Mod nye tider

Jeg har fået spanskrør siden jeg var 16 år. Først af min far og de sidste 20 år af min mand PETRUS (ja, det hedder han virkelig!) Det er en familietradition der stammer fra min bedstefar. Både min mor og min bedstemor har prøvet spanskrøret. Kvinder skal opdrages strengt men retfærdigt mente bedstefar. Og det har virket! Ingen af os har skejet ud. Heller ikke de nuværende familiemedlemmer. Jeg selv, min fraskilte lillesøster og hendes ældste datter og som noget nyt Petrus ugifte storesøster, Kathinka der meget mod sin vilje har måttet underkaste sig lillebrors familietradition. Petrus er ikke sadist, jeg elsker ham højt og faktisk er det nu yderst sjældent at jeg bliver straffet (det var værre da vi var yngre) og når det sker ved jeg at det er retfærdigt og at jeg har fortjent det. Men sker det endeligt falder afregningen hårdt og kontant, altid med spanskrøret, som regel det han har fra min far. Han slår hårdt og længe, og det nytter ikke noget at ofret skriger omforladelse. Det medfører bare: Nu får du ekstra for at hyle… TI SÅ STILLE… OG LIG STILLE!

Så vi har lært at tage vores straf og acceptere smerten og de røde striber. Vi ved at den er retfærdig!

—————

Det er ikke DET der er problemet og det er ikke mig selv.
Det er vores datter Louise. Hun er lige fyldt 17 og har ikke fået spanskrør… endnu! Vi er begge enige om at hun skulle være tilstrækkelig moden til at forstå alvoren i familietraditionen. Nu mener Petrus imidlertid at tiden er kommet. Så næste gang hun skejer ud… så. Jeg har tigget og bedt ham om at droppe denne forældede tradition, men alt er prellet af på ham. “Jeg lovede din far at fortsætte, ligesom han havde lovet SIN far da denne ikke kunne mere” Alle mine argumenter om nye tider og nye skikke har været forgæves det eneste han har villet gå med til, var at tænke over det endnu engang. Det skete en aften da jeg lå ved siden af ham i sengen, med en glødende røv efter en (fuldt retfærdig) omgang. Smerten var rædsom, og jeg tænkte på, at snart ville Louise opleve det samme… Næste gang hun dummede sig!　

———–

Problemet løste sig af sig selv. “Barnet” skulle på en skoleudflugt og blandt andet besøge en fabrik hvor de krævede en attest underskrevet af en forældre. Det havde jeg selvfølgelig glemt. Så da bussen dampede af stod Louise ene og forladt tilbage.. Pigen var rasende og sur. Ved middagsbordet skældte hun ud så jeg tænkte: “Nu sker det!” Selv vidste jeg hvad der ventede mig for at have kvejet mig sådan.” Til sidst skar Petrus igennem: ANUK, GÅ OVENPÅ OG VENT! LOUISE: IND PÅ KONTORET JEG VIL TALE MED DIG UNDER FIRE ØJNE… NU” Jeg luskede op i soveværelset, tog mine jeans af og lagde dem pænt på en stol. Så knælede jeg ned foran sengen, bøjede kroppen ind over madrassen og begravede hovedet i en pude. Her lå jeg så pænt og stille og ventede på Petrus. Måske ville han lade mig beholde trusserne på når han så hvor ydmyg jeg lå. Der gik en evighed… syntes jeg. Så kom de BEGGE TO! Et minde fór gennem mit hoved. Første gang jeg selv så min mor få prygl. Hun græd og græd medens hun bad min far: “Ikke medens Anuk ser på det, send hende udenfor… Hun må ikke. Hører du?” Og da det ikke hjalp bad hun.: Anuk Luk øjnene! Du må ikke se på mig!!” Jeg KUNNE ikke lukke øjnene, noget tvang mig til at holde dem åbne. Og ØRENE kunne jeg jo ikke lukke. Hun skreg og hylede, medens hun vred sig og hendes røv blev mere og mere rød. Bagefter var det min tur, og mor måtte se på, medens JEG fik samme omgang. Jeg troede verden ville få under. Tankerne kørte rundt i min hjerne, meden jeg tiggede,” NEJ PETRUS… NEJ ikke medens Louise ser på. Lad mig beholde bukserne på. IKKE PÅ DEN BARE! Så lød Petrus kølige stemme: “Louise, træk hendes bukser ned.” Nej det kan han ikke. Ikke min egen datter. Det GØR hun ikke… NEJ NEJ DU GØR DET IKKE! Jeg mærkede rødmen i ansigtet og følte skammen. Men jo. Jeg følte hendes hænder under elastikken. Bukserne blev langsomt, men sikkert hevet ned til knæhaserne. ”Blusen!” Igen Louises små varme hænder. Blusen blev hevet op, over BH’en helt op til armhulerne “Så er det spanskrøret.” Jeg borede hovedet ned i puden parat til at tage min straf med værdighed. Det hjalp ikke. Spanskrøret susede ned over min bare ende. DET EFTERLOD EN GLOENDE SMERTE HVER GANG. Petrus slog hårdt. Efter de første slag skreg jeg i vilden sky. “NEJ… NEJ. Jeg er artig. Jeg skal aldrig glemme noget mere. STOP… STOP IKKE MERE. UNDSKYLD LOUISE!” Jeg fik faktisk kun 10 rap, det var mindre end jeg havde ventet, måske ville Petrus ikke fare så hårdt frem, når Louise skulle prøve det bagefter. “Læg spanskrøret på plads, Louise. Du kan godt gå Anuk, rejs dig.” Jeg rejser mig, min røv svier som en vulkan. En frygtelig mistanke har grebet mig: “Jeg.. jeg skal nok være artig. Du må ikke slå mig medens Louise ser det… FOR DET VAR DIG DER SLOG… IKKE?

Petrus så smilende på mig. “Nej du gætter rigtigt. DET VAR LOUISE… DU BAD SELV OM FORANDRING, OM NYE TIDER, NU HAR DU FÅET DEM. Du har ret i at tiderne ændres, men på den anden siden er der traditioner der skal føres videre, og nu tager næste generation over.”

————-

Siden den dag har det været Louise der svinger spanskrøret. Det er stadig Petrus der bestemmer hvor meget og hvornår vi skal straffes, men det er Louise der står for udførelsen. Medens Petrus “bare” ser på. Som regel foregår det enten over sengen eller en stoleryg eller stående med hænderne om anklerne, knæene stive og røven strittende lige op. I det hele taget har Louise mange variationer, fælles for dem er, at de gør ondt!

———————

Hun er nu næsten 18 år og en ekspert med et spanskrør, hun ved præcis hvor hvert enkelt slag skal placeres så det mærkes mest. Det kneb for den øvrige familie at acceptere de nye tilstande, især for Petrus storesøster Kathrine var det frygtelig ydmygende med sine næsten 50 år at stå med de store hvide baller strittende op mod himlen rystende som en budding, medens hendes teenage niece lagde stribe efter stribe over dem.. Men efterhånden har alle selv Kathrine erkendt tingenes tilstand. Petrus kan virke MEGET overtalende, især når han beskriver hvilke alternativer han kunne tænke sig! Jeg ryster når jeg skal have klø. Det sker heldigvis ret sjældent, men jeg gruer når hun siger: “Kjolen af. Hent spanskrøret” Forgæves appellerer jeg til Petrus. “I må ikke, la’vær. Sig at hun ikke må,” men han er ubøjelig: “Vil du hellere have pisk?” Jeg har kun fået pisk to gange i mit liv. En gang af far og en gang af Petrus. Pisken er nihalet og opbevares sammen med spanskrørene. Dem er der to af. Et som han har arvet efter min far og som har været brugt både på min bedstemor og mor. Det andet har han fået af en japansk ven. Det er tyndere og mere smidigt. BEGGE GØR DE RASENDE ONDT, men ikke så meget som pisken. Så falder straffen. “Bøj dig over stoleryggen op med numsen. HELT OP. Som regel er det af med tøjet, men det bestemmer jeg ikke, det gør Petrus og Louise. AUUUGH!… iiiGH!…ÅÅÅGH!. Louise har gode muskler og hun forstår at bruge dem! Hun ved hvor det gør ondt. Nederst på enden og øverst på lårene. STÅ STILLE! HOLD DE BEN SPREDTE! Louise ved hvordan hun vil have det! Så pludselig holder det op, jeg har fået mellem 15 og 25 rap. (Hvis jeg da ikke har været ekstraordinært uartig). Jeg rejser mig, ser på Petrus og lover både ham og mig selv at det aldrig skal ske igen.

Og Louise? Hun forsvinder ind på sit eget værelse. Et øjeblik efter drøner popmusikken ud for højeste dB og om aftenen ved middagsbordet er hun den sødeste og og høfligste pige. Ingen kan se på hende at hun få timer forinden har straffet et andet menneske.

—-

Som sagt er det ikke alene mig der har mærket forandringerne og i ordets egentligste forstand lider under dem.
Det er lørdag, og jeg fik tæsk i formiddags. En måneds sløseri havde ifølge Petrus hobet sig op til en omgang. Der var intet at stille op. Jeg fik min straf af Louise, koldt lidenskabsløst… og effektivt. Selvfølgelig hylede jeg det bedste jeg havde lært, men det hjalp ikke. Jeg fik mine 20 slag.

—————–

Nu sidder jeg inde på gæsteværelset og skriver denne beretning. Det er eftermiddag og jeg kan høre min lillesøsters desperate stemme “NEJ. I MÅ IKKE… IKKE DET. JEG SKAL NOK VÆRE ARTIG. I MÅ IKKE GØRE DET!!” Så kommer Louises kommando: ” Tag tøjet af tante Stine. HELT AF! HVER EN STUMP. Hent pisken og læg dig over sengen! Sådan. Stræk armene frem HELT FREM. Op med benene og spred dem. Ja, det er rigtigt. En pude under maven. Sådan. Lad være med at vride dig sådan, det kommer du tidsnok til.” “AUUGH! AUUGH! STOP HENDE PETRUS. UNDSKYLD… NEEEJ! PETRUS. HUN MÅ IKKE AUV! AUV!” Jeg kan selvfølgelig ikke se noget, men jeg kan høre susene, når pisken kommer flyvende. Tilsyneladende får hun over det hele. Jeg vidste godt, at der havde været ballade i familien, både med mor og børn, men jeg havde ikke troet, at Stine ligefrem ville få pisk. “NEEEJ… NEEJ. AUGH. MIN RYG… MINE LÅR… JEG KAN IKKE …JEG VIL IKKE.” Jeg talte 15 hyl, og tænkte på hendes børn det stod og ventede udenfor på gangen. Hvad mon de tænkte. Inge og Eva? Om et øjeblik ville det være deres tur. Bagefter kom Stine ind til mig: “Jeg fik pisk. Over det hele. Himmel det gør så ondt.”

Jeg kunne intet stille op, kun konstatere striberne under hendes tynde bluse og tænke mig til hvordan det havde været medens det stod på.

—-

Sammen kunne vi høre hvad der skete med hendes børn. Den første var Inge. Hun er 18 år, et halvt år ældre end Louise. De to er uadskillige slyngveninder, men Inge kender sin plads. “Tag dine bukser af. Og trusserne!” “Ja, Louise” svarer hun klart. “Hent et spanskrør, du må selv vælge!” “Godt bøj dig ned og tag fat om anklerne. Stive knæ. Det ved du godt.” ”Ja, Louise.“ Hun to sine klø med stoisk ro. Ingen skrig, kun et langtrukkent Aaaaaaagh! når spanskrøret ramte den spændte røv. Hendes mor og jeg bedømte det til 20 slag, før Petrus sagde stop. Vi hørte hende sige, “om forladelse onkel Petrus,” med en nogenlunde klar stemme. Hendes lillesøster Eva derimod, vrælede så det var en ren gru at høre på. “NEJ, LOUISE JEG VIL IKKE, DU MÅ IKKE, JEG DØR,” var blot nogle få af hendes hysteriske udbrud. Hun overlevede dog, og nu er der fred i lejren. Stine og Eva er draget hjem grædende og snøftende om kap. Inge sidder oppe på Louises værelse og ser en DVD. Det lyder høje pigehvin og latter fra dem. Inge sidder i Louises seng godt stablet op med puder på de strategiske steder.

Det minder mig om noget. Inge bliver til middag. Jeg må hellere sørge for ekstra puder på hendes stol, og for resten også en til mig selv. Louises spor forsvinder ikke så let! DE KAN MÆRKES.

———–

P.S. Jeg spekulerer på, hvad Louise vil udvikle sig til når hun bliver voksen. Vil hun fortsætte med sine specielle talenter? Og på hvem? Vil hun blive en Domina? Hvad med hendes mand. Hvad vil han gå ind til? Kan han mon holde til det? Eller vil hun møde en der er stærkere så rollerne byttes om?

————–

Forfatteren spekulerer også. Er det mon den samme, men ældre Louise der optræder i novellen HVORFOR MIG?
Hvem ved? I fantasiens rige er alt muligt. 

JESPER

Fortsættes HER