Hvad er sex-positivity?

Sex-positivity er en holdning — kulturelt og personligt — der betragter seksualitet som en naturlig, sund del af menneskelivet og afviser skam, fordømmelse og tabu som redskaber til at regulere andres seksuelle adfærd. Det betyder ikke at alt seksuelt er godt eller at man bør sige ja til alt. Det betyder at seksuelle valg truffet af informerede, samtykkende voksne ikke bør mødes med moralsk fordømmelse — uanset om de falder inden for mainstream-normer eller ej.

Historisk kontekst

Den sexpositive bevægelse har rødder i 1960'ernes og 70'ernes seksuelle revolution, men tog for alvor form i 1980'erne som reaktion på anti-pornografi-feminismen. Tænkere som Gayle Rubin, Patrick Califia og Carol Queen argumenterede for at feminisme og seksuel frihed ikke var modstridende, og at kvinders ret til seksuel nydelse — herunder kink, pornografi og sexarbejde — var en del af det feministiske projekt, ikke en trussel mod det.

I Skandinavien har den sexpositive tilgang fået fodfæste gennem organisationer, events og medier der fremmer åben dialog om sex. Danmark har historisk haft en mere liberal holdning til seksualitet end mange andre lande, men skam og tabu eksisterer stadig — særligt omkring kink, ikke-monogami og seksuelle funktionsproblemer.

Hvad sex-positivity ikke er

Sex-positivity er ikke pres for at være seksuelt aktiv, adventurous eller åben om sit sexliv. Det er ikke et krav om at alle skal dyrke kink, have mange partnere eller dele intime detaljer. Aseksualitet, cølibat og private grænser er fuldt forenelige med en sexpositiv holdning. Kernen er fraværet af fordømmelse — ikke tilstedeværelsen af seksuel aktivitet.

Det er heller ikke en friseddel til at ignorere grænser. Samtykke er fundamentet i enhver sexpositiv etik. Frihed til at udforske sin seksualitet forudsætter at alle involverede deltager frivilligt og informeret.

I praksis

En sexpositiv tilgang kan se ud som mange ting: at tale ærligt med en partner om ønsker og grænser, at opsøge information om seksualitet uden skam, at respektere andres seksuelle valg selv når de adskiller sig fra ens egne, at søge hjælp fra en sexolog uden at føle det som et nederlag, eller at anerkende at seksuelle præferencer kan ændre sig over tid.

For forældre kan det betyde alderspassende, ærlig seksualundervisning der ikke bygger på frygt. For par kan det betyde at turde nævne en fantasi uden at frygte fordømmelse. For den enkelte kan det betyde at slippe den skam der måske har fulgt ens seksualitet siden ungdommen.

Kritik

Sex-positivity er ikke uden kritikere. Nogle argumenterer for at bevægelsen kan trivialisere seksuelle risici, normalisere skadelige dynamikker eller skabe et nyt pres — et pres for at være seksuelt frigjort og åben, der kan føles lige så begrænsende som det gamle pres for at være tilbageholdende. Kritikken er værd at tage alvorligt: enhver ideologi der bliver til dogme mister sin frigørende kraft.