Oplæring 4
Har du ikke læst de tidligere afsnit kan du finde dem HER

Morgenen bragte ikke nogen lindring til min martrede sjæl, mit mishandlede legeme, eller den ophobede hunger efter forløsning fra mit liderlighedens fængsel. Alle mine sanser var skarpe, følsomme for selv den mindste påvirkning og alene det, at jeg var kneblet, lænket fast og ude af stand til at påvirke mig egen situation, fik igen ilden i mit indre til at blusse op. Jeg mærkede gråden igen, følte mig dybt ulykkelig, og alligevel ikke, min ulykke var jo kun mine fysiske behov, behov for at få afløb for mine egne pervers drifter, det var ikke vigtigt, jeg måtte leve med det. Jeg måtte dog gøre noget, men kunne ikke, ville skrige på hjælp, påkalde mig opmærksomhed, få Mads til at forstå, lade ham vide at min kærlighed kunne bære dette, kunne bære alt hvad han bød mig og alligevel, min desperation blev mere og mere frustrerende. Jeg lå og smågræd da Frøken Sand kom ind til mig, hev dynen af mig, så ned på min udstrakte krop og hånligt sagde: “Vor Herre bevares, sikke et ynkeligt skrog, man kan ligefrem stå her og se hvordan dine safter driver ud af dit skød, hele sengen er gennemvædet med dit svineri, og du stinker føj for en gang griseri.” Hendes ord skar sig ind i mig, forstærkede blot den skam og afmagt jeg allerede følte, og fik ad den vej endnu mere styrke til at drive min liderlighed op mod dette utålelige punkt, hvor jeg bare kunne mærke trangen til forløsning som en fysisk abstinens. Hun tog en af bambuspindene fra krukken, stilede sig ved sengens fodende, stak spidsen af pinden op mellem mine ben og satte den direkte mod min klitoris. Min orgasme lå lige under overfladen, lurede som en slange der blot skulle vride sig få centimeter før den kunne udfolde sit naturlige instinkt og mine gisp gik direkte over i en høj ukontrolleret stønnen. Jeg var så tæt på, var lige på kanten, kunne allerede mærke de første små antydninger af en voldsom udløsning, og var allerede begyndt at spænde hele kroppen, da hun lige så hurtigt fjernede pinden. Hun stod et øjeblik, så på mig med sit hånlige smil om munden, rystede på hovedet og lo ad mine fortvivlede forsøg på at gnide mig mod noget som ikke var der. Jeg trak vejret i hurtige små hurtige stød, mærkede hjertet hamre i brystet, vrikkede, roterede og rystede min underkrop, men intet hjalp, kun tiden, og den tid føltes meget lang fra hun afbrød sin påvirkning af mig og til jeg var faldet lidt ned igen. Hun nikkede roligt og sagde: “Nu skal jeg lige spise morgenmad, så ordner vi dig så vi kan komme videre med din opdragelse, hyg dig så længe.” Jeg lå nærmest som i en døs, kun holdt på kanten af en slags tåget bevidsthed af mit dunkende, hungrende skød og ventetiden føltes som en evighed hvor min krop konstant mindede mig om min dybe ulyksalighed. Da hun endelig kom tilbage smilede hun, fjernede knebelen og sagde: “Mads nåede lige at kneppe mig en gang inden han gik, så nu kan du få den store ære at slikke både hans og mine safter i dig.” Jeg forsøgte at dreje hovedet væk da hun satte sig med et ben på hver side af det og pressede sit ulækre skød ned mod mit ansigt. Hun lo, tog fat i begge mine brystvorter og maste sine fingre hårdt sammen om dem, aftvang mig derved et skrig og maste samtidigt sine skamlæber ned mod min mund. Mens hun holdt mit hoved som i en skruestik med lårene, pressede sig ned mod mig og begyndte at lade sit underliv bevæge sig ganske langsomt frem og tilbage, sagde hun: “Slik så din liderlige tæve, nyd de safter du får serveret, det er en stor ære for dig.” Mit skrig blev kvalt af hendes åbne skridt, smagen af sperm og hendes safter trængte ind i min mund og jeg havde ikke andet valg end at suge det hele i mig. Det smagte egentligt ikke grimt, det var nok mere tanken der gjorde at jeg fandt det ulækkert og det var nok måden hun tvang mig og viste sin magt på, der fik mig til at stikke tungen ud og begynde at slikke op mellem de glinsende skamlæber over mig. Hun slap mine brystvorter, gned sig endnu hårdere ned mod mig og lod samtidigt en hånd glide ned over min mave, ned mod det sted der i den grad var blevet centrum for hele min opmærksomhed og helt ned så fingrene var i nærkontakt med de mest følsomme punkter i mit skød. Hendes bevægelser blev vildere og vildere, både dem hun foretog med underlivet og dem hun lavede med fingrene i mit skridt og vores stønnen forvandlede sig hurtigt til nogle hidsige halvkvalte lyder. Jeg tror vi kom præcist samtidigt, min krop spændtes i en bue, rystede som et espeløv, arbejde sig gennem en lang vidunderlig række kramper der sendte vilde fantastiske signaler til min hjerne og fik hele mit system til at opføre sig som en afsindig maskine. En maskine der flåede, sparkede, hev, sled og fløj mig langt langt ud i rummet, ud til et sted, hvor alt eksploderede i et skarpt vidunderligt, klart og altomsluttende lys. Jeg registrerede at Frøken Sand lod sin krop falde ned mod mig, mærkede hvordan anspændtheden forsvandt som var den skudt af sted med en kanon og mærkede hvordan hun uden varsel maste sin mund ned over mit venusbjerg. Jeg skreg op i hendes saftige fisse lige over min mund, løftede hovedet, lod tungen glide op medlem skamlæberne og begyndte begærligt at slikke hende igen, bare endnu mere entusiastisk end før. Hun sugede min klitoris ind mellem sine læber, lod tungen spille på den, danse en slags vals omkring den og fik i løbet af få sekunder al min energi til at samle sig om endnu en tur mod himmelens vidunderlige hvælving. Min egen tunge arbejdede lige så fuldkomment, slikkede som en tørstig kat, legede med hendes lille stive tap, lod hver en hudfold mærke sine kærtegn og skubbede hende i samme skønne retning som jeg selv var på vej i. Vi kom igen, på samme tid, med vores ivrige tunger dybt begravet i hinandens skød og min orgasme sendte isninger op gennem min ryg. Isninger der forplantede sig gennem hele nervesystemet, ramte et sted midt i hjernen og udvidede sig som en ildkugle der ville ende som en stjerne på nattehimmelen. Alt forsvandt, kun en svag, tåget og usammenhængende forestilling om virkeligheden blev tilbage og jeg mærkede kun svagt hvordan min krop rystede svagt af eftervirkningerne. I det fjerne registrerede jeg at hun løste mine arme og ben, lagde sine arme omkring mig, trykkede sig ind til min krop og kyssede mig lidenskabeligt med hele sin sjæl lagt i kysset. Mine armen gled rundt om hendes overkrop, ind under den morgenkåbe hun havde løst om sig, fandt en varm, dejlig og kærlig krop som jeg trykkede mig ind mod, lukkede øjnene og bare nød i stilhed. Hvor længe vi lå der, indhyllet i hinandens arme, varme kroppe og den frydefulde mathed der altid følger en vild orgasme, ved jeg ikke, men det var en helt i gennem vidunderlig oplevelse. Pludseligt kaldte virkeligheden, påkaldte sig min opmærksomhed og tvang mig ud af min lille drømmeverden idet Frøken Sand skubbede mig ud fra sig, så mig ind i øjnene og sagde: ”Smut så ned i bad, og sørg for at stille ren og glatbarberet i stuen om en halv time.” Optændt af en inderlig lykkefølelse skyndte jeg mig ned i kælderen, gik i gang med den kolde, ubehagelige og nedværdigende rengøring af mig selv. Hvorfor var jeg så lykkelig? Var det tanken om min nye status som slavinde, som en brugsting til fri afbenyttelse, eller bare fordi jeg var så gennem pervers. Jeg smilede, nej, det var fordi, jeg havde en følelse af at tilhøre nogen, ligesom at være kommet hjem efter en lang rejse, ja det var det, jeg var slavinde, simpelthen bare en ussel, kuet, og lykkelig slavetøs. Det bruste i mig, jeg var stolt, fuld af glæde over mig selv, og alligevel, det hele var jo ekstreme modsætninger, mit sind var ambivalent, angst, uden sund fornuft, kun med det ene ønske, at behage og være den slave min Herre kunne være stolt af. Frøken Sand sad i en af de bløde stole og læste i et ugeblad da jeg trådte ind is tuen, og det at hun allerede var fuldt påklædt gav mig en påmindelse om min egen nøgenhed. Hun foretog en kort, grundig og ydmygende inspektion, gryntede et lille tilfreds grynt, pegede over mod en stol hvor der lå noget tøj og sagde: “Tag det der på, vi skal i byen.” Det var ikke meget der lå til mig, en kort hvid T-shirt, et par store hvide bomuldstrusser, så store at de posede om mit underliv og ligesom fik mig til at se meget yngre ud. Den korte grålige spencer der kun lige nåede ned over numsen, og faktisk ikke dækkede trusserne helt, fuldendte billedet af en forvokset skolepige, så jeg var meget flov da jeg stod foran hende og ventede. Hun smilede rejste sig og sagde: “Du ser vel nok dejlig ud lille tøs, smut du ud i bilen, jeg er der om et øjeblik.” Ildrød i ansigtet, med hovedet bøjet i skam gik jeg langsomt ud mod bilen. Hvor grov kunne hun være, vel var jeg da ikke så stor som alle andre, hundrede syv og tres centimeter og uden de helt store bryster, men at hun ligefrem ville bruge det i sin nedværdigelse var ved at være lidt langt ude. Men igen, min underkastelse, den magt andre havde over mig, og min egen tilfredsstillelse ved min ydmygelse, fik mig til at adlyde og fortsætte ud mod bilen. Jeg var mig fuldt bevidst at min påklædning afslørede lige så meget som den skjulte, og at jeg kunne komme i en temmelig pinlig situation hvis nogen så mig sådan her. Og lige som jeg trådte ud ad døren, kom en af naboerne gående hen ad fortovet med sin lille hund i snor, en indkøbspose i den anden hånd og et blik der hurtigt zoomede ind på mig og min latterlige påklædning. Jeg ved ikke hvad hun troede, men de få ord der nåede at komme frem mellem os var daglige almindeligheder og gav mig ikke indtryk af at hun var overrasket, så jeg forsøgte at slå det hen som et udslag af mig egen fantasi. Da vi var kørt ud fra fliserne, og var på vej mod et sted jeg ikke anede hvor var, sagde Frøken Sand formanende: “Husk nu når vi kommer frem, at du skal sidde på gulvet ved siden af min stol, tie stille og pænt svare på det du bliver spurgt om.” Hun gav mit bare lår et lille klem og fortsatte: “Så bliver det ikke så slemt for dig lille ven.” Alene hendes ord var nok til at få mine værste anelser til at vise deres grimme ansigt, genstarte de funktioner som det uvisse var så gode til, og sende mig af sted i den retning, hvor jeg vidste, at mit underliv hurtigt kunne overtage styringen. Vi endte ved et stort hus i et af byens pæne kvarterer, blev lukket ind af en ung pige i en lang sort stuepigeuniform, og på en slags ceremoniel måde vist ind i en stor hyggelig stue, hvor der sad tre kvinder og sludrede hen over et veldækket kaffebord. Frøken Sand nejede for de tre, smilede og præsenterede mig ved at sige: “Det er så Lene, en sød lille slavetøs som jeg har fået til opgave at træne og oplære i slavindens færdigheder.” De tre kvinder viste deres begejstring ved at klappe i hænderne og fremkomme med forskellige rosende ord om mig og min person. En sagde: “Nej da, sikke en nydelig pige, og så sød hun ser ud.” En lidt ældre kvinde udtrykte sig ved at sige: “Ja det må jeg sige, håber da hun er lige så velopdragen som det ser ud til.” Hvortil Frøken Sand svarede: “Ja, nu lige opdragelsen, den lader en del tilbage at ønske, men det skal nok komme.” Hun satte sig i den tomme stol, hvor der tydeligvis var dækket op til hende, smilede mens jeg lydigt satte mig på gulvet og forsøgte at skjule min pinlige underbeklædning så godt som muligt. En af kvinderne bemærkede dette og sagde: “Jeg ser du har givet hende noget godt fornuftigt undertøj på, det klæder hende virkeligt godt, unge piger nu til dags er ofte klædt som små ludere.” Jeg rødmede endnu mere, forsøgte at skjule min skam og måtte nu lægge øre til deres snak, der for det meste drejede sig om mig, og det på en måde, der fik mig til at føle mig mere og mere flov for hvert minut der gik. Jeg var lige ved at sige noget flere gange, men beherskede mig og hørte hvordan de talte om mig som var jeg slet ikke til stede, eller som et umælende dyr, en brugsgenstand, eller en ting, der kun var til for deres fornøjelses skyld. Frøken Sand fik mit blod til at fryse til is da hun roligt sagde: ”Hendes Herre ønsker at indvie hendes bageste hul i aften, det glæder jeg mig til at se, hun har vist aldrig prøvet det før.” Hun holdt en lille pause og fik mig til at fare sammen da hun spurgte: “Har du vel tøs?” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, mumlede bare noget uforståeligt og kom derved til at gøre min situation endnu mere pinlig idet en af kvinderne sagde: “Hvad er den af, har hun ikke lært at svare når hun bliver spurgt, sikke en uorden, det må der gøres noget ved med det samme.” Frøken Sands ord skar sig ind i min sjæl, fik alle mine forsvarsgener til at træde frem og jeg var lige ved at protestere da hun sagde: “Lene, vil du omgående rejse dig og stille dig her foran mig.” Jeg rejste mig lydigt, ildrød i ansigtet, flov, ydmyget og bange for om min nedværdigelse nu skulle føres videre ud af den optrukne linie, og jeg blev ikke skuffet. Da jeg stod foran min plageånd sagde hun skarpt: “Har du ikke lært at svare når du bliver spurgt tøs?” Jeg fik fremstammet et, næsten uhørligt: “Jo Frøken Sand.” Et øjeblik efter lød det så skarpt fra hende: “Og hvorfor svarer du så ikke? Synes du det er flovt?” Jeg så ned, mærkede ydmygelsens tårer presse sig på, bed mig i læben og sagde, med en meget svag stemme: “Ja Frøken Sand, det er så flovt.” Hun lagde benene over kors og sagde: “Der er ikke noget der er flovt for en lille slavetøs som dig, du skal bare gøre som du får besked på, det har jeg efterhånden sagt så mange gange, så nu må du tage de smæk din ulydighed giver.” Hun henvendte sig til de andre kvinder og sagde: “Er der en som har lyst til at lære den lille her lidt om almindelig opførsel.” Hende som var den ældste sagde, ildevarslende: “Jeg er jo nok den med mest erfaring, så mon ikke jeg burde lade hårbørsten ordne den lille affære.” De andre samtykkede og ildrød i ansigtet måtte jeg træde hen foran hende, stå med hænderne ned langs siden mens hun, ganske roligt, men myndigt formanede: “Nu får du en god gammeldags solid endefuld tøs, men før du får den, ønsker vi svar på det spørgsmål du blev stillet for et øjeblik siden, nemlig om du nogensinde er blevet brugt i dit bageste hul.” Jeg græd lige så stille, så på hende gennem tårerne og sagde: “Nej Frue.” Hun smilede, nikkede og sagde: “Godt lille skat, kan du se? Det var da ikke så svært.” Jeg var totalt ydmyget, skammens tårer trillede lige så stille ned over kinderne og værre blev det, da hun tog fat i spencerens nederste søm, og langsomt trak den op over mit hoved. Der sad nu fire fuldt påklædte kvinder og så på mig i min ynkelige situation, sad bare og afventede at min ydmygelse skulle blive endnu dybere, og nød tilsyneladende at se min skam løbe som saltede dråber ned over kinderne. Hun tog fat i de store trussers elastik, trak dem langsomt ned over hofterne, lod dem sidde midt på lårene og tvang mig ned at ligge tværs over sine lår ved at tage fat om min overarm og trække hårdt. Jeg var totalt optaget af min skam, så optaget, at jeg først mærkede hvordan min liderlighed var i færd med at tage magten da hun langsomt lod en hånd glide hen over mine blottede balder med ordene: ”Nå da, hun har da vist ikke været så sød de sidste par dage.” De andre lo kort, og en af dem sagde: ”Det ser ikke sådan ud, men da hun jo ikke har lært noget af det, må du nok hellere sørge for, at hun virkeligt kan mærke det.” Selv om jeg faktisk besluttede mig for, at de ikke skulle have den fornøjelse at høre mig skrige, udstødte jeg alligevel et højlydt vræl da børsten ramte med det første slag. Det var en helt anden smerte end den der var kommet fra pisken eller spanskrøret, ikke mindre men anderledes, ligesom dybere, mere brændende, og langt mere smertefuld anden gang den ramte. Hvor mange slag der ramte mine stakkels balder ved jeg intet om, men jeg hørte mig selv hyle og tude, råbe og skrige, og konstaterede at mine hænder blev holdt uhjælpeligt fast. Det var ulideligt, en forfærdelig afsindig, ydmygende og totalt utilstedelig omgang klø jeg der fik, og mine frustrationer gik over i en hysterisk hulken, der fik hele min krop til at ryste helt ude af kontrol. Hun tævede løs, lod den smertefulde børstes bagside ramme igen og igen, lod hånt om mine bønner, trusler, min gråd og alle mine forsøg på at slippe. Da hun endeligt holdt inde, varede det nogle sekunder før det gik op for mig at børsten ikke længere sendte sine sindssyge smertebølger gennem mit sanseapparat, og jeg faldt ligesom lidt til ro igen. Som om jeg ikke allerede var blevet afstraffet, hånet og ydmyget nok hørte jeg hende pludseligt sige: “Nej, vil I nu bare se, det driver ud af hende, det løber nærmest ned ad lårene.” Som om jeg var en slags udstillingshund var de alle henne for at kigge og en af dem sagde: ”Tag trusserne helt af hende, tør med et stykke papir og sæt en tampon op så hun ikke sviner over det hele.” De ligefrem morede sig over mig, lod mig stå uden trusser, kun med spenceren, T-shirten og hænderne foldet oven på hovedet og kom med kommentarer om snoren der hang ud og var synlig for alle. Hvis der havde været et musehul var jeg sikkert forsvundet ned i det, men som tingene var og med den magt Frøken Sand havde over mig, affandt jeg mig med den ulidelige ydmygelse de udsatte mig for. Jeg fik ikke trusserne på igen, men måtte køre hjem med snoren til fri beskuelse for alle der bare gad kigge og et ildrødt ansigt, der fik folk til at glo endnu mere end snoren. Resten af dagen gik med at skure toiletter, støvsuge og bare være flov, skamfuld og samtidigt vildt bange for den trussel som Frøken Sand var kommet med hos de tre kvinder. Jeg måtte servere aftensmaden for Mads og Frøken Sand og stadigt iført den korte spencer og den ydmygende snor, skulle jeg så stå ved væggen mens de to spiste, og talte om mig. Mads lo lidt og sagde: “Hun ser da nydelig ud den lille, er det en tampon hun har oppe i sig?” Frøken Sand nikkede, tyggede af munden og svarede: “Ja hun var fuldstændig umulig, så en af mine veninder måtte lægge hende over knæet, og så ved du jo hvor liderlig hun bliver, det drev af hende.” Mads så igen hen mod mig, nikkede og sagde: “Tøs, tag den ud og smid den i skraldespanden, jeg skal bruge dig lidt senere.” Det var bare så pinligt, min ydmygelse føltes som en knude der langsomt strammedes og gjorde det mere og mere umuligt at slippe ud af den skam jeg følte. Mens de spiste det sidste, stod jeg blot og ventede, fik besked på at rydde bordet, vaske op, tage mig en portion mad selv, og endeligt at komme ind i stuen når jeg var klar. Da jeg stod foran dem, smilede Mads til mig, nikkede anerkendende og sagde, til Frøken Sand: “Kunne du ikke prøve at se hvor ung du kan få hende til at se ud, det kunne være morsomt at se.” Hun nikkede og svarede: “Jo, det vil vi prøve i morgen, vi kan jo komme hen på kontoret til frokost, så kan vi spise sammen.” Deres snak skar i mig som en kniv, fik mine nervespidser til at krumme sig, og alle de indarbejdede normer jeg ellers levede med, til at synes som ubetydelige og uden mening. Følelsen af at være fuldstændig kuet, nedværdiget og overladt til deres vilje gjorde andet end blot få min skam til at gro inde i mig, den fik også mine safter til at stige, og gjorde mig mere og mere opstemt efterhånden som aftenen skred frem. Pludseligt rejste Mads sig, nikkede hen mod en lænestol og sagde, henvendt til Frøken Sand: “Kan du ikke lige fastgøre hende hen over ryggen på den stol der, nøgen, så jeg kan komme til.” Han smilede til mig og tilføjede: ”Hun skal nemlig røvpules, det har hun altid nægtet.” Her burde jeg have gjort et eller andet, men nej, hans magt over mig var total, så selv om jeg følte mig som et lam der var på vej til slagtebænken og vidste det, fulgte jeg lydigt med Frøken Sand over til stolen. Jeg lagde mig ind over den som hun befalede, lå stille mens hun spændte mig fast, og jeg vidste at jeg nu ville opleve noget der ville overskride endnu en af de grænser jeg havde set så mange af forsvinde de sidste dage. Jeg mere fornemmede end mærkede at han stillede sig bag mig, gispede da han skilte mine skamlæber, stak en finger op i min varme villige skede og lod den rotere lidt før han sagde: ”Hmm. Hun er godt nok våd den lille.” Fingeren forsvandt, min angst fik mig til at blegne, jeg ville til at tigge ham om aflade være, bare gøre et forsøg på at slippe, slippe for den tortur, den mishandling, en indtrængen i min tarm ville være. Men pludseligt mærkede jeg hans lem på skamlæberne, følte med hver en nerve i underlivet hvordan han langsomt trængte ind, og roligt maste sig i bund, der hvor det var naturligt. Jeg gispede af glæde, af velvære og af fryd over denne vidunderlige, dejlige mandepik, som gennemborede mig og sendte bølger af vellyst hele vejen op gennem rygraden. Pludseligt trak han sig ud igen, og uden varsel mærkede jeg noget hårdt, stift og ubehageligt presse sig mod mit lille ubenyttede, jomfruelige numsehul. Hans stemme kom som et piskesmæld, ramte mine trommehinder og forplantede sig til min hjerne som den korte besked han afleverede da han sagde: ”Og nu tøs, nu får du den, i et hug.” Uden at tage hensyn, uden at vente, og uden nogen form for anden smørelse end den han selv havde på lemmet fra min egen skede, maste han sig helt i bund i et eneste stød. En fuldstændig afsindig skærende, brændende og aldeles uudholdelig smerte overrumplede hele mit system som et lyn fra en klar himmel og jeg udstødte et langt umenneskeligt skrig. Det var som et skrig fra et vildt dyr, der fanget i en fælde forsøgte at påkalde sig hjælp og befrielse. Jeg var overbevist om at jeg revnede, at mit stakkels numsehul var flået i stykker, at det aldrig ville komme til at fungere igen og at jeg var ved at dø. Jeg skreg og skreg, udstødte mine skrig i takt med den voldsomme rytme han pulede mig i, lod bare mine lunger sende luften direkte op mellem stemmebåndene og sætte dem i svingninger som jeg slet ikke vidste de kunne klare. Og alligevel, gennem dette smertehelvede, gennem det aldeles uerotiske ubehag, og til trods for alle de vanvittige tanker der for gennem mit hoved, kom min liderlighed farende. Den kom som en vulkan der i større og større fart er på vej mod det krater den skal udspyde sin ild og glødende lava gennem. Men vulkanens lava væltede ikke ud over kanten, min orgasme sendte den højt til vejrs, trak hele min sjæl højere og højere op, fik samtlige muskler i min forpinte krop til at trække sig sammen i helt ustyrlige kramper. Jeg kom og kom, rallede som en druknende, skreg som en vild, hylede som en ulv, ja gennemgik hele spekteret af lyde det er muligt for et menneske, eller et dyr at udstøde. Og mens mine sanser for længere og længere op mod den himmel, der er forbeholdt englenes drømmeglans og hvide kærlighedslys, var det som om et sort, vidunderligt, og alt omfavnende mørke, trak op over mig, og sugede mig ned i en dejlig dyb drømmeløs søvn, der vel nærmest kunne betegnes som en slags bevidstløshed. Jeg opdagede slet ikke at de bar mig op på værelset, låste mine arme og ben fast, lagde dynen over mig og efterlod mig i min dybe drømmeløse søvn.

Gad vist om der mon er grundlag for en fortsættelse.

Man kan kommentere historien i gæstebogen eller på mail: @