Vi fejrede 5 års jubilæum den 15. marts 2018, og lever sammen 24/7 i Hersker/slavinde forhold. Nærmere betegnet D/s.

Resumé:
Hun søger en Herre, og har sagt ja til at mødes med ham for første gang. Hun bliver hentet på Banegården, ikke af ham, men af hans chauffør, som nærmest pirrer hende ud over alle grænser…

“Så er vi fremme ved næste stop og vi skal have noget frokost. CL har sørget for din forplejning og ‘vedligeholdelse'” “Jamen det er da morderligt pænt af CL at ‘vedligeholde’ mig” hun lød lidt syrlig. “Tja … hvis han nu finder på at smøre din krop ind i massageolie efter en reb seance – det er vel en ‘vedligeholdelse’ der falder i god jord, er det ikke?” Hun ‘smagte’ lidt på den bemærkning. Fandt at den faldt i god jord og bragte lidt humor ind mellem dem. “Jooo, det er jo en bedre måde at anskue det på. Touché Peter – det er sådan noget CL kunne finde på at ‘affeje’ mig med. I må gå godt i spænd sammen.”

“Vi snakker sådan set samme sprog, så det må jeg vel bekræfte.” nikkede han mens han steg ud af vognen, og gik mod bagagerummet.

Lene steg ud, strakte benene og følte varmen fra solen som stod højt på en næsten skyfri himmel – med en flot blå farve som indramning. Hun følte sig glad og tryg. Hun mærkede tilliden til hendes kommende Herre at alt indtil nu var foregået på en nogenlunde anstændig måde med respekt for hendes følelser.

Hun var også godt klar over at hun havde været ude for et par noget nærgående situationer, men hun nød jo sin status som underkastet og den der kunne styre hendes behov, ønsker og seksualitet.

Peter kom tilbage fra bagagerummet og lagde pænt hendes foldede trusser i hendes taske. Hun smilede. Der gik du glip af et ‘trofæ’ min ven, tænkte hun. Peter kiggede op i det samme og blinkede frækt med det ene øje: “De kunne have været hyggelige at have som ‘minde’ om turen – men nu er det jo ikke mine, og jeg ser nødig at nogen misforstår og tror jeg går rundt i dametrusser – uden der er noget galt i det.” “Nej, det er klart Peter” … drillede hun lidt. “Nå, hvad har vi til frokost?” spurgte hun nysgerrigt. Hun kunne mærke sulten gnave en smule og det var utroligt hensynsfuldt at CL havde sørget for frokost. “CL har pakket nogle små gode oste, nogle krydderpølser, lidt brød, lidt mineralvand, en flaske rødvin, hvis turen tillod det, glas og højreb.” Det lød lækkert, tænkte Lene. Hun rettede sig pludseligt op: “Højreb?” Hvad mener du med højreb?” … “Det er da ikke noget man spiser til frokost?” “Hvem siger det skal spises?” replicerede Peter tørt. “Nej, nu forvirrer du mig igen Peter… Højreb er da noget man spiser. Vi har det med, skal spise det, men skal alligevel ikke spise det? Det er for kryptisk for mit stakkels hoved, vil du ikke godt være rar at forklare dig? Er det skrub meningen, at jeg skal dø af forvirring, inden jeg møder CL?” Hun virrede lettere overrasket med hovedet, som om det skulle bringe forklaringen i et bedre lys. “Tænk CL” sagde Peter bare. “Tænk CL …? Det gør det da ikke bedre, bare sådan mere … forvirrende og uroligt, Peter.” “Netop!” Peter drejede hovedet mod hende og kiggede hende saligt i øjnene over hendes mangel på forståelse. “Peter, du er fandeme sadist.” “Tak” svarede Peter – “det er jo noget af et kompliment at få fra dig.” Var din mund tøs, du gør det bare værre for dig selv, tænkte Lene mens hendes arme fantasi og hoved prøvede at finde en logisk forklaring, men hun opgav indtil… hun så tyve cm af et stykke skødereb der ligesom nonchalant dinglede ud af kurven. “Har du… jeg mener… har CL tiltænkt, at jeg skal bindes ind?” “Hvem siger du skal bindes ind? Du skal mærke reb, højreb … rebene kommer i kontakt med legemsdele, men du skal ikke bindes ind.” “Kære Peter. Hør lige. CL har klart bedyret at jeg ikke kommer i en seance i det første møde. Og nu indrømmer du klart og entydigt, at jeg skal bindes. Rebene kommer i kontakt med min krop, det ER da at binde mig.” “Lene” … Peter kiggede strengt på hende selv om hun ikke var hans underkastede. “Du spørger for meget og lader dig alt for let forvirre. Det er CL’s leg at lege med det mentale, jeg fortæller dig bare, i overensstemmelse med sandheden, siden du spørger så nysgerrigt, uroligt og forvirret. Jo mere du spørger, jo mere forvirrer du dig selv. Fald ned og hav tiltro til CL, at han holder sig til sandheden.” “Jeg vil gerne tro dig Peter – jeg vil så gerne tro dig. Jeg har ikke nogen fornemmelse omkring CL at han kan finde på at bryde sit ord.” “Det kan han heller ikke, så vidt jeg ved.” Nu stiller jeg dig to spørgsmål. Faktisk på CL’s vegne og han bliver bekendt med at de to spørgsmål bliver stillet dig for at berolige dig.” “Skal jeg stille spørgsmålene? Op til dig.” “Ja tak Peter.” “Godt … HAR du været i en seance indtil nu?” Noget der endegyldigt er en decideret seance?” Lene trak tænksomt den ene mundvig ud til siden lidt i tvivl, men måtte indrømme. “Nej, det har jeg godt nok ikke.” “Godt, der har været lejlighed til det og alligevel har jeg fulgt CL’s ønsker. Med dit kendskab til CL, og det du har oplevet foreløbig – kan det tænkes at du heller ikke kommer til det. Jeg er ikke påståelig omkring hvad CL kan finde på, men jeg spørger … kan det TÆNKES at du ikke kommer i en seance her din første dag?” “Jo, det kan vel tænkes, Peter. Måske det er mig der ser syner og spekulerer for meget. Og spotter noget der ikke kommer til at foregå. Tilgiv mig, kære Peter, jeg vil jo bare så gerne møde CL, mærke at jeg kan stole på ham. Faktisk, som jeg har fundet tillid til dig.” “Det er fuldt forståeligt, og du skal ikke tro at du ikke har min medfølelse. CL kan være en djævel, men jeg har aldrig set, hørt eller oplevet, at han har skadet nogen. Er den bekræftelse så et godt udgangspunkt for – at mærke en form for tillid til – at han ikke bryder sit ord og tager dig i en seance her på din første dag?” “Ja, du har ret Peter. Jeg er også bare en dum lille tøs.” Peter vendte sig at stirre direkte på hende: “DEN kan du glemme alt om, du er sindig, du er klog, du udviser tillid, du udviser tiltro, du udviser sund skepsis, så nej … den byder du ikke dig selv, du er IKKE en dum lille ‘gås’, hvis det er det ord du følte. Her ved jeg, at CL ville skænde på dig, at bringe dig ud af din tvivl omkring dig selv. Jeg ‘skænder’ dig på hans vegne, for jeg ved klart, at han vil give dig … at føle stolthed omkring dig selv, din status, dine behov og det du kan give ham. Du må ikke på denne måde nedgøre CL, det fortjener han ikke.” Lene nikkede bekræftende og styrket med hovedet. “Du har ret Peter. Og nej, det fortjener han ikke. Jeg blev kort i tvivl. Jeg kan mærke på dine hårde men loyale ord både til mig og CL, at jeg skal undlade tvivlen og fokusere på det der rent faktisk sker og finde tilliden igennem det.” Peter bukkede faktisk en smule … “Jeg tror CL ville have givet dig et respektfuldt buk her over din indsigt og styrke. Han tilgiver sikkert at jeg gør det på hans vegne.” “Tak Peter, du har styringen indtil jeg møder CL. Du har lige givet mig styrke og en smule stolthed. Må jeg give dig et kys på kinden, at du kan bringe det videre til CL?” “Gerne, men du må selv kysse CL på kinden, hvis han tillader det. Jeg beholder dette kys for mig selv. Og i øvrigt har jeg ikke præferencer til at kysse mænd, og hans skæg stikker sikkert.” Peter lo højlydt. Lene fandt hans humor så befriende at den fejede al skam bort omkring hendes tvivl … og hun brød ud i en perlende latter. “Hehe Peter, jeg håber du kan blive en kær ven til mig en dag,” sagde hun varmt, da hun fik vejret igen. “Det kan jeg love dig, med og uden CL’s tilladelse.” …”Godt skal vi se at komme ind at finde en god plads i solen, med grønt, frisk, blødt græs vi kan sidde på med et par træer der har nogle gode bladhang, så vi får lidt skygge og et par enkelte gode grene der sidder lidt halvhøjt?”

Hun hørte den bemærkning, men undlod at spørge. Kun en vag, meget vag tvivl var tilbage.

–

“Her er der tilsyneladende et godt sted, vent her!” Peter pegede lidt frem på en lille grøn plet en smule cirkulært inde mellem nogle graner der skjulte stedet fornuftigt mod nysgerrige blikke. Han satte kurven, bød Lene ikke at kigge i den. “Jeg skal nok vare mine nysgerrige fingre” sagde hun. Han bevægede sig ind i åbningen, kiggede sig omkring og var tilfreds. Tilbage igen: “Tag kurven – jeg har fundet stedet.” Han tog hende i hånden at støtte hende, mens de gik over en noget knoldet, blød og ustabil skovbund. Vel inde i skjulestedet … “Sæt kurven og afklæd dig!” Hjertet hoppede et par gange i Lenes bryst. Hun gispede kort og hun måtte synke et par gange for ikke at hoste af overraskelse. Hun stod lidt forstenet. Hun sundede sig igen, sagde lidt mut og en smule ‘køligt’: “Rolig nu Peter, du er ikke min Herre.” … “Jo” sagde Peter bare. “Nej du er ikke” Lene svarede kækt og flabet igen. “Jo, indtil jeg afleverer dig i CL’s hænder er jeg rent teknisk – i hvert fald dit styrende led.” “Hmm, den er jo lidt svær at afvise, men du kan godt tale lidt mere imødekommende uden at opføre dig som direkte ordre afgiver.” “Beklager Lene – jeg er dog lige så lidt som CL, typen der bedende appellerer lidt i retning af … ‘vil du ikke nok være sød at gøre dette eller hint’. Forestil dig at jeg i en situation spurgte en underkastet … må jeg ikke nok piske dig. Hvilken af de to ‘invitationer’ ville du have mest respekt for?” Lene fniste frækt … “Du må da godt spørge om du må piske mig, måske du får lov?” “Jeg spørger ikke og jeg beder ikke. Indiskutabelt. Godt, så væn dig til situationen på en anden måde. Du breder tæppet ud, du arrangerer frokosten. Hvis du vil have et enkelt glas vin sætter du rødvin og proptrækker til side til mig. Imens arranger jeg noget andet – senest når jeg er færdig har du afklædt dig. Og sat dig på tæppet.” Peter bukkede sig ned og fremdrog nogle nydelige mønstrede bomulds skødereb i en længde af to meter, fire enkelt stykker.

Han lagde dem pænt i en række, strakt ud så de var nemt tilgængelige.

–

“Jamen halløj, hvad har vi her?” Han kiggede lidt ud til siden i skovbunden og derefter nysgerrigt på Lene. Han konstaterede med tilfredshed at hun først havde bredt tæppet ud og derefter havde taget sin bluse af. Lene rettede sig op, kiggede i Peters retning, og … ISNEDE! Nej, ikke det, NEJ det gør du ikke Peter! fór tankerne igennem hende. Hendes skarpe stemme skar gennem stilheden i skoven: “Peter, hvis du bruger de brændenælder vil du opleve indbegrebet af den mest ulydige tøs der nogen sinde er skabt.” Peter slog en stor latter op … “Du er for pokker da også nem at lokke.” CL ved godt at du aldrig har været i nærheden af brændenælder, og det skal også være CL’s fornøjelse.” “Fornøjelse? Jeg kan ikke se nogen fornøjelse ved brændenælder ‘KÆRE’ Peter.” – “Jeg ved godt det er et af hans yndlingsredskaber og ‘fornøjelse’ – jeg kan bare ikke se det sjove i dem.” “Tro mig Lene, CL’s måde at bruge dem på gør dem faktisk til det mest erotisk ophidsende instrument du nogensinde vil opleve – de har indbygget vibrator og erotisk stimulans. Tro det om du vil.” ”Det har jeg svært ved at tro – de stikker jo bare man rører dem, og de er djævlens instrument til at plage os mennesker. De er modbalancen til alt det smukke og harmoniske i naturen. Djævlens redskab, siger jeg bare.” Peter grinte igen højlydt på Lenes ‘regning’ … “Djævlens redskab siger du? Tja og … CL’s.” “Jamen du bruger dem altså ikke Peter.” “Rolig nu kvinde … fortsæt dit ‘arbejde’.” Peter havde nu bundet to af rebene til hver sin overhængende gren med et pælestik. De løse ender hang bare dovent ned fra grenene.

Lene kiggede nysgerrigt op på de to løse reb og undrede sig hvorfor Peter havde bundet reb fast til et par grene før han havde bundet dem på hende. Nå, jeg har jo hidtil fået en forklaring når jeg stod i situationen, så det gør jeg vel også her, tænkte hun.

Lene havde nu lydigt afklædt sig og nød faktisk den varme sol der spillede lystent på hendes nøgne krop. Det gav en dejlig frihed at være uden tøj, og nå ja, Peter havde jo allerede set hendes køn, så der var ikke noget nyt under solen. Lene kunne dog undertiden føle sig mere afklædt hvis kun hendes bryster var synlige, men ham, Peteren, var da en fyr, der kunne respektere, tænkte hun. “Hvor er det højreb, du snakkede så lystigt om Peter, her er da ikke noget kød, bortset fra krydderpølserne?” Lene lod sig igen gribe af en lettere forvirring. “Jo, der ER kød, og der ER reb, vent nu bare.” Peter skraldgrinede. Det gik op for Lene hvad Peter mente: “Så jeg er kødet, rebene hænger der, men hvor kommer højreb ind i billedet? – Skal jeg op at hænge? Aahh … vent. Så de to reb skal bindes om mine håndled, de to reb hænger HØJT, så højreb er … når en kvinde har to reb bundet om hvert sit håndled, med armene strakt HØJT over hovedet? “NU kan jeg se sammenhængen; høje reb, højreb … hmm, herligt billede og terminologi. I er grusomme I to Peter, sådan at køre rundt med en stakkels kvindes psyke og fantasi. “Du er tæt nok på Lene” svarede Peter, men rebene skal nu ikke bindes om dine håndled – det er mod aftalen, så vidt jeg forstår – er det ikke! Godt, kom herover siden du har besluttet at rødvinen bliver i kurven.” Lene bevægede sig vuggende og yndefuldt i det bløde græs over mod Peter. Hun strakte sine arme mod Peter at følge hans anvisninger og for at vise sin vilje. “Stil dig ind under rebene, og stræk dine arme op mod hver gren. Stil dig så hvert reb glider ned ad dine underarme, og stil dig let foroverbøjet så du vugger på det forreste af fodballerne. Du må ikke stå på dine hæle eller på flad fod, det kan give besvimelses anfald.” Lene stillede sig efter Peters anvisning. Peter tog nu det ene reb, hev en smule i det for at strække det, lagde det i Lenes ene håndflade, snoede det et par gange rundt i hendes håndflade og derefter ned og rundt om håndleddet. Han gjorde samme med det andet. “Så Lene, nu balancerer du på fødderne, holder fast i rebene ved at krumme dine hænder om dem, På denne måde har du både balance og støtte. Hvis du samtidig er kvik, kan du se at alle løfter er overholdt … du er ‘bundet’ uden at være det, og du kan komme fri på et hvilket som helst tidspunkt det passer dig. Alle forskrifter og løfter er overholdt.” Lene nikkede i accept af sandheden. “Og nu Peter?” …

“Luk dine øjne og forsøg at holde balancen.”

–

Lene lukkede øjnene. Ganske langsom og næsten umærkeligt hørte hun Peter stille sig bag hende. Hun mærkede en stille, tålmodig og alligevel mærkbar fingerspids bevæge sig fra hendes nakke nedefter. Nakken, ned ad gruben mellem skulderbladene, ned ad rygraden, ned ad lænden. Der holdt fingeren en lille men konsekvent pause. Hun gøs og mærkede en meget let ophidselse. Så bevægede fingeren sig længere ned mellem kløften i hendes baller, en smule rundt og ind mod hendes køn. Fra ballerne ned ad det ene inderlår, ned ind i den ene knæhase, hvor den cirklede lidt. Ned ad underbenet, ned ad læggen – ned hvor et par fingre masserede hendes læg let og elegant. Fra den læg over til den anden, op ad benet til knæhasen, op ad det andet inderlår, op til ballerne, op tæt på hendes køn, op mellem ballerne og op igen samme vej til nakken. Da fingeren nåede nakken – hvor den cirklede let, bukkede Lene hovedet og overgav sig i erotikkens fokus. Hvor kort tid Peters finger end havde vandret, var den ikke uden virkning. Lene mærkede Peter bevæge sig om på forsiden af hende og lagde en hånd bag hendes nakke. Hun mærkede hans hoved komme nærmere og han hviskede let og beroligende i hendes øre: “Det tilkommer kun CL at kysse dine læber, så du må nøjes med et kys på kinden.” Hun mærkede et fjerlet kys på kinden. Det føltes varmt, beroligende og trygt. Han gav den anden kind et lignende kys, og hun mærkede en stor begyndende taknemmelighed over at hun så flot og dybt blev respekteret uden at føle sig udleveret på trods af hendes nøgenhed. Hun følte en fingerspids lægge sig på hendes pande. Roligt, afventende indtil hendes åndedræt var faldet lidt til ro. Så bevægede den sig nedad. Ned ad hendes ene kind, ned ad siden af hendes hage, ned ad halsen. Der mærkede hun en håndflade der krummede sig om hendes ene skulder og holdt hende fast. Hun mærkede hans mund lægge sig mellem halsen og skulderen, hun hørte at han foretog en indånding … han duftede hendes naturlig feminine duft og kyssede hende i området hvor halsen går ud i skuldrene. Hun mærkede sit hjerte banke heftigt, for det var et af de steder hun var meget, meget følsom. Hun mærkede hans hoved der trygt lagde sig let sidelæns og kyssede hende på halsen. Hold da op Peter, du er en god elsker, mærkede hun og slappede af, da hun nu utvetydig kunne mærke, at han gav hende dette øjeblik for hendes egen skyld. Hun mærkede en stor respekt og tillid til, at hun ikke ville blive taget råt og brutalt … og så gav hun efter. Tillod sig selv at nyde uden skam eller forbehold. Hun mærkede nu hånden der igen blev til en fingerspids. Den bevægede sig ned mellem hendes bryster, langsomt og cirklende ud mod det ene bryst og endte med at kilde brystvorten. Kort, men godt. Så bevægede den sig ind i kløften mellem hendes bryster, foretog en langsom men sikker tur ned mod hendes mave, hvor den cirklede let og kort tid.

Fra maven ned mod … Lene åbnede sin mund og begyndte at stønne let. Den finger var bevidst på afveje, og hun vidste med al tydelighed, hvor den ville ende. Men drillende nok, det gjorde den ikke. Dog alle andre steder.

Peter lod sin fingerspids spille alle de steder en nysgerrig finderspids nu kan finde og nå ind. Lene var stærkt ophidset, uden at være på vej til eller på grænsen til en orgasme. Peters fingerspids var spillevende og ophidsede hende på alle mulige måder. Hun mærkede sine ben dirre en smule. Hun mærkede væden der småt løb ud af hende. Fingerspidsen blev nu til et par varme håndflader der mærkbart, fast og mandigt greb om hende, fladede ud og kæle hende alle mulige steder bortset fra hendes køn. Lene blev en smule frustreret, men accepterede at området var CL’s og den respekt Peter gav både hende og hendes Herre, ved at overlade den endelige forløsning i hans hænder. Det var også pragtfuldt bare at lade solen varme kroppen, at kunne nyde uden forbehold, tillade sig at slippe hverdagskontrol og at overlade ansvaret i en god mands hænder. Peter holdt fast om hendes lænd og støttede hende, mens hans varmende ord lød i hendes øre: “Nu slipper du rebene, jeg støtter dig og skal nok holde dig. Så sætter du dig på tæppet, jeg holder dig kort ind til mig og så finder du tilbage igen. Når jeg kan mærke, at du er tilbage – så får vi en hyggelig frokost.”

Lene tog en dyb indånding for at genvinde sin daglige bevidsthed mens Peter holdt sine arme om hende.

–

Da hun var tilbage og havde genvundet sin selvkontrol, kiggede hun nysgerrigt på Peter. “Deler du og CL nogensinde kvinde Peter?” Peter lagde hovedet en smule på skrå og vurderede Lenes blik. “Ikke ubetinget ja og ikke nødvendigvis nej. Jeg svarer uden at svare, for ikke at sætte dig, jeg eller CL i en akavet situation, så du må nøjes med det svar, Lene.”

Lene nikkede og accepterede, som det uudtalte svar det var, det kom ikke hende ved. 

De spiste nu frokosten, nød solen, slappede lidt af mens de gjorde klar til næste del af køreturen. Turen til den næste rasteplads eller skjulested. 

Fortsættes HER