Vi mødtes i februar den 10. for at være præcis, en fælles ven havde hugget os op på en blind date, aftalen var at jeg skulle komme til ham ved 17.30 tiden han ville hente mig på stationen og så skulle vi over til ham og lave mad sammen som en slags is breaker.

Han havde beskrevet sig selv som høj, mørk håret, blå øjne, biker skæg og ville være i ført en lang sort cotton coate.

Dagen sneglede sig af sted. Jeg var selvfølgelig spændt på endelig at skulle møde denne fyr min kammerat havde snakket så meget om, og som jeg selv kun havde snakket med i tlf. en enkel gang hvor han inviterede mig på middag. Jeg var utryg på om jeg var parat eller hvad. Min forlovede havde forladt mig i november og jeg var stadig påvirket af det. Den halv tomme lejlighed, de ensomme nætter, og ja, sådan som det nu engang er når den man elsker og lever med bare forsvinder fra dag til dag. Jeg tænkte på hvad min kammerat havde sagt – han er perfekt for dig, en charmerende fyr på 26, han er bare lidt genert, kan godt flirte men ikke tage det første skridt, der må du hjælpe ham, han er for nyligt kommet ud af et forhold på 3,5 år (ca. en måned før jeg mistede min) det havde vist været en fælles beslutning for deres vedkommende. Han var plastmager havde et rækkehus og min kammerat var for nyligt flyttet ind hos ham i et ekstraværelse efter han selv gik fra kæresten, så det havde gået rigtig godt for os alle 3. Hvis jeg havde lyttet til mig selv den dag i stedet for min nysgerrighed og venner, havde jeg ikke begået min største fejl overhovedet, så var jeg blevet hjemme og ventet, jeg vidste jo godt at jeg ikke var parat. Jeg mødte og ødelagde den dejligste, kærligste følsomme fyr overhovedet, fordi at jeg ikke var parat. Jeg blev hurtigt fanget mellem det min hjerne og mit hjerte ville have….endelig var det det sammen de ville, men en del af mig var stadig i en fantasiverden hvor min eks. forlovede og jeg atter ville være sammen og lykkelige.Han som fyr udnyttede det selvfølgelig og kom jævnligt forbi, det endte altid med et put og at jeg var ked af det når han gik. Min hjerne viste at jeg kunne få alt den kærlighed ærlighed tryghed. som jeg havde savnet så længe hos den nye, men mit hjerte ville ikke følge, jeg kunne bare ikke forelske mig i ham, selv om jeg holdt meget af den han var. Efter 3 måneder gik det selvfølgelig i smadder og vi enedes om at skilles og ikke snakke sammen i mange måneder… Jeg havde i de måneder bedraget og såret ham op til flere gange, hvilket aldrig var min mening, jeg ville jo bare elske og elskes igen. En gang i juni bliver jeg ringet op af min kammerat, han havde fødselsdag og ville gerne invitere mig, men den skulle holdes sammen med hans kammerat, som jeg jo et par måneder før havde brudt med. Jeg sagde betænksomt men med meget tvivl ja tak, jeg ville jo gerne med for min kammerat skyld, men jeg ville jo ikke møde op og ødelægge en anden persons fødselsdag fordi at jeg havde været en bitch, så der var kun en ting at gøre, jeg ringede ham op og spurgte hvad han syntes om hvis jeg kom. Han sagde at han ville have det fint med det, og at jeg da bare kunne komme og låne hans have når jeg ville, nu når solen var kommet, og jeg bor i lejlighed. Fint, sagde jeg, og tog der hjem et par dage senere for lige at tage temp. på stemningen før fødselsdagen. Det gik fint og jeg overnattede der også, men vi var på ingen måde sammen, og sov pænt i hver sin side af sengen. Fødselsdagen kom,der skulle være fest og ballade,og der var sat telt op i haven. Mn vejret var ikke enig med os. Det regnede, men vi overlevede og fik en kanon fest ud af det alligevel. Selvfølgelig var der, da jeg kom, kun plads ved bordet ved siden af min tidligere blind date. Og vi sad faktisk den første 1,3 time og stak til hinanden som om vi var 10 år gamle igen, ikke særlig søde mod hinanden. På et tidspunkt i løbet af aften løber vi ind i hinanden i den øsende regn, og siden det øjeblik har jeg fortrudt at jeg ikke blev hjemme da jeg skulle møde ham første gang, for der forelskede jeg mig, jeg havde det som på de gamle sort/hvid film. Vi kyssede bare i regnen mens resten af verden forsvandt. Jeg ville ønske dette havde været vores første møde, men det var for sendt og jeg havde allerede ødelagt hvad vi kunne have fået. 1 år og 4 måneder senere sidder jeg her og venter på at han kan tilgive og glemme og igen tør elske og stole på mig som han gjorde da vi først mødtes….

hvorfor blev jeg ikke hjemme…………………..