Ugen efter blev jeg ringet op igen. Vi fik besked på at komme til en skov i nærheden. “Der må jeg ikke være,” konstaterer Jonas, ”det er imod mit tilhold!” “Du må være, hvor vi bestemmer,” sagde stemmen, “vi slår alarmfunktionen i fodlænkens GPS fra så længe.” Slukøret tog vi ud til skoven og forventede ikke noget godt. Min mobil ringede. “Stil dig foran ham og strip. Lad ham holde mobilen imens!” Vi turde ikke andet. Da jeg var nøgen, tog jeg telefonen igen. “Giv ham dit tøj. Han har et kvarter til at komme hjem.” “Nu må I stoppe!” råbte jeg. “Tænk dig om,” sagde stemmen, “mon ikke I vil få svært ved at bevise, at Jonas må være, hvor han er nu?” De havde krammet på os. Jeg nikkede opgivende; Jonas fik tøjet og et hastigt kys. Og med ét stod jeg alene og nøgen ude i skoven. Stemmen anviste mig at følge stien 150 meter og så at gå ind i tykningen. Der ville jeg finde et træ, der var markeret med afspærringsbånd. Jeg fandt træet uden problemer og fik nye instrukser: “Der er en kæde om træet med manchetter for enderne. Fastgør dine ankler!” Jeg fandt kæden og gjorde det. Nu stod jeg med vidt spredte ben. “Sæt håndjern på ét håndled!” Jeg adlød mekanisk. “Nu hører du beskeden til ende, slukker så telefonen og lægger ved din højre fod. Tag de sovebriller, der ligger på jorden lige foran dig på og sæt dernæst håndjernene om dit andet håndled – bag træet. God fornøjelse!” Der blev lagt på. Jeg lagde telefonen, fandt sovebrillerne og tog dem på. Modstræbende og langsom lukkede jeg håndjernene om mit andet håndled. Nu var det sket. Alle mine sanser ydede deres yderste. Var det ikke en gren, der knækkede? Var der ikke stemmer? Var det skridt, jeg nu hørte? Hvor kom den dråbe, jeg nu kunne mærke på mit inderlår, fra? Jeg begyndte at græde.

(Der er ikke umiddelbar planer om en fortsættelse /Red.)