06.12.2013

Nisserne og Baronessen, del 2 – af Alexa

Har du ikke læst del 1, kan du gøre det HER

De næste dage brugte vi tid på at få de to til at interessere sig for hinanden. Det var svært, fordi det ikke måtte være for åbenlyst. En morgen da Baronessen netop havde fået natkjolen af, og nevøen tilfældigvis kom forbi ude på gangen, sørgede Månestråle for at et vindpust fik døren til at blæse op på det helt rigtige tidspunkt. Vi kunne høre på hans skridts tøven, at han havde bemærket noget, sikkert det vi ville have han skulle bemærke. Hans tøj fik de næste dage en sær tendens til at gå i stykker og falde af på de mest upassende tidspunkter og altid, når hun, og kun hun, var i nærheden. En dag skulle de pynte juletræet. Baronessen stillede sig på stigen, for at sætte stjernen på, stigen skulle kun have et lille skub for at vælte, så hun faldt ned i hans arme, hvor de smilede til hinanden. Det var den slags episoder, der gav os håb om, at de kunne ende med at parre sig.

En aften, nogle dage senere, skulle Baronen til herreaften på nabogodset. Månestråle, der havde helt styr på Baronessens månedlige, sagde, at det var den perfekte aften til en parring, så vi var alle fire parat. Vi startede med at gøre os usynlige, da vi var sikre på, at de to ikke hoppede på hinanden uden hjælp. Efter maden satte de unge sig ind i musikstuen og stuepigen serverede theen. Ups, jeg kom vist til at låse døren, så de ikke kunne komme ud igen. Vi havde også tændt lidt for godt op i kaminen, så de to ikke skulle have unødvendigt meget tøj på. Nevøen var ikke til the, den overlod han til hende. Han fandt flasken med cognac. Vi blev hurtigt enige om, at det var vigtigt, at han holdt sig ædru og duelig, mens hun godt kunne trænge til hjælp til at løsne lidt op på. Så vi byttede om på virkningen mellem the og cognac. Snakken faldt efterhånden lystigt mellem de to. Det gik sådan set fint, men der var lang vej endnu, kunne vi mærke. De fandt raflebægerne frem. Jeg tror, at det var Månestråle, der fandt på, at de to skulle hænge sammen, førte gang de rørte hinanden. Det fik de en del morskab ud af, da den første nervøsitet havde lagt sig. Da Månestråle forbarmede sig over dem og lod deres hænder skilles igen, virkede de lidt forlegne, men måske også en anelse skuffede.

Da de havde samlet sig lidt, satte Baronessen sig op til cembaloet, Tjalfe skyndte sig at trylle skamlen lidt for lav, så hun blev nødt til at sidde med let spredte ben. Månestråle var ikke sen til at regne ud, hvad formålet med den lave skammel var, hurtigt var hun inde under Baronessens skørter og havde fri adgang til alle herlighederne. Hun startede naturligvis helt blidt, så adelsfruen ikke blev forskrækket. Imens benyttede jeg mig af, at vi næsten er vægtløse når vi er usynlige og jeg kravlede op på hendes ryg og gav mig til at løsne snorene i nakken, der holdt hendes silkebluses udskæring sammen over brystet. Barmen blev lidt efter lidt blottet, uden at hun opdagede det, nok fordi hun var koncentreret om musikken og tangenterne. Måske var hun også påvirket af det, der skete under kjolen. Der var dog ingen tvivl om, at nevøen bemærkede kjolen gled ned. Påskelilje kravlede op på hans skød og satte sig overskrævs, vuggende på hans halvstive pik i bukserne. Han var alt for optaget af at kikke på Baronessens bryster, der nu var næsten frie af kjolens bånd. Han bemærkede ikke den usynlige Påskelilje, men hans pik blev på ingen tid så stor og stiv, at den havde besvær med at være i de stramme bukser.

På klaverbænken begyndte Baronessen nu at sidde urolig, og man kunne så småt høre på spillet, at det ikke var helt så flydende som før. Jeg lod mig glide ned på hendes skød og løsnede ganske forsigtigt snorene i hendes snøreliv, så brysterne kunne blive helt frie. Men stykket hun spillede sluttede, og hun var vist for opstemt og varm til at fortsætte, så hun rejste sig og stod tøvende foran klaverbænken og kikkede på nevøen. Nevøen rejste sig galant for Baronessen, Påskelilje nåede lige at hoppe ned forinden. Først da han havde rejst sig, bemærkede han sin erektion, der i den stilling var tydelig i de tynde hvide bukser. Hun gispede overrasket, da hun så den, men enhver der så hendes smil, vidste at hun kunne lide synet. Han skyndte sig at gemme erektionen bag en vase, der stod på bordet. Men så begyndte de at gå rundt og rundt om bordet, som katte om et fad grød. Hun ville gerne se ham, han forsøgte at dække sig, men han ville også gerne se hendes bryster, der nu var helt blottede. Hvis hun vidste, at han havde frit udsyn til hendes runde kloder og deres nøddebrune toppe, lod hun sig ikke mærke med det, ja man kunne måske tro, at hun brugte dem til at lokke ham frem fra sit skjul.

Det blev Tjalfe, der blev tuen, der væltede læsset. Han satte en fod på hendes snørebånd, så hun snublede. Hun troede vist, det var tæppet, hun var snublet i. Jeg benyttede chancen til at trylle, så snorene, der holdt kjolelivet sammen, sprang, så kjolen faldt til jorden. Baronessen måtte tro, det var bevægelsen, der havde været for meget for det fine stof. Nevøen viste sig som en gentleman. På et øjeblik var han der og hjalp hende op. Jeg så ikke, hvordan det præcist gik til, men jeg tror Månestråle havde en hånd med i spillet. Resultatet var ikke til at tage fejl af. Da Baronessen rejste sig, havde hun en hånd omkring hans blottede pik. Herfra kunne de to godt selv klare resten, hun stod med ryggen ind mod bordet, han mellem hendes lår. Uden vi behøvede gøre noget gled han ind i hende, bevægede sig frem og tilbage nogle gange og afleverede en portion sæd i hendes modtagelige skød.

Nu burde alle være glade, vores mission var lykkedes, de to havde parret sig, og med lidt held ville der snart spire et nyt liv i Baronessens mave. Men vi nisser behøvede ikke at se ret længe på hinanden og Baronessen for at se, at vi alle var skuffede. Det var gået alt for hurtigt. Skulle hun være samme med en anden mand end hendes ægtemand, skulle hun synde, så kunne hun vel lige så godt gøre det ordentligt. Månestråle gik straks i aktion. I to spring var hun usynligt oppe på nevøens skuldre og dunkede ham oven i hovedet. Han bukkede sig lidt, men skyndte at rejse sig igen. Så fik han et dunk mere, han knækkede halvt sammen, Baronessen tog det, som tilbød han at slikke hende og hun tog fat om hans hoved og placerede det i sit hungrende skød, med en fast bevægelse. Han skulle bruge lidt tid til at finde ud af, hvad han skulle gøre med hovedet i hendes blomst, men da først han havde fundet effekten af at bruge mund, læber og tunge på hendes lille følsomme blomsterknop, tog det ham kun et øjeblik at bringe hende til ekstase. Han ville rejse sig op, lidt bekymret for Baronessen, men hun stoppede ham og skubbede ham ned igen. Imens var Påskelilje kravlet ned mellem hans ben og arbejdede med armene på, at få rejst hans ynglestang igen, hvilket lykkedes over al forventning. Imens bragte nevøen Baronessen til ekstase endnu en gang.

Troede vi at de nu trængte til en pause nu, så tog vi fejl. Nevøen rejste sig op med sin kampklare stang og drejede Baronessen rundt og ned over cembaloet og tog hende bagfra. Han var ivrig og pumpede løs, så den leg ville hurtigt for ende. Påskelilje, der stod lige bag ham, tog et fast greb om pungen og holdt fast, så han blev nødt til at stoppe, ude af stand til at fatte, hvad der skete. Hun slap taget i hans nosser, og langsomt begyndte han igen på at bearbejde Baronessens fisse. Men alt for hurtigt satte han tempoet op, så Påskelilje måtte stoppe ham igen. Denne gang fik hun ham til at trække sig helt ud, og trak ham ned, så han lagde sig på ryggen. Baronessen behøvede ikke hjælp til at finde ud af, hvordan hun kunne bruge ynglingen i den stilling. Et øjeblik senere gled hun ned over ham, lod sig fylde af hans manddom.

Nu var det Baronessen, der havde magten, hende der bestemte tempoet, og hun havde anderledes tid og tålmodighed. Hun lod sig glide frem og tilbage, op og ned, gned sin klit mod hans svedige krop, lod pikken fylde sig, mærkede kanten ved hovedet mod åbningen og mod bunden. I starten var hun noget tøvende, lidt famlende og vist også nysgerrig efter at finde den helt rigtige bevægelse. Lidt efter lidt blev hun mere målrettet, mere kontant med det resultat, at hun bragte sig selv til forløsning, med nevøen som mere end villigt instrument. Jeg så mig rundt, for at se, hvad de andre nisser lavede. Jeg havde næsten glemt dem, fordi de adelige var så interessante. Påskelilje og Tjalfe efterlignede Baronessen og nevøen, mens Månestråle stod og kikkede på Baronessen, der stadig sitrede i orgasmen favntag. Jeg gik hen bag Månestråle, lagde min spændte pik mellem hendes runde balder og stak hånden op under hendes kjole. Og mens menneskerne fik sig vendt, så nevøen kom øverst, fik jeg Månestråle forløst. Hun skyndte sig at spænde mine bukser op, så jeg kunne glide ind i hende og kneppe hende i takt med, at nevøen pumpede mellem Baronessens svedige lår.

Imens havde Tjalfe og Påskelilje bragt hinanden til forløsning, Tjalfe syntes at nevøen gik for hastigt til værk, med en fod på hans bag, fik han ham til at sætte tempoet ned. Det var noget der behagede fruen, i løbet at kort tid kom hun endnu en gang. Nu synes vi vist alle, at de to havde fået det sjov, de skulle have, så vi lod ham fortsætte, med det naturlige resultat, at han kort efter tømte en ny portion sæd ud i hendes skød.

Vi lod dem ligge lidt og slappe af, det skulle være gavnligt for forplantningen, at hun lå på ryggen lige efter. Imens hyggede vi nisser os med hinanden, alle var vi blevet rigtig tændte af at se de to unge mennesker nyde sex. Det blev sent og vi måtte vække de to syndere, så de kunne komme op i deres senge, inden Baronen vendte hjem.

Juleaften puttede Baronessen sig ind til sin mand. Hun fik et afmålt kys, inden han sagde: ”Det nytter vist ikke, du har vel fået dine sager i dag.” Han var vant til at holde styr på avlsdyrenes cyklus. Men hun svarede: ”Nej.” Og så fik hun et inderligt kys, og han lå med hende, selv om det ikke var nødvendigt for avlen. En stille dag i november året efter stod barnedåben. Alle var enige om, at arvingen lignede Baronen. Nevøen sagde ikke noget, men havde et saligt smil ved tanken om, hvordan arvingen kunne være blevet til for et år siden, og ved tanken om at der måske skulle være mere end én arving.