Nichlas igen
Denne historie er en fortsættelse af ‘Tag din straf’
Har du ikke læst tidligere afsnit kan du gøre det HER

Resumé:
Vores hovedperson var til afstraffelse hos hr. Rattan i sidste afsnit. Han synes at det er lidt synd for den purunge Nichlas, der også skulle straffes, og på grund af denne holdning forlanger hr. Rattan, at det er netop HAM der skal give drengen straffen med spanskrøret. Uerfaren gør han, som der forlanges af ham og tror det er slut.. men det viser sig senere jf. denne nye novelle, at det er det bestemt ikke. Læs den spændende fortsættelse…

         Jeg fik et mærkeligt brev. Det var fra en dame　

Brevet lød som følger: “Kære hr.. Jeg er mor til den Niclas som De for 4 måneder siden gav 35 solide slag med et spanskrør hos hr. Rattan. Drengen kom grædende hjem. Det var første gang han havde fået spanskrør, og i en uge kunne han kun ligge på maven, medens striberne på hans ende langsomt svandt.

Men det hjalp. Han lærte at opføre sig ordentlig og forstå Deres motto: Tag din straf, hvis du har gjort noget forkert
Nu er den gal igen. Jeg kan ikke styre ham. Jeg har kun to muligheder enten at sende ham til en specialskole i Jylland eller at sende ham til hr. Rattan igen.

Men hr. Rattan nægter at have noget med ham at gøre, han henviser til Dem. Kan De ikke godt sætte skik på ham, De får frie hænder. Han selv er klar over hvad der venter ham, men hellere det end en tur til Jylland.

Med venlig hilsen… 

Og så fulgte en kontaktadresse og et telefonnummer. 

Det var nogen tid efter at min kollega Mogensen og jeg havde stået hos hr. Rattan Kornskrivergade 15 og fået så mange prygl, som jeg aldrig har oplevet. Straffen var velfortjent. Vi havde modtaget bestikkelse og fået valget mellem offentlig skandale, noget vor arbejdsgiver, departementet, absolut ikke var interesseret i, eller en straf hos hr. RATTAN. Manden som mange kendte, men som ingen alligevel vidste noget om. Manden der så det som sin opgave at uddele afstraffe til “værdig trængende.” Sammen med os havde der været en ung teenager, en ren dreng der ligeledes skulle have spanskrør… for første gang. Han var stiv af skræk medens han stod der og ventede på at det blev hans tur.

Det blev imidlertid ikke hr. Rattan der kom til at straffe ham, men mig.

————————————-

Rattan den djævel! Ikke alene straffer han selv folk, han leder også andre i fordærv og frister dem. 

Jeg huskede tydeligt hvad der var sket. Mogensen og jeg stod grædende efter vi havde hver fået 60-70 rap henholdsvis af hr. Rattan selv og af Mustapha, hans assistent. Begge var vi totalt nedbrudte. Det eneste vi kunne var at klamre vores hænder til en gloende og stribet røv, der føltes som en klump ild.

Ved siden af stod Niclas, den unge teenager, han havde stjålet smøger i et supermarked. Ingen af os havde noget tøj på. Alle var vi nøgne. Niclas var stiv som en støtte og bleg som et lagen medens han stammede. “Lad mig slippe hr. Rattan. Vil De ikke nok. Jeg skal aldrig stjæle igen… aldrig i hele mit liv.”
Sveden drev ned af ham og hans pik stod stiv ud fra ham.

Jeg prøvede at appellere til Rattan, men fik kun et hånligt blik: “Så giv ham selv så mange rap som De mener, han fortjener, ellers gør jeg det. Og hvis De ikke gør det hårdt nok giver jeg ham selv 30 ekstra.
De siger jo selv: “Tag din straf hvis du har gjort noget forkert,” bevis det!”
Der var alt at vinde og intet at tabe. Mustapha lagde ham på maven på en briks, stak en pude under hans pik så røven blev hævet, og der lå han så ubevægelig med gåsehud over røv og lår, medens han ventede på sin skæbne.

Jeg så på ham og mindedes min egen barndom med en far der havde lært mig:
Tag din straf, hvis du har gjort noget forkert. Det gjaldt også Niclas!

Så lod jeg spanskrøret falde ned over den bare røv. Auuugh!… Auuugh! Jeg havde aldrig prøvet før, det at slå på et andet menneske og så til og med en ung teenager, en ren dreng Han hylede desperat:. Iiiigh.. ah… aaagh! En underlig følelse gik gennem mig. En følelse af tilfredshed og magt. Niclas tiggede og bad: ”Jeg er artigt, jeg skal aldrig gøre det igen… stop… NEJ ikke mere.” Jeg følte en sær varme strømme igennem mig til trods for at jeg lige havde fået 60 rap selv, og at min egen ende glødede som solen.

Hver slag trak en stribe over hans baller og de 25 slag jeg først havde tænkt blev til 35 inden jeg stoppede.

Rattan var tilfreds. Niclas fik ikke mere, men fik lov til at tage tøjet på og gå grædende hjem. Selv gik jeg hjem og svor på, at jeg aldrig ville sætte mine ben hos hr. Rattan igen. Ikke alene havde jeg fået så mange tæsk. at jeg kunne mærke det i en måned, men jeg var også med mine 35 år i den grad blevet ydmyget, som var jeg stadig en ung knægt, der skulle opdrages. Alligevel havde Rattan tændt noget i mig som jeg ikke havde kendt før, noget med blandede følelser. Dette at straffe en anden. Det var både rigtigt og forkert. Tag din straf, hvis du har gjort noget forkert, var jeg opdraget med og det betød et spanskrør over en bar røv.

————————————–

Jeg vred og vendte mig. Til sidst gav jeg efter. Niclas lille faste røv da han havde ligget hos hr. Rattan var for stor en fristelse.
En kort samtale. Hun var alene med Niclas. Normalt var han en god dreng, men i selskab med nogle af hans kammerater gik det galt.. Denne gang var det en campingvogn der var blevet dekoreret med graffiti, noget ejeren aldeles ikke syntes om.

Så nu stod han her, lørdag morgen. Jeg havde gennem vinduet set hvordan han ventede uden for døren i lang tid inden han trykkede på knappen. “Nå, der er du. Du ved hvad der skal ske!” Han var hvid som et lagen og rystede over hele kroppen da han stammede, “Undskyld hr. De må ikke slå så hårdt som sidste gang. Det gjorde så ondt… – Jeg skal nok adlyde hr.” “Tag tøjet af. Du må godt beholde T-shirten på. Men resten kommer af…” “Jeg… jeg skal nok.” Tårerne begyndte at komme frem, medens han løsnede sit bælte. De stramme cowboybukser blev krænget af, det kneb med at få dem ned over røven. Sko og strømper fulgte efter. Til sidst var der kun T-shirten og et par stribede shorts. “Må jeg ikke godt beholde dem på,” hviskede han. “Af med dem! Du ved hvad der skal ske.” Langsomt tog han fat i elastikken. Først gled de ned over ballerne, så over pikroden for til sidst at ende om anklerne. “Og hvad så?” Han huskede hvordan det havde været sidste gang da han stod hos hr. Rattan. Med lukkede øjne mumlede han, knap hørbart: “Jeg skal nok stå med stiv pik hr.” Han tog fat i den og begyndte at hive i den med hånden.

Efter et øjeblik stod den strittende ud fra ham, med et dryppende pikhoved.

—————————————————

Jeg kikkede på ham. Kønne blå øjne, spinkel krop og lyst krøllet hår. Han stod med hænderne foran skridtet, medens han ventede på hvad der så skulle ske. “Hvor gammel er du?” “Jeg… jeg er lige fyldt 17. For en uge siden hr. Lad mig slippe, jeg lover aldrig at gøre det igen.” “Det lovede du også da du fik spanskrør hos hr. Rattan!” ”Denne gang skal jeg nok.” Stemmen var desperat medens han kikkede på spanskrøret. Det var helt nyt. Jeg havde aldrig ejet sådan et før. Hvorfor skulle jeg det? Det var købt hos en dame der så meget professionel ud. Hun havde rådet mig til at slibe det og bagefter lægge det i vand for at gøre det smidigt. Nu lå det og dryppede om kap med Niclas pik. Begge lige stive og våde. “Godt læg dig over stolen. Op med enden. Hvor mange fik du sidst?”

“Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke huske det.

Det gjorde bare så ondt… La’ vær. Ikke så mange, jeg kan ikke tage det.”
“Du fik 35. Det får du også denne gang MINIMUM! Jo mere du hyler jo flere får du.”
Han prøvede på at ligge stille, men hele kroppen rystede, selv tænderne klaprede i munden på ham. Hans baller og lår var dækket af gåsehud.

—————————————–

SWICH : Det første slag. Det tegnede en rød stribe på den helt hvide baggrund. “Auugh… åååågh!” Han prøvede at holde skrigene tilbage. SWICH: Neeej! Nej!… Ååågh! Nyt skrig. “Lig stille og hold hænderne fra de baller. HØRER DU! Ellers er det ekstra.” Det varede ikke længe før han opgav at holde skrigene tilbage. Han hylede medens han vred sig over stolen. Han var ikke på nogen måde bundet så der var rig lejlighed til at se hans krop dreje og sno sig uden at det hjalp det mindste. AV.. AV! For hver gang spanskrøret ramte trak det en stribe over hans faste unge baller og lår. Fra at være hvide og helt glatte uden den mindste hårvækst blev de røde og blå. Striberne svulmede op og enkelte steder begyndte det at bløde. Ved de 30 opgav han helt. Han lå bare stille og jamrede sig hver gang jeg ramte ham. Han fik 40. Så stoppede jeg. Han rejste sig og så på mig med et forstenet blik, som om han ikke fattede hvad der foregik, bare at det gjorde ondt.

“Stil dig med ansigtet ind mod væggen og hænderne over hovedet.”

——————————————–

Efter nogen tid beordrede jeg ham til at vende sig om og se på mig. Han var ved et komme til sig selv nu, men frygten stod stadig i hans øjne.

“Er det så gået op for dig, hvad der sker, når du.. når du kommer i dårligt selskab? Du kan jo godt opføre dig ordentligt, så gør dog det. Husk, for fremtiden gælder det: ’Tag din straf, hvis du har gjort noget forkert’ Så hold dig fra det. Og stik så hjem med dig.”

Det lod han sig ikke sige to gange. Han skyndte sig at få tøjet på og komme ud af døren med en gloende røv og to ditto lår.

Selv luftede jeg ud i stuen. En underlig følelse at tilfredshed og ophidselse havde grebet mig. Jeg så for mit indre blik hvordan spanskrøret havde farvet Niclas bagdel, hørte hans skrig og jamren medens han vred sig. En hel ny verden havde åbnet sig for mig.

————————————–

Straffen hjalp tilsyneladende på Niclas, men ikke helt. Det skete at han trådte ved siden af og hans mor måtte sende ham tilbage til mig.

Han begyndte at forstå meningen med: “Tag din straf, hvis du har gjort noget forkert,” især da det altid var altid var ledsaget at spanskrøret og en gloende ende.

Jo ældre han blev, desto bedre tog han sin straf, men jo mere ydmygende fandt han det at ligge nøgen over stolen. Den sidste gang jeg så ham var han fyldt 19 år. Han var lige blevet student, og netop derfor faldet i en drukmose. Han kom til mig og startede med at sige:

“Jeg ved det: Tag din straf hvis du har gjort noget forkert.”
Uden et ord tog han tøjet af og lagde sig over stolen.

På det tidspunkt var “standartstraffen” steget til 50 slag, som han tog, medens han prøvede at undertrykke smerten.

Det lykkedes ikke helt og han forlod mig med en halvkvalt jamren og med hænderne knuget ind til sin brændende og gloende røv, fuld af striber.

————————————-

Så rejste han til en anden by for at læse videre, men jeg er sikker på at han ikke har glemt mottoet:
‘Tag din straf, hvis du har gjort noget forkert.’