Monokeros – Enhjørning, en historie fra fantasiens verden – del 2
Μονόκερος, μια ιστορία από τον κόσμο της φαντασίας.
 (Μονόκερος: Enhjørning af μονός: enkelt og κέρατο: horn ) 

En kilometers vej op ad floden ragede en klippeknold op, i den havde jeg fundet en lille hule, hvor jeg havde lagt mit løse skind, mine sko og mit ur. Jeg satte mig ned og følte på tøjet, så klædte jeg mig på og gik ud i solskinnet, lagde mig ned på græsset og prøvede at koncentrere mig om at være et menneske. Det fik følelserne til at vælte ned over mig, det hele trængte sig på, på en gang. Der var menneskenes verden, hvor min egen mor havde forkastet mig; men det var jo der, jeg hørte hjemme, der min egen art boede, og der jeg ville kunne avle børn, og så var der enhjørningernes verden, hvor alle var så rare imod mig, og hvor Trippe nærmest forgudede mig, men hvor jeg alligevel altid ville være fremmed. Det endte med at jeg tog en ordentlig tudetur, og endnu en gang måtte misbruge min T-shirt til at tørre tårer og snot væk. Jeg var ikke blevet klogere på min situation; men det havde hjulpet lidt at få grædt ud, så jeg lovede mig selv at få det bedste ud af det indtil Visdom kom tilbage, inden da kunne jeg alligevel ikke rigtigt gøre noget.
Jeg klædte mig af og lagde tøjet ind i hulen, så gik jeg ud i floden og lod strømmen bære mig tilbage.

Min udflugt havde varet længere end jeg troede, de var ved at være færdige med at spise aftensmaden, da jeg kom drivende.
Trippe sprang ud i vandet til mig og slikkede mig i nakken og på kinderne af lutter glæde over at se mig igen, det hjalp en del på mit mismod. Da jeg havde spist mig mæt, spurgte Smukke og Plet, om jeg ville med hen på legepladsen; men jeg var træt, og ville nok gå tidligt til ro.

Da de var gået, stod Trippe og så bekymret på mig, “hvad er du ked af,” ville han vide, og jeg prøvede så godt jeg kunne, at forklare ham hvordan jeg følte mig splittet.
“Hvis du tager tilbage til menneskenes verden, så vil jeg med,” insisterede han, han forstod det vist ikke helt, da jeg forklarede ham, at der ville han blive spærret inde i et bur og aldrig få lov til at komme ud mere. Han så trist ud, derfor skyndte jeg mig at love, at jeg ville overveje at blive hos dem. Vi faldt i søvn liggende tæt op ad hinanden, og i nattens løb fik han sig på en eller anden måde vendt, så han lå med bugen mod mig, og da jeg vågnede næste morgen, var der en mistænkelig indtørret plamage, som lugtede stærkt af hest, på min mave.

Der fulgte nu en række ensformige dage, vejret var uforanderligt godt, ja faktisk så kendte enhjørningerne stort set ikke begrebet vejr. Det regnede ganske vist ind i mellem; men regnen var lun som luften og virkede bare forfriskende. Jeg tilbragte megen tid sammen med Smukke og Plet; men de havde tydeligvis også andre sociale relationer, de dyrkede. Trippe derimod var trofastheden selv, jeg holdt efterhånden op med at se ham som et barn, og opfattede ham nu snarere som en jævnaldrende.

En morgen, da vi som altid skulle hen og tisse, overraskede han mig ved at vise, at han nu kunne gribe med fingrene om tissemanden og holde den, mens han stod på bagbenene, og sendte strålen et par meter væk. Det nummer fik snart hans føl-venner til at flokkes om os og bede mig om også at lære dem kunsten. Trippe og jeg opnåede en enestående popularitet blandt de unge ‘drenge’. Det blev endnu vildere, da Trippe fik lært at holde på den gren, jeg brugte til at rede haler med, inden længe var vores flok kendt som dem med de smukke haler. Jeg havde jo lovet mig selv, at jeg ikke ville sørge over noget, jeg ikke kunne ændre; men ind imellem, kunne jeg ikke lade være med at hænge lidt med hovedet. Så plejede Smukke at trække mig til side og lade mig slikke hende bagi, indtil hun kom, og så tilfredsstille mig med sin dejlige tunge.
Det lettede altid lidt; men mit sind blev ved at være splittet mellem to verdener. Jeg begyndte endda at få en vis forståelse for min mor, jeg brød mig ikke om hendes nye ven, og han brød sig i særklasse ikke om mig; men jeg skulle jo alligevel flytte hjemmefra snart, så hvad var problemet? Jeg undte også min mor at få lidt glæde og fornøjelse. En gang om ugen gik jeg alene hen til hulen, der klædte jeg mig på, og satte mig så og prøvede at være så meget menneske som muligt. Jeg bladrede i min lommebog, og talte mine penge for at skabe en illusion om, at jeg var i min gamle verden, og alt var normalt. Jeg blev ved med at håbe, at det ville hjælpe mig til at få afklaret mine følelser; men reelt blev jeg bare mere usikker.

En dag stod Trippe uden for hulen og ventede på mig, da jeg havde været inde for igen at klæde mig af og lægge mit tøj på plads. ”Er du ked af det”, spurgte han bekymret, og jeg prøvede igen så godt jeg kunne at fortælle, at jeg følte mig splittet mellem to verdener. Jeg ved ikke hvor meget han fattede af den forklaring; men det pinte ham helt tydeligt at se mig nedtrykt. Han kom helt hen til mig, trykkede mulen mod min kind, og spurgte så: ”Skal jeg løfte halen for dig?” Jeg forstod ikke lige, hvad han mente, han plejede at bruge det udtryk om at skide; men det gav ikke mening her. ”Hvad mener du?” spurgte jeg. ”Så du kan lege med mig”, svarede han, ”du plejer altid at blive glad igen, når du har leget med Smukke”.  ”Hjælp”, tænkte jeg, ”ikke nok med at jeg slikker fisse på en enhjørning-hoppe, og hun sutter den af på mig, nu skal jeg også til at røvpule hendes lillebror, der er fandeme sket noget med mig de sidste par uger.” Jeg så på Trippe, han var så bekymret at se på og så ivrig efter at hjælpe, at jeg ikke kunne nænne at afvise ham. Jeg tænkte på Mads, en af mine klassekammerater, der tit udtalte: ”Et hul er et hul, og hvor der er hul er der glæde”, Gud ved, hvad han ville have sagt nu? ”Jeg vil godt prøve; men først skal du gøre det, du sommetider gør med mig om natten, når jeg sover.” Den var han med på, han lagde sin ned på siden, og jeg lagde mig så med maven mod hans bug. Et øjeblik efter, kom hans pik masende op imellem os, og han gnubbede den mod min bare hud indtil den sprøjtede en klat varm sæd på mig. En kort tid lå han bare og stønnede velbehageligt, så rejste han sig med løftet hale og sagde at nu skulle jeg lege med ham. Jeg brugte noget af hans vandklare sæd som smøremiddel, så det gik let at få min pik stukket ind. Det føltes næsten som at være inde i en piges kusse, der var bare meget varmere. Jeg ved ikke hvad Trippe fik ud det; men jeg blev så ophidset, at jeg kom på mindre end to minutter, og jeg skreg højt, mens jeg tømte min sæd ud i ham.

”Er du glad igen nu?” spurgte han spændt, da jeg trak mig ud, og jeg strøg ham på halsen og svarede, at jeg havde det bedre, og at han var det sødeste lille enhjørning-føl, jeg nogensinde havde mødt. Det blev han glad for at høre, selvom han lige protesterede og sagde, at han ikke var et føl, han var gammel nok til at lege.

Vi fulgtes tilbage efter et hurtigt bad, og jeg syntes faktisk, at jeg var blevet mindre anspændt. Alligevel blev jeg ved at være usikker på, hvor jeg egentlig hørte hjemme.

Sådan stod sagerne, da der pludselig var gået en måned, og Visdom en sen eftermiddag kom hjem fra sin rejse. Han ville først tale med Store, og de trak sig tilbage og diskuterede længe. Så ville han tale med mig alene. Vi gik et par kilometer væk, så stoppede han og kom lige til sagen. Om to dage åbnede porten mellem de to verdener sig. Jeg skulle så drage til min verden og være der et døgn. Hvis jeg besluttede mig for at blive hos menneskene, skulle jeg gøre det, porten ville ikke åbne sig mere i min levetid. Hvis jeg ville tilbage til enhjørningerne skulle jeg inden døgnet var gået sætte mig der, hvor jeg havde siddet, da Trippe fandt mig. Der var en betingelse mere, hvis jeg ville være hos dem, skulle jeg lade mig forvandle til en enhjørning. “Kan man da det?” udbrød jeg. “Ja, men du skal ville det, og det kan kun lade sig gøre under ganske bestemte betingelser, som er opfyldt lige nu,” svarede han. Han pålagde mig ikke at sige noget om forvandlingen til nogen, det var en vanskelig affære, som nemt kunne gå galt, hvis uvedkommende prøvede på at blande sig. Vi gik tilbage til flokken, og Visdom fortalte, at det var nødvendigt, at jeg skulle vende tilbage til min verden. Her var Trippe ved at bryde totalt sammen; men han fik det lidt bedre, da Visdom fortsatte med at fortælle, at jeg ville få chancen for at komme tilbage hertil, hvis jeg fortrød inden 24 timer.

”Du kommer tilbage, ikke?” gentog han mange gange, mens vi gik ned for at spise. Jeg havde så ondt af ham, han kunne næsten ikke få noget ned, det lignede ham bestemt ikke, og jeg ville så gerne lægge armene om hans hals og forsikre ham om, at jeg blev hos ham; men dybt i mit hjerte nagede tvivlen. En måned i Paradis, var hvad jeg havde oplevet, hvordan ville det føles med et helt liv? Jeg kunne bare ikke beslutte mig.

Jeg kan kun huske en ting om den næste dag, nemlig at jeg vaskede mit tøj i floden og tørrede det på en busk. Jo, jeg husker også at Trippe fulgte mig overalt med trist hængende hoved. Og så kom den afgørende dag. Jeg spiste tavst morgenmad sammen med en lige så tavs Trippe. Smukke og Plet samt et helt slæng af Trippes kammerater holdt sig i nærheden, men sagde heller ikke noget. Da jeg havde spist, sagde jeg til Trippe, ”Du kender vejen fra sidst, kom lad os gå”.

Ingen af os sagde noget, før vi med et stod ved busken, hvor jeg havde set Trippe første gang. Han kunne ikke gå længere, porten var kun åben for mig. Jeg trykkede ham ind til mig og hviskede: ”Hvad der end sker, så tak for alt min ven”. Så slap jeg ham og gik hurtigt væk.

Lidt efter drejede jeg af fra vejen og fulgte en ganske smal sti, der over en brakmark førte ud til landevejen, hvor jeg stod en rum tid, inden der endelig kom en bus, som jeg kørte med til den næste lille landsby, hvor jeg viste, der lå en internet-cafe med et lidt blakket rygte, det var ikke et sted, hvor man sladrede om kunderne. Derinde betalte jeg for en times opkobling, og søgte så på Google efter noget om mig. Jeg har heldigvis et meget sjældent mellemnavn, så da jeg tastede mit fulde navn ind var de første otte hits faktisk relevante; men jeg behøvede kun at læse det nyeste, en spalte fra avisen:
”TILSTÅR DRAB” lød overskriften, og så fulgte beretningen om hvordan min mors kæreste havde skudt hende med et jagtgevær for 14 dage siden. Det fremgik af artiklen at han havde et betragteligt synderegister omhandlende grov vold mod kvinder og var kendt som en følelseskold, beregnende psykopat. Han havde frejdigt tilstået; men mente at det var hendes egen skyld, hun kunne bare have opført sig ordentligt og gjort som han forlangte… osv. Jeg var nævnt i artiklen fordi han også var mistænkt for at stå bag min sporløse forsvinden, det nægtede han dog kategorisk. Jeg slettede sporene efter min søgning og forlod cafeen. I kiosken ved siden af købte jeg for mine allersidste penge en meget stor blyant med tilhørende blyantspidser og et stort kladdehefte, og med mit indkøb i en plasticpose travede jeg den lange vej tilbage mod skoven. Det lykkedes mig at komme ind til mit sædvanlige væltede træ uden at nogen fik øje på mig og genkendte mig. Der satte jeg mig ned og ventede. Jeg havde det rædsomt, hvis jeg ikke var stukket af kunne jeg have reddet min mor, bildte jeg mig ind; men hvordan skulle jeg kunne det hvis jeg var sendt hjemmefra, og hvis jeg havde været hjemme, hvad kunne jeg så stille op mod et jagtgevær? Det kørte rundt i hovedet på mig, en ting var jeg dog sikker på, den verden ville jeg ikke blive i. Det medførte så en ny panik, hvad nu hvis Visdom havde taget fejl, og jeg ikke kunne komme tilbage til enhjørningerne? Tænk hvis porten var lukket for evigt. Jeg prøvede virkelig at tage mig sammen; men det endte med at jeg måtte bruge min T-shirt endnu en gang til at tørre tårer og snot væk. Til sidst sad jeg bare i timevis og stirrede ud i luften, helt tom indeni, uden at turde tro eller håbe på noget som helst.

”To-ben!”, den skønneste lyd jeg længe havde hørt. Frem bag busken dukkede Trippe, og han svarede i den grad til sit navn. Hans ben gik som trommestikker, han rejste sig på bagbenene og fægtede vildt med forbenene af begejstring. I tre spring var jeg henne og omfavnede ham, vi lo og græd og trykkede os ind til hinanden. ”Du kom tilbage hulkede han”, og jeg skyndte mig at svare: ”Ja og jeg tager aldrig væk fra dig mere.” Da vi var kommet os lidt, gik vi ved siden af hinanden tilbage mod flokken. Undervejs passerede vi klippehulen, og gjorde holdt mens jeg trak mit løse skind af, samt skoene og mit ur. Plasticposen lod jeg også ligge i hulen. Da jeg kom ud fik Trippe sit næste lykkeflip, han rejste sig igen på bagbenene og omfavnede mig, pressede sin stive pik hårdt mod min mave og kom med et hyl og et sprøjt. Da han var faldet ned i nåhøjde igen, klappede jeg ham på ryggen, lo og sagde: ”Din sæd er stadig helt klar, det varer længe før du får lov til at parre dig, din lille møgunge”.

Vi sprang grinende ud i floden og tog en dukkert inden vi fortsatte vores vandring.

Man må sige, jeg fik en begejstret velkomst, jeg blev krammet, slikket, mast og puffet fra alle sider, da den værste uro var overstået, syntes jeg at jeg måtte sige et par ord, så jeg kravlede op på en sten og sagde: ”Mine kære venner, nu har jeg besøgt menneskenes verden, og besluttet at jeg hører til her hos jer. Tak fordi I har taget så godt imod mig”. De stod og så berørte ud og vidste ikke, hvad de skulle sige, jeg kom til at tænke på at jeg aldrig havde hørt nogle af dem tale til hele flokken, heller ikke Store, det var ikke noget de var vant til. Jeg hoppede så ned og gik hen til Store og Visdom som stod ved siden af hinanden, og hilste på dem. Store sagde, at han var glad for at se mig igen, og det var tydeligt, at han mente det. Visdom nikkede bare til mig uden at sige noget. 

Jeg mærkede en varm mule i nakken og vendte mig om, det var Smukke, hun fik et ekstra kram og et kys på mulen og min stemme rystede lidt, da jeg sagde, at jeg havde savnet hende.

Det var ved at være tid til aftensmaden, kunne jeg se på solen, og jeg havde intet spist i mere end et døgn, så jeg var rasende sulten; men så sagde Visdom, at jeg skulle komme med ham, det passede fint med et døgns faste til den proces, der nu skulle i gang. Vi gik hen under nogle træer og Visdom pegede på en underlig blomst, som voksede der. ”Det er Forvandlingens Blomst, den blomstrer så sjældent, at de fleste aldrig får det at se. “Hvis du virkelig vil være en enhjørning, skal du spise blomsten og halvdelen af stænglen nu, og så skal vi gå lidt længere væk”, sagde han med alvorlig stemme. Ja, jeg ønskede intet højere end at blive en af dem, så jeg plukkede blomsten. Den smagte temmelig bittert, heldigvis var stænglen nærmest uden smag. Da jeg havde sunket den sidste bid, som for øvrigt kun gjorde mig endnu mere sulten, ledte Visdom mig hen til en lille dam, hvor der voksede noget, som nærmest lignede dunhammere. Han sagde, at jeg skulle brække en af og spise den, og det gjorde jeg så, den smagte faktisk ikke rigtig af noget.

”Læg dig ned her under træet,” sagde han, og jeg nåede kun lige at lægge mig, så kunne jeg mærke, at lydene blev fjerne, og mit blik blev sløret også.

”Han er vågen”, der var ingen tvivl, det var Trippe der skræppede op, jeg var sikker på det selvom hans stemme lød helt anderledes end jeg var vant til. Jeg åbnede øjnene og drejede hovedet mod lyden, kun for at måtte konstatere at det der med at se lige frem, var en kende besværligt. Ved at dreje hovedet lidt fra side til side fik jeg overblik over situationen. Trippe stod og så på mig sammen med Smukke og Plet, mens Visdom stod lidt længere borte. Jeg var noget svimmel og mit forsøg på at rejse mig mindede om den berømte scene med Bambi på glatis. Endelig kom jeg op at stå, og da jeg var sikker på, at nu havde jeg balancen, kiggede jeg ned på mine forben. Snehvid, blød pels, så vidt jeg kunne se, og jeg kunne med det samme bevæge fingrene, så meget af min menneskenatur var der bevaret. Forsigtigt prøvede jeg et par skridt, det gik fint så jeg rystede min krop for at få svimmelheden væk, og så satte jeg i løb. Jeg skreg højt af glæde, da jeg susede af sted, og lidt efter kom mine tre venner op på siden af mig, og vi lo og var helt ekstatiske af lykke over at kunne bruge vores kroppe. Svedige og dampende vendte vi tilbage til Visdom, og jeg takkede ham for forvandlingen. Han førte mig lidt bort hen til en lodret klippevæg. ”Her er stedet hvor man kan se sig selv”, fortalte han og viste mig at klippen ved et eller andet mirakel virkede som et næsten perfekt spejl. Jeg så en enhjørning med en smuk hvid pels, der på hver side havde noget, der med lidt god vilje kunne ligne et gråt håndaftryk i overstørrelse. Hornet så ud som om det var snoet sammen af fire strenge, to snehvide og to gyldne. Jeg stejlede op på bagbenene og kunne se at mine testikler var vokset til tennisbold-størrelse, min pik kunne jeg kun se spidsen af, resten gemte sig i sin kropshule; men det, der stak frem, så ganske imponerende ud. Igen takkede jeg Visdom og forsikrede ham om, at jeg var tilfreds med min nye krop. Han svarede, at det var godt det samme, for det kunne ikke gøres om igen. Nu var jeg så sulten, at min mave forlangte noget mad, så sammen med Smukke og Trippe, løb jeg ned til floden og spiste til jeg følte mig mæt, der skulle ret meget til, jeg sørgede også for at få godt med vand at drikke. Jeg troede, det var morgenmad, indtil jeg kom til at se på solen, det var aften. Den forvandling måtte have taget temmelig lang tid. ”Visdom siger, at du skal sørge for at hvile dig meget her de første par dage, så lad os gå hen til sovestedet,” sagde Smukke.

Vi lagde os alle tre sammen ned på græsset; men jeg kunne ikke bare falde i søvn med det samme, først måtte jeg fortælle, hvad jeg havde oplevet. Det gik op for mig, at vi nu talte samme sprog, det gjorde det lettere at give udtryk for følelser og nuancer, og nu kunne jeg pludselig sige deres rigtige navne; men de er umulige at skrive, så her beholder jeg de gamle. Jeg kunne selvfølgelig ikke fortælle alle detaljer, ord som ‘bus’ og ‘internet-cafe’ sagde dem intet, de havde også svært ved at forstå at min mor var blevet slået ihjel, det begreb fattede de ikke. De vidste at man kunne dø; men at få andre til at dø forekom dem absurd; imidlertid forstod de, at jeg var blevet ked af det, og at jeg derfor nu ville blive her hos dem, og det var de glade for.

Da Trippe sov, det troede vi i hvert fald, rullede Smukke om med bugen imod mig og viste mig sine patter, de var festligt lyserøde.  ”I morgen begynder parringstiden og jeg er parat,” sagde hun, og tilføjede ”og jeg kan tydeligt lugte, at det er du også. Jeg glæder mig til at blive besteget af dig, gerne en masse gange, jeg tror det bliver dejligt at mærke din store pik i min skede, og tage imod din sæd.” ”Er du nu sikker, tror du ikke lige, du skulle se efter, om min sæd er uklar?” drillede jeg hende. Og jeg kunne mærke at bare tanken fik min pik til at komme frem og blive stiv. Hun tog som sædvanlig fat med tungen, og det varede ikke mere end et par minutter, så udstødte jeg et dybt suk, og sæden sprøjtede ud af mig. ”Den er helt uklar,” lød Trippes professionelle kommentar, han havde rejst sig og kiggede interesseret på hvad der skete. ”Din pik er vel nok stor, bare min var lige så stor,” sukkede han. Jeg lovede ham, at det blev den sikkert, når han blev mere voksen. “Og så skal du i øvrigt lægge dig til at sove, dit lille bæst, og ikke blande dig i de voksnes private affærer,” formanede jeg ham. Han lagde sig ned, mens hele hans krop rystede af indestængt latter.  Jeg vågnede op med en fornemmelse af spændte forventninger; men til at begynde med var det en helt normal dag. Vi gik lidt til side for at tisse, Trippe og jeg stod stolt på bagbenene og konkurrerede om at sende strålen længst, jeg var i godt humør, så jeg lod ham vinde med ti cm, det pralede han uhæmmet med resten af dagen. Da vi var færdige med morgenmaden, drev Smukke og jeg lidt rundt og så os om. Vi kunne fornemme, at der var ved at ske noget, de unge parringsmodne enhjørninger var rastløse, og der blev snuset meget. Plet og omkring halvdelen af hans jævnaldrende sagde farvel til slægt og venner og drog ud for at besøge andre flokke, og ved middagstid ankom de unge udefra til vores flok. Det gik nogenlunde op med antallet af hingste og hopper, det viste sig, at der var to hopper i overskud; men det betød tilsyneladende ikke så meget, der var hingste nok, som gerne ville prøve med flere hopper. Jeg kunne mærke, at forventningen steg, og jeg spurgte Smukke, hvad vi ventede på, skulle Store give startsignal eller hvad? Smukke forklarede mig, at det hele startede, når solen gik ned, og at det kun var dem, der skulle parre sig for første gang, der måtte gøre det den aften. I morgen måtte alle, der var gamle nok og havde lyst gøre det. Hun vidste ikke hvorfor, det var bare sådan.

Trippe spurgte, om han måtte se på; men det måtte han ikke, ikke første gang i hvert fald. “Så vil jeg lege med Sølvhorn i stedet for, hun smager så dejligt, og hendes tunge er så varm og blød,” sagde han, det fik Smukke til at nippe ham kærligt på halsen og hviske noget jeg ikke kunne høre; men det må have været noget sødt, for Trippe så meget glad ud, da han løb sin vej.

Ingen af os havde den store appetit til aftensmaden, som flokken af unge spiste for sig selv, et stykke nede ad floden. Alle skævede mod solen, og da den forsvandt under horisonten, lød der et forventningsfuldt suk fra forsamlingen, som derpå gik i opløsning og spredtes ud over engene. Smukke og jeg fulgte floden hen mod min klippehule, der skulle det ske, havde jeg besluttet. Undervejs passerede vi Store og Gode, der lige havde spist og nu stod og gned deres horn mod hinanden. “Hvorfor gør de det?” spurgte jeg Smukke.

Hun kiggede forbavset på mig og spurgte, om jeg da aldrig havde gnedet horn. Så kom hun til at tænke på, at jeg jo kun havde været enhjørning i ganske kort tid, og sagde: “Når vi kommer til hulen, kan vi prøve, jeg er sikker på, at du kan lide det.”

Mens vi gik det sidste stykke lagde jeg mærke til at min lugtesans var blevet bedre, jeg kunne nu tydeligt mærke hendes brunst-lugt, og det endte med, at jeg måtte gå lidt forsigtigt for ikke at sparke til min pik, der insisterede på at komme ud. Vi stoppede op og stod mule mod mule, som om vi kyssede, så lod vi vores tunger lege med hinanden en tid, og så bøjede Smukke hovedet så vores horn stødte sammen. Det havde en fantastisk virkning på mig, det var som om hele min bevidsthed nu koncentrerede sig om det ene: Jeg skal parre mig med Smukke. Jeg gik om bag hende, hun stod med løftet hale og hendes skede trak som en magnet i min tunge, der bearbejdede hendes klitoris mens min næse berusede sig i duften som strømmede fra hende. “Nu!” råbte hun, og jeg stejlede op og landede på hendes ryg, pikken søgte helt automatisk efter varmen fra hendes skede, og så begyndte jeg at trænge ind i hende. Langsomt, et par cm ad gangen, åbnede hun sig og til sidst ramte jeg bunden. “Du er helt inde i mig nu,” sukkede hun, “nu skal du give mig din sæd til et føl.” Hendes skede begyndte på en bølgende bevægelse, det var lidt som når hun slikkede mig, men nu var det hele pikken på en gang, der blev kærligt behandlet og det varede ikke mere end et par minutter, så mærkede jeg, at nu skete det. “Du skal længere ind,” stønnede hun, og jeg trykkede til, alt hvad jeg kunne, og mærkede at noget gav efter, så jeg kom ti cm dybere ind. Vi kom samtidigt, hendes orgasme fik hende til at stramme skeden så meget, at jeg ikke kunne holde igen, men måtte lade sæden sprøjte ind i hende. Aldrig, mens jeg var menneske, har jeg oplevet en så fuldkommen tilfredsstillelse ved sex. Den startede i spidsen af min pik og bredte sig derfra op til testiklerne, for så at sprede sig til hele kroppen og ende som en eksplosion i hjernen, og det gentog sig en seks syv gange, hver gang en ny portion sæd sprøjtede ind i Smukkes skede.

Jeg blev stående med pikken inde i hende indtil orgasmen var klinget helt af, så trak jeg mig langsomt ud og steg ned. Vi stod lidt ved siden af hinanden og bare nød følelsen af at nærhed, så gik vi atter i gang med at gnide horn. Det fik hende til igen at løfte halen og bede mig springe på hende, og jeg havde ikke andet i hovedet end tanken om igen at presse min pik helt ind i hendes stramme skede og lade den suge en ny portion sæd ud af mig.

Fire gange mere besteg jeg hende på vores ‘bryllupsnat’, den sidste gang varede det længe, inden jeg kom, så jeg prøvede at gøre det mere på menneske-maner ved at bevæge pikken ud og ind i hende. Det fik hende til at komme så mange gange undervejs at hun nær var faldet sammen under mig, og bagefter måtte vi begge lægge os ned og puste ud, og faldt i søvn med det samme.

Det var, jeg havde nær sagt selvfølgelig, Trippe, som vækkede os. Han var helt ustyrlig glad, dansede og sprang omkring os og snakkede som et vandfald. Vi gik lidt væk og tissede over kors, et trick jeg havde lært ham og som var blevet voldsomt populært blandt ‘drengene’. Da vi kom tilbage til Smukke, stod hun med løftet hale og jeg mærkede på hendes lugt, at det skulle være nu. Jeg fik lige sagt til Trippe at han skulle kigge den anden vej, så måtte jeg springe på hende, presse pikken ind og køre løs i et par ekstatiske minutter, indtil vi begge skreg højt af glæde. Naturligvis drømte Trippe ikke om at se den anden vej, han ville have det hele med, og da jeg havde trukket mig ud og var steget ned, sneg han sig hen og snusede til hendes skede, som min sæd dryppede ud af. Smukke skældte ham ud; men det lød ikke helt overbevisende, så han hoppede bare glad omkring og stak så af i flyvende fart langs floden. Vi fulgte efter i et mere mageligt tempo.

Mens vi gik der, sagde Smukke: “Trippe er virkelig glad, fordi du valgte at blive hos os. Og det er jeg også, især fordi du blev den første, der trængte ind i mig og gav mig din sæd, jeg glæder mig til at føde vores føl, jeg kan fornemme at der er to, det sker kun meget sjældent.”

Efterskrift.

Jeg ligger i solen sammen med Smukke, vi er lige blevet færdige med en ny parringstid og er lidt trætte. På engen hopper to glade føl rundt, en af hvert køn blev det til i første forsøg. Denne gang siger Smukke, at hun fornemmer, der kun er en. Jeg er glad for livet her og savner ikke på nogen måde min gamle verden. I min sidste tid som menneske, græd jeg meget, var lidt af et tudefjæs. Som enhjørning har jeg kun grædt en gang, det var da vores to nyfødte rejste sig på vaklende ben og med sikkert instinkt sugede sig fast til hver sin patte for at drikke deres første mælketår hos Smukke. Da måtte vi begge knibe en tåre af glæde. I går stod jeg sammen med Store og så ud over flokken af føl, og så sagde han: “Kan du huske, den første dag du var her, hvor jeg rørte ved dit hoved, fordi jeg havde hørt at det bragte lykke. Jeg er begyndt at tro på det, se hvor glade alle er.” Visdom snakker om, at jeg engang skal overtage hans hverv, men det ligger langt ude i fremtiden. Jeg har brugt meget tid på at træne mit højre forben op til at holde på den store blyant, jeg købte, og skrive med den i kladdehæftet. Det har været en besværlig proces. Jeg har ganske vist fingre; men mit forben er ikke nær så bevægeligt, som min arm var. Omsider er jeg blevet færdig med denne beretning. Jeg kan ikke besøge menneskenes verden længere; men her findes en slags store, halv-tamme fugle, der på mystisk vis kan krydse grænsen og opholde sig på den anden side i kort tid. Jeg har prøvet at dressere en af dem til at tage plasticposen med heftet med over og efterlade den der.

Hvis du, kære læser, ser denne historie, så er det lykkedes og nogen har fundet den. Det tydelige hov-aftryk på omslaget er en hilsen fra Trippe.