Serien Ørkenens synder
Del 6 – Sprængningen
Tidligere afsnit finder du HER

– Nå, skulle vi så komme i gang! sagde professor Berntsen, den berømte egyptolog og arkæolog fra København, til sprængningsekspert Peter Sørensen. Peter følte sig på ‘tålt ophold’ i ørkenlejren, for professor Bernt Berntsen var ikke meget for at få ødelagt sin position som ‘ene hane i kurven’. Der skulle ikke megen konkurrence til for at sætte den 60-årige professor tilbage som ‘handyr nr.2’ i sex-hierakiet blandt ene kvinder: Hans 40-årige hustru Bitten (som foretrak handyr, men havde lært at klare sig med hunnerne, når hun deltog i sin mand årlige 6-ugers arkæologiske udgravninger i den hede, arabisk – eller som i år egyptiske – ørken med ene, unge studiner). Bitten oksede hver nat løs i sekretærteltet med sin faste elskerinde, professorens sekretær, den 5 år ældre Norma Jakobsen – og fik dertil lidt fikumdik med de 12 studiner, som professoren hver år ‘benådede’ med en gratis ørkenferie. Hvis – vel at mærke – pigerne i hele semestret havde ‘været søde ved ham’. De studenterpiger, som ikke ville gå i kanen med professoren i København, skulle ikke gøre sig håb om at komme med på sommerens ørkentur. På Universitetet efterlevede professoren statsministerens ord om ‘noget for noget’. Her i F-dur: Fisse For Ferie. . Berntsen og Peter hoppede i jeepen med dynamitstænger, tændsatser, hakke og spade – og de forestående sandstenssprængninger i tanken. Professoren var af kolleger blev belært om, at såfremt den rette mand kom til, kunne de spare en forfærdelig masse grave- og hakkearbejde ved at sprænge den øverste 1 – 1½ meter stenhårdt ørkensand væk, så pigerne kunne gå til makronerne med de små graveskeer. Peter var blevet professoren anbefalet af kolleger som en tordnende dygtig sprængningsekspert. At de så havde haft et skævt grin på, når de sagde det, var noget helt andet. Alle kollegerne på universitetet vidste, jo, hvordan F-F-F-princippet fungerede hos professor Berntsen. De vidste også, at Peter Sørensen med stor fornøjelse sprængte meget andet end ørkensand, når han først tog fat. Både kollegerne og Berntsen vidste, at den 60-årige professor uvægerligt ville komme til at afgive suverænitet til den flotte, solbrændte, virile Peter på 29. Det havde da så også vist sig at slå til. Flere af pigerne havde brølet deres vellysthyl ud i natten fra så det ene, så det andet telt, når Peter he-man velvilligst stillede sig til rådighed som ørkensheik med harem for de villige ungmøer Senest var det sidste nat blevet Elisabeth og Hilda, som havde forført Peter – noget, der ikke var svært. Hans daglige problem var at udvælge nattens yndlingshustru i flokken, uden at de andre følte sig vragede, men blot indstillede sig på at vente på, at det blev deres tur. Professor Berntsen var skeptisk overfor idéen med arkæologiske sprængninger, men havde bøjet sig for professorkollegernes ekspertise og indstillet sig på, at stå nummer 2 i køen om aftenen, når skæbnen delte kusser ud. Det gik vel an i betragtning af, at studinerne var udvalgt på samme måde som kandidater til alverdens skønheds-konkurrencer: De kønneste foretrækkes, dog kun mod at være dommernes villige sofastykker. I dette tilfælde var der tilmed kun 1½ dommer: Nemlig professor Berntsen – og så havde hans kone Bitten også et ord at skulle have sagt. Berntsen var stadig – trods de 60 år – en habil knepper, hans sekretær Norma en god leppe, men Bitten ville nu nødigt nøjes med kvindetunge i sex uger. – Det er Dem, Berntsen, der véd, hvor De vil have sprængt, sagde Peter. – Skal vi ikke være dus, lo Berntsen. Vi skal jo trods alt være sammen i 6 uger, Sørensen… Peter..  – Jo… og der er såmænd fisse nok til os begge, hviskede Peter tilbage. Han sænkede stemmen. For ét var at alle studinerne vidste, at det nok på et tidspunkt blev deres tur, men så meget kendte han kvinder, at de helst ville bevare fornemmelsen af, at hannerne ikke kun interesserer sig for deres krop. At der også er lidt sympati og måske endda lidt forelskelse med i samværet. Det er noget, som kvinder går meget op i, vidste både Berntsen og Peter. Personligt gik Peter mere op i det andet. Berntsens var fifty-fifty. – Jeg tror, vi starter ovre ved de tre klippeblokke dér, sagde Berntsen og pegede over mod de berømte pyramider langt ude den østlige horisont. Så kan pigerne i sikkerhed herfra følge vore anstrengelser i kikkert….. Pigerne fulgte jeepen med øjnene, selv om de dårligt kunne se noget for støvet, som blev hvirvlet op i den hede sandørken. Men da støvskyen lagde sig derovre, skal jeg lige love for, at der blev brugt kikkerter. De så Peter smide skjorten – og så begyndte han at svinge hakken for at gøre plads til sprængblyanter – mere turde han ikke begynde med, før han kendte jordbunden – eller rettere sandstensklippebunden. For at sprænge i ørkenoverfladen var – bortset fra støvet – som at sprænge i klipper. Men Peter vidste af erfaring fra andre ørkenområder – som f.eks. den arabiske halvøs, hvor han i fjor var med på Kuwait-ekspeditionen med professorerne Neergaard og Bukkemose. Dér var der absolut ikke var fisse at hente, for de to videnskabsmænd foretrak mandlig arbejdskraft, og lod så om aftenen mændene tage ind til Kuwait City og muntre sig. Så meget man nu kan, når kvinderne er tilslørede, alkoholen afskaffet – og mændene de eneste, der sender mænd længselsfulde blikke til stramme røve –  manderøve – i khakishorts. Et par af mændene var på et tidspunkt ved at gå bøssevejen, men Neergaard var meget opmærksom – kunne nærmest sniffe, hvis der blev for megen mandehørm – og for megen fissesnak. Så fandt han på en undskyldning for at sende den eller de pågældende et par dages til København med ruteflyet. Officielt for at aflevere jordbundsprøver, uofficielt for at de kunne afreagere i de hjemlige pauluner. Men den tanke var meget fjern her i professor Berntsens ørken – og Peter havde så sandelig da heller ikke noget imod at bruge sin tid mellem stramme kvindeben frem for fly med elendig benplads. Fra teltområdet fulgte pigerne den flotte, muskuløse Peter svinge hakken på en måde, der viste, at han havde muskler og virilitet, også når han svang hakken i stedet for… Nå. Det var vist bedst at tænke på noget andet. – Han knepper godt, hviskede Elisabeth til Hilda, og de smilede indforstået. To af de andre piger kom hen til dem. Den ene, den mindste af dem, Sissy sagde: – Vi véd god besked med jer og ham! – Hvad mener du, sagde Hilda. Hun var udmærket klar over, hvad der ville komme. – I holdt os vågne hele natten, fordi I hylede og skreg som vilde dyr, da I tydeligvis blev godt gennempulede, sagde Sissy. – Det må have været sjakalerne eller… – Ja, eller prærieulve eller Klabautermanden? Nej, små venner. Vi kender udmærket forskel på dyreskrig og dyriske skrig. Men vi er sgu bare godt misundelige. Han har edder maneme en god Peter, den Peter! – Hvad ved I om det? sagde Elisabeth. Sissy og Alexandra så på hinanden som om de ville sige noget, men ikke rigtigt vidste, om det gik an. Men så tog Alexandra let fnisende bladet fra munden: – Vi listede efter lyden. Vi var som sagt så pikkeliderlige – og misundelige – og dér så vi… – Hvad så I? Hilda og Elisabeth var ikke i tvivl om, at det ikke nyttede at benægte. – Vi så det hele, sagde Sissy. Faktisk overvejede vi at komme frem fra vort skjul bag den store sten dér og kræve søsterparten af den dejlige ståpik og slikkemekanismerne, men… – Men hvad så? – Ja, så hviskede vi sammen og blev enige om, at alt tydede på, at I havde malket alle kræfter ud af ham. I er sgu ikke de eneste, som lider af kløe i de ædlere dele. Jeg er så liderlig, at jeg kunne lade mig kneppe af en af bjerggederne – hvis jeg ku’ fange dem. – Det værste var, at da vi havde sneget os tilbage til vort telt og lige var kommet indenfor, kunne vi høre hylene derudefra. Så fik I minsyvsandten nok en omgang. Han var altså ikke tømt for kræfter. Den omgang kunne vi have fået, hvis… – …ja, hvis Peter gad kneppe med jer, men jeg er ikke sikker på, at… Ingen fik nogensinde at vide, hvad Hilda havde været så sikker på, for pludselig hørte de et drøn derovre fra. De kastede sig ned bag klipperne, flåede kikkerterne frem, og da sandet havde lagt sig, kunne de se Peter være oppe igen med hakken. Og så borede han på ny med det lange motoriserede stenbor. Dybt ned i stenen, kunne pigerne følge i kikkerterne. Da han hev boret op igen, udbrød Janice, der lå yderst til venstre med sin kikkert: – Ja, kræfter det har han. Det skal blive godt, at… Heller ikke, hvad det var, der skulle blive så godt blev afsløret. For netop da lød det næste drøn derovre, og en ny støvsky sås i mindst fem minutter. Men denne gang så de noget, de aldrig havde set før: Professoren smed skjorten og greb hakken. – Om en uge tror jeg, at jeg kan finde på at kneppe med Berntsen, hvis jeg ikke snart får noget mandfolk, grinede Priscilla – Jeg er frisk til det i aften, hvis jeg ikke fanger Peters øjne ved aftensmaden om bålet, indrømmede Janice. Eller også lægger jeg fisse til fru Berntsens viltre tunge. Kunne være rart for en aftens skyld at hvile langfingeren lidt. – – – Der gik vel en times tid yderligere, før de så jeepen på vej tilbage. De vidste ikke, at Berntsen var blevet så tilfreds med Peters indsats, at han var gået med til nogle små sprængninger nærmere teltlejren. Nu behøvede pigerne ikke kikkert for at se de to mænds muskler i arbejde med hakke og stenbor. Skønt der var godt 30 års forskel på Peter og professoren, så Berntsen egentlig slet ikke så værst ud. Under hans ‘sofastykke-afprøvninger’ hjemme i København hele semestret, havde de alle bemærket, at Berntsen var hvid som en maddike. Men han var allerede på den korte tid blev ørkenbrun, og det stod egentlig flot til hans hvide hårmanke. På et tidspunkt hviskede Cherry til Jeanette: – Kik på Bitten Bærentsen. Hun ligefrem savler ved at se sin mand. Jeg tror, fruen har besluttet sig for at tage en herrenat med professorpik! Så satte Peter sprængblyanterne i de borede huller, råbte “I dækning – Der sprænges! Hold hovederne nede, piger!” – Og det gjorde de så – alle undtagen én. Hun trak hovedet frem. Pikhovedet. Hun var krøbet hen til Peter, der havde kastet sig i dækning bag klipperne til højre. Ingen kunne se ham – eller rettere dem. For Melissa havde sneget sig derhen. Hun lynede hurtigt hans gylp i shortsene ned og trak pikken ud. – De kan dukke op og se, hvad du gør, din satan, grinede Peter. – Det rager mig. Vi kan ikke kneppe her og nu. Det vil blive sjusk, men jeg véd lige, hvad min mund trænger til NU. Melissa sugede hele kalorius ind i mundhulen, og så fik Peter en blow-up, så der åbenbart har fået de egyptiske guder i deres stengrave til at forbarme sig. I hvert fald kom ingen af konkurrenterne snigende. Peter fik en idé og råbte højt: – Bliv i dækning, piger. Der må være en forsager. Der var kun to af de tre sprængladninger, som gik af. Der skal ventes mindst 10 minutter i dækning. – 15! mumlede Melissa nede fra gylpen. Ummmmmmm, Uuuuhhhhmmmmm! Det er mad for både ‘Mons’ og Melissa. Og så sugede hun videre som var hun betalt for det. Hun lod munden glide helt ned til roden af pikken og igen ud til spidsen. Stak tungespidsen ind i den lille revne, hvorfra alt det gode kommer. Hun havde travlt. Kun 10 minutter til at nå lystens tinde. Hun ville have hele ladningen i munden. – Hold hovedet nede mellem klipperne alle sammen! brølede Peter. Han var vokset støt til stiverik og begyndte nu at være lisså vild som Melissa for at få den udløsning. Og ‘coitus interruptis’ er ikke lige det mest spændende i verden. Melissa var en pige, der kunne få munden på gled. Og den gled vildt op og ned over den Sørensenske stivpølse. – UuuuhhhhhhhmmmmMMMMMM! Hun trak pikken helt ind i den varme, bløde, mund og malkede ivrigt med læberne. Hun begyndte at slå smut med røven, og Peter så, at hendes finger arbejde på at gøre det, som han med lidt bedre tid gerne havde gjort. Peter forstod, at pigebarnet var ved at få sin egen orgasme. – Går den ikke snart, hørte man Berntsen råbe over fra klippeblokkene på den anden side lavningen. – Jo, der kan ikke være længe til den går af, råbte Peter tilbage. Melissa suttede og suttede som en gal. Hun var selv kommet nu, men hun var en gutterpige, der blev ved, så Peter osse… Han kunne mærke hendes tunge, der trykkede hans stive lem op mod ganen. Utroligt, at hun ikke fik hosteanfald. Men Vorherre må i sin tid have tænkt på alt – også at kvinder skal kunne sutte pikken helt ned til Adamsæblet (det er måske derfor, det hedder sådan). Hun gryntede og mundmalkede. Hans nosser var på bristepunktet. – Så kom dog for helvede din dumme pik! tænkte Peter. Og han må have haft styr på organet, for nu-Nu-NU kom eksplosionen, både i pikken og i stenen derude. Det havde altså ikke været undskyldende tågetale fra en liderlig sprængningsekspert. Der havde virkelig været en forsager. Men lige i disse øjeblikke var det hans egen eksplosion, der optog ham. Sæden sprøjtede i vilde kramper ind i munden på Melissa, der ikke kun vidste, hvordan man får den til at gå, men også hvordan man selv får fuld valuta for ulejligheden. Hun slugte hver en dråbe, og med en bevægelse så professionel, at Peter tænkte på, hvor tit hun havde gjort dette her, vippede hun Peters Petermand ind i bukserne, lynede gylpen – og bortset fra en smule bule var det ikke til at se det, hvis man ikke lige vidste det: Her havde været en ekstra sprængning. Peter sikrede sig, at ‘den’ ikke hang og slæbte i sandet, rejste sig og sprang ud til den sprængte sandstensblok. Perfekt. Efter middagsheden kunne pigerne gå i gang med graveskeerne. Den hårde sandsten var væk i et 3 meter stort hul. Det løse sand under millioner af års sandsten var tilgængeligt.

Peter havde bevist sit værd for ekspeditionen. Og i hvert fald tre af ekspeditionens medlemmer var lige nu særdeles tilfredse: Peter selv, professor Berntsen – og den små Melissa.

Fortsættes HER